lysspredere’. Ganske vist færdedes disse første disciple sammen med Jesus og apostlene, men de var alligevel ufuldkomne mennesker. Hvis ikke de passede på, kunne de blive påvirket af det moralske klima der rådede i deres forkvaklede og forvildede generation, og kunne i et øjebliks fristelse give slip på deres kristne moral. Ja, nogle vendte fuldstændig tilbage til mørkets gerninger. — Matt. 5:14; Fil. 2:15; 3:18, 19.

³ I dag øves der et tilsvarende pres på os for at vi skal vende tilbage til denne verdens mørke. Nogle kristne har beklageligvis givet efter for presset. Skønt Jehovas vidner i det store og hele er kendt overalt i verden for deres ærlighed og gode moral, må vi erkende at enkelte er hørt op med at vandre som „lysets børn“ og har måttet fjernes fra menigheden. Deres adfærd er ikke længere eksemplarisk. Hvad kan have været medvirkende til sådanne kedelige hændelser? — 1 Kor. 5:13; Ef. 5:8.

Pres fra verden

4. Hvad er der sket med moralen i verden, og hvordan understreges dette af de former for underholdning der er populære i dag?

⁴ Det er tydeligt at det moralske klima i verden er blevet værre. Mange i verden har „mistet al moralsk sans“. (Ef. 4:19) Det fremgår klart af de former for adspredelse og underholdning der er populære i dag. Hvorfor nu lige pege på adspredelse og underholdning? Fordi vi kan lære meget om et menneskes hang og tilbøjeligheder ved at lægge mærke til hvad vedkommende foretager sig efter arbejdstid, hvor han har fri og kan gøre hvad han har lyst til. Det man foretager sig i sin fritid siger meget om hvordan man egentlig er. Og at dømme efter de fordærvede former for underholdning der er populære i dag, må man sige at moralen i verden er temmelig lav. Men spørgsmålet er: Lader du dig påvirke af denne lave moral?

5. Hvorfor er det på sin plads at vi betragter vejledningen i Efeserbrevet?

⁵ Vi må huske på at det ikke er første gang kristne lever i en periode hvor moralen er dårlig. Udtrykket „mistet al moralsk sans“ gjaldt i første række nogle der levede i den lilleasiatiske by Efesus i kristendommens barndom. Apostelen Paulus’ brev til de kristne i Efesus er af største vigtighed for os, for heri forklarer han grundigt hvad det vil sige at vandre som „lysets børn“. Hans vejledning er virkelig aktuel her i de kritiske „sidste dage“, hvor mange som kalder sig kristne er „venner af sanselige nydelser“. — 2 Tim. 3:1-7, 13.

Hvordan folk fra nationerne vandrer

6, 7. (a) Hvad tilskyndes de kristne til at gøre, ifølge Efeserbrevet 4:17? (b) Hvordan ’vandrede’ folk fra nationerne i det første århundrede?

⁶ I Efeserbrevet 4:17 tilskyndede Paulus sine medkristne til ’ikke længere at vandre sådan som folk fra nationerne vandrede i deres sinds frugtesløshed’. Hvordan ’vandrede’ folk fra nationerne da dengang? Et øjenvidne fra det første århundrede beretter:

„Man søger Nydelse af alt muligt; ingen Last holder sig inden for sine egne Grænser: . . . Man har glemt ethvert Hensyn til det hæderlige; . . . Mennesket . . . dræbes nu for Løjer og Morskab, . . . og man har nok af Skuet af et Menneske, naar man ser ham dø!“a

Da mange ikke havde noget virkeligt mål i livet, lagde de alt for stor vægt på fornøjelser. De søgte nydelse af alt muligt.

⁷ I det gamle Efesus var der gode muligheder for at pleje en hang til adspredelse. Byen havde både et stort amfiteater med 25.000 tilskuerpladser og et stadion eller en væddeløbsbane hvor kampe og forestillinger kunne bringe mængden i henrykkelse. Disse bygninger var opført af det daværende verdensrige, romerriget, om hvilket en historiker har sagt: „Imperiets moralske tilstand hører faktisk i nogle henseender til det mest forfærdende der overhovedet er berettet om.“

Et ufølsomt hjerte

8. (a) Hvilken slags hjerte har de der omtales i Efeserbrevet 4:18, og hvad var den oprindelige betydning af det græske ord? (b) Var det en tilstand der opstod pludseligt?

⁸ Paulus skrev at datidens mennesker var „mentalt formørkede . . . på grund af deres hjertes ufølsomhed“. (Ef. 4:18) Det græske ord for „ufølsomhed“ kan spores tilbage til beskrivelsen af en stenart der var hårdere end marmor. Lægerne benyttede ordet om de kalkaflejringer der gradvis kan dannes i nogle af menneskets led indtil al bevægelse er umulig. De formørkede menneskers hjerte var langsomt blevet sløvet, ufølsomt, hårdt som sten. Det skete ikke fra den ene dag til den anden, men som en gradvis proces. Deres valg af underholdning var direkte med til at fremme processen. Hvordan det?

9, 10. Hvad var den populæreste form for underholdning i det første århundrede, og hvilken virkning havde den på tilskuerne?

⁹ Ved du hvilken form for underholdning der var mest populær dengang? Det var gladiatorkampene, hvor mennesker blev sat til at kæmpe mod hinanden, eller måske mod vilde dyr, og altid på liv og død. Forestil dig scenen: Stadionnet er fyldt til sidste plads — der er tusinder af tilskuere. Nogle sidder behageligt i skyggen under en prægtig silkebaldakin. Blid musik og duften af parfumeret vand der flyder ned mellem afsnittene af tilskuerpladser danner en behagelig baggrund som dæmper lyden og lugten af død i arenaen. Stemningen piskes op, og pludselig råber alle som i et vanvittigt raseri: „Dræb ham! Gå til ham! Stik sværdet i ham! Hvorfor viger han så fejt tilbage? Hvorfor angriber han så svagt?“ Formålet med disse organiserede myrderier var, som en der overværede legene sagde, at opleve „lidt morskab, kløgt og adspredelse“.

¹⁰ De der kunne se på sådanne tvekampe, de der kunne nyde synet af de bloddryppende optrin i arenaen, fandt andre former for underholdning kedelige og åndsforladte. Som en historiker har sammenfattet det, „ødelagde det den evne der adskiller mennesket fra dyrene, evnen til at føle med andre i deres lidelser“.

11. Er følgende udtalelse rigtig eller forkert? — Eftersom der ikke længere udkæmpes gladiatorkampe, er der ikke længere nogen fare for at man får et ’ufølsomt hjerte’ når man søger underholdning. — Begrund dit svar.

¹¹ Det er utroligt at sådan noget kunne foregå, siger du måske. Men foregår der ikke noget tilsvarende i dag? Sandt nok er gladiatorkampenes tid for længst forbi, men læg mærke til hvad en filmanmelder skriver:

„Slå hende ihjel! Giv hende det glatte lag! Da ordene faldt gav morderen hende rigtignok det glatte lag. Han fyldte hende med bly. . . . De der gav ordre til henrettelsen — tre tilskuere som sad bag mig i biografen — var i enhver anden henseende ganske almindelige biografgængere.“

Et isoleret tilfælde? Næppe. Sagen er at de populæreste film og fjernsynsprogrammer i mange lande meget ofte er dem der skildrer vold. En sådan form for underholdning har været medvirkende til at skabe hjerteløse mennesker, mennesker der er „ophørt med at føle smerte“ eller samvittighedsnag. — Ef. 4:19, Kingdom Interlinear Translation.

De har givet sig selv hen til skamløshed

12. (a) Hvordan beskrives folk fra nationerne videre i Efeserbrevet 4:19? (b) Hvad indebærer „skamløshed“, og hvordan afspejledes dette i datidens underholdning?

¹² Apostelen Paulus tilføjer at folk fra nationerne ikke alene havde et ’ufølsomt hjerte’ men også havde „givet sig selv hen til skamløshed for i havesyge at øve al slags urenhed“. (Ef. 4:19) Han talte endvidere om „utugt“ og ting som det var „skammeligt endog at nævne“. (Ef. 5:3, 12) Også her var underholdningen i det første århundrede en stærkt medvirkende faktor — navnlig de forestillinger der blev opført i teateret. Hvad fik man at se?

„Bedragne ægtemænds eventyr, utroskab og amourøse intriger udgjorde kernen i handlingen. Dyd blev latterliggjort, . . . alt hvad der var helligt og værd at agte blev trukket ned i snavset. Hvad angår uanstændighed, . . . uren tale og fremtræden der krænkede enhver skamfølelse, overgik disse forestillinger alt andet. Balletdansere kastede deres kostumer og dansede halvnøgne, ja endda splitternøgne på scenen. Det kunstneriske blev ladt ude af betragtning; alt tog sigte på ren og skær sanselig tilfredsstillelse.“ — The Conflict of Christianity with Heathenism af Gerhard Uhlhorn, s. 120.

Hvor rystende! Dette er selve indbegrebet af „skamløshed“, for det græske grundord indeholder tanken om at man er rede til enhver fornøjelse. Det beskriver at man skamløst lader hånt om almindelig velanstændighed, idet man er fuldstændig ligeglad med hvad folk siger eller tænker.

13. Gør en tilsvarende „skamløshed“ sig gældende i den underholdning der præsenteres i vore dage?

¹³ Er situationen anderledes i dag? Det der serveres af underholdningsmedierne er gennemsyret af kønslig umoralitet. I nogle lande vises der endda pornografiske film i fjernsynet, så de sendes lige ind i stuen til folk. Er seerne glade for det? Da en pornografisk film blev vist i fjernsynet i Italien var „gaderne praktisk taget folketomme under programmet“.

14, 15. (a) Hvad indebærer „havesyge“ (Ef. 4:19), og fremmes denne egenskab af visse former for underholdning? (b) Kan indviede kristne blive påvirket af det hvis de lader sig underholde af noget der skildrer kønslig umoralitet?

¹⁴ En kommentator har beskrevet det gennemgående tema i mange film, samt folks indstilling hertil, med disse ord:

„I hovedparten af de nye film er nøgenscener — der skildrer blodskam eller heteroseksuelle og homoseksuelle forhold — det bærende, . . .“ Han slutter: „Vi har kort sagt nået et stadium i samfundet hvor alt kan gå an, hvor alt tillades, og hvor der ikke sættes nogen grænser for den enkeltes begær, for tilfredsstillelsen af hans lyster og fantasier.“

¹⁵ Sådanne mennesker svarer til Paulus’ beskrivelse af dem der ’i havesyge øver al slags urenhed’. Ja, de er bukket under for „havesyge“, et begærligt ønske om at mætte deres hang til det usømmelige og om at tilfredsstille deres lyster uden hensyn til de moralske konsekvenser. (Ef. 4:19) Kan en kristen se på den slags fordærvet underholdning uden at det berører hans tankegang? En der har set flere film af den slags, indrømmer:

„Man glemmer aldrig de scener [som skildrer kønslig umoralitet]; jo mere man tænker over dem, jo mere opdager man at man selv ønsker at gøre det man har set . . . Filmen får en til at tro at man virkelig går glip af noget.“ En anden tilføjer: „Man begynder at spekulere på hvordan det mon ville være.“

Det er måske ikke alle som får sådanne tanker, men faren er der. Uden at vi mærker det, kan vor tankegang blive påvirket.

Et moralsk mirakel

16. Hvordan var de kristne blevet rigt velsignet, ifølge Efeserbrevet 1:6-8, og hvilken indflydelse havde dette på deres liv?

¹⁶ Når vi derimod betragter dem i det første århundrede der fulgte Kristus, ser vi en fantastisk modsætning! De havde engang vandret under indflydelse af den gamle tingenes ordning og dens „hersker“, Satan, og det havde været deres natur at ’gøre hvad kødet ville’. Men de havde forandret sig. Kristendommens ophøjede sandheder havde givet dem et helt nyt livssyn. Tænk, Gud havde været villig til at ofre sin egen søn, sin elskede, for at de kunne få deres tunge syndeskyld tilgivet! Hvilken pris! Hvilken barmhjertighed og ufortjent godhed! „Denne [ufortjente godhed] har han [Gud] ladet strømme over til os i form af al visdom og sund fornuft,“ erklærede apostelen Paulus. De havde altså ikke alene fået kundskab om sandheden men også „sund fornuft“ så de kunne klare hverdagens problemer. — Ef. 1:6-8; 2:1-5.

17. (a) Hvad vidner om at kristendommen var en religion der besad stor kraft? (b) Hvordan kom dette til udtryk i moralsk henseende?

¹⁷ Deres religion besad stor kraft. Guds ånd havde oprejst Jesus fra de døde og givet ham sæde højt over enhver verdslig myndighed. Nu virkede den samme kraft på de troende. (Ef. 1:19-21) Den frembragte i sandhed resultater i deres daglige liv. Specielt på det moralske område ser vi hvilken kraft det første århundredes kristendom havde. Oldtidens verden anså kønslig umoralitet for at være normen. Den romerske politiker og forfatter Cicero argumenterede endda:

„Hvis nogen mener at unge mænd fuldstændig bør nægtes kurtisaners [prostitueredes] kærlighed, ser han yderst strengt på det. . . . Hvornår har dette ikke fundet sted? Hvem har nogen sinde gjort indsigelse imod det?“

Men „lysets børn“ gjorde sig fri af sådanne handlinger og forblev frie. Intet i historien kan sammenlignes med det moralske mirakel kristendommen udvirkede.

Lysets børn opførte sig anderledes

18. Hvordan kunne de første disciple vise at de påskønnede at de var „hellige“?

¹⁸ Disse disciple havde høje normer at leve op til. Paulus tilrådede således: „Lad utugt og urenhed af enhver art . . . end ikke nævnes iblandt jer, sådan som det sømmer sig for hellige.“ (Ef. 5:3) Ikke nok med at de skulle afholde sig fra disse ting; de måtte end ikke tale om dem for derved at opnå en vis sanselig nydelse. Hvor fjernt er dette ikke fra den tankegang man undertiden møder i dag, hvor nogle siger: ’Så længe man ikke direkte begår umoralitet, er der ikke noget forkert ved at se på det og tale om det som underholdning’!

19. Hvordan så kristne forfattere fra det andet og tredje århundrede på (a) ’slibrighederne på teateret og grusomhederne på arenaen’? (b) det at se en mand blive slået ihjel? (c) det der kunne opflamme én af lidenskab? (d) Hvordan kan man lære at gøre det der er uret?

¹⁹ Hvordan betragtede de første kristne gladiatorkampene og teateret, som underholdningsmæssigt var „den store attraktion“? Læg mærke til følgende kommentarer af nogle forfattere der bekendte sig til kristendommen i det andet og tredje århundrede:

„Vi [Kristne] havde Intet hverken med Hensyn til Tale, Syn eller Hørelse at bestille med Afsindighederne paa Cirkus, med Slibrighederne paa Theatret, Grusomhederne paa Arenaen . . . Hvorledes krænke vi Eder dermed, at vi foretrække andre Nydelser?“ — Tertullian.

„Da vi anser dét at se en mand blive slået ihjel for stort set det samme som at dræbe ham, har vi taget afstand fra sådanne optrin [gladiatorkampene].“ — Athenagoras.

„Scenens fordærvende indflydelse er endnu mere besmittende. Temaet for komedierne er nemlig vanæring af jomfruer, eller skøgers kærlighed; . . . Hvad kan unge mænd eller jomfruer gøre når de ser at disse ting øves uden skam, og at alle villigt ser derpå? De bliver tydeligt belært om hvad de kan gøre, og de opflammes af lidenskab, der især vækkes af det man ser.“ — Lactantius. [Kursiveret af os]

„Hvad gør en trofast kristen blandt disse ting, eftersom han end ikke må tænke på ondskab? Hvorfor nyder han at se lidenskab fremstillet . . .? Når han bliver vant til at se det, lærer han at gøre det. . . . Man vænner sig hurtigt til det man hører og det man ser.“ — Cyprianus.

20. (a) Hvorfor undgik de første kristne fordærvet underholdning? (b) Hvorfor kunne man ikke undgå at lægge mærke til at deres adfærd var anderledes?

²⁰ Selv om disse mænd levede nogle år efter det første århundredes kristne, viser deres udtalelser os dog hvordan man opfattede den kristnes holdning til disse ting. De tog afstand fra denne forsimplede form for morskab. De kunne se hvor inkonsekvent det ville være hvis de der var kommet ud af mørket, de der var ophørt med skammelig tale, vold og umoralitet, med overlæg satte sig ned og lod sig underholde af sådanne ting. I det store og hele gav disse kristne agt på Paulus’ formaning om at de skulle ’holde op med at være meddelagtige i de ufrugtbare gerninger som hører mørket til, men hellere afsløre dem’. Deres rene levned midt i en forsimplet verden var en stadig ’afsløring’ af folk fra nationerne. Intet under at de af den ugudelige verden blev stemplet som „fjender af menneskeheden“. Disse disciple viste med glæde at de var underlagt en bedre påvirkning end deres kødeligsindede medmennesker. De viste at de var blevet ’nye i deres sinds drivkraft’. Det var tydeligt at de blev ledet af en helt anden kraft end folk i almindelighed! Man kunne ikke undgå at lægge mærke til det. Er det ikke også sådan vi ønsker at være? Uanset hvad vi giver os ud for at være, står det fast at vi enten bærer „lysets frugt“ eller vandrer sådan som folk fra nationerne vandrer. — Ef. 4:23; 5:9, 11.

21. Af hvilken grund bør vi i dag se realistisk på vort valg af underholdning?

²¹ Hvordan står det til med vort valg af underholdning i dag? Hvad ser vi når vi tænder for fjernsynet eller går i biografen, og hvad lader vi vore børn se? Er der nogen virkelig forskel mellem det vi vælger at se og ’det romerske teaters slibrigheder og arenaens grusomheder’? Der er eksempler på at kristne i vor tid har været forsømmelige og er faldet for umoralitet på grund af det de har fået for vane at se som underholdning.

22. (a) Var det let for de kristne i det første århundrede at vandre som lysets børn? Forklar nærmere. (b) Hvilke spørgsmål må vi have svar på?

²² I modsætning hertil udviste de første kristne en beundringsværdig moralsk styrke. Til trods for at de levede i en verden hvor folk var blevet så forhærdede i deres hjerte at de end ikke var klar over at de syndede og havde mistet enhver skam- og anstændighedsfølelse, lykkedes det disse kristne at holde deres sind rettet mod det der var sandt, af alvorlig betydning, retfærdigt og rent, det der var værd at holde af, det der taltes godt om, det der var dydigt og det der var rosværdigt. (Fil. 4:8) Hvordan bevarede de en sådan styrke midt i et umoralsk klima? Husk på at de var mennesker af kød og blod, ligesom vi. De havde også behov for adspredelse. Hvori bestod deres ’andre nydelser’? Hvordan kan vi i højere grad efterligne disse helt igennem ægte „lysets børn“? Det er betydningsfulde spørgsmål som vil blive behandlet i den næste artikel.

Fortsæt med at vandre som lysets børn

„I var engang mørke, men nu er I lys i forbindelse med Herren. Fortsæt med at vandre som lysets børn.“ — Ef. 5:8.

1, 2. (a) Hvorfor er det vigtigt at den omtalte mand kæmper sig frem imod stormen? (b) Hvorfor må en kristen kæmpe for at undgå at vandre sådan som folk fra nationerne vandrer?

MANDEN stred sig frem imod stormen. Hvert skridt kostede ham en kraftanstrengelse, men han fortsatte stædigt fremad. Hvorfor? Hvorfor vendte han sig ikke blot om og gik den modsatte vej, så han havde stormen i ryggen? Fordi der kort bag ham lå en dyb, mørk kløft. Han havde intet valg hvis han ville leve. Intet under at han kæmpede for at gå imod stormen.

² Som en uhyggelig stormvind fejer „verdens ånd“, styret af Satan, i dag hen over jorden, og den søger at få hele menneskeheden ind på en kurs der uundgåeligt vil føre den ud i ødelæggelsens afgrund når Gud udøser sin vrede. (1 Kor. 2:12; Ef. 5:6) For at undgå denne vrede må den kristne så at sige ’stride sig frem imod stormen’. Det koster kamp hvis man vil vandre ligesom „lysets børn“ og ikke sådan som „folk fra nationerne“ vandrer eller opfører sig. — Ef. 4:17; 5:8.

Indre styrke nødvendig

3. (a) Hvad må vi, ifølge Efeserbrevet 3:16, koncentrere os om for ikke at vandre sådan som folk fra nationerne vandrer? (b) Hvordan styrker vi vort „indre menneske“?

³ Hvad må vi koncentrere os om hvis vi vil sejre i denne kamp? Paulus svarer ved at tilskynde os til at „styrkes i det indre menneske, med kraft ved [Guds] ånd“. Det er det vi må koncentrere os om — „det indre menneske“, eller „hjertets skjulte menneske“. Det er det vi må styrke. Hvordan? Det fremgår af Paulus’ næste ord: „At få Messias boende ved troen i jeres hjerter med kærlighed.“ — Ef. 3:16, 17; 1 Pet. 3:4.

4. (a) Hvad indebærer det at lade Messias bo i sit hjerte? (b) Hvilke spørgsmål bør vi hver især overveje?

⁴ Hvis Messias skal ’bo i vort hjerte’ betyder det at verdens ånd først må drives ud. Hvordan skulle Messias’ ånd kunne gennemtrænge vort „indre menneske“ hvis Satan — „den ånd som nu er virksom i ulydighedens sønner“ — stadig virkede i os eller igen begyndte at vinde indpas i vort liv? (Ef. 2:2) Spørg derfor dig selv: „Har jeg stadig denne verdens sataniske ånd i mit hjerte? Søger jeg underholdning i noget der afspejler verdens fuldkomne mangel på moralsk sans?“ Det kan nemt være sådan at vi udadtil giver ét indtryk, mens vi indadtil er noget helt andet. For at lade Messias bo i vort hjerte må vi lade hans eksempel og lære indvirke på vore følelser og handlinger. Jesus sagde for eksempel at hans disciple ikke måtte se på en af det modsatte køn for at begære vedkommende. Adlyder vi dette i vore tanker? Søger vi oprigtigt at undgå det der kunne vække et sådant begær? Ville Jesus bryde sig om ånden i den form for adspredelse vi vælger? Har vi ligesom han den indstilling at vi ikke alene ’elsker retfærdighed’ men også ’hader lovløshed’? I så fald lader vi Kristi ånd fylde vort indre; i så fald har vi „det samme sindelag“ som Kristus. — Matt. 5:27, 28; Hebr. 1:9; 1 Pet. 4:1.

5, 6. (a) Hvorfor har personligt studium og meditation betydning når man vil styrke „det indre Menneske“? (b) Er forstandsmæssig viden nok? Uddyb dit svar nærmere.

⁵ Derefter er det vigtigt at vi personligt studerer Bibelen og mediterer over dens indhold, så vi kan „blive rodfæstede og grundfæstede, for at [vi] fuldt ud må være i stand til, sammen med alle de hellige, at fatte hvad bredden og længden og højden og dybden [af Guds ords sandheder] er“, navnlig i forbindelse med det eksempel Jesus Kristus satte i kærlighed med sit liv og sin lære. Det der er dybt rodfæstet kan ikke uden videre rykkes op; det der hviler på en solid grundvold kan ikke uden videre flyttes. Vi må derfor i åndelig henseende forblive „rodfæstede og grundfæstede“ ved at vi lader kundskaben om Kristus bundfælde sig dybt i vort „indre menneske“. — Ef. 3:17, 18.

⁶ Vi må dog ikke mene at vi kan få Messias boende i vort hjerte udelukkende ved omhyggeligt at tilegne os bibelkundskab. Apostelen Paulus var udmærket klar over faren ved en tro der kun bygger på forstandsmæssig viden, og derfor fortsætter han: „Og kende Messias’ kærlighed, som overgår kundskab, for at I må fyldes med hele den fylde som Gud giver.“ Det er ikke nok at have det i hovedet. Det er sandt at jo mere man færdes sammen med et menneske, jo bedre forstår man vedkommendes tankegang. Men det er først når man begynder at efterligne vedkommende — hans optræden over for andre eller hans adfærd i det hele taget — at man virkelig kan sætte sig ind i hans følelser. Derfor kan man heller ikke fatte Kristi kærlighed blot ved at læse bøger; men når man bliver som Kristus kan man, ad erfaringens vej, lære den kærlighed at kende som „overgår kundskab“. — Ef. 3:19.

7. Er følgende udtalelse rigtig eller forkert? — Eftersom Kristus var fuldkommen, er det for meget at forvente at vi skulle kunne ligne ham. — Begrund dit svar ud fra Bibelen.

⁷ Dette er i sandhed et ophøjet mål at stile efter, et stort forbillede at følge! Det kan måske lyde vanskeligt, ja næsten uoverkommeligt, men med Guds hjælp kan det lade sig gøre, trods vore ufuldkomne evner, for Paulus siger at Gud „kan gøre mere end rigeligt, langt ud over hvad vi beder om eller fatter“. Spørgsmålet er: Gør vi vores del? — Ef. 3:20; se også Første Petersbrev 2:21 og Første Korinterbrev 11:1.

’Aflæg den gamle personlighed med dens bedrageriske ønsker’

8. (a) Hvilken slags ønsker er ifølge Paulus knyttet til „den gamle personlighed“? (b) Hvordan har nogle undskyldt deres valg af nedbrydende former for underholdning, og er deres ræsonnement bibelsk korrekt?

⁸ Denne tilskyndelse giver apostelen Paulus i Efeserbrevet 4:22. Nej, man skal ikke lappe på den gamle personlighed, men „aflægge den“, skille sig af med den. (Kol. 3:9) Hvorfor? Fordi dens „bedrageriske ønsker“, der dvæler i vort svigefulde hjerte, kan fordærve den eller bevirke at den udarter. (Jer. 17:9) Nogle kristne som søger en form for underholdning der tydeligvis er nedbrydende, har undskyldt sig med dette ræsonnement: ’Hvis det ikke generer min samvittighed, kan det vel ikke være forkert.’ Kunne det mon tænkes at deres samvittighed er forkert justeret og at deres hjertes ønsker bedrager dem? At vor samvittighed ikke generer os, er ikke i sig selv nogen garanti for at vi handler ret. Endog apostelen Paulus indrømmede: „Jeg er mig nemlig intet bevidst. Dog, derved er jeg ikke kendt retfærdig, men den der bedømmer mig er Jehova.“ (1 Kor. 4:4) Mange i Korintermenigheden havde sløvet deres samvittighed i den grad at de tolererede umoralitet i deres midte, ja endog pralede af det. Deres samvittighed var i høj grad kommet på afveje! — 1 Kor. 5:1, 2, 6; Tit. 1:15; 1 Tim. 4:2.

9. Hvilken foruroligende rapport viser at samvittigheden gradvis kan ændres?

⁹ Lidt efter lidt kan vores samvittighed blive besmittet af vort hjertes bedrageriske ønsker. Fra Jehovas Vidners afdelingskontor i et land her i Europa kommer følgende foruroligende rapport:

„For omkring 10 år siden ville vore brødre givetvis ikke have set mange af de film de ser nu, men deres opfattelse af hvad der er sømmeligt har ændret sig. Der er ingen tvivl om at tendenserne i verden i et vist omfang har påvirket nogle af vore brødre.“

10. (a) Hvordan fik man nogle til at acceptere gladiatorkampene i det første århundrede? (b) Hvad kan vi lære af dette?

¹⁰ Ganske langsomt søger Satan at få sine fordærvede normer accepteret. Da gladiatorkampene blev indført i Palæstina, blev de oprindelig modtaget med „forfærdelse“ af mennesker der „ikke var vant til sådanne syn“, oplyser den romerske historieskriver Livius fra det første århundrede. Han tilføjer:

„Men ved hyppig gentagelse, ved undertiden kun at lade de kæmpende gå så vidt at de sårede hinanden . . . sørgede han for at de blev fortrolige med synet og endda kom til at nyde det, og hos mange af de unge mænd vakte han en glæde ved våben.“

Gradvis blev deres forfærdelse dæmpet ned. Efterhånden følte de ikke længere nogen afsky for det der foregik, men deltog med glæde i det. Satan forandrer sjældent sine metoder; vær derfor vågen og pas på at din kristne „opfattelse af hvad der er sømmeligt“ ikke langsomt ændres. Stands op og tænk efter: Hvor langt har din samvittighed tilladt dig at gå? For langt? Opfører du dig, hvad underholdning angår, kun en lille smule anderledes end de der har „mistet al moralsk sans“?

Forvis dig om hvad der er velbehageligt for Herren

11, 12. (a) Hvorfor er vejledningen i Efeserbrevet 5:10, 17 af stor betydning nu, og hvordan kan vi anvende den? (b) Betyder dét at der kun er enkelte fordærvede træk ved en i øvrigt god underholdning, at kristne kan acceptere den?

¹¹ Meget der er moralsk fordærvet bliver serveret for os som om det var fuldstændig sundt og godt. Derfor må vi ’blive ved med at forvisse os om hvad der er velbehageligt for Herren’. „Ophør derfor [fordi dagene er onde] med at være ufornuftige, men bliv ved med at forstå hvad Jehovas vilje er.“ — Ef. 5:10, 17.

¹² Når det gælder den underholdning der fås i verden, må man altså vælge med skønsomhed. Det fremgår blandt andet af denne udtalelse: „Størstedelen af filmen er som regel ganske god, men der er næsten altid nogle intime scener, så hvis man vil se det øvrige af filmen, må man også se det intime.“ Men er det værd at se det meste af en „ganske god“ film, hvis filmens „intime scener“ kan betyde at man skader sin moral? Det der ellers foregår i det skjulte, fremvises nu ganske åbent for seerne eller biografgængerne. Hvis Paulus sagde at „det der sker i det skjulte som følge af [folk fra nationerne] er skammeligt endog at nævne“, hvordan bør vi da se på det at lade os underholde af sådanne ting på skærmen eller lærredet? (Ef. 5:12) Fremfor at rådføre os med en samling regler, svarende til jødernes Talmud, må en kristen bruge sine „opfattelsesevner“ og ’ophøre med at være ufornuftig [græsk: moralsk uforstandig]’. (Hebr. 5:14) Det kan betyde at vi helt må lade være med at se visse film eller fjernsynsprogrammer der ellers kunne være meget underholdende. En af de forfattere der bekendte sig til kristendommen i det andet århundrede gjorde en fremragende iagttagelse i sin traktat De Spectaculis (Om skuespil):

„Det er klart at man dér [i skuespillene] har noget som er behageligt, noget som både er tiltalende og uskyldigt i sig selv; ja endda noget som er fortræffeligt. Ingen fortynder gift med galde [en bitter væske] . . . det fordømte serveres godt krydret og tilsat den sødeste smag.“ — Tertullian.

13. Hvordan kan man hjælpe den der med „tomme ord“ søger at bagatellisere Bibelens vejledning?

¹³ Hvor er det godt når vi hver især kan tilskynde hinanden til at følge en kurs der er ’velbehagelig for Herren’! En ung mand har udtalt: „Jeg tror at de unge der er åndeligt modne, gør en kolossal indsats for at holde sig fra umoralske film, og også for at tilskynde andre til at holde sig fra dem.“ Dette er meget rosværdigt. Paulus advarede imidlertid menigheden om at nogle ville bagatellisere Bibelens ligefremme vejledning, idet han sagde: „Lad ingen bedrage jer med tomme ord, for på grund af de førnævnte ting [utugt, urenhed, sjofel skæmten og så videre] kommer Guds vrede over ulydighedens sønner.“ (Ef. 5:6) Deres tomme ord kunne have en dårlig indflydelse på andre. Angående dem der vedbliver med at vandre uordentligt siger apostelen Paulus:

„Men hvis nogen ikke er lydig mod vort ord . . ., så mærk jer denne og hold op med at omgås ham, for at han må skamme sig. Og dog skal I ikke betragte ham som en fjende, men fortsat formane ham som en broder.“ — 2 Tess. 3:14, 15.

Nej, man skulle ikke behandle ham som en fjende, men holde op med at omgås ham selskabeligt på hans betingelser. Så ville han måske indse at han måtte revidere sin tankegang.

Alternativer for lysets børn

14, 15. (a) Hvad gjorde mange af verdens mennesker i det første århundrede for at komme lidt væk fra den daglige rutine? (b) Hvilke alternativer for de kristne nævnes i Efeserbrevet 5:18, 19, og hvordan ville folk fra nationerne betragte dette?

¹⁴ Alle, både unge og gamle, har brug for en vis afveksling eller variation for at komme lidt væk fra den daglige rutine. Blandt verdens mennesker i det første århundrede var det almindeligt at man søgte adspredelse eller fornyelse ved at drikke. Deres selskabelige sammenkomster blev ofte til rene drikkelag. De kristne, derimod, havde en ganske anden kilde til styrke og fornyelse. Hvilken? Apostelen Paulus fortæller: „Og drik jer ikke fulde i vin; det fører til udsvævelser; men bliv fortsat fyldt med ånd.“ Guds ånds indflydelse gav de kristne den største glæde. Derfor kom deres selskabelige sammenkomster ikke til at bære præg af de vantros udsvævelser eller ’moralske opløsning’ (Seidelin). Eftersom deres hjerte var fyldt med Guds hellige ånd, var der stor forskel på den tale de førte og de svulstige udtalelser der hørtes blandt dem der havde drukket sig fulde i vin. Fremfor at synge sjofle sange eller danse uanstændige danse — noget som folk fra nationerne var kendt for at gøre — fulgte de kristne Paulus’ gode og fornuftige råd: „. . . idet I taler til hinanden med salmer og lovsange til Gud og åndelige sange, og i jeres hjerte synger og spiller for Jehova.“ Det gav dem fornyet styrke i deres indre. — Ef. 5:18, 19; 1 Pet. 4:3.

¹⁵ For folk fra nationerne virkede alt dette trist og kedeligt. Men „lysets børn“ var glade, for deres ånd var anderledes. Som „Guds husstand“ ejede de et nært familieforhold til hinanden, og enhver benyttede sin „gave“ til opbyggelse for de øvrige i familien eller menigheden. — Ef. 2:19; 4:7.

16. (a) Hvordan vil et nært familieforhold give sig udslag i en menighed, og hvorfor bør man ikke glemme vejledningen i Jakob 1:27? (b) Hvilken fare må man undgå ved selskabelige sammenkomster? (c) Hvad bør kendetegne den adspredelse man vælger ved selskabelige sammenkomster blandt kristne?

¹⁶ I de menigheder hvor der i dag råder et tilsvarende nært familieforhold, vil man have et naturligt ønske om at komme sammen, både til møderne og selskabeligt, for at opbygge hinanden. Oprigtig kærlighed vil give sig udslag i spontan omsorg for alle, unge såvel som gamle, og navnlig for „faderløse og enker“. (Jak. 1:27) Men selskabelige sammenkomster bør ikke få lov til at udarte, sådan som det skete i følgende tilfælde:

„Det havde været en dejlig vielsesceremoni, med god bibelsk vejledning fra den der holdt bryllupsforedraget. Men så tog parret, sammen med flere hundrede gæster, hen til et selskabslokale i nærheden hvor festen skulle holdes. Her var atmosfæren helt anderledes! Et professionelt orkester underholdt og spillede vild og sanselig musik så larmende at adskillige gæster ikke kunne holde det ud og måtte gå. Der var alt for rigeligt af de stærke drikke. Dansen afspejlede en fri og tøjlesløs ånd. Mange af gæsterne spurgte: Hvorfor ødelægge et lykkeligt teokratisk bryllup ved at lade festen præge af verden?“

Hvad kan kristne foretage sig når de samles for at søge adspredelse og slappe af? Der er mange opbyggende ting de kan foretage sig. Nogle former for adspredelse eller underholdning som andre har fundet virkelig styrkende og fornyende vil blive behandlet i den følgende artikel her i bladet. Hovedpunktet er at det vi foretager os, må vidne om at vi er „lysets børn“ og at vi ledes af Guds ånd, ikke „verdens ånd“. — 1 Kor. 2:12.

Alle må øve en gavnlig indflydelse

17. Hvordan kan ældste og andre med „åndelige kvalifikationer“ hjælpe dem der træder forkert i spørgsmålet om underholdning?

¹⁷ Da presset fra verden øges, må vi hele tiden være årvågne for at modvirke dens ånd i menigheden. De ældste må med deres gode indflydelse fremme Guds ånds virke. Dette kan til tider indebære at de må hjælpe nogle som er blevet uligevægtige, til at revidere deres tankegang. En ældste som er bekymret over den verdslighed der vinder indpas i menigheden, har skrevet: „Som ældste må vi bære en del af skylden fordi nogle af os tøver med at give vejledning når det er tiltrængt og ikke står op for det der er ret.“ Det er imidlertid ikke kun de ældste men alle som har „åndelige kvalifikationer“ (alle som er „åndelige“, da. aut.), der bør være villige til at „hjælpe en sådan [en der har begået et fejltrin] på fode igen, i mildhedens ånd“. Vejledning givet i mildhed kan muligvis hindre at et enkelt fejltrin bliver til en fremturen i uret adfærd, som vil føre til ulykke. — Ef. 4:11-14; Gal. 6:1.

18. Hvorfor er det nødvendigt at være ligevægtig?

¹⁸ Alle bør indse at smag og behag varierer, også når det gælder valg af underholdning. I stedet for at være alt for kritisk så man nærmest bliver ’overretfærdig’, bør man anbefale det der er ønskværdigt og tilrådeligt. Henvis til de normer der fremholdes i Bibelen. Lad Guds ord udfolde sin kraft og indvirke på hjertet hos dem der træder ved siden af. — Præd. 7:16.

19. Hvordan kan forældre øve en god indflydelse på deres børn?

¹⁹ Forældre har navnlig gode muligheder for at hjælpe deres børn. Apostelen befaler fædre: „Irriter ikke jeres børn, men bliv ved med at opdrage dem i Jehovas tugt og formaning.“ Det græske ord der gengives med „opdrage“ indeholder tanken om inderlig omsorg for barnet, for rodordet kan også anvendes om „en ammende moder [der] plejer sine børn“. — Ef. 6:4; 1 Tess. 2:7.

20. (a) Hvorfor er det nødvendigt at tugte? (b) Hvad bør forældre gøre, ifølge en ung heltidsforkynders udtalelse, og hvordan vil børnene senere se på dette?

²⁰ Når forældrene nærer en sådan omsorg kan de ikke være ligeglade med hvilken underholdning deres børn vælger. Inderlig kærlighed til børnene vil bevirke at forældrene undertiden optræder med fasthed, idet de ’opdrager børnene med tugt’. Især på grund af kammeraternes pres kan et barn komme med indvendinger mod nogle af de begrænsninger forældrene opstiller, for eksempel når det gælder adspredelse og underholdning. En 21-årig heltidsforkynder som er opdraget af gudfrygtige forældre fortæller om sin opvækst:

„Først flere år efter har jeg indset at den oplæring jeg har fået er til min fordel, mens jeg dengang troede at jeg gik glip af noget. Forældre tror måske at de mister deres barn når de optræder myndigt. Men de mister det ikke. De er nødt til at tænke på langt sigt. Det må være skrækkeligt for forældrene når deres barn siger: ’Jamen mor, Susanne må gerne og hun er da i sandheden, så hvorfor tror du at jeg forlader sandheden hvis jeg får lov?’ Det må være meget svært for forældrene at sige nej. Men det er først når man er blevet ældre, ja mange år senere, og man ser tilbage, at man kan sige: ’Tak, Jehova, for at mine forældre havde mod til at slå i bordet.’“

21. Hvilket dyrebart forhold bør forældrene hjælpe deres børn til at opbygge? Hvorfor?

²¹ Men ydre myndighed eller tugt er ikke det hele. Apostelen Paulus talte også om ’Jehovas formaning’. Den bogstavelige betydning af de græske ord er at man skal bibringe barnet Jehovas sind som en styrende eller regulerende kraft. Hjælp dit barn til at opdyrke et forhold til Gud så det bliver naturligt for barnet at afvise fordærvende former for underholdning og al anden uret adfærd. Som en ung mand der har opdyrket et sådant forhold siger: „Det er ikke så meget et spørgsmål mellem mig og mine forældre, men et spørgsmål mellem mig og Jehova.“

22. Hvad kan vi nære håb om hvis vi fortsætter med at vandre som lysets børn?

²² Ja, for os alle er det et spørgsmål mellem os og Jehova. Måtte ingen af Jehovas tjenere derfor glemme hvem de er, at de er „lysets børn“. Lad os fortsætte med at vandre som lysspredere, idet vi lever et lykkeligt og meningsfyldt liv nu og ser frem til den nye orden, hvor vi inden længe vil kunne glæde os for evigt over en tiltalende moralsk renhed.

[Illustration på side 11]

Hvis Messias skal bo i vort hjerte betyder det at verdens ånd først må drives ud

En stor forandring

Kan blot et enkelt eksemplar af et kristent tidsskrift ændre et menneskes levevis? Følgende erfaring fra Spanien viser at det er muligt.

Den alvorligt-udseende Roberto sad som regel alene når han kørte med tog. Men denne gang satte han sig ved siden af en ældre herre, som spurgte: „Kan du lide at læse?“ Da Roberto svarede bekræftende, fik han et eksemplar af Vagttårnet. Selv da den hvidhårede herre stod af toget, fortsatte Roberto med at læse i bladet til han var færdig. Da han nåede til endestationen og stod på perronen, spurgte han sig selv: „Hvad nu? Nu kan du da ikke gøre det du ville have gjort?“

Arbejdsløs, forgældet og desillusioneret havde en fortvivlet Roberto taget toget til provinshovedstaden, besluttet på at dræbe sin forretningspartner som havde bedraget ham for alle hans sparepenge. Derefter ville han vende hjem og tage livet af sin kone og sine børn og begå selvmord. Men nu tog han det næste tog hjem og spurgte en nabo, som var et af Jehovas vidner, om han ville læse Bibelen med ham.

Det var en ny Roberto som — efter mange måneders søgen — endelig ved et kristent stævne fik opsporet det vidne som havde givet ham bladet i toget. Det var med stor glæde den ældre mand hørte at Roberto og hele hans familie studerede Bibelen, overværede møder sammen med Guds folk og nu snart skulle døbes. Jo, et enkelt blad havde udvirket en stor forandring.