Udnævnte ældste til at vogte Guds hjord
1. (a) Hvilken slags mænd er tilsynsmænd i Jehovas vidners menigheder? (b) Hvad er det hovedsagelig for et arbejde en tilsynsmand i en menighed udfører?
JEHOVAS VIDNERS teokratiske organisation har ingen betalte præster i menighederne. Modne, åndeligt kvalificerede mænd fra menigheden udnævnes til at være ældste og tilsynsmænd. (Tit. 1:5, 7) Disse mænd interesserer sig for hele hjorden i deres varetægt. Dens velfærd ligger dem på sinde. Ordet „tilsynsmand“ er oversat fra det hebraiske paqidʹ og det græske epiʹskopos. Det hebraiske ord er afledt af et udtryk der betyder „at besøge, at rette opmærksomheden mod, at inspicere“ og „at udnævne eller bemyndige“. Det græske ord er beslægtet med episkopeʹo (tilse), og betyder „at se efter eller våge over“. En tilsynsmand i en kristen menighed er derfor en mand som er udnævnt til at våge over menigheden, at besøge og opbygge dem der er tilsluttet den. De kristne „tilsynsmænd“ svarer til dem der regnes for at være „ældste“ i menighederne, og alle disse udnævnte ældste har ansvar som tilsynsmænd for Guds hjord.
2. Hvilken opmuntrende vejledning gav Paulus da han talte til de ældste i menigheden i Efesus, og hvorfor gav han dem disse råd?
2 Da apostelen Paulus på vej hjem fra en af sine missionsrejser nåede til Milét, sendte han bud til Efesus og „lod menighedens ældste kalde til sig“. (Ap. G. 20:17) Da disse ældste var kommet til ham, mindede han dem om hvordan han havde ofret sig for dem, og han tilskyndede dem til at gøre det samme for hele den hjord der var betroet i deres varetægt. Han sagde: „I ved, hvordan jeg ikke har undladt at forkynde jer og at lære jer både offentligt og i hjemmene alt, hvad der kunne være jer til gavn; . . . Dog, jeg regner ikke mit liv for noget; det har intet værd for mig selv, når jeg blot kan fuldende mit løb og den tjeneste, jeg har fået af Herren Jesus: at vidne om Guds nådes evangelium. Og se, jeg ved nu, at I ikke mere skal se mit ansigt, alle I, blandt hvem jeg gik omkring og forkyndte Riget. . . . jeg har ikke undladt at forkynde jer hele Guds frelsesplan. Så giv da agt på jer selv og på hele den hjord, i hvilken Helligånden satte jer som tilsynsmænd, for at I skal vogte Guds kirke, som han købte sig med sit eget blod [med blodet af sin egen søn, NW].“ (Ap. G. 20:16-28) Paulus tog sin gerning meget alvorligt, og han ønskede at indskærpe sine medældste hvor alvorligt et ansvar de havde over for Gud som tilsynsmænd for hjorden.
3. (a) Blev en enkelt at de ældste fra Efesus betragtet som den mest fremtrædende? (b) Hvilke interessante spørgsmål stilles nu?
3 Læg mærke til at ingen ældste blev betragtet som den mest fremtrædende, som menighedens hoved. Denne stilling har Gud givet sin egen søn, Jesus Kristus. (Ef. 1:22, 23; Kol. 1:18) De ældste tjente som et råd under Kristus. De udgjorde en skare af ligemænd hvad deres ansvar angik. Paulus omtalte dem som et ældsteråd; de havde alle pligt til at sætte det samme gode eksempel for menigheden. (1 Tim. 4:14) Hvordan havde disse mænd i Efesus kvalificeret sig til at være ældste i menigheden? Det er klart at Guds hjord måtte have en vis organisation, en vis orden, en vis ledelse. Men hvorfor var netop disse mænd blevet udnævnt til at være hyrder?
Bestemte kvalifikationer nødvendige
4. Hvor i Bibelen finder vi en detaljeret behandling af tilsynsmændenes eller de ældstes kvalifikationer, og hvorfor er det vigtigt at holde sig nøje til de krav der stilles?
4 En detaljeret behandling af de ældstes kvalifikationer finder vi i det første brev Paulus skrev til Timoteus. I det tredje kapitel beskrives der hvordan en tilsynsmand eller ældste skal være. Vi må ikke tage let på de krav der nævnes her. Vi kan kun vente Guds velsignelse når vi nøje følger hans ord. — 1 Joh. 3:22.
5. (a) Hvordan må ens moral være for at man kan udnævnes til ældste? (b) Hvad menes der med at „tilsynsmanden bør . . . være ulastelig“?
5 Det er fuldstændig rigtigt af en mand i Guds kristne menighed at ’række efter et tilsynsembede’, at stræbe efter at leve op til den krævede standard; derved viser han at han attrår en skøn gerning. Men før en kristen mand kan anbefales til et sådant embede må han afgjort „ved sin gode adfærd vise sine gerninger med en mildhed der hører visdom til“, sådan som Jakob påpegede. (Jak. 3:13, NW) Han må være en mand der hader det onde. Ellers ejer han ikke „[Jehovas] frygt“, som er „visdoms grundlag“. (Ordsp. 9:10; 8:13) Det er et grundlæggende krav at en mand, for at kunne udnævnes til ældste, konsekvent må følge den højeste moralnorm. Som vi har lært i den foregående artikel er visdommen ovenfra først og fremmest „kysk“. En ældstes moral må derfor være korrekt og helt i harmoni med Guds ord. Da Paulus skrev til den unge Timoteus understregede han kravene i det tredje kapitel, fra vers to. Først sagde han: „Tilsynsmanden bør derfor være ulastelig.“ (NW) Ulastelig er det samme som udadlelig, upåklagelig. Hans opførsel, hans forhold til andre og hans livsførelse som helhed må ikke kunne drages i tvivl. Der må ikke være noget at klage på i hans adfærd, hverken i menigheden, på hans verdslige arbejdsplads eller noget andet sted. Han må have den højeste moralske standard. — 2 Kor. 6:3, 4.
6. Har lokale skikke nogen indflydelse på kravet om at en tilsynsmand skal være „en kvindes mand“?
6 Hvis tilsynsmanden er gift må han være „én kvindes mand“. Lokale skikke ændrer ikke noget ved dette krav. Han kan ikke være polygamist og have to eller flere hustruer. — Matt. 19:3-9.
7-9. Hvad omfatter det at være (a) „mådeholden i sine vaner“? (b) „sund i sindet“? (c) og at „have ordenssans“?
7 Den mand der kvalificerer sig til at være tilsynsmand bør også være „mådeholden i sine vaner“ (NW); han bør ikke gå til yderligheder. Han bør have et fornuftigt, ligevægtigt syn på sine forpligtelser som kristen, og han bør varetage dem på en sådan måde at han vinder sine medkristnes respekt.
8 Det næste krav der nævnes, er at han bør være „sund i sindet“ (NW). Hans syn på tingene bør altid være ledet af Guds ord. Dette vil sætte ham i stand til at tænke ligevægtigt. Han vil vide hvad der ud fra Bibelen er rigtigt og forkert, sandt og falsk. Derfor må han være velbevandret i Guds ord. — Rom. 12:2; Sl. 19:8.
9 Han må ligeledes „have ordenssans“ (NW). Dette indebærer at han må være punktlig. De møder han leder bør være tænkt godt igennem, og han bør sørge for at der hersker god orden, idet han kun lader én person tale ad gangen når menighedens medlemmer skal give kommentarer. (1 Kor. 14:26-33) De optegnelser han fører, bør være sirlige og overskuelige. Ordenssans omfatter også noget andet. Det indebærer at han anerkender betydningen af teokratisk orden, at han forstår at det er nødvendigt at underlægge sig Kristus, menighedens hoved, og at han betragter sin egen stilling i forhold til hjorden på rette måde, at han er en hyrde som fuldt ud skal stå Gud til regnskab. — 1 Kor. 11:3; Jer. 23:1-4.
10. Hvordan kan en der „rækker efter et tilsynsembede“ vise at han er gæstfri?
10 Tilsynsmanden skal også være „gæstfri“. Han skal byde fremmede velkommen, få dem til at føle sig glade for at de er kommet. Han bør også vise at han er meget glad for at se dem han har kendt i længere tid. I betragtning af dette vil han naturligvis bære retfærdigheds frugt og bevare freden med alle i menigheden, unge som gamle. — Hebr. 13:1, 2.
„Egnet til at undervise“
11, 12. (a) Forklar hvad der hører med til at være „egnet til at undervise“. (b) Hvorfor er det vigtigt at de ældste virkelig er kvalificerede som lærere der underviser i Guds ord?
11 Et særlig vigtigt krav til ældste er at de skal være ’egnede til at undervise’. (1 Tim. 3:2, NW) En mand må være åndeligsindet for at gøre dette blandt kristne. Erfaring og år i sandheden vil være en hjælp her. Omfattende og dybtgående bibelkundskab er en betingelse, og den opnås ved regelmæssig overværelse af menighedens møder og flittigt personligt studium gennem en årrække. En ældste bør naturligvis kunne læse, for han vil gerne kunne vende sig til Guds ord og kunne sige: ’Der står skrevet.’ Men desuden bør han være i stand til at anvende det han læser, og han bør klart og hurtigt kunne bibringe andre den rette forståelse. Det er en kunst at undervise eller lære fra sig.
12 Foruden de udnævnte ældste vil der naturligvis være andre mænd i menigheden som er modne kristne, som er nidkære i tjenesten og som lægger en eksemplarisk opførsel for dagen. Men de ældste skal være kvalificerede som lærere. Det betyder ikke at de blot er med til at undervise nyinteresserede i Bibelen. Det omfatter mere. De ældste er dem der af menigheden betragtes som lærere der underviser i Guds ord. De bør kunne træde frem for menigheden og fremholde vejledning og oplysninger fra Bibelen som vil opbygge dem der allerede er kommet til troen. De må have nøjagtig kundskab om sandheden, sådan at de, når de leder et møde i menigheden, kan være klar over om de kommentarer der gives er korrekte og på denne måde kan hjælpe menigheden til at få den rette forståelse af tingene. Hvis de skal være kvalificerede som ældste bør de have en klar opfattelse af sandheden så de ikke blot er i stand til at „fortælle“ andre hvad der er rigtigt, men også kan ræsonnere med dem og hjælpe dem til forståelse. — Ef. 4:11, 12.
13. Hvad skal man altid basere sin undervisning på for at kunne være ældste, og hvad bør man undgå?
13 Da Paulus skrev til Titus om dette at udnævne ældste, fastslog han at en mand, for at være kvalificeret, måtte „[holde] fast ved det troværdige ord med hensyn til sin undervisning“. (Tit. 1:5, 9, NW) Han må ikke være tilbøjelig til at støtte sig til sine egne synspunkter. Som Paulus tilrådede Timoteus, bør han holde sig til Guds ord når han taler til menigheden; han skal ’prædike ordet’. — 2 Tim. 4:2.
14. Hvordan bør man betragte den gerning at være lærer i menigheden?
14 Det er en stor forret at være lærer i Guds menighed, men det medfører også et alvorligt ansvar. (Jak. 3:1) De der „attrår et tilsynsembede“ gør vel i at arbejde flittigt på at kvalificere sig i denne henseende. Og de der er kvalificerede bør være glade for at bruge denne „gave“ til menighedens opbyggelse, idet de ikke frygtsomt holder sig tilbage, men stoler på at Jehova vil lede og velsigne dem. (Rom. 12:6-8) Når de ydmygt og vedvarende søger Jehovas ledelse vil de blive hjulpet til at udføre arbejdet på en måde der vil være til ære for Gud og til velsignelse for dem der elsker ham.
15. (a) Hvorfor vil en der drikker umådeholdent ikke være egnet som ældste? (b) Hvorfor vil en der er selvrådig eller stridbar ikke være kvalificeret til at være ældste?
15 For at være god til at lære fra sig må man opføre sig på en sådan måde at man ikke lukker sind og hjerte på dem man søger at hjælpe. Det er derfor indlysende at en der udnævnes til ældste ikke må være „en trættekær drukkenbolt, ikke en slagsbroder, men fornuftig, ikke stridbar“. (1 Tim. 3:3, NW) Han bør ikke være forfalden til megen vin. Han bør aldrig blive beruset, men skulle altid have kontrol over sine sanser og være ved fornuftens brug. Han må ikke høre til dem der prøver at afgøre tingene med knytnæver. Han bør heller ikke altid råbe vredt til folk, gengælde uvenlighed med hårde bemærkninger, eller nægte at tale til en broder som måske har fornærmet ham. (Rom. 12:17, 18) Nu og da kan der være noget der irriterer ham, men som alle andre kristne bør han have selvbeherskelse, der er en frugt af Guds ånd. Han skal være imødekommende, ikke selvrådig, men villig til at høre på andre og ikke blive fornærmet når nogen stiller ham et forslag til forbedring af den måde tingene gøres på. Af erfaring og ud fra Bibelen ved han måske at visse forslag ikke er gode, men derfor skal han ikke blive irriteret på en broder der prøver at hjælpe. Han bør tålmodigt høre på ham. Husk hvad disciplen Jakob sagde: „Visdommen ovenfra er . . . fornuftig.“ (NW) Den der ikke er stridbar men fornuftig, er med til at fremme en fredelig atmosfære. Og som Jakob påpegede, får „retfærdigheds frugt . . . sin sæd sået under fredelige forhold for dem som stifter fred“. — Jak. 3:18, NW.
16. Hvordan viser en moden kristen at han ikke er pengekær?
16 En moden kristen forstår at det materielle kun har begrænset værdi, sådan som Bibelen siger, og han vil derfor ikke være „pengekær“. Han vil aldrig tjene penge ved uærlige forretningsmetoder. Han vil ikke engang lade ærligt verdsligt arbejde trænge hans tjeneste ned på andenpladsen. Tilsynsmænd blandt Jehovas vidner forventer ingen betaling for den tjeneste de yder til gavn for fårene i menigheden. Apostelen Paulus, der selv var en ældste, forventede ikke at menighederne skulle betale ham for det han gjorde. Han plejede selv at tjene til livets ophold ved at sy telte. På denne måde lå han aldrig menigheden til byrde, men fandt snarere glæde i at give sig selv for brødrene. (Ap. G. 20:33, 34) Han ydede frit sin tjeneste og var således ikke forpligtet over for nogen. „Hold jeres færd fri for kærlighed til penge, nøjes med det, I har,“ skrev han i Hebræerbrevet 13:5.
Tilsynsmænd er „ældste“
17. Hvorfor har en mands familieliv stor betydning for om han kan være ældste?
17 En ældste som har børn bør være „en mand der forestår ledelsen af sin egen husstand på en god måde og har børn som underordner sig med al alvor“. (NW) Dette viser at han er et ordensmenneske, at alle børnene i hjemmet respekterer ham, lytter til ham og adlyder ham. Hvis en mand klarer sine forpligtelser i hjemmet godt, har han forudsætninger for at hjælpe andre til at lære hvad Bibelen siger om disse ting. Han kan tale med frimodighed og vil ikke være tilbøjelig til at udvande den bibelske vejledning fordi han selv har problemer med sin samvittighed. (1 Tim. 3:12, 13) Men, tilføjer Paulus, „dersom en mand ikke forstår at styre sit eget hus, hvordan skulle han da kunne sørge for Guds menighed?“ (1 Tim. 3:4, 5) Det er et stort ansvar at sørge for en menighed af Guds folk som kan have fra 25 til 200 medlemmer. Bibelen viser at man må tage en mands familieliv i betragtning når man skal afgøre om han kan være ældste eller ej.
18. (a) Nævner Bibelen nogen bestemt alder man skal have for at kunne blive ældste? (b) Hvilke oplysninger giver den vedrørende aldersspørgsmålet?
18 Hvis en mand har børn der underordner sig ham, er han ikke selv nogen teenager. Bibelen stiller ikke noget bestemt krav med hensyn til alder, men i betragtning af kravet om at deres børn skal underordne sig med al alvor (og være gamle nok til at vise en sådan alvor), må vi antage at de ældste blandt de første kristne ikke kun var atten eller nitten år gamle; de havde erfaring i livet og havde vist at de var ’vise og forstandige’. De omtales som „ældste“. Timoteus selv, som Paulus skrev disse ting til, har sikkert været i begyndelsen af tyverne da han „havde godt lov blandt brødrene i Lystra og Ikonium“. (Ap. G. 16:2) Men han var sikkert oppe i trediverne da Paulus skrev til ham: „Lad ingen håndspålæggelse ske overilet, og gør dig ikke medansvarlig for andres synder; bevar dig selv ren!“ (1 Tim. 5:22) Da var Timoteus fuldt ud i stand til at varetage sin ansvarsfulde opgave, og han lagde visdom for dagen idet han betroede det han havde lært til andre pålidelige mænd, som derved blev tilstrækkelig egnede til at undervise andre igen. Selv om de unge måske ofte tror at de kan svare på alt, kræver det tid, erfaring og menneskekundskab at opnå visdom.
19, 20. (a) Hvorfor bør en nyomvendt ikke anbefales til at være ældste? (b) Hvilken baggrund må den nyomvendte have før han kan blive ældste?
19 I lighed med dem der er unge i bogstavelig forstand, har også de der først for nylig er blevet indviede og døbte kristne, behov for erfaring. Det tager tid at opnå tilstrækkelig kundskab om og erfaring i at anvende Bibelens principper sådan at man er „egnet til at undervise“ sine medkristne i disse ting. (1 Tim. 3:2, NW) Derfor må en tilsynsmand „ikke være nyomvendt“. Paulus giver en ganske udmærket grund til at en nyomvendt ikke er egnet til at være ældste. Han siger: „For at han ikke skal blive opblæst og falde ind under Djævelens dom.“ — 1 Tim. 3:6.
20 Hvis en nydøbt kristen fik en ansvarsfuld stilling i menigheden, kunne det stige ham til hovedet, som man siger. Det er meget bedre at lade ham vokse støt og roligt til modenhed. Den nyomvendte har behov for at modnes i sin bibelkundskab og sin forståelse af Guds ord. Han må blive viis og forstandig og må „ved sin gode adfærd vise sine gerninger med en mildhed der hører visdom til“. Så kan han måske efter nogen tids forløb blive assisterende tjener og dernæst stræbe efter at blive ældste i menigheden.
21. Hvilken indflydelse har ens omdømme uden for menigheden på om man kan være ældste, og hvorfor?
21 Der er noget andet vi må være opmærksomme på, som Paulus mindede Timoteus om. Man vil forvente at en kristen behandler sine medkristne venligt og viser dem kærlighed. Men for at blive tilsynsmand i en menighed af Guds folk bør han „også have godt lov blandt dem, som er udenfor, for at han ikke skal komme i vanry og falde i Djævelens snare“. De kristne er tvunget til at være sammen med ikke-kristne. Det er en nødvendig del af deres liv, for de skal forkynde den gode nyhed om Riget overalt, for alle slags mennesker. Disse mennesker som er udenfor danner sig en mening om Jehovas vidner, og de taler om disse kristne efter at disse har besøgt dem for at prøve at hjælpe dem. Interesserede mennesker bydes også hen i Jehovas vidners rigssal, og dér kommer de i forbindelse med tilsynsmændene og de øvrige medlemmer af menigheden. Hvad mener disse mennesker om en der er tilsynsmand blandt Jehovas vidner? „Han skal desuden have et godt omdømme hos den ikke-kristne offentlighed, for at han ikke skal blive et offer for sladder og blive fanget i Djævelens snare.“ (1 Tim. 3:7, NEB) I sit daglige liv bør han praktisere det han lærer andre at gøre. De mennesker han arbejder for og arbejder sammen med bør kunne se at han er ærlig, punktlig, villig til at yde sin arbejdsgiver en fuld dags arbejde, og at han ikke driver den af. Han bør vise venlighed mod sine naboer, og hans moral må ikke kunne drages i tvivl. Alt dette har indflydelse på om han er kvalificeret til at være ældste i Guds menighed eller ej. — 1 Pet. 2:12; Dan. 6:5, 6.
22. Hvordan bør de der tager imod stillingen som tilsynsmand se på deres ansvar?
22 Det er en høj standard de der udnævnes til ældste må leve op til, men det er ikke umuligt at nå den. Det kræver sand kærlighed til Jehova og villighed til at lade sig bruge af ham. I et brev til de ældste i menigheden i det første århundrede skrev apostelen Peter: „De ældste blandt jer formaner jeg da som medældste og vidne om Kristi lidelser, jeg, der også har del i den herlighed, der skal åbenbares: vær hyrder for Guds hjord hos jer, ikke af tvang, men af fri vilje, efter Guds sind, ikke for skammelig vindings skyld, men med villigt hjerte, heller ikke som strenge herrer over menighederne, men som forbilleder for hjorden.“ (1 Pet. 5:1-3) Noget Peter understreger er at man ikke skal påtage sig dette ansvar fordi man er tvunget til det, men fordi man gerne vil. Der står ikke nogen glans om hyrdegerningen; den kræver derimod meget tid og meget arbejde. Tag ikke imod denne stilling for personlig vindings skyld, men, som The New English Bible udtrykker det, „udelukkende af hengivenhed“. — 1 Pet. 5:2, 3.
I stand til at tilskynde og irettesætte
23. Hvad skal tilsynsmændene basere deres tilskyndelse og Irettesættelse på, og hvorfor skal de være i stand til dette?
23 I det inspirerede brev til Titus nævnes endnu et vigtigt krav som tilsynsmænd må opfylde. Det har med undervisning at gøre, men det er en særlig form for undervisning. Vi læser: „En tilsynsmand skal . . . være en mand der . . . holder fast ved det troværdige ord med hensyn til sin undervisning, så han kan være i stand til både at tilskynde med den lære der er sund og at irettesætte dem som siger imod.“ (Tit. 1:7-9, NW) Som regel er det ikke vanskeligt for den der har et godt kendskab til sandheden at tilskynde sine brødre ved hjælp af Bibelen og således opmuntre dem til fortsat at tjene trofast. Men tilsynsmændenes ansvar hører ikke op her. De skal også tage sig af de vanskeligheder der opstår. Ved hjælp af Bibelen skal de „irettesætte dem som siger imod“, altså dem der modsiger sandheden. Ville du være villig til at skuldre dette ansvar hvis du var udnævnt til ældste?
24. Med hensyn til at irettesætte, hvilke spørgsmål må en der søger at blive kvalificeret til ældste da overveje?
24 Da Paulus skrev sit andet brev til Timoteus understregede han hvor alvorlig en forpligtelse Timoteus havde i denne retning som tilsynsmand: „Jeg beder dig indstændigt for Gud og Kristus Jesus, som er bestemt til at dømme de levende og de døde, og ved hans manifestation og hans rige, forkynd ordet, vær ivrigt optaget deraf, både når tiden er gunstig og når den er vanskelig, irettesæt, revs, tilskynd, med al langmodighed og undervisning.“ (2 Tim. 4:1, 2, NW) Ville du nægte eller vige tilbage for at give en irettesættelse eller revselse når den var nødvendig, eller ville du vende dig til Guds ord for dermed at hjælpe din broder til at komme på bedre tanker og rette sin adfærd ind efter det der står skrevet? For at være ældste må du være villig til at irettesætte når det er nødvendigt. Det du gør vil måske ikke altid blive påskønnet af overtræderen, men i nogle tilfælde vil vedkommende være taknemmelig for det. „Budet er en lygte, læren lys, og tugtens revselse livets vej.“ (Ordsp. 6:23) Ville du tage initiativet til at tugte og revse for at hjælpe en til at forblive på „livets vej“, selv om det undertiden kan være svært? Det er i sandhed en velsignelse for menigheden at der findes mænd som er villige til at påtage sig dette ansvar. — 2 Tim. 2:24-26.
25. Hvor langt er det undertiden nødvendigt at gå med hensyn til at irettesætte dem der øver synd?
25 Tilsynsmænd må også have mod til at gøre sådan noget offentligt når det er nødvendigt. Paulus formanede Timoteus: „Irettesæt i alles nærværelse dem, der forsynder sig, så også de andre må frygte.“ (1 Tim. 5:20) Undertiden er der enkelte i Guds menigheder som afviser tugt. Ville du i et sådant tilfælde være bange for at dette kunne ske: „Hvo nakken gør stiv, skønt revset tit, han knuses brat uden lægedom“? (Ordsp. 29:1) En anden oversættelse udtrykker det på denne måde: „En mand som stadig er genstridig efter mange irettesættelser vil pludselig blive knust uden at kunne læges.“ Kunne du gå så langt af omsorg for den åndelige tilstand i menigheden som et hele, eller ville du ignorere vedkommendes genstridighed og lukke øjnene lige fra begyndelsen af hans urette adfærd? En tilsynsmand må nødvendigvis „være i stand til både at tilskynde med den lære der er sund og at irettesætte dem som siger imod“. — Tit. 1:9, NW.
26. Hvilken slags mennesker hører ikke til i den kristne menighed, og hvad må de ældste derfor være årvågne nok til at gøre?
26 Drevet af Guds ånd skrev Paulus at der ville fremstå mennesker som påstod at de var kristne men som ønskede at tjene Gud på deres egen måde, ikke i overensstemmelse med Bibelen. Han sagde: „Thi der kommer en tid, da de ikke vil finde sig i den sunde lære, men for at leve efter deres egne lyster skaffe sig lærere i hobetal, efter hvad der kildrer deres øren, og de vil vende øret bort fra sandheden og vende sig til fablerne.’“(2 Tim. 4:3, 4) En tilsynsmand kan ikke gå på kompromis. Hvis han virkelig elsker menigheden og er besluttet på at hjælpe dens medlemmer, må han være modig og tale sandhed og retfærdighed. Menigheden har behov for „den sunde lære“. Ville du som ældste, sammen med de andre ældste i menigheden, være årvågen nok til at følge den vejledning Paulus giver når han siger: „En mand, der volder splittelser [danner en sekt, NW], skal du vise bort, efter at du én eller to gange har advaret ham; du ved jo, at et sådant menneske er på vildspor og synder, dømt af sig selv“? Paulus siger også om dette emne: „Men nu skriver jeg til jer, at I ikke skal have samkvem med nogen, som bærer brodernavn, og som dog er utugtig eller havesyg eller afgudsdyrker eller æreskænder eller dranker eller røver, ja, end ikke spise sammen med en sådan. . . . ’Udstød det onde menneske af jeres kreds.’“ — Tit. 3:10; 1 Kor. 5:11, 13.
27. (a) Hvad advarede Paulus om at der ville ske, eftersom folk af alle slags kommer i forbindelse med den kristne menighed? (b) Sker sådanne ting i vor tid? (c) Hvad må de ældste derfor nødvendigvis gøre?
27 Der er ingen tvivl om at der vil opstå problemer i menigheden. Folk af alle slags kommer ind i menigheden og bliver kristne. Men det er ikke dem alle der vil forblive kristne; nogle vil endog forsøge at nedbryde andres tro og forlede dem til en uret adfærd. Som Paulus sagde: „Jeg ved, at efter min bortgang skal der iblandt jer komme glubske ulve, som ikke vil spare hjorden. Og af jeres egen midte skal der fremstå mænd, som fører falsk tale for at drage disciplene efter sig.“ Det var ikke behageligt at tænke på dette, men Paulus regnede med at der ville opstå vanskeligheder i Guds menighed dengang. Det gjorde der også. Hvorfor skulle vi tro at det ville være anderledes i dag, hvor verden er så urolig og folk af alle nationer og tungemål, med forskellige livsopfattelser, flygter fra Babylon den Store, den falske religions verdensimperium, og søger tilflugt i Jehovas teokratiske organisation? Det er derfor det er så nødvendigt at udnævne ældste i menigheden til at vogte Guds hjord som er betroet dem, og til at holde menigheden ren. En sand hyrde vil beskytte hjorden mod ulveagtige elementer. — Ap. G. 20:29, 30.
28. Hvordan bør en der har indviet sig til Gud reagere på tugt, og hvorfor?
28 Den der har indviet sig til Jehova Gud erkender at han er undfanget i synd og født i misgerning. Alle vil nu og da gøre fejl. Når en tilsynsmand i menigheden prøver at hjælpe en af os til at rette noget vi gør som er forkert, bør vi derfor forstå hvorfor han gør det, og værdsætte det. Jehova ønsker ikke at nogen af hans får skal komme på afveje eller fare vild. Derfor lyder formaningen: „Min søn! lad ej hånt om Herrens tugt, bliv ej heller modløs, når du revses af ham; thi Herren tugter den, han elsker, straffer hårdt hver søn, han har kær.“ (Hebr. 12:5, 6) Enhver der udholder den tugt han får gennem Jehovas organisation har i sandhed beviser for at Gud tager sig af ham. „Thi hvor er den søn, som faderen ikke tugter?“ (Hebr. 12:7) Ligesom i gammel tid da Gud tog sig af det jødiske folk, benytter han også i dag de ældste i sit folk til at tugte eller revse. (5 Mos. 22:18) Er du taknemmelig for den tugt der kommer fra dem der som ældste er hyrder for Guds hjord? — Ordsp. 8:33; 12:1-3; Hebr. 12:11.
Kærlig omsorg for hjorden
29. Hvilken form for kærlighed bør vi alle lægge for dagen, og hvem skal være eksempler med hensyn til at vise den?
29 Kærligheden til medkristne må indtage en fremtrædende plads i enhver sand kristens liv. Dette er ikke blot et spørgsmål om at hilse venligt på andre. Kærlighed er uselvisk interesse og omsorg der tilskynder en til at lade andres velfærd gå forud for ens egne interesser, og som får en til at gøre noget aktivt til gavn for andre. Herren Jesus sagde til sine sande disciple: „Derpå skal alle kende, at I er mine disciple, om I har indbyrdes kærlighed.“ Og han tilføjede: „Dette er mit bud, at I skal elske hverandre, ligesom jeg har elsket jer.“ (Joh. 13:35; 15:12) Dominerer denne egenskab i den menighed du tilbeder Gud sammen med? Lægger du den selv for dagen? Ældste skal være eksempler med hensyn til at vise en sådan kærlighed til andre i menigheden.
30. Hvem var Paulus’ brev til Filippi stilet til, og hvad skrev han om den virkning kærligheden skulle have iblandt dem?
30 Da Paulus skrev til Filippi var hans brev stilet til „alle de hellige der er i samhørighed med Kristus Jesus i Filippi, med tilsynsmænd og assisterende tjenere“. Han sagde til dem: „Dette er hvad jeg stadig beder om, at jeres kærlighed må blive mere og mere rig på nøjagtig kundskab og al skelneevne, så I kan forvisse jer om det mere væsentlige, for at I må være fejlfri og ikke være til anstød for andre op til Kristi dag, og for at I kan være fyldt med retfærdig frugt, som kommer gennem Jesus Kristus, til Guds ære og pris.“ Senere i samme brev tilføjede han: „Gør min glæde fuldstændig ved at I har samme sind og har samme kærlighed, er knyttet sammen i sjæl, fastholder den samme tanke, ikke gør noget af stridbarhed eller for at forherlige jer selv.“ (Fil. 1:1, 9-11, NW; 2:2-4, NW) Kærligheden er det vigtigste, for Gud er kærlighed, og vi må huske at vi er dannet i hans billede.
31. Hvordan har Jehova vist at han nærer kærlighed til menneskeheden, og hvad påhviler det derfor ’de åndelige’ at gøre, selv når der opstår problemer?
31 Jehova har rettet sin opmærksomhed mod den syndige menneskehed fordi han nærer kærlighed til sine skabninger. „Den, der ikke elsker, kender ikke Gud, thi Gud er kærlighed. Derved er Guds kærlighed blevet åbenbaret iblandt os, at Gud har sendt sin Søn, den enbårne, til verden, for at vi skal leve ved ham. Deri består kærligheden: ikke i, at vi har elsket Gud, men i, at han elskede os og sendte sin Søn til soning for vore synder. I elskede, når Gud således elskede os, så er også vi skyldige at elske hverandre.“ (1 Joh. 4:8-11) Gud holdt ikke op med at elske menneskene da synden viste sig. De ældste må heller ikke holde op med at nære kærlighed til hjorden når problemer opstår. I Galaterbrevet 6:1, 2 finder vi denne vejledning: „Brødre, om nogen skulle blive overrasket af en synd, da hjælp et sådant menneske til rette, I åndelige, med sagtmodig ånd, og se du selv til, at ikke også du bliver fristet. Bær hverandres byrder; således opfylder I Kristi lov.“
32. Hvordan kan en tilsynsmand vise kærlighed når en der har syndet kommer for at få hjælp hos ham?
32 Undertiden er det overtræderen selv der tager initiativet til at få hjælp. Han henvender sig måske til en tilsynsmand for at bekende det urette han har gjort. Hans ønske om at ændre adfærd er rosværdigt. „At dølge sin synd fører ikke til held, men bekendes og slippes den, finder man nåde.“ (Ordsp. 28:13) En tilsynsmand som nærer kærlighed til hjorden vil tage sig tid til at høre hvilken overtrædelse vedkommende har begået, og han vil benytte Bibelen for at hjælpe overtræderen til at rette sin tankegang og sin adfærd. At én bekender sine fejltrin og holder op med at begå dem — det er det en ældste ønsker at se. Der sker med andre ord det at vedkommende omvendes, han vender sig bort fra sin urette adfærd og vandrer ad den rette vej. Derfor vil den ældste i harmoni med Ordsprogene 28:13 være i stand til at vise nåde eller barmhjertighed. Dog kan det være at den ældste gerne vil have at overtræderen besøger ham en gang om måneden så han kan forvisse sig om at vedkommende træder lige spor med sine fødder. En kærlig tilsynsmand vil ofre fårene denne ekstra opmærksomhed.
33. Hvilken rettesnor må en ældste følge i alle spørgsmål, og hvordan bør han betragte „fårene“ som er betroet ham?
33 En ældste må tro på Guds ord. På alt i Guds ord! Han må benytte det som en rettesnor og han må vise kærlighed til brødrene, de får der er betroet ham, idet han indser at de tilhører Gud. Selv når de ældste tilskynder, formaner, opmuntrer, irettesætter og tugter, viser de kærlighed, for ved at gøre dette søger de at hjælpe deres brødre til at følge den rette vej i livet. Er der sådanne ældste i din menighed til at sørge for dig?
34. Hvordan viste Paulus at han havde omsorg for sine brødre?
34 Paulus vidste afgjort hvad det ville sige at være en tilsynsmand, en ældste. Han nærede inderlig kærlighed til menighederne. „Foruden meget andet, som kunne nævnes, har jeg arbejdets daglige pres, bekymringerne for alle menighederne,“ skrev han. (2 Kor. 11:28) Kærligt og omsorgsfuldt gav han ældsterådet fra Efesus denne påmindelse: „Giv agt på jer selv og på hele den hjord i hvilken den hellige ånd har sat jer som tilsynsmænd til at vogte Guds menighed, som han købte med blodet af sin egen søn.“ — Ap. G. 20:28, NW.
35. Hvad erfarer de kristne tilsynsmænd skønt de har meget at gøre, i overensstemmelse med ordene i Apostlenes Gerninger 20:35?
35 Det er absolut nødvendigt at alle tilsynsmænd er årvågne og arbejder ihærdigt til gavn for alle i menigheden, og de er glade for at gøre det. De erfarer det vi læser i Apostlenes Gerninger 20:35: „Ved således at slide i det, bør [I] hjælpe dem som er svage, og huske Herren Jesu ord, da han sagde: ’Der er mere lykke ved at give end ved at modtage.’“ — NW.
Udnævnelse af ældste
36. (a) Hvordan blev der udnævnt ældste i den kristne menighed i det første århundrede? (b) Hvordan foretages sådanne udnævnelser i dag, og efter hvilken norm?
36 Hvem er det der udnævner ældste? Apostlenes Gerninger, kapitel 14, vers 23, beretter hvad Paulus og Barnabas foretog sig på en af deres missionsrejser: „De udvalgte derpå ’ældste’ for dem i hver enkelt menighed og overgav dem under bøn og faste til den Herre, som de var kommet til tro på.“ Der blev ikke holdt nogen afstemning i menigheden. Udnævnelserne blev foretaget af Paulus og Barnabas, der var medlemmer af det styrende råd og repræsenterede dette. På samme måde foretog Timoteus og Titus åbenbart sådanne udnævnelser i overensstemmelse med instruktioner fra Paulus. (1 Tim. 5:22; Tit. 1:5) I dag, hvor der findes menigheder spredt ud over hele jorden, er det de ældste i disse menigheder der — efter at have overvejet sagen under bøn — over for det styrende råd på hovedkontoret anbefaler andre som har de bibelske kvalifikationer, og de sender deres anbefaling til Vagttårnets afdelingskontor. Derefter foretages udnævnelserne af det styrende råd. Dette sker imidlertid ikke efter en eller anden norm som dette råd har opstillet. Man følger de retningslinjer der er fremsat i Guds inspirerede ord, og derfor kan det med rette siges til disse ældste eller til synsmænd: „Den hellige ånd har sat jer som tilsynsmænd.“ — Ap. G. 20:28, NW.
37. (a) Hvor mange ældste kan der være i en menighed? (b) Forklar hvordan og hvornår man vil anbefale flere til at være ældste i menigheden. (c) Hvor længe kan en broder fortsætte med at virke som ældste i en menighed? Hvis vedkommende flytter til en anden menighed, vil han da også være ældste dér? Forklar.
37 I nogle menigheder kan der være flere ældste end i andre. Bibelen fastsætter ikke noget bestemt antal. (Fil. 1:1) Den omtaler derimod temmelig detaljeret hvilke kvalifikationer der må kendetegne dem der udnævnes til ældste, og det er vigtigt at holde sig til denne gudgivne standard. Hvert år omkring den 1. september vil det være rigtigt af de ældste i menighederne at overveje om der nu er andre i menigheden som svarer til Bibelens beskrivelse af dem der er kvalificerede til at være ældste. Hvis der er nogle, kan ældsterådet anbefale det styrende råd at de udnævnes, og når de er udnævnt kan de begynde at dele ansvaret med alle de andre ældste for at vogte hjorden i den pågældende menighed. Så længe de fortsætter med at opfylde Bibelens krav, vil de fortsat være ældste i denne menighed. Men hvis de flytter til en anden menighed vil de ikke blive betragtet som ældste eller tilsynsmænd af brødrene og søstrene dér, eftersom de er nye på egnen og praktisk talt ukendte af menigheden. De må godtgøre deres åndelige kvalifikationer ved deres kristne virksomhed der i menigheden, og med tiden vil de lokale ældste uden tvivl anbefale at de udnævnes til ældste i denne menighed. Hvis en ældste nogen sinde lægger en ukristen adfærd for dagen af en sådan art at han udstødes eller pålægges begrænsninger, vil det styrende råd naturligvis blive underrettet om det, og han vil blive frataget sin stilling som ældste, eftersom han tydeligvis ikke er et godt eksempel for hjorden. Men hvis han blot er ude af stand til at varetage noget af en tilsynsmands arbejde, på grund af sygdom eller høj alder, vil dette ikke annullere hans udnævnelse til ældste.
38. (a) På hvilke poster bør de ældste tjene i menigheden hvis det på nogen måde er muligt, og hvorfor? (b) Hvilket arbejde kan andre blive bedt om at hjælpe med for at frigøre en ældste så denne kan koncentrere sig om at undervise, til gavn for menigheden?
38 De ældste har visse stillinger at beklæde i menigheden. Hvis der er ældste nok bør de udnævnes til at beklæde posterne som menighedstjener, vicemenighedstjener, bibelstudietjener, vagttårnsstudietjener og skoletjener. Hvor det er muligt bør bogstudielederne og de offentlige talere også være ældste, eftersom disse opgaver omfatter undervisning. Hvis der kun er to eller tre ældste, vil de altid blive udnævnt til at beklæde de tre første af ovennævnte poster. Er der kun to ældste kan den ene af dem måske beklæde to poster. De tre forskellige ældste der beklæder disse poster udgør normalt et dømmende udvalg i menigheden. (1 Kor. 5:12, 13; 6:1-4) Det vil imidlertid også være bedst at de ældste leder alle menighedens møder, hvor dette er muligt. Selv hvor der kun er én ældste i menigheden vil det være gavnligt at han leder vagttårnsstudiet, tjenestemødet og den teokratiske skole, samt et menighedsbogstudium, hvis han er villig til det og magter det. Andre kan anmodes om at hjælpe med organisationsmæssige detaljer, at udarbejde planer og sørge for arrangementer i forbindelse med forkyndelsen. Men den ældste er en broder som er „dygtig til at lære fra sig“, så hvis en ældste i menigheden regelmæssigt overværer det pågældende møde, er det gavnligst for menigheden at han er udnævnt til at lede det. Naturligvis forstår vi at der kan være tilfælde hvor det ikke kan lade sig gøre, enten på grund af sygdom eller fremskreden alder.
39. Forklar hvordan de ældste skiftes til at tage vare på de forskellige opgaver. Hvad bør man derfor tænke på når man anbefaler nogle til at være ældste?
39 Ordstyrerposten i ældsterådet går på skift. Hvis der er mere end én ældste i menigheden vil en ny menighedstjener, eller ordstyrer i ældsterådet, derfor tiltræde hvert år den 1. oktober. Denne nye menighedstjener vil normalt være den broder som var vicemenighedstjener året før. Der vil også foregå et skifte mellem dem der er udnævnt til de andre vigtige poster som beklædes af ældste. I betragtning af dette bør menighedens ældste, når de anbefaler en broder til at være ældste, tænke på at han med tiden vil blive anmodet om at sørge for alle disse forskellige opgaver. Er han i stand til det? Er han villig til det?
40. Hvem underrettes om det når nogle udnævnes til ældste, og hvilken funktion har de ældste i menigheden?
40 Når det styrende råd udnævner nogle til ældste, skal hele menigheden underrettes om det. Alle som er tilsluttet menigheden bør vide hvem der er ældste, så de kan nyde fuld gavn af deres tjeneste. De ældste er ikke chefer; de er ikke udnævnt til at spille herrer over nogen. De skal være kærlige hyrder, eksempler for hjorden, villige tjenere for deres kristne brødre. (Matt. 20:25-28; 1 Pet. 5:1-3) De må stille sig til rådighed for dem der behøver hjælp, de må være imødekommende, de må være villige til at lytte når der er problemer, og de må opmuntre alle i kærlighed.
Hjælp fra assisterende tjenere
41. Hvilken ordning omtaler Bibelen med brødre der kan assistere de ældste?
41 Men lad os nu antage at der ikke er så mange brødre med kvalifikationer som ældste at de kan beklæde alle de vigtige tjenerposter i menigheden. Eller lad os sige at de ældste ganske vist er i stand til at varetage mere end én post hver, men har brug for hjælp til at klare nogle af detaljerne. Hvad så? Bibelen taler om assisterende tjenere, diaʹkonoi.
42. Hvordan virker de bibelske krav der skal opfyldes af assisterende tjenere, som en beskyttelse for menigheden?
42 De krav der stilles til sådanne assisterende tjenere virker som en beskyttelse for menigheden så der ikke kan rettes nogen berettiget anklage mod den på grund af de mænd den har betroet et ansvar. Disse kvalifikationer, der fremholdes i Første Timoteusbrev 3:8-10, 12, 13, lyder: „Menighedstjenere [assisterende tjenere, NW] bør ligeledes være værdige mænd, der ikke er tvetungede, ikke forfaldne til megen vin og ikke søger skammelig vinding, mænd, der med ren samvittighed bevarer troens hemmelighed. Også disse skal først prøves [prøves først, om de er egnede, NW]; derefter kan de blive menighedstjenere [virke som tjenere, NW], hvis der ikke er noget at klage på dem. En menighedstjener [assisterende tjener] skal være én kvindes mand og styre sine børn, og sit hus godt. Thi de, som har tjent vel, vinder sig en smuk stilling og megen frimodighed i troen på Kristus Jesus.“
43. (a) Hvad siger Bibelen vedrørende alder og erfaring hos dem der udnævnes til assisterende tjenere? (b) Er det meningen at de assisterende tjenere skal være hyrder og lærere i menigheden? Begrund svaret. (c) I hvor stor udstrækning skal en broder opfylde de bibelske krav før det anbefales over for det styrende råd at han udnævnes til assisterende tjener?
43 Selv om der ikke opstilles noget bestemt krav hvad alder angår, er det tydeligt at disse assisterende tjenere skulle være voksne mænd, gamle nok til at være gift og have børn. De måtte ikke være nybegyndere i menigheden, men skulle være personer som var ’prøvet om de var egnede’. Før de udnævnes til assisterende tjenere vil det være gavnligt at de har været indviet og døbt i hvert fald i nogen tid, så deres egnethed har kunnet stå sin prøve. Der kræves ikke at de skal være ’dygtige til at lære fra sig’ i menigheden. De bibelske kvalifikationer viser at det ikke er meningen at de skal have opgaver som hyrder og lærere for hjorden. De bør naturligvis være nidkære i tjenesten, aktive i den gerning Jesus pålagde sine disciple, nemlig det at forkynde Rigets budskab og gøre disciple. Men ud over dette fremgår det af de krav der nævnes i Bibelen at de assisterende tjenere skal føre et eksemplarisk liv, både privat og når de er sammen med andre. Før man over for det styrende råd anbefaler en som assisterende tjener bør man derfor omhyggeligt overveje hvert af de bibelske krav; ingen af kravene bør lades ude af betragtning eller regnes for at være af ringe betydning.
44. (a) Hvor mange assisterende tjenere kan der være i en menighed? (b) Hvordan udnævnes de, og hvor længe kan de fortsætte med at tjene?
44 Ligesom når en broder bliver ældste i menigheden, er det dem der allerede er ældste der over for det styrende råd anbefaler hvem der kan være assisterende tjenere. Udnævnelsen foretages derpå af det styrende råd. (Ap. G. 6:3-6) Der skal ikke være noget bestemt antal assisterende tjenere i en menighed. (Fil. 1:1, NW) Hvert år omkring den 1. september vil det være rigtigt af de ældste at overveje om der er flere i menigheden som burde anbefales til en sådan tjeneste, og en sådan anbefaling kan da foretages over for Jehovas vidners styrende råd. De der udnævnes vil fortsætte med at tjene så længe de opfylder de bibelske krav, nøjagtig ligesom de ældste. Det vil imidlertid være godt hvis disse assisterende tjenere gør som der foreslås i Første Timoteusbrev 3:1 (NW), det vil sige „rækker efter et tilsynsembede“. Og når en assisterende tjener udnævnes til ældste eller tilsynsmand er han naturligvis ikke længere assisterende tjener, selv om han måske fortsat udfører noget af det samme arbejde han før tog vare på.
Assisterende tjeneres pligter
45, 46. (a) Nævn nogle af de pligter en assisterende tjener kan tage sig af i en menighed. (b) Hvem tildeler de assisterende tjenere det bestemte arbejde de vil udføre for menigheden? (c) Kan de assisterende tjenere tildeles nye arbejdsopgaver fra år til år?
45 Der er meget arbejde som assisterende tjenere kan gøre i menigheden. Fra menigheden i Jerusalem i det første århundrede har vi et eksempel på hvilket arbejde der kan udføres af assisterende tjenere. Skønt uddelingen af mad til de trængende enker i menigheden ikke var så betydningsfuld som „ordets tjeneste“, blev denne opgave omtalt som et ’nødvendigt arbejde’. Åbenbart var der meget at gøre, for det blev ikke alt sammen overdraget til en enkelt person, men til ’syv mænd som havde godt vidnesbyrd’. — Ap. G. 6:1-6, NW.
46 I Jehovas vidners menigheder i dag er der ligeledes meget ’nødvendigt arbejde’ som ikke direkte har med „ordets tjeneste“ at gøre. Der skal for eksempel sørges for litteraturforsyninger, tildeling af distrikt til forkyndelsen, og menighedens regnskab. Der er nødvendigt arbejde at gøre i forbindelse med rigssalens vedligeholdelse, der skal gøres rent hver uge, stolene skal ordnes, der skal sørges for ventilation, i de større rigssale er der højttaleranlæg at passe, der skal tælles ved møderne, nye skal bydes velkommen og præsenteres for menighedens ældste. I nogle menigheder er der måske så mange assisterende tjenere at man kan sætte en til hver af disse pligter. Andre steder må nogle tage sig at flere af disse opgaver. I visse tilfælde er det sikkert bedst at flere er fælles om et bestemt arbejde. Nogle af de ældste har måske ansvar for optegnelser, men hvis der er assisterende tjenere til rådighed kan de få til opgave at hjælpe med at sørge for disse optegnelser, sådan at de ældste kan få mere tid til det vigtige hyrdearbejde. De assisterende tjenere kan også hjælpe med at tildele distrikt som skal gennemarbejdes når grupper af forkyndere mødes for at deltage i den offentlige forkyndelse. Selv om de assisterende tjenere modtager deres udnævnelse af det styrende råd, vil det lokale ældsteråd tildele dem det bestemte arbejde de skal udføre til gavn for menigheden. Og ligesom de ældste skal skiftes til at varetage de forskellige opgaver et år ad gangen, sådan kan de ældste sørge for at de assisterende tjenere får tildelt nye opgaver hvert år, i den udstrækning det viser sig at være praktisk. Hvor skøn en forret at kunne betjene sine brødre sådan som de assisterende tjenere gør!
47. (a) Hvad kan man gøre i de menigheder hvor der ikke er ældste nok til at tage sig af alle menighedsbogstudierne og de andre opgaver der normalt varetages af ældste? (b) Regnes en assisterende tjener for at være medlem af menighedens dømmende udvalg hvis han midlertidigt udnævnes til vicemenighedstjener?
47 I områder hvor menighederne vokser meget hurtigt kan den situation opstå at der simpelt hen ikke er ældste nok til at klare alt det arbejde der er at gøre i forbindelse med at undervise og være hyrder. I et område hvor alle er ret nye i tjenesten for Gud, er der måske ikke en eneste ældste. Alligevel kan de naturligvis holde regelmæssige studiemøder og forkynde for andre, og med tiden vil der uden tvivl være en i deres midte som kvalificerer sig til at være ældste. I en menighed hvor der er flere ældste, er der måske ikke nok til at sørge for alle menighedsbogstudierne. Det kan i nogle tilfælde være gavnligt at have større grupper; andre steder er en ældste måske i stand til at lede mere end ét af disse studier, idet han gør det på forskellige tidspunkter i ugens løb. Men hvor det er nødvendigt kan assisterende tjenere hjælpe til ved at sørge for nogle af disse studiegrupper indtil der er ældste som kan tage sig af dem. På grund af lokale forhold kan det også ske at en assisterende tjener midlertidigt må anmodes om at tage vare på en af de fem vigtige poster som normalt beklædes af en ældste. Men at de lokale ældste tildeler ham en sådan opgave gør ham ikke til en ældste, og hvis han midlertidigt virker som vicemenighedstjener eller bibelstudietjener regnes han ikke for at være medlem af menighedens dømmende udvalg. Skal en udvalgssag behandles vil man anmode en anden ældste fra en nærliggende menighed om at træde til. Men hvis den der hjælper med at udføre et arbejde der normalt gøres af en ældste, er flittig og omhyggelig, vil han måske med tiden selv blive kvalificeret til at være en af de ældste som er tilsynsmænd for hjorden.
48. Hvordan kan vi alle vise at vi gør fremskridt som Guds tjenere?
48 Alle kristne bør gøre fremskridt i deres syn på tingene. Ingen ønsker vedblivende at være barn, hverken fysisk eller åndeligt. De kristne hebræere i det første århundrede blev formanet: „Lad os derfor, nu da vi har overstået den grundlæggende lære om Kristus, skride frem til modenhed.“ (Hebr. 6:1, NW) Timoteus blev tilskyndet: „Tænk på dette, lev i dette, så alle kan se, at du gør fremgang.“ (1 Tim. 4:15) Gør du fremgang på denne måde som kristen? Bliver din hengivenhed for Jehova stærkere og stærkere? Gør du fremskridt med hensyn til at bære åndens frugt? Vokser du i kærlighed til dine kristne brødre? Stræber du efter at rette dit liv mere fuldstændigt ind efter Guds ord? Fordi organisationen af Jehovas kristne vidner har stræbt efter at følge Guds ord nøje og har foretaget ændringer hvor det har været nødvendigt for at rette sig mere fuldstændigt efter ordet, har Guds ånd tydeligvis været med den. I et omfang som aldrig før forkynder Jehovas vidner i dag overalt i verden Guds rige som menneskenes eneste håb. De hjælper oprigtige mennesker til at se hvad Bibelen lærer, til at handle i harmoni med den, og til således at være virkelig ’vise og forstandige’. Hvis du ønsker hjælp til at lære hvad Guds ord indeholder så du kan få fuld gavn af Bibelens gode indhold, vil det også være en glæde for Jehovas vidner at hjælpe dig.
Jehovas vidner forkynder og underviser
49-51. Hvilken aktivitet har Jehovas vidner udfoldet i det forløbne år i forkyndelsen af den gode nyhed om Riget?
49 Jehovas vidner hjælper alle slags mennesker i hele verden; de er aktive i 207 forskellige lande og områder. Under ledelse af treoghalvfems afdelingskontorer som tilhører Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania, har 1.510.245 kristne mænd og kvinder lagt deres forhold således til rette at de har kunnet forkynde den gode nyhed om Guds rige fra hus til hus eller på anden måde hver måned i det forløbne år. Dette var 125.000 flere end det antal Jehovas vidner der forkyndte og underviste ved hjælp af Guds ord i tjenesteåret 1970. Inden årets udgang var tallet imidlertid vokset til 1.590.793.
50 Da Jehovas vidner er interesseret i at hjælpe andre til bedre at forstå Bibelen og dens betydning for mennesker i dag, brugte de sidste år 291.952.375 timer til at tale om Guds ord. Er dette ikke et godt vidnesbyrd om at de virkelig har forsøgt at bringe trøst til folk af alle nationer? Vil et omhyggeligt studium af Guds skrevne ord ikke hjælpe folk til at blive ‘vise og forstandige’? Med dette for øje har Jehovas vidner hver uge i årets løb holdt 1.257.904 gratis bibelstudier i interesserede menneskers hjem. Prøver medlemmerne af det trossamfund du er tilsluttet, at hjælpe folk på denne måde? Jehovas vidner nøjes ikke med at forkynde fra hus til hus og at undervise i private hjem; de efterlader også bibelstudiebøger og -blade hvor som helst det er muligt, sådan at den tilhører der måske ikke har tid til at undersøge sagen mens et af Jehovas vidner aflægger besøg, selv kan læse om ’den gode nyhed’ når han har tid. I årets løb uddelte Jehovas vidner 18.168.032 indbundne bøger og bibler, 10.590.176 brochurer og 218.898.563 eksemplarer af Vagttårnet og Vågn op!, og de tegnede i alt 2.702.972 nye abonnementer på disse blade.
51 For at du bedre kan få et indtryk af hvad Jehovas vidner har udrettet i deres tjeneste, og hvor de har gjort det, gengiver vi i forbindelse med denne artikel en rapport over Jehovas vidners virksomhed i hele verden i tjenesteåret 1971. Se siderne 112-115.
52. Hvad er det der driver Jehovas vidner i deres tjeneste, og hvad nyder de derfor gavn af?
52 Jehovas vidner udgør ikke noget stort antal når man sammenligner dem med verdens befolkning, men de nærer kærlighed til Jehova Gud og hans ord Bibelen. De tror på det Jakob skrev i sit brev, i det fjerde kapitel, vers fire: „Ved I ikke, at venskab med verden er fjendskab med Gud? Den, der gerne vil være verdens ven, gør sig altså til Guds fjende.“ Tænk over det. Er det ikke rigtigt at alle nationer i verden er i vanskeligheder? Ser du ikke at så godt som enhver løfter hånd mod sin næste, selv inden for kristenheden? Det er åbenbart at de ikke har Guds ånd. Er du anderledes end de? Elsker du virkelig Gud, og elsker du din næste som dig selv? Hvis det er det du stræber efter, må du, som Bibelen siger, ’underordne dig under Gud og stå Djævelen imod så han flyr fra dig’. Du må ’holde dig nær til Gud, så skal han holde sig nær til dig’. (Jak. 4:7, 8) Hvis du gør det, vil du komme til at nyde gavn af den kærlige tilsynsordning Jehova har givet hele sin ’hjord’.
[Oversigt på side 112-115]
Rapport over Jehovas Vidners virksomhed i hele verden i 1971
(Se den trykte publikation)
[Illustration på side 104]
Ældste må ikke alene kunne tale til en forsamling, men også være ’egnede til at undervise’ deres medtroende
[Illustration på side 108]
Ville du være villig til at give en medkristen fornøden irettesættelse ud fra Guds ord? Ældste må kunne både tilskynde og irettesætte