Den teokratiske organisation vi nu bør følge på vejen frem
1. (a) Hvad var de tolv apostle, ifølge Salme 68:19? (b) Hvordan virkede de som gruppe betragtet, og hvad havde de myndighed til at gøre?
„LAMMETS tolv apostle“ var gaver til menigheden fra den store Teokrat, Jehova, gennem Jesus Kristus. I en salme havde David profeteret om sådanne gaver, og apostelen Paulus forbinder denne salme med dens opfyldelse idet han skriver: „Derfor siger han [i Salme 68:19]: ’Da han steg op til det høje bortførte han fanger; han gav gaver i mennesker.’ . . . Og han gav nogle som apostle, nogle som profeter, nogle som evangelieforkyndere, nogle som hyrder og lærere, med det for øje at oplære de hellige til en tjenestegerning, for at Kristi legeme kan opbygges.“ (Ef. 4:8-12, NW) I begyndelsen virkede disse tolv apostle på grund af deres stilling som et styrende råd for hele menigheden af troende. Derfor udnævnte de kvalificerede mænd i menigheden til at hjælpe dem med sager af ringere betydning. Et eksempel på dette er det der skete da menigheden i Jerusalem var vokset til fem tusind medlemmer og der opstod et problem som skabte vanskeligheder. Beretningen lyder:
2. Hvordan tog apostlene sig af problemet i forbindelse med maduddelingen, og hvad var resultatet med hensyn til Guds ord?
2 „De tolv sammenkaldte da hele discipelskaren og sagde: ’Det er ikke ret, at vi forsømmer Guds ord for at gøre tjeneste ved bordene. Find derfor, brødre! iblandt jer syv mænd, som har godt lov og er fulde af Ånd og visdom; dem vil vi så indsætte til denne gerning. Men selv vil vi trolig blive ved med bønnen og ordets tjeneste.’ Dette forslag vandt bifald hos hele skaren, og de valgte . . .; dem fremstillede de for apostlene; og disse bad og lagde hænderne på dem. Og Guds ord havde fremgang, og disciplenes tal voksede meget i Jerusalem.“ — Ap. G. 6:1-7.
3. (a) Hvorfor var de syv assistenter udnævnt teokratisk? (b) Blev det styrende råd udvidet, og hvad viser beretningen om afgørelsen af spørgsmålet om omskærelse?
3 Eftersom disse syv hjælpere eller assistenter blev udnævnt af apostlene i det styrende råd, som godkendte dem ved at lægge hænderne på dem, var deres udnævnelse teokratisk og ikke demokratisk, foretaget af menigheden. Senere blev der teokratisk udnævnt ældste (presbytere) som blev føjet til det styrende råd i Jerusalem. Da Paulus og Barnabas omkring år 49 kom til Jerusalem og forelagde spørgsmålet om hvorvidt ikkejødiske troende skulle omskæres, bestod det styrende råd som behandlede og afgjorde sagen derfor af „apostlene og de ældste“, under ledelse af Guds hellige ånd. — Ap. G. 15:1-29; 16:4.
4, 5. (a) Hvoraf fremgår det om menigheden i det første århundrede var et indregistreret selskab som var underlagt den verdslige myndighed? (b) Hvad var hele menigheden kollektivt, og hvordan fremgår dette af ordene i Esajas 43:10?
4 Denne menighed i det første århundrede var ikke et indregistreret selskab som var godkendt af det jødiske styre i Jerusalem eller af romerrigets senat, med bestyrelsesmedlemmer der skulle udnævnes i overensstemmelse med regler som var opstillet af kejseren. Nej, den var en teokratisk organisation med tjenere og assistenter som var udnævnt teokratisk af det styrende råd og Jesus Kristus, „menighedens hoved“. De „gaver i mennesker“ den havde fået, kom ikke fra den romerske kejser, men fra den store Teokrat, Jehova Gud, gennem Jesus Kristus. Hvad var formålet med dem? „At oplære de hellige til en tjenestegerning.“ (Ef. 4:11, 12, NW) Hele menigheden havde en tjeneste at udføre; alle dens medlemmer ydede den store Teokrat, Jehova, hellig tjeneste. De udgjorde kollektivt en „tjener“ for deres guddommelige Hersker, hvis vidner de var. De vidnede om at han havde sendt sin søn Jesus Kristus som den lovede Messias. Følgende ord var rettet til dem som åndelige israelitter:
5 „Mine vidner er I, så lyder det fra [Jehova], min tjener, hvem jeg har udvalgt.“ — Es. 43:10.
6. Hvem er den „husholder“ og „tjener“ som Jesus omtaler i Lukas 12:42-44?
6 De mange vidner udgør således én „tjener“, som Jehova kalder „min tjener, hvem jeg har udvalgt“. Det var denne kollektive „tjener“ Jesus Kristus havde i tanke da han talte om sin bortgang og sin genkomst: „Hvem er vel den tro og kloge husholder, som hans herre vil sætte over sine tjenestefolk til at give dem deres bestemte kost i rette tid? Salig er den tjener, som hans herre, når han kommer, finder i færd med at gøre sådan! Sandelig siger jeg eder: han vil sætte ham over alt, hvad han ejer.“ — Luk. 12:42-44.
7. Hvordan omtalte Jesus den samme skare i sin profeti om afslutningen på tingenes ordning?
7 Læg mærke til at Jesus også kalder denne „husholder“ for en „tjener“. I profetien om afslutningen på tingenes ordning omtaler Jesus den samme kollektive „tjener“, idet han siger: „Hvem er så den tro og kloge tjener, som hans herre har sat over sit tyende til at give dem deres mad i rette tid? Salig er den tjener, som hans herre, når han kommer, finder i færd med at gøre sådan. Sandelig siger jeg eder: han vil sætte ham over alt, hvad han ejer.“ — Matt. 24:45-47.
8. Hvornår og hvordan udnævnte Jesus denne ’husholderskare’ eller ’tjenerskare’, og hvad gik den i gang med?
8 Før Herren Jesus Kristus forlod jorden og steg til himmelen, samlede han sine trofaste disciple, også de loyale apostle. Og da han var vendt tilbage til sin himmelske Fader modtog han på Pinsedagen den hellige ånd og udgød den over sine disciple som var forsamlet i Jerusalem. Derved udnævnte han denne ’tjenerskare’ eller ’husholderskare’ til at give hans „tyende“ eller „tjenestefolk“ åndelig føde, „deres bestemte kost i rette tid“. Det begyndte tjenerskaren at gøre.
Inspektion, udnævnelse, „gaver i mennesker“
9. Hvornår inspicerede Herren Jesus Kristus ’tjenerskaren’, og hvad fandt han?
9 Ved udløbet af „hedningernes tider“ i 1914 blev Herren Jesus Kristus indsat på tronen i det messianske rige i himmelen. Derefter inspicerede han ’tjenerskaren’ eller ’husholderskaren’ på jorden. (Matt. 25:14-30; Luk. 19:11-27) Han fandt virkelig et antal indviede, døbte og salvede disciple som — trods den første verdenskrig, forfølgelse og andre vanskeligheder — stræbte efter at tjene Jehovas messianske riges interesser. De bestræbte sig for at uddele åndelig mad til kongen Jesu Kristi trofaste „tyende“ eller „tjenestefolk“.
10. Hvad udnævnte han denne trofaste ’tjenerskare’ til i 1919, og hvilket navn antog den i 1931?
10 De faktiske begivenheder viser at han i året 1919 genoplivede disse hårdt trængte disciple og samlede dem til en forenet gruppe. Derpå udnævnte han dem til sin ’tjenerskare’ og satte dem over ’alt hvad han ejede’, det vil sige alle hans kongelige interesser på jorden. (Åb. 11:7-12) Det var denne virksomme gruppe indviede og salvede kristne der i sommeren 1931 antog et navn der adskilte dem fra kristenhedens sekter, nemlig navnet Jehovas vidner. — Es. 43:10-12; 44:8.
11. Hvad må vi sige med hensyn til om denne ’tro og kloge tjenerskare’ har et styrende råd?
11 Denne ’tro og kloge tjenerskare’ har i dag et synligt styrende råd, ligesom den samme skare havde et styrende råd tilbage i det første århundrede, fra og med pinsedagen år 33.
12, 13. (a) Hvilke åndelige tjenester som blev udført af de omtalte „gaver i mennesker“, udførte de tolv apostle efter åndens udgydelse? (b) Hvilken beretning viser at de forkyndte evangeliet?
12 Som vi allerede har set blev ’den tro og kloge tjenerskare’ dengang begunstiget med gaver i mennesker, eller gaver i form af mennesker. Disse gaver blev givet af Jehova Gud gennem Jesus Kristus. Ifølge Efeserbrevet 4:7-11 var det ikke alle disse gaver der var apostle. Nogle var profeter, andre evangelieforkyndere, andre hyrder og andre igen lærere. Naturligvis var apostlene samtidig profeter, evangelieforkyndere, hyrder (pastorer) og lærere. På Pinsedagen profeterede de tolv apostle, drevet af den udgydte hellige ånds kraft, som en opfyldelse af Joel 3:1, 2. (Ap. G. 2:16-18, 21) De forkyndte også evangeliet eller den gode nyhed. Var det ikke det de gjorde efter at de var blevet arresteret, fængslet, ført for retten, pisket og løsladt? Apostlenes Gerninger 5:42 beretter:
13 „De holdt ikke op med hver dag at lære i helligdommen og i hjemmene og at forkynde evangeliet [græsk: evangeliʹzein] om, at Jesus er Kristus.“
14. Hvilken forpligtelse blev pålagt de tolv apostle eftersom menigheden kaldes „Guds hjord“, og opfyldte de den?
14 Denne beretning viser at de ikke alene var evangelieforkyndere, men også lærere. Var disse apostle også hyrder eller pastorer? Ja. Husk på at den opstandne Jesus ved Galilæas sø pålagde Peter at vise sin kærlighed ved at adlyde befalingen: „Vogt mine lam! . . . Vær hyrde for mine får! . . . Vogt mine får.“ (Joh. 21:15-17) Alle de andre apostle blev også åndelige hyrder i menigheden og varetog dette hverv. Selve det forhold at menigheden kaldes „Guds hjord“ pålagde apostlene at være hyrder for hjorden.
15. Hvordan kan vi af beretningen se hvorvidt apostlene havde eneret på den tjeneste at profetere?
15 Men selv om de tolv apostle og apostelen Paulus var duelige til at tjene som profeter, evangelieforkyndere, hyrder og lærere, og gjorde det, havde de ikke eneret på disse former for kristen tjeneste. Der var andre indviede og døbte mænd som havde særlige gaver eller var fremtrædende i disse forskellige tjenester. (1 Kor. 12:4, 5) Da apostelen Paulus for eksempel døbte de omkring tolv mand i Efesus „i Herren Jesu navn“ og derpå lagde hænderne på dem, „kom Helligånden over dem, og de talte i tunger og profeterede“. (Ap. G. 19:1-7) Den mirakuløse gave at kunne profetere blev ved hjælp af den hellige ånd skænket mange andre indviede og døbte kristne på apostlenes tid. (1 Kor. 12:7-10, 27-29; 14:29-32; Ap. G. 13:1; 21:10) Det var altså ikke kun apostlene der profeterede.
16. Hvordan viste Paulus i Milét at andre foruden apostlene skulle tjene som åndelige hyrder?
16 Hvordan så med gaven i form af åndelige „hyrder“? De historiske vidnesbyrd viser at de heller ikke manglede. Da ’hedningeapostelen’ Paulus omkring år 56 var på vej mod Jerusalem, gjorde han ophold i havnebyen Milét og sendte bud efter de ældste i menigheden i det nærliggende Efesus, for at de skulle komme og tale med ham før skibet sejlede. Mens han tog afsked med disse ældste eller presbytere mindede han dem om det åndelige arbejde de var sat til at udføre: „Så giv da agt på jer selv og på hele den hjord, i hvilken Helligånden satte jer som tilsynsmænd, for at I skal vogte Guds kirke, som han købte sig med sit eget blod [med blodet af sin egen søn, NW]. Jeg ved, at efter min bortgang skal der iblandt jer komme glubske ulve, som ikke vil spare hjorden.“ (Ap. G. 20:28, 29) Disse ældste var altså både tilsynsmænd og åndelige hyrder.
17. Hvem er de „engle“ eller stjerner der omtales i Åbenbaringen 1:20 og 2:1 et billede på, og hvilket ansvar havde de således?
17 Det var sikkert ikke en enkelt ældste, presbyter, tilsynsmand eller hyrde, men uden tvivl hele „ældsterådet“ den herliggjorte Herre, Jesus Kristus, havde i tanke da han talte om en „engel“ der blev symboliseret ved en stjerne. Omkring år 96 pålagde han den aldrende apostel Johannes på øen Patmos at skrive idet han sagde: „Skriv til menighedens engel i Efesus: ’Dette siger han, som holder de syv stjerner i sin højre hånd, og som vandrer midt imellem de syv guldlysestager.’“ (Åb. 2:1; 1:20) De der udgjorde ældsterådet (eller presbyteriet) dér i Efesus, skulle som en stjerne kaste himmelsk, åndeligt lys på den menighed som den hellige ånd havde gjort dem til hyrder for. Ved hjælp af et sådant lys ville disse åndelige hyrder lede menigheden på rette vej. — 1 Tim. 4:14.
18. Vis ud fra 1 Peter 5:1-4 at apostelen Peter anerkendte at gaven i form af hyrder omfattede andre end apostlene.
18 Omkring år 62-64 skrev apostelen Peter også om denne gave i form af hyrder til menigheden i det første århundrede. Idet han gjorde sig lige med de ældste i menighederne i Lilleasien, skrev han: „De ældste blandt jer formaner jeg da som medældste og vidne om Kristi lidelser, jeg, der også har del i den herlighed, der skal åbenbares: vær hyrder for Guds hjord hos jer . . . som forbilleder for hjorden; og når overhyrden åbenbares, skal I få herlighedens uvisnelige sejrskrans.“ (1 Pet. 5:1-4) Peter anerkendte altså at de hyrder der var givet, omfattede andre foruden apostlene.
19. Hvilke „lærere“ omfattede ’gaverne i mennesker’, som vist af Paulus i Titus 1:5-9?
19 Der blev også givet „lærere“ som „gaver i mennesker“. Hermed menes ikke forældre som underviser deres børn når familien samles, eller almindelige medlemmer af menigheden som underviser interesserede mennesker i Bibelens sandheder i deres private hjem, men derimod mænd som har særlige evner til at undervise og som derfor udnævnes til at være lærere inden for menigheden ved de regelmæssige bibelstudier den afholder. Det fremgår af det apostelen Paulus, efter at være løsladt fra sit første fangenskab i Rom, skrev til Titus, som han havde efterladt på Kreta for at han skulle udnævne ældste i menighederne i de forskellige byer. Da Paulus opregnede de krav der måtte stilles til sådanne ældste, der også skulle være tilsynsmænd, skrev han: „En tilsynsmand skal . . . [holde] fast ved det troværdige ord med hensyn til sin undervisning, så han kan være i stand til både at tilskynde med den lære der er sund og at irettesætte dem som siger imod.“ — Tit. 1:5-9, NW.
20. Hvordan viste Paulus over for Timoteus at de ældste i menigheden er „gaver“ i form af „lærere“?
20 Omkring samme tid skrev apostelen Paulus til Timoteus, som havde fået myndighed til at foretage udnævnelser. Da han fortalte ham på hvilket grundlag der skulle udnævnes tilsynsmænd i menighederne, opregnede han seksten kvalifikationer. Vi lægger mærke til at det syvende af disse krav lyder: „dygtig til at lære fra sig“. (1 Tim. 3:1-7) En tilsynsmand måtte heller ikke være „nyomvendt“; han skulle have været kristen i nogen tid og være anerkendt som ældste. At de ikke-apostolske ældste også hørte med til de lærere der var givet som „gaver“, antydede Paulus over for Timoteus ved at skrive: „De ældste, som er gode forstandere, fortjener dobbelt ære, især de, der har det slidsomme arbejde med forkyndelse og lærergerning.“ (1 Tim. 5:17) Derfor gør Jehovas vidner i dag hvad de kan for at lade udnævnte ældste lede de bibelstudier menigheden afholder i hjem som ligger centralt for de medlemmer af menigheden som bor i det pågældende område. Kun hvis der ikke er ældste nok til at lede alle disse ugentlige bibelstudier, benytter man „assisterende tjenere“ til at tage sig af sådanne lokale bibelstudier. — 1 Tim. 3:8, 9, 12, 13.
Evangelieforkyndere
21, 22. (a) Hvad nævnte Paulus for det tredje da han omtalte ’gaverne i mennesker’, og udnævnte Jesus kun apostlene til denne gerning? (b) Hvem blev specielt betegnet som evangelist, og i hvilken udstrækning varetog han denne opgave?
21 Da apostelen Paulus talte om „gaver i mennesker“ nævnte han for det tredje „evangelieforkyndere“. (Ef. 4:8, 11, NW) I sit jordelivs dage udsendte Herren Jesus Kristus flere end blot de tolv apostle til at forkynde evangeliet. (Luk. 9:1-6; 10:1-11) Også da han vendte tilbage til himmelen og på Pinsedagen udgød den hellige ånd over sine ventende disciple, pålagde han andre end de tolv apostle at være evangelieforkyndere.
22 Filip fra Kæsarea, som apostlene udnævnte sammen med seks andre til at sørge for uddelingen af mad til trængende disciple i Jerusalem, blev ikke længe ved dette arbejde som svarede til det en assisterende tjener i en menighed ville udføre. Efter at hans medarbejder Stefanus havde lidt martyrdøden, udbrød der forfølgelse mod de kristne på foranledning af Saulus fra Tarsus, og alle disciplene, undtagen apostlene, blev spredt fra Jerusalem. Blandt disse spredte disciple var Filip, som drog ned til Samaria, hvor han forkyndte evangeliet med gode resultater. Derefter forelagde han den gode nyhed for en af dronning Kandakes hofmænd som var på vej hjem til Ætiopien, og derpå forkyndte han evangeliet langs Middelhavets kyst, fra Asdod og op til Kæsarea. (Ap. G. 8:1-40) Over tyve år senere var Filip stadig travlt optaget af at forkynde evangeliet, for da Paulus og hans ledsagere i missionærtjenesten besøgte ham i Kæsarea, blev han stadig kaldt „evangelisten Filip“. (Ap. G. 21:8) Som en af ’gaverne i mennesker’ var han af stor værdi.
23. Hvem tilskyndede Paulus i et brev til at fortsætte som evangelieforkynder?
23 Timoteus, en af apostelen Paulus’ ledsagere i missionærarbejdet, var også en af disse „gaver“ i form af evangelieforkyndere. Da Paulus kort før sin død omkring år 65 skrev sit andet brev til Timoteus, formanede han: „Gør en evangelieforkynders gerning, fuldfør omhyggeligt din tjeneste [græsk: diakoniʹa].“ — 2 Tim. 4:5, NW; 1 Tess. 1:1, 5; 2:2, 4, 8, 9; 3:2, 6.
Hvordan er det i vor tid?
24. Hvem gør i dag en evangelieforkynders gerning, og under hvis ledelse?
24 Jehovas kristne vidner i vor tid følger den opfordring der blev rettet til Timoteus for nitten hundrede år siden. De udnævnte ældste som er kvalificerede til at holde offentlige foredrag fra en talerstol, er ikke de eneste der gør en evangelieforkynders gerning. Det gør alle de indviede og døbte medlemmer af de over 27.150 menigheder der findes rundt om på jorden. I Åbenbaringen 14:6 forsikres vi om at dette arbejde udføres under engles ledelse, for dette vers taler profetisk om en engel der fløj midt oppe under himmelen og „havde et evigt evangelium at forkynde for dem, der bor på jorden, for alle folkeslag og stammer og tungemål og folk“.
25. Hvem blev i 1919 tilskyndet til at forkynde evangeliet mere direkte, og hvad sagde Vagt-Taarnet?
25 I det første efterkrigsår, 1919, blev vor offentlige kristne virksomhed genoplivet. Alle i hver enkelt menighed blev da tilskyndet til at tage del i forkyndelsen af Guds rige — både de ældste og diakonerne (de assisterende tjenere) og alle andre indviede, mænd såvel som kvinder. De blev ikke blot opfordret til at uddele firesiders traktater, men også til at aflægge husbesøg ligesom datidens „kolportører“ gjorde, og direkte tilbyde folk bøger og brochurer som hjælpemidler til bibelstudium. I artiklen „Forkyndelsen af Budskabet om Riget“ i Vagt-Taarnet stod der:
Lejlighedens Dør aabner sig nu foran dig. Træd hurtigt ind ad den. Husk paa, naar du gaar ud i dette Arbejde, at du ikke løber om som en almindelig Bladagent, men du er Kongers Konges og Herrers Herres Repræsentant, der paa denne ophøjede Maade forkynder Folket den kommende Guldalder, vor Herres og Mesters herlige Rige, som de sande Kristne har haabet paa og bedet om i mange Aarhundreder. Du er en Fredens Engel, der frembærer det glade Frelsesbudskab for en Verden, der er sønderrevet af Krig, der er syg af Synden og opfyldt af sørgende og sønderknuste Hjerter. Hvor vidunderligt er ikke dette vort Privilegium! — Vagt-Taarnet for november 1919, side 176, paragraf 3.
26. Hvilken betydningsfuld tid lever vi i, ifølge de forhåndenværende vidnesbyrd? Hvad skal gå til grunde, og hvad skal indføres?
26 Efter alle de mellemliggende år har vi nu flere beviser end nogen sinde for at Jehova Gud indsatte sin søn Jesus Kristus på tronen i det messianske rige i himmelen ved udløbet af hedningernes tider i 1914. Vi ved at vi befinder os i „endens tid“ for denne verdens politiske nationer, og at deres tilintetgørelse i den kommende ’store trængsel’ over hele verden er truende nær. (Dan. 12:1-4; Matt. 24:21, 22; Åb. 7:14) Vi nærmer os derimod indgangen til den verdensomspændende nye orden som Jehova Gud har lovet og som fuldstændig vil træde i stedet for den onde tingenes ordning som nu vakler. Den gamle orden som nu har stået i årtusinder, skal forsvinde i den fortærende ild forude. Den nye orden under Jehovas teokratiske styre skal indføres!
27, 28. (a) Hvad er disse oplysninger, og hvad skal der gøres med dem? (b) Hvad har Jehova givet for at det arbejde kan udføres, og hvordan stiller den sig til dette arbejde?
27 Dette er i dag den eneste gode nyhed på jorden. Det er evangeliet. Med denne nyhed kan vi udføre et storslået arbejde som evangelieforkyndere! I sin profeti i Mattæus 24:14 og Markus 13:10 sagde Jesus at „dette evangelium om Riget“ skulle forkyndes i internationalt omfang før afslutningen på denne tingenes ordning. Jehova, den store Teokrat, har nu givet os den teokratiske organisation som sætter os i stand til at fuldføre forkyndelsen af denne gode nyhed.
28 Er denne synlige jordiske organisation ivrig efter at udføre dette storslåede arbejde? Se selv. De udnævnte ældste og tilsynsmænd i menighederne virker aktivt med dette for øje. De assisterende tjenere i menighederne samarbejder med dette for øje. De øvrige medlemmer af menighederne, de indviede mænd og kvinder og deres børn, tager del i arbejdet, både fra hus til hus og offentligt. Det styrende råd over alle disse teokratiske menigheder står helhjertet bag denne evangelieforkyndelse og det træffer enhver foranstaltning til at arbejdet kan udføres inden for den tidsfrist Gud har sat. Den skare som i vore dage udgør „den tro og kloge tjener“ er blevet sat over alle Rigets interesser der tilhører Herren Jesus Kristus, og som en trofast husholder der varetager sin herres interesser uddeler den åndelig mad gennem forkyndelsen af evangeliet.
29. (a) Efter hvilket mønster er denne organisation opbygget, og hvilken slags organisation er det derfor? (b) Hvor længe vil den eksistere som et guddommeligt redskab?
29 Denne verdensomfattende, evangelieforkyndende organisation er ikke tilpasset efter noget indregistreret selskab der i dag måtte være nødvendigt ifølge love som er udstedt af menneskeskabte regeringer der nu snart skal tilintetgøres i „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ ved Harmagedon. (Åb. 16:14-16) Det er ikke et indregistreret jordisk selskab der former den evangelieforkyndende organisation eller leder den. Tværtimod leder den sådanne selskaber og bruger dem som midlertidige redskaber der er nyttige i arbejdet for den store Teokrat. Den er således opbygget efter hans anvisninger. Det er en teokratisk organisation; den styres ovenfra, fra den guddommelige ledelse, og ikke nedefra, fra medlemmerne. De indviede og døbte medlemmer er underlagt teokratiet! Indregistrerede jordiske selskaber vil blive opløst når de menneskeskabte regeringer der har anerkendt dem, om kort tid går til grunde. Men den teokratiske organisation vil fortsat eksistere, og tjene sin suveræne teokratiske Hersker. Under hans beskyttelse vil den komme ind i hans retfærdige nye orden. Så snart ’den store trængsel’ er forbi, vil den være der — straks rede til at tjene som hans redskab i den nye orden.
30. Hvorfor har vi al mulig grund til at gå enigt fremad, ind i Guds nye orden?
30 Lad os derfor gå fremad under teokratiet, ind i den nye orden! Vor fører, den regerende konge i himmelen, Jesus Kristus, går i spidsen for os mens vi rykker frem i samlet trop. Lad os ikke bryde ud af rækkerne; lad os ikke blive grebet af panik. Vi har intet at frygte af vore mange fjender som samler sig. På vor side er den almægtige Gud, den store Teokrat, som vi adlyder mere end mennesker. Han er over os. Det er hans gerning vi gør, sådan som han har befalet gennem Jesus Kristus. Vi nyder hans velvilje, og han har behag i os. Det er hans ånd der gennemtrænger hele organisationen, og denne hellige ånd er den aktive kraft der forener os med ubrydelige bånd.
31. Hvilken storslået forret har vi fået i forbindelse med Guds ord, og hvad bør vi gøre kendt for alle og enhver?
31 Det livgivende budskab, evangeliet, som vi forkynder og underviser andre i, kommer fra ham og findes i hans åbenbarede ord, Bibelen. Vort budskab er sandt, og snart skal det opfyldes, til inderlig glæde for retsindige mennesker! Hvor er vi højt begunstigede, at vi kan forkynde det for hele menneskeheden og undervise den i det. Umiddelbart foran os ligger den herlige belønning fordi vi har påtaget os denne storslåede forret. Lad os derfor enigt gå fremad, ind i den nye orden under teokratiet! Gør kendt for alle og enhver hvor højt vi påskønner at Jehova nu hersker som guddommelig konge. — Sl. 96:10, NW.
[Oversigt på side 84]
Jehovas kristne vidners teokratiske organisation i vor tid
(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)
JEHOVA GUD
Jesus Kristus
Hovedet for den kristne menighed
’Den tro og kloge tjenerskare’
som Jesus har ’sat over alt hvad han ejer’. — Matt. 24:45-47.
Det styrende råd
Ældste i menigheden
Ældste i menigheden
Ældste i menigheden
Ældste i menigheden
Ældste i menigheden
Assisterende tjenere
Assisterende tjenere
Assisterende tjenere
Assisterende tjenere