Hvordan man følger Bibelens principper i hjemmet
1. På hvilke to måder kan forskelle i personlighed virke, og hvilke spørgsmål rejser dette?
VI ER alle forskellige. Vi har forskellige personligheder. Det er på en vis måde en god ting. Det gør livet mere interessant, mere afvekslende. Det kan være en hjælp til at problemer løses. Nogle situationer klares bedst når flere personer med forskellige færdigheder samarbejder. Det gælder i hjemmet. Som følge af ufuldkommenhed ser man imidlertid ofte det modsatte. Der opstår problemer på grund af forskelle i personlighed, og samarbejdet vanskeliggøres. Naturligvis kan der opstå problemer af andre årsager, men spørgsmålet her er om en kristen nogen sinde bør slutte at et problem hvori forskellige personligheder er inddraget, er absolut uløseligt, eller at visse personligheder ikke lader sig forene.
2. Hvilken opmuntring snarere end regler gives her til overvindelse af vanskeligheder?
2 Det er ikke hensigten her at give en mængde regler. Vi vil derimod gerne opmuntre vor læser til at se muligheder for en løsning hvor man måske ville synes at en sådan var umulig. Eller man ser måske mulighederne for en løsning, men ved ikke hvordan man skal bringe dem til udførelse. Når der er tale om mennesker bør man aldrig glemme at en situation kan forandre sig. Det samme kan de mennesker der er involveret i sagen. Og det kan du også. Ja, i virkeligheden har den der er en sand kristen større mulighed for og grund til at ændre eller tilpasse sin personlighed end nogen anden. Han har pligt til det. Hvordan kan det være?
3. Hvilken opmuntring og tilskyndelse giver Paulus med hensyn til personligheden?
3 Bibelen udtrykker sig meget tydeligt om de ændringer personligheden må undergå. Den både opmuntrer og tilskynder hertil ved at forklare hvorfor det må ske og hvordan det kan lade sig gøre. I sit brev til de kristne i Efesus siger Paulus: „I skal aflægge den gamle personlighed som svarer til jeres tidligere adfærd og som fordærves i overensstemmelse med sine bedrageriske ønsker, og gøres nye i jeres sinds drivkraft og iføre jer den nye personlighed som blev skabt i overensstemmelse med Guds vilje i sand retfærdighed og loyalitet.“ Her får vi grunden til at man må iføre sig en ny personlighed. Vi vil sikkert alle beredvilligt indrømme at vor gamle personlighed for en stor del skyldes „bedrageriske ønsker“ som følge af at vi har været „mentalt formørkede og udelukkede fra det liv der hører Gud til“. Men da vi tog imod sandheden, „sådan som sandhed er i Jesus“, begyndte vi at lære hvordan man får „et fast greb om det virkelige liv“. Der opstod et nyt ønske i vort hjerte, et ønske som kom til udtryk i at vi indviede os til Gud for at gøre hans vilje og helt hellige os dette. — Ef. 4:17-24, NW; 1 Tim. 6:19, NW.
4. Hvor bør vi søge hjælp, og hvordan virker dette middel?
4 Selv om du er enig med os heri, tænker du måske alligevel på hvordan det lader sig praktisere i det daglige, i forbindelse med de problemer vi hver dag står over for i familien. Du føler måske at dit „sinds drivkraft“ (bogstaveligt: dit „sinds ånd“) ikke er stærk nok. Det er rigtigt at du måske ikke er stærk nok i dig selv. Men ved din indvielse overgav du dig i Jehovas hånd, og han er stærk nok. Han både kan og vil vejlede og styrke dig til at gøre din del. „For det er Gud der, for sin gode viljes skyld, virker i jer både at ville og at virke.“ (Fil. 2:13, NW) Du behøver ikke at stole på dit eget sinds ånd eller drivkraft. Nej, du lærer hvordan du skal samarbejde med Guds ånd. Intet problem er for stort for ham, ikke engang den døde Jesus Kristus. Paulus siger: „Hvis hans Ånd, der opvakte Jesus fra de døde, bor i jer, da skal han, som opvakte Kristus Jesus fra de døde, også levendegøre jeres dødelige legemer ved sin Ånd, som bor i jer.“ — Rom. 8:11; se også Efeserbrevet 1:19, 20.
5. Hvori kan vi søge hjælp og trøst, selv om der stadig opstår problemer?
5 Det vil ikke sige at man kan løse problemerne ved blot at skyde dem fra sig. Det vil sige at man har den trøst at vide at ens indstilling og handlemåde er den rette, den der er i overensstemmelse med Bibelen, Man kan have en ren samvittighed over for Gud. Hans hensigt er at „lovens krav [dens grundlæggende principper] skulle opfyldes i os, som ikke vandrer efter kødet, men efter Ånden“. Det er rigtigt at vi stadig er ufuldkomne, men Jehova har i sin godhed truffet en foranstaltning hvorved vore synder kan blive tilgivet. — Rom. 8:4.
6. Hvad kan vi i denne henseende lære af beretningen i Hebræerbrevet, kapitel 11?
6 Selv om de førnævnte skriftsteder først og fremmest gælder dem i den kristne menighed der har det himmelske håb, gælder de dog i princippet også den ’store skare’ af kristne vidner der nævnes i Åbenbaringen 7:9 og som har et jordisk håb. En bekræftelse på denne tanke har vi i det umiskendelige vidnesbyrd om at Jehova godkendte og velsignede alle de førkristne vidner som er omtalt i Hebræerbrevet, kapitel 11. Ved hans ånd blev de i stand til at overvinde alle deres mange problemer, også dem de stødte på i familien, og vi vil gerne opmuntre dig til at gøre som de. Ja, det er jo i det hele taget derfor beretningen om den store „sky af vidner“ er overleveret til os. (Hebr. 12:1) Lad os med dette i tanke nøjere betragte Paulus’ inspirerede råd til de kristne i Efesus.
7. Hvilken retning tager Paulus’ vejledning efter opfordringen i Efeserbrevet 4:22-24?
7 Med tilskyndelsen til at iføre sig den nye personlighed som udgangspunkt giver Paulus derefter en udmærket praktisk vejledning. Selv om den hovedsagelig tager sigte på hvordan man færdes i menigheden, gælder den også det daglige liv i hjemmet, og en del af den tager direkte sigte på forholdet mellem familiens medlemmer. Fremfor at give bestemte regler angiver han principper og viser hvordan og hvorfor de bør følges. Han skriver: „Derfor, nu da I har aflagt løgnen, så tal sandhed hver især med sin næste, for vi er lemmer der tilhører hinanden.“ — Ef. 4:25, NW.
Indbyrdes afhængighed
8. (a) Hvordan gælder princippet om at vi „tilhører hinanden“ både kødelige og åndelige slægtskabsforhold? (b) Hvordan illustreres dette andetsteds?
8 Ved din indvielse blev du et medlem af Guds familie og kan med rette tiltale Jehova som „vor Fader“. (Matt. 6:9) Dette er et åndeligt forhold og kommer før alt andet i livet. Imidlertid ophæver det ikke jordiske slægtskabsforhold og de forpligtelser der er forbundet dermed. Ved skabelsen gav Gud den jordiske familie en fuldkommen start og gav de to første mennesker påbud om at blive mangfoldige, hvilket ville føre til utallige familieenheder bestående af forældre og børn. (1 Mos. 1:28) Da Paulus sagde: „Vi er lemmer der tilhører hinanden,“ gav han udtryk for et fundamentalt princip som gælder begge de nævnte forhold. Andetsteds bruger han i endnu større udstrækning menneskelegemet og dets lemmer som en passende illustration af medlemmernes indbyrdes afhængighed. — Se Første Korinterbrev 12:12-27; Efeserbrevet 4:4, 15, 16.
9. (a) Hvordan gavner det nævnte princip den kristne menighed? (b) Hvor finder vi at der svigtes i denne henseende, og hvilket problem medfører det?
9 Det vil være en stor hjælp hvis man forstår dette princip. Forstår du det? Selv i den kristne menighed tilhører de enkelte medlemmer ikke blot Gud og deres overhoved, Kristus Jesus, men også hinanden. De tilhører ikke sig selv. Det er forklaringen på den enhedsfølelse man finder blandt Jehovas vidner over hele jorden. Sørgeligt nok savnes denne enhed ofte i nogle familier som følge af de „strenge tider“ vi oplever i vor tid. Som forudsagt er den fremherskende ånd i disse „sidste dage“ præget af selviskhed, utaknemmelighed og manglende loyalitet. (2 Tim. 3:1-5) I mange familier går hvert familiemedlem ofte sine egne veje, og det gælder også ret tidligt børnene. Du har måske lyst til at gøre det samme, ud fra den betragtning at du har pligt til det hvis du måske er den eneste i hjemmet der er interesseret i den sande tilbedelse. Dine interesser går i en helt anden retning og du er holdt op med at være ’meddelagtig i mørkets golde gerninger’. (Ef. 5:11) Alligevel er du, så længe du bor hjemme, en del af familien og har derfor visse forpligtelser over for de øvrige medlemmer.
10. På hvilke måder kan vi bestræbe os for at fremme freden og enheden i familien?
10 Hvordan skal du da forholde dig? Hvad kan du gøre? Selv om dine anstrengelser måske ikke værdsættes, så vær alligevel vågen for, selv i små ting, at fremme freden og enheden i familien. Hvis de andre er imod sandheden, så efterlign ikke deres ligegyldighed og fjendtlighed. Skab ikke strid om et spørgsmål hvis ikke det drejer sig om et bibelsk princip. Og selv da kan man ikke insistere på at andre skal følge rette principper, forholdet forældre-børn undtaget. I den daglige omgang med andre er det godt at huske på at handling siger mere end ord, medmindre man direkte udfordres eller der stilles spørgsmål. Stræb efter at være et eksempel i kristen livsførelse. Søg at vise hvad sandheden betyder for dig, at den giver dig sand lykke og tilfredshed i livet og et lyst håb for fremtiden, samtidig med at du viser din medfølelse for dem der er hårdt ramt under de nuværende forhold.
Den ’nye personligheds’ smukke egenskaber
11. Hvilken vejledning giver Paulus med hensyn til (a) usandhed, (b) vrede, og (c) at stjæle?
11 Størstedelen af de råd der skal gives her, gælder det daglige liv i familien, uanset hvordan familien er sammensat. Det er så let at komme med en lille usandhed, at sige til sig selv at det ikke altid betaler sig at sige sandheden. Men bryder du dig om det hvis andre i familien bruger den samme taktik over for dig? Undergraver det ikke tilliden og skaber mistænksomhed? I hvert fald fremmer det ikke følelsen af at man „tilhører hinanden“. Paulus siger: „Da I har aflagt løgnen, så tal sandhed hver især med sin næste.“ Det er også så let at nære en ulmende vrede som følge af et stadigt irritationsmoment. Hvis ikke man er villig til at indrømme dette, kan man komme til at leve sit liv på en løgn. Selv når din vrede er berettiget, så vær alligevel forsigtig; „lad ikke solen gå ned mens I stadig er opbragte,“ siger Paulus. Vredens årsag er måske stadig til stede, men stræb efter at betragte problemet med Jehovas øjne og bed om hans hjælp. „Kast din byrde på [Jehova], så sørger han for dig.“ (Ef. 4:25, 26, NW; Sl. 55:23) Gør man det, giver man „ikke plads for Djævelen“. Dernæst siger Paulus: „Lad den der stjæler, ikke stjæle mere, men hellere slide i det . . ., så han har noget at dele ud af til den som er i nød.“ Hvor kan det være fristende at stjæle i det små — bare en mundfuld af ens livret før den kommer på bordet. Ingen vil savne den, og ingen ser det, medmindre man glemmer at tørre sig om munden! Denne formaning gælder ikke kun små børn, selvom det er i den alder de rette principper skal indprentes, venligt og dog vedholdende. Hvert familiemedlem har også ret til i et vist mål at have sit eget privatliv, afhængigt af alder og omstændigheder. Krænk ikke denne ret. Det ville også være en form for at stjæle, for at sige det mildt. — Ef. 4:27, 28, NW.
12. (a) Hvordan kan Paulus’ vejledning angående vor tale anvendes på den tale der føres i hjemmet? (b) Hvordan kan vi erstatte det der er slet med det der er godt, i overensstemmelse med formaningen i Romerbrevet 12:14?
12 Videre giver Paulus gode råd vedrørende den tale man bør føre, motivet indbefattet. „Lad ingen rådden tale gå ud af jeres mund, men derimod en tale som er god til den opbyggelse der nu er behov for, . . . Lad al bitterhed og harme og vrede og skrigen og spot være fjernet fra jer, sammen med al slethed,“ herunder også „tåbelig tale“ og „sjofel skæmten“. (Ef. 4:29-31; 5:4, NW) Som oftest er hjemmet det sted hvor du føler du kan være dig selv, mere end i menigheden, hvor man lægger større vægt på de rette principper. Det er derfor meget nødvendigt at være opmærksom på at der er brug for selvbeherskelse, især hvis atmosfæren er sådan at der ingen grænser trækkes med hensyn til morsomme historier og vittigheder — eller ordvalget når man er irriteret. „Rådden tale“ behøver ikke at være et iøjnefaldende grimt eller sjofelt sprog. Det kan være en snedig leg med ord som har en dobbelt betydning. Et æble kan jo også se tiltalende ud udvendig, men alligevel være råddent indvendig. Ja, det er hjertet det kommer an på. (Matt. 12:34) Det der hører til den gamle personlighed, må erstattes af det der hører til den nye, af „taksigelse“ og det der er godt til „opbyggelse“. Den vrede eller bitre indstilling og den spottende tale må erstattes af venlighed og inderlig medfølelse og villighed til frit at tilgive andre. Dette er bibelske principper man må følge i hjemmet. — Ef. 4:32, NW; Kol. 3:8-10, NW.
13. (a) Hvad må vi erkende vedrørende vor egen og andres personlighed? (b) Hvad må vi aldrig undervurdere, og hvilken vigtig rolle spiller ydmygheden?
13 Vi vil ikke her på nogen måde antyde at dette er let at gennemføre. Det er lettere sagt end gjort. Det er nemlig ikke døde ting du har med at gøre, eller ting der kun hører til i fantasien. Det er levende personer og deres karaktertræk det drejer sig om, dine egne og andres. Der kan, også hos dig selv, være skjulte kroge i sindet og hjertet som rummer enten godt eller ondt. Imidlertid er der også Jehova Guds uforlignelige personlighed at se hen til og få kraft fra. Undervurder aldrig hans kærlige interesse for dig, idet hans ønske er at du bevarer et indviet forhold til ham. Undervurder aldrig de mange, aldrig svigtende foranstaltninger han har truffet — ved sit ord, sin organisation, sin ånd og gennem bønnen — til at du kan iføre dig en kristen personlighed. (Ef. 3:20) At gøre fremgang i åndelighed er ofte en langsom proces i sammenligning med de forventninger man gør sig. Man ser de høje mål for sig som man gerne vil nå, men som nye højder man får øje på når vejen drejer, er de svære at nå. Det er for en stor del et spørgsmål om din egen indstilling — om du har et ydmygt sind og er villig til at indrømme fejl og mangler, og om du altid er parat til at gøre et nyt forsøg, at begynde på en frisk. Jehova vil velsigne en sådan indstilling, og dine brødre og søstre i Guds familie vil elske dig for det og gøre alt hvad de kan for at hjælpe dig.
14. (a) Hvordan bør vi søge at overvinde eventuel fordom imod os? (b) Hvilket eksempel satte Jesus i denne henseende?
14 Hvor oprigtig og ydmyg du end måtte være, vil dette måske ikke blive værdsat af andre medlemmer af din kødelige familie hvis de er fordomsfulde, måske oven i købet fjendtligt indstillet. De siger måske at du prøver at gøre dig bedre end de. Deres bedømmelse er ikke svær at forstå. De mål du som en sand kristen søger at leve op til, er sikkert højere end deres, men det gør dig alligevel ikke bedre end de, vel? Det du har nået, har du nået ved Jehovas ufortjente godhed. Det forstår du, men de forstår det ikke. Du må gøre alt hvad du kan for at leve og opføre dig på en måde som man vil kalde normal, uden dog at gå på kompromis eller overtræde noget bibelsk princip. Vis at du føler dig som hørende til familien. Vær rede til at se gennem fingre med mangt og meget. Undgå at såre nogens følelser, og bliv heller ikke selv let såret. Jesus udholdt ofte meget i den retning når han var sammen med fordomsfulde og fjendtligt indstillede mennesker. Men han lukkede aldrig af for andre eller trak sig ind i en skal. Som Peter sagde: „Kristus led for jer og efterlod jer et forbillede, for at I skal gå i hans fodspor, . . . han, som ikke skældte igen, når han blev udskældt, ikke truede, når han led ondt, men overgav sin sag til ham, der dømmer retfærdigt.“ — 1 Pet. 2:21-23.
Om at vise sand kærlighed og at underordne sig
15. Hvilket tema understreger Paulus først i sin formaning til familiemedlemmer, og hvordan er der blevet skabt forvirring om dette princip lige fra begyndelsen?
15 Paulus indleder sin detaljerede vejledning til henholdsvis hustruer, ægtemænd og børn med denne opfordring til dem alle: „I skal underordne jer under hinanden i Kristi frygt.“ (Ef. 5:21, NW) I vejledningen til ægtemændene og hustruerne er dette det første tema der anslås. Ved sin overilede handling viste den første kvinde, Eva, manglende vilje til at underordne sig ikke blot Gud, men også sin mand. Det er rigtigt at Adam i en vis forstand underordnede sig Eva ved at følge hendes eksempel, men derved handlede han ikke korrekt. Han forsømte at underordne sig under Gud. Der blev således skabt forvirring i hele dette forhold lige fra det øjeblik synden holdt sit indtog i den menneskelige familie.
16. Hvordan er det et vidnesbyrd om sand kærlighed at man underordner sig, og hvori viser man at man gør det?
16 At underordne sig på rette måde er et vidnesbyrd om sand kærlighed. Da du som en sand kristen tog skridt til at indvi dig, var det et vidnesbyrd om din kærlighed til Jehova og om din fuldstændige og villige underkastelse under ham. Du ønskede at gøre hans vilje. I den kristne menighed bør der ligeledes herske en ånd der bærer præg af gensidig hensyntagen og af at man ’underordner sig under hinanden i Kristi frygt’. Her bør de ældste føre an, ikke som „strenge herrer“, men som „forbilleder for hjorden“. Den samme ånd bør herske i hjemmet. Dette illustreres udmærket af det menneskelige legeme, hvor alle lemmerne må være „harmonisk sammenføjet og sammenknyttet gennem hvert medvirkende led“ for at få tingene gjort. Ikke engang hovedet kan jo sige til fødderne: „Jer har jeg ikke brug for.“ — 1 Pet. 5:3; Ef. 4:16, NW; 1 Kor. 12:21.
17. Hvad er ofte årsagen hvis nogen ikke kan forliges, og hvad vil hjælpemidlet ofte være?
17 Hvor denne indstilling og vilje til samarbejde findes, er der kun få problemer i ægteskabet og familien som ikke kan løses hurtigt og let. Med andre ord, årsagen til at der opstår problemer er ofte at denne indstilling ikke er til stede. Selv når kun den ene ægtefælle er en indviet kristen og lægger denne indstilling for dagen, kan det i høj grad forhindre at mindre problemer skaber gnidninger og uoverensstemmelser. Paulus opfordrede indtrængende de kristne i Efesus til at „vandre det kald værdigt hvormed I blev kaldet, med al ydmyghed og mildhed, med langmodighed, idet I affinder jer med hinanden i kærlighed“. — Ef. 4:1, 2, NW
18. (a) Hvad kan vi lære af Paulus’ opfordring i Filipperbrevet 2:2-4? (b) Hvorfor bør man ’agte andre højere end sig selv’?
18 Den samme tanke giver han udtryk for over for filipperne, men med endnu større styrke. „Gør min glæde hel og fuld,“ siger han, „ved at I er enige, har den samme kærlighed, . . . intet gør af stridbarhed eller selvoptagethed, men i ydmyghed agter de andre højere end jer selv, og ikke hver især retter blikket mod blot jeres egne interesser, men også hver især retter det mod de andres.“ (Fil. 2:2-4, NW) Har du en sådan ydmyghed, eller er du selvoptaget og egoistisk, og insisterer du på at din mening om personer og begivenheder er den eneste rigtige? Kan din hustru eller andre i menigheden se at du som ægtemand eller som ældste har et ydmygt sind? Er det tydeligt for alle at du agter andre højere end dig selv? Uden tvivl har de fortrin fremfor dig med hensyn til visse egenskaber og evner. Det er muligt at du har finansieret alt udstyret til hjemmet, men kunne du indrette det så hyggeligt og indbydende som din hustru har gjort? Og børnene, udtrykker de ikke deres glæde og hengivenhed langt mere naturligt og uhæmmet?
19. I hvilken udstrækning bør en hustru underordne sig sin ægtemand, og hvad er grunden?
19 Paulus peger dernæst på de bibelske principper for kærlighed, underkastelse og ledelse og forholdet mellem dem. Eftersom manden er „sin hustrus hoved, ligesom Messias er menighedens hoved“, underordner hun sig under ham. I hvor vid udstrækning skal hun gøre det? „Ligesom menigheden underordner sig under Messias, således må hustruerne også underordne sig under deres mænd i alt.“ Hendes mand er måske ikke en indviet kristen; han er måske oven i købet en modstander af sandheden; men dette hverken ophæver eller svækker princippet om at manden er hustruens hoved. Hun bør ikke kun modstræbende underordne sig ham, og sker det at hun ikke underordner sig, bør det kun være i tilfælde hvor hun ellers ville overtræde et andet bibelsk princip. — Ef. 5:22-24, NW.
20. I hvilken udstrækning bør en ægtemand elske sin hustru, og af hvilken grund?
20 Den kristne ægtemands første og vigtigste pligt er at rette sig efter princippet om den sande agape-kærlighed. I hvor vid udstrækning skal han så gøre dette? „I mænd, elsk fortsat jeres hustruer, ligesom Messias også elskede menigheden og gav sig selv hen for den, for at han kunne hellige den . . . [og til sidst] fremstille menigheden for sig i dens pragt, . . . hellig og dadelfri,“ som en strålende brud. Dette indbefatter i sandhed at ægtemanden nærer stor agtelse for sin hustru, mens hustruen på sin side nærer „dyb respekt for sin mand“. — Ef. 5:25-27, 33, NW.
21. Hvordan og hvorfor bør børnene underordne sig?
21 For børnenes vedkommende lægges der vægt på at de er lydige. De må også underordne sig. Under den sunde og kærlige tugt som de modtager af deres forældre som er „i samhørighed med Herren“ bør de være lydige „i alt“, og får da løfte om „at det må gå dig vel og du må leve lang tid på jorden“. — Ef. 6:1-4, NW; Kol. 3:20.
22. Hvordan bekræfter Peter at det er nødvendigt at alle er ydmyge?
22 Endelig er det meget opmuntrende og trosstyrkende at lægge mærke til hvordan Peter på sin egen måde bekræfter de samme bibelske principper som Paulus fremhæver. Peter understreger ligeledes nødvendigheden af at vi alle, hver og en, er ydmyge. Han skriver: „Endelig: vær alle enssindede, medfølende, kærlige imod brødrene, barmhjertige, ydmyge.“ Og igen: „Ifør jer alle ydmyghed over for hverandre; thi ’Gud står de hovmodige imod, men de ydmyge giver han nåde.’“ (1 Pet. 3:8; 5:5) Jesus selv satte eksemplet da han vaskede disciplenes fødder som et forbillede. Hvornår har du sidst vasket nogens fødder, billedligt talt, ved at gøre et medlem af familien eller menigheden en ringe tjeneste? Dette er også et kærligt bibelsk princip som vi gør vel i at praktisere noget oftere. — Joh. 13:4-9.
[Illustration på side 376]
„Vi er lemmer der tilhører hinanden.“