Det Jehova har behag i vil lykkes
„I hans hånd vil det som Jehova har behag i, lykkes.“ — Es. 53:10, NW.
1. Hvad kan være en stor sorg og skuffelse, og hvilken slutning kan det få os til at drage?
HAR du nogen sinde sagt: „Åh! Det ville være dejligt, hvis blot jeg kunne være sikker på det“? Ja, sådan har du uden tvivl sagt mange gange. Du har måske sagt det om en eller anden drøm du har næret fra barndommen af; eller om noget mere alvorligt og værdifuldt, måske selve dit mål i livet, dit inderligste håb — men du har måttet konstatere at det blev for bekosteligt og lå uden for din rækkevidde at få det opfyldt, og det har været dig en stor sorg og skuffelse. Selv om du måske anerkender at der findes en Skaber, kan det være du er kommet til den slutning at han er alt for langt borte til at interessere sig for dig som enkeltperson. Er det rigtigt at tænke sådan? Eller findes der et sundt grundlag for at tænke anderledes, så du kunne få et nyt syn på livet og fatte nyt håb?
2. Hvilke forsøg har man gjort for at løse livets problemer? Med hvilket resultat?
2 Man har gjort mange og vidt forskellige forsøg på at løse livets problemer. Det har ikke manglet på råd hverken fra enkeltpersoner eller fra alle mulige organisationer. Men hvad har man i det store og hele opnået? Nogle få har påstået at de har fundet hemmeligheden ved lykken, men på hvilket grundlag? Det har givetvis ofte været ved at de, enten bogstaveligt eller i overført betydning, isolerer sig fra de ubehagelige ting i livet, hvilket har ført til en selvoptaget indstilling. Mener du at det skaber virkelig tilfredshed? Andre søger en løsning ved at nægte at bryde deres hoved med sådanne ting. De afviser enhver henvendelse idet de føler at det er et forsøg på at gribe forstyrrende ind i deres livsform. Mener du at det er en forstandig og god indstilling at have?
3. Hvor finder vi en modsætning til menneskets problemer, og hvilke spørgsmål afføder det?
3 I modsætning hertil må vi, hvad enten vi betragter himmelen over os eller jorden under os, undre os over den lette og ubesværede måde hvorpå alting, både det levende og det livløse skaberværk, fungerer. Hvad enten vi betragter det gennem en kikkert eller et mikroskop eller med det blotte øje, må vi føle stor beundring for den skønhed og hensigtsmæssighed der præger det alt sammen. Her ser vi noget der er lykkedes og som vi finder behag i, og vor logik tvinger os til at indrømme at der i sandhed må stå en overmenneskelig Skaber og Arkitekt bag. Det er hvad det synlige skaberværks „bog“ lærer os, men det er ikke tilstrækkeligt. Det får os til at undre os og spørge om der findes en anden bog, en der ikke alene indeholder en tilfredsstillende forklaring på det der berører menneskene, men som også indeholder en løsning som vi hver især kan få gavn af, en løsning som kan føre til et lykkeligt og varigt resultat for os. Er det for meget at spørge om?
4. Hvordan betragter man i det store og hele Bibelen i dag, og hvem bærer ansvaret for dette?
4 Visse bøger som udgives af religiøse organisationer regnes for at være inspirerede og hævder at anvise en livsform der fører til alt hvad man kan ønske sig. Men der findes kun én bog, eller mere nøjagtigt, én samling af bøger, der virkelig hævder at give og som konkret giver fuldstændige og tilfredsstillende svar på vore spørgsmål. Denne bog er Bibelen. Sig ikke at du kender den eller dele af den, men at den i bedste fald kun har været til midlertidig gavn idet den har givet dig en vis glæde og fred i sindet. Bliv heller ikke modløs på grund af den måde hvorpå Bibelen er blevet anvendt i kristenhedens kirker, en måde der for det meste må betegnes som tom formalitet. Især siden den anden verdenskrig har man vist Bibelen mindre og mindre opmærksomhed, respekt og ære. Det gælder dem der skulle være dens bedste venner, kristenhedens kirkemedlemmer, og ligeledes de mange bøger, som for eksempel bibelordbøger og bibelkommentarer, der hævdes at støtte Bibelen. Den moderne tendens går i retning af at støtte sig mere og mere til den højere bibelkritik og til at anerkende menneskers tankegang og opfattelser i stedet for at anerkende selve Bibelen som den endelige autoritet.
5. Hvor finder vi en modsætning til den almindelige opfattelse? Hvordan er deres syn anderledes, og hvad får det os til at forvente?
5 Der findes imidlertid en gruppe kristne der på bemærkelsesværdig måde skiller sig ud fra mængden. Jehovas vidner viser både i deres indstilling og handlemåde, såvel som i deres bøger og blade, at de er ivrige forkæmpere for Bibelen som Guds ord. De siger med overbevisning ligesom Kristus Jesus, deres leder: „Dit ord er sandhed.“ De siger og tror ligesom apostelen Paulus at „hvert skrift er indblæst af Gud og gavnligt til at belære, . . . til al god gerning“ og til at opfylde ethvert behov. Jehovas vidner er ikke et skuffet folk uden håb, og vi opfordrer dig oprigtigt til, sammen med dem, at undersøge de gode grunde der er til at forvente og anerkende det der vil bringe den største lykke og sand tilfredshed. — Joh. 17:17; 2 Tim. 3:16, 17, fodnoten; se også Andet Petersbrev 1:21.
6. (a) På hvilket grundlag kan man bygge gode forventninger? (b) Betyder det en let tilværelse, og hvad er forudsætningen for at opnå lykke i livet?
6 Først vil vi betragte Skaberens hensigt sådan som den fremholdes i hans ord. Vi vil se hvordan den efterhånden virkeliggøres, hvorfor det er absolut sikkert at den vil lykkes eller blive fuldbyrdet, og hvorfor det med rette kan siges at Jehova har behag i den. Dette vil igen medvirke til at vi i vort hjerte og sind kan opbygge de skønnest tænkelige ønsker og mål, forbundet med den nødvendige vejledning og hjælp til at få dem opfyldt. I modsætning til hvad vi nu erfarer, vil disse forhåbninger ikke ende i sorg og skuffelse. Det betyder ikke at vort liv fra nu af vil blive let og en dans på roser. Nej, vi vil snarere kunne sammenlignes med den mand der, før han begynder på et stort forehavende, først sætter sig ned og omhyggeligt „regner ud, hvad det vil koste“, og derpå afgør at han er villig til at betale prisen. Vi vil være som den mand der, efter i mange år at have lidt som kristen, sagde: „Derfor taber vi ikke modet . . . Thi vor trængsel, der er stakket og let, virker uden mål og måde en evig vægt af herlighed for os.“ At vort eget mål i livet bringes i fuld overensstemmelse med Skaberens storslåede hensigt — dette er forudsætningen for at vi hver især kan opnå lykke i livet. — Luk. 14:28; 2 Kor. 4:16-18.
Guds ufejlbarlige hensigt
7. (a) Havde Gud en hensigt med at skabe mennesket, og hvordan er det blevet skabt i Guds billede? (b) Hvordan kan vi høste gavn af dette, og hvilke betingelser må vi opfylde?
7 Jehova har skabt himmelen og jorden og alt andet, menneskene indbefattet. Han har dog ikke nøjedes med at give dem livet for derpå at overlade dem til sig selv, men har en varig hensigt med at skabe dem. Dette bekræftes af det Johannes i et syn hørte de himmelske skabninger sige: „Værdig er du, vor Herre og Gud, til at få æren og prisen og magten; thi du har skabt alle ting, og de blev til og blev skabt, fordi det var din vilje.“ (Åb. 4:11) Vi er ikke blevet til ved en tilfældighed eller som følge af en blind og upersonlig udvikling. Bibelen siger tværtimod at mennesket blev skabt „i Guds billede“. (1 Mos. 1:27) Mennesket styres ikke af instinkt men er udrustet med et sind og hjerte hvormed det selv kan tænke og ræsonnere, lægge planer og træffe beslutninger; det kan bruge sin frie vilje og opelske stærke ønsker og motiver. Det er grunden til at vi kan lægge sådanne gode egenskaber som kærlighed og loyalitet, hengivenhed og integritet for dagen. Det er også derfor vi kan forstå hvad Gud har åbenbaret i sit ord angående sin vilje og hensigt, og forstå at vi, ved at bringe vort liv i fuldstændig harmoni hermed, vil opnå tilfredshed og føle at vi udretter noget. Det er ganske vist rigtigt at man ikke kan opnå denne forståelse ved blot overfladisk at læse Bibelen. Som Jesus sagde var disse ting „skjult . . . for de vise og kloge“, men „åbenbaret . . . for de umyndige“, dem der som et barn havde et oprigtigt og ydmygt ønske om at „fatte med hjertet“. Han tilskyndede sådanne ved at sige: „Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer.“ — Matt. 11:25; 13:11-15; Luk. 11:9-13; se også Første Korinterbrev 1:21; 2:11-16.
8. (a) Hvordan sammenfattede Jesus Guds hensigt i sin bøn? (b) Hvad lærer dette os, og hvordan kan vi belyse det med et eksempel?
8 Kan Guds hensigt angående mennesket og dets hjem sammenfattes i nogle få ord? Det gjorde Jesus, Guds søn, dengang han gav os en mønsterbøn: „Vor Fader, du som er i Himlene! Helliget vorde dit navn; komme dit rige; ske din vilje på jorden, som den sker i Himmelen.“ (Matt. 6:9, 10) Heraf kan vi se at Guds rige er det centrale i hans hensigt, som vil fuldbyrde hans vilje eller hensigt angående mennesket og dets hjem, og det er på denne måde hans gode navn vil blive helliget. Det ene vil naturligt og logisk føre til det andet, og det endelige resultat vil blive herligt. Lad os belyse det med et eksempel: En mand eller kvinde nærer måske et inderligt ønske om at få og opbygge et smukt hjem og en lykkelig familie. Dette kræver en stor indsats og megen planlægning. Hvis det lykkes, skaber de sig et godt navn, og det medfører usigelig glæde og fred i sindet for dem. Uanset hvilke ofre og omkostninger, ja, lidelser det har medført, synes de at det har været det værd. De er glade for at de besluttede at gøre det. Det samme gælder Jehova, blot efter en langt højere og større målestok; og der er ingen risiko for at hans hensigt vil slå fejl eller mislykkes sådan som menneskers planer og bestræbelser ofte gør. Gud behøver ikke i forvejen at lægge en plan for at se om han ejer den visdom og styrke der er nødvendig for at udføre det han ønsker. Hvad Gud end beslutter, gennemføres det uden uheld.
9. Hvordan styrker Bibelen troen på Gud og hans hensigt, såvel som på hans „hovedformidler“?
9 Der er også noget andet der spiller ind. Når det gælder menneskelige anliggender kan en god plan mislykkes eller slå fejl fordi den der handler på ens vegne, og som meget afhænger af, tager fejl eller optræder uærligt. I modsætning hertil bruger Gud en ypperlig repræsentant eller formidler der har bevist at han er pålidelig på alle områder. Læg mærke til hvordan dette og det foregående understreges i Guds ord. „Hørte du ikke, at [Jehova] er en evig Gud, den vide jord har han skabt? Han trættes og mattes ikke, hans indsigt udgrundes ikke.“ „Gud er jeg . . . der forud forkyndte enden, . . . som sagde: ’Mit råd står fast, jeg fuldbyrder al min vilje.’“ Og Paulus skrev om Guds „hovedformidler“: „Han [Gud] gjorde sin viljes hellige hemmelighed kendt for os. Det er efter sit velbehag at han traf beslutning om en forvaltning ved de fastsatte tiders udløb, nemlig, at samle alt igen i Kristus, det i himlene og det på jorden . . . efter hans forsæt der styrer alt i overensstemmelse med den måde hvorpå hans vilje tilråder.“ — Es. 40:28; 46:9, 10; Ef. 1:9-11, NW; Hebr. 2:10, NW.
10. Hvilke goder vil dette føre til?
10 Vi lærer således at Gud har overdraget forvaltningen af sit rige til Kristus Jesus. „På hans skulder skal herredømmet hvile.“ Under hans ledelse vil alle som er villige til at underordne sig ham blive indsamlet og genrejst til fuld harmoni med Gud og hans elskede søn. Jehova vil således opbygge en enig og lykkelig familie. Han vil give denne familie et smukt hjem, ikke blot i nogle få år, men på en paradisisk jord der „står til evig tid“, og hvor der „ingen død . . . ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere“. — Es. 9:6; Præd. 1:4; Åb. 21:4.
11. Hvilke beviser har vi for at vi lever ved „de fastsatte tiders udløb“?
11 Vi kan være sikre på at dette vil ske. Hvorfor? Fordi ’de fastsatte tider’ udløb i 1914 da Gud indsatte sin søn som konge på det himmelske Zions bjerg. Som bevis på dette optændtes nationerne netop i det år af stor vrede på grund af stridsspørgsmålet om verdensherredømmet, hvilket var forudsagt i Salme 2:1-6 og Åbenbaringen 11:15-18. Da opfyldtes profetien om den der „bringer godt nyt . . . til Zion: ’Din Gud er blevet konge!’ . . . Jehova samler Zion igen.“ Siden da har indsamlingen været i fuld gang. Den begyndte med dem som Johannes i sit syn så stå sammen med Lammet på Zions bjerg, nemlig den kristne menighed. Indsamlingen af resten af disse begyndte i virkeligheden på en forberedende måde omkring fyrre år før 1914. Men især siden 1935 er der sket en yderligere indsamling af Guds familie, nemlig af ’den store skare’ der har et jordisk håb og som Johannes så efter beseglingen af de 144.000. — Es. 52:7, 8, NW; Åb. 7:4, 9; 14:1.
Skaber og Genløser
12. Hvilket tema belyses i den sidste del af Esajas’ profeti?
12 Foruden udsigten til at blive medlem af denne lykkelige familie, kan vi også opleve den glæde og fryd det er at være med i dette indsamlingsarbejde. Det vil bringe os megen trøst, og det vil sætte os i stand til at hjælpe og trøste andre. Dette udgør en del af hovedtemaet i den sidste del af Esajas’ profeti. Her finder vi et væld af oplysninger om Rigets arbejde, og vi lærer også hvordan Jehova er sit folks Skaber og Genløser. Lad os, idet vi begynder med Esajas 40:1, lytte til Gud der taler til sin tjener: „Trøst, ja trøst mit folk, . . . tal Jerusalem kærligt til og råb kun til det, at nu er dets strid til ende, dets skyld betalt, tvefold straf har det fået af [Jehovas] hånd for alle sine synder.“ Profetien beretter videre om „Zions glædesbud“ eller „Jerusalems glædesbud“. Lyt til dette budskab, der fortæller om den indsamling og trøst som Gud vil sørge for gennem sin hersker, Kristus Jesus: „Se, den Herre [Jehova] kommer med vælde, han hersker med sin arm. . . . han vogter sin hjord som en hyrde, samler den med armen, bærer lammene i favn og leder de diende får.“ — Es. 40:1, 2, 9-11.
13. (a) Hvordan viser Gud endnu tydeligere hvem der er hans tjener? (b) Med hvilke sideløbende navne omtales Guds tjener og Guds by?
13 Jehova viser endnu tydeligere hvem der er hans tjener idet han opmuntrende siger til ham: „Men Israel, du min tjener, Jakob, hvem jeg har udvalgt, — ætling af Abraham, min ven . . . Frygt ikke, thi jeg er med dig, . . . med min retfærds højre styrker, ja hjælper, ja støtter jeg dig.“ (Es. 41:8-10) Læg i forbigående mærke til at når Guds folk eller dets hovedstad omtales, bliver begge de navne de kaldes med, ofte brugt sideløbende: Jakob og Israel, og Zion og Jerusalem, som for eksempel i Esajas 41:14, 27. Husk 1) at Jakobs navn blev forandret til Israel (1 Mos. 32:28), og 2) at Zion hvor tronen stod og hvor også arken senere blev anbragt, blev et udtryk man ofte anvendte om hele Jerusalem. — Sl. 2:6; Es. 8:18.
14. (a) Hvilken første, anden og endelige opfyldelse har profetier ofte? (b) Hvordan kan man se at der er sket en åndelig opfyldelse, og hvorfor er dette vigtigt?
14 Vi bør også huske det almindelige mønster hvorefter mange profetier får deres opfyldelse. For det første har de fået en bogstavelig opfyldelse dér tilbage i tiden. For det andet har de fået en senere opfyldelse da Jesus var her på jorden, hvilket fremgår af sådanne begivenheder som hans mirakuløse, fødsel, Johannes Døbers gerning, og Jesu eget citat af et skriftsted der omtaler hans bemyndigelse til at forkynde. (Es. 7:14; 40:3; 61:1, 2; Matt. 1:18-23; 3:1-3; Luk. 4:17-21) Desuden viser Paulus og andre at visse profetier gjaldt den kristne menighed som et åndeligt Israel, den virkelige ’ætling af Abraham, Guds ven’. Som Paulus siger: „Det er ikke de kødelige børn, der er Guds børn, men det er kun de børn, som er født i kraft af forjættelsen [ligesom Isak], der regnes for afkom.“ Han siger videre: „Men når I [de kristne] hører Kristus til, da er I jo Abrahams afkom.“ (Rom. 9:8; Gal. 3:29) Det er nødvendigt at anerkende denne inspirerede vejledning når vi betragter den større og endelige opfyldelse som disse profetier får nu og i den nærmeste fremtid. Kun hvis vi gør det, kan vi tage imod Jehovas opfordring til at arbejde sammen med ham og hans søn. Når vi gør det kan vi være ’faste, urokkelige, altid rige i Herrens gerning; vi ved jo, at vores møje er ikke forgæves i Herren’. — 1 Kor. 15:58.
15. Hvor mange af sine egenskaber åbenbarer Jehova?
15 Læg mærke til hvor mange af sine egenskaber Jehova åbenbarer her i den sidste del af Esajas’ profeti. I forbindelse med forplantningen er det faderen der tilvejebringer det nye liv. Han sætter det i gang, men det er moderen der sørger for og ernærer det nye barns legeme som dannes i hende under svangerskabet. Efter fødselen er det også hende der har det største ansvar for yderligere at pleje barnet og give det mad. Jehova er imidlertid ikke blot sin tjeners Skaber. Idet han taler til sin tjener omtaler han sig selv med syv forskellige titler: „Din Skaber . . . din Danner . . . din Gud . . . din Frelser . . . jeres Genløser . . . jeres Hellige . . . jeres Konge“. Han understreger sin rolle som Danner med ordene: „Så siger [Jehova], som skabte dig og fra moders liv danned dig, din hjælper.“ — Es. 43:1, 3, 14, 15, NW; 44:2; se også Esajas 44:21, 24.
16. (a) Hvordan dannede og genløste Jehova tidligt sit folk Israel? (b) Hvordan var situationen på Esajas’ tid?
16 Dette tog sin begyndelse med Guds folk i fortiden. Af Jakobs tolv sønner begyndte Gud at danne et folk, og han bevarede det under dets lange ophold i Ægypten. Denne periode kunne sammenlignes med et svangerskab der gik forud for folkets fødsel som nation ved Sinaj bjerg, hvor det fik en national lovsamling der blev indlemmet i Lovpagten. Gud var også sit folks Genløser idet han udfriede det med magt dengang Farao nægtede at lade det rejse. Ja, Farao måtte betale med sin førstefødte søns død, ligesom Ægypten også mistede sin hær i Det røde Hav. (2 Mos. 4:23; Es. 43:3) På Esajas’ tid, syv hundrede år senere, var der opstået en ny situation som gav Jehovas titler ny betydning. Både Israels og Judas rige havde gjort sig skyldige i grov afgudsdyrkelse og lovløshed. Judas indbyggere kom i landflygtighed i Babylon, som regnede med at holde dem som trælle for altid. Jehova lovede kærligt at udslette sit folks synder idet han erklærede at han var ’dets genløser, som danned det fra moders liv’. Han forudsagde endog lang tid i forvejen hvordan og ved hvem dette skulle ske, og at han var den der „siger om Kyros: ’Min hyrde, som fulbyrder al min vilje!’ Jeg siger om Jerusalem: ’Det skal bygges!’ om templet: ’Det skal grundes!’“ (Es. 44:21-28) Resten som vendte tilbage fra Babylon da tiden var inde, fik en andel i dette storslåede arbejde, og selv om mange manglede tro var det en stor glæde for sådanne trofaste tjenere som Zakarias og andre at hjælpe med at bringe dette arbejde til en lykkelig afslutning. — Zak. 4:9, 10.
17. Hvad skete der på lignende måde med den første kristne menighed?
17 Noget lignende skete med den første kristne menighed. Fra og med udvælgelsen af Johannes Døbers disciple og under Jesu tjeneste, beredte og dannede Gud en skare mennesker der skulle blive „et helligt folk“, et åndeligt Israel. (1 Pet. 2:9; Gal. 6:16) Denne nations fødsel fandt sted på pinsedagen år 33 da disciplene blev ført ind i den nye pagt og den hellige ånd blev udgydt over dem. I sit brev til romerne viser Paulus at disse første kristne der omvendte sig, udgjorde en yderligere opfyldelse af profetien om den „rest“ Esajas omtaler. Han citerer også fra Esajas for at vise at andre, ikke-jøder, ville blive føjet til så at „hele [det åndelige] Israel [ville] blive frelst“. — Rom. 9:27-29; 11:5, 25, 26, NW.
18. Hvordan har Jehova i vor tid været sit folks Danner og Genløser?
18 Som allerede vist har vi nu den forret at se og tage del i hele det arbejde og den virksomhed som følger med den endelige opfyldelse af disse profetier. Vor tids „rest“ er de sidste medlemmer af den kristne menighed. Som deres Danner begyndte Jehova en forberedende indsamling af dem mange år før 1914. Han har også været deres Genløser. Han har ikke blot købt dem „med blodet af [sin] egen søn“, men de er blevet genløst eller købt tilbage da en yderligere udfrielse blev nødvendig under den første verdenskrig. De blev ført i fangenskab under „Babylon den Store“. Skønt de for størstedelen var kommet ud af kristenhedens kirker, havde de bevaret visse babyloniske træk, som for eksempel menneskefrygt og mennesketilbedelse. Dette nedkaldte Guds mishag over dem og krævede at de måtte tugtes og renses. De der var oprigtige af hjertet påskønnede dette, og da de blev udfriet af den større Kyros, Jesus Kristus, glædede de sig over at ophøje Guds navn og frygtløst forkynde Rigets budskab. Det de gennemgik og de følelser der fyldte dem, var rammende blevet forudsagt: „Jeg takker dig, [Jehova], thi du vrededes på mig, men din vrede svandt, og du trøstede mig. Se, Gud er min frelse, . . . Tak [Jehova], påkald hans navn, gør hans gerninger kendt blandt folkene, kundgør, at hans navn er højt! Lovsyng [Jehova], thi stort har han øvet, lad det blive kendt på den vide jord!“ — Ap. G. 20:28, NW; Åb. 17:5; Es. 12:1-5.
19. (a) Hvilken storslået fremgang har dette resulteret i? (b) Hvad kan vi glæde os over at se lykkes?
19 Dette er blevet gjort kendt over hele jorden. Som følge heraf har mange andre som ikke er åndelige israelitter taget imod den gode nyhed. Alle disse, både resten og ’den store skare’, er blevet genløst og samlet til „én hjord, [under] én hyrde“, Kristus Jesus. (Joh. 10:16) Det er den lykke Jehovas vidner har oplevet. For vore øjne kan vi se hvordan Skaberens hensigt lykkes til fuldkommenhed, hvilket i høj grad behager ham og glæder og trøster dem der indsamles i enhed med Guds regerende konge, Kristus Jesus. Det er som Jehova har lovet: „Det [mit ord] skal ej vende tomt tilbage, men udføre, hvad mig behager, og fuldbyrde hvervet, jeg gav det.“ — Es. 55:11.
20. Hvilket problem henledes vor opmærksomhed på?
20 Før vi yderligere undersøger hvordan vi kan bringe vort mål i livet i overensstemmelse med Skaberens hensigt og få den samme vished om et lykkeligt resultat, vil vi se nærmere på en bestemt del af Esajas’ profeti der indebærer et problem. Den handler om lidelser der samtidig omtales som noget man kan finde behag i.