Gør det til en fornøjelse at vise lydighed

BETÆNKSOMHED og hensyntagen er den „olie“ der får samarbejdet mellem mennesker til at gå gnidningsløst. Dette gælder især når disse egenskaber kommer til udtryk hos dem der har det ansvar at få andre til at udføre ordrer. Mange mennesker irriteres ved tanken om at skulle vise lydighed; det gælder både børn og voksne. Men når mennesker der sidder inde med myndighed er betænksomme og hensynsfulde, kan det være en fornøjelse at vise dem lydighed, hvorimod det ellers godt kan være en sur pligt.

Gud har for eksempel overdraget forældrene myndigheden over deres børn. Men hvordan udøver de den? Nogle forældre forlanger måske at deres børn skal adlyde dem, men gør sig ingen tanker om hvorvidt børnene adlyder villigt eller modstræbende. En sådan manglende omtanke hos voksne er uden tvivl en af grundene til at så mange børn er ’ulydige mod deres forældre’ i disse sidste dage. (2 Tim. 3:1, 2) Hvordan kan forældre gøre det til en glæde for deres børn at adlyde? Det bedste de kan gøre er at vise empati, for empati fremmer betænksomhed og hensyntagen. Forældre der viser empati sætter sig i deres børns sted. Giver man børn besked på at gøre noget, må man udtrykke sig i vendinger som barnet let forstår og ud fra det synspunkt et barn anlægger. Det er også vigtigt at et krav eller en anmodning fremsættes i en venlig og kærlig tone, og om nødvendigt også i en bestemt tone. Giv fremfor alt aldrig en ordre i ubehersket vrede.

Det fremmer lydigheden hvis man, når tid og omstændigheder tillader det, forklarer hvorfor en bestemt ting skal gøres; og der er naturligvis altid en grund. Det går bedst hvis man kan arbejde sammen, for eksempel fader med søn og moder med datter. Lader det sig ikke gøre kunne man måske fremsætte sit forlangende med en bemærkning som: ’Mens du gør det, gør jeg det.’ Skal det være en fornøjelse at vise lydighed må der også være konsekvens. Forældrene må handle efter det de siger. Hvis de vil at deres børn skal respektere dem, må de selv vise respekt for myndighed. Alle disse faktorer spiller måske endnu stærkere ind når det drejer sig om voksne. At adlyde indebærer at man underordner sig en retmæssig myndighed udøvet af en anden, og nogle kan godt føle at det går dem imod eller rører ved deres stolthed. Bibelen anbefaler derfor den kristne at han ’intet gør af selvoptagethed, men i ydmyghed agter de andre højere end sig selv’. — Fil. 2:3; se også Galaterbrevet 5:26.

Hustruer opfordres til at „underordne sig under deres mænd“. Hvis ægtemændene også følger den bibelske vejledning, der byder dem at „elske deres hustruer som deres egne legemer“, hvis de viser empati og omsorg, så vil deres hustruer givetvis finde det en glæde at adlyde dem. (Ef. 5:22-28) Den storsindede ægtemand der viser forståelse og sund dømmekraft vil appellere til sin hustrus fornuft, loyalitet og kærlighed når han beder hende om et eller andet. Og han glemmer ikke at rose hende for hendes flid og for den støtte hun yder ham som hans duelige medhjælp, selv når det gælder de små ting. — Ordsp. 31:10, 27-31.

Det er også betænksomt og hensynsfuldt at give en begrundelse før man fremsætter et forlangende. En ægtemand kunne for eksempel sige: ’Vores udgifter i den forløbne måned har langt oversteget vores indkomst, og hvis det fortsætter sådan får vi ikke råd til at holde ferie i år. Skal vi ikke prøve om vi kan holde os inden for budgettet i denne måned, min ven?’ Ægtemanden må også være rimelig når han stiller krav, idet han husker apostelen Peters ord: „I mænd skal på samme måde blive ved med at leve sammen med [jeres hustruer] i overensstemmelse med kundskab, idet I viser dem ære som et svagere kar, det kvindelige.“ — 1 Pet. 3:7.

Lignende principper kan anvendes i forholdet mellem en arbejder og hans chef, værkfører eller tilsynsførende. Bibelen befaler kristne som har myndighed over andre i verdslige anliggender, ikke at fremsætte grove trusler mod dem, som chefer ofte kan være tilbøjelige til; en sådan optræden fremmer ikke lysten til at adlyde. Guds ord påbyder desuden sådanne overordnede: „Del retfærdigt og ligeligt ud til jeres [underordnede].“ Intet kvæler arbejdsglæden som det at arbejde under uretfærdige forhold og undertrykkelse. — Ef. 6:9; Kol. 4:1.

Her gælder det også at man gavner sagen hvis man appellerer til fornuften og dermed til den andens villighed. Når en ældste i en kristen menighed fremsætter anmodninger eller tildeler opgaver, kunne han for eksempel begynde med at udtrykke sin påskønnelse af den villighed hvormed tidligere opgaver og frivillig tjeneste er blevet udført. En tilsynsmand kan søge at opnå sine trosfællers samarbejde ved venligt at spørge om de kunne tænke sig at hjælpe til med dette eller hint, eller ved selv at være med til at bære noget af byrden ved den forhåndenværende opgave.

Noget der især fremmer lysten til at vise lydighed er at der gives udtryk for værdsættelse af arbejde der er blevet gjort. Det er så lille en ting, og derfor kunne nogle mene at den er uden betydning i dag, men en beretning i Today’s Health for august 1972 viser noget andet. En ekspedient havde blandt andet til opgave at feje midtergangen på firmaets lager. Første gang chefen så hvor omhyggeligt ekspedienten havde fejet gulvet, bemærkede han: „Dér har De gjort et pænt stykke arbejde.“ Ekspedienten havde følgende kommentar til den lille episode: „Det var alt; men hver dag eller hver gang jeg fejede gulvet havde han en anerkendende bemærkning. . . . Et lille ord som dette kan få én til at føle at man har udrettet noget. Der er altså nogen der interesserer sig for hvad man gør og som tillægger det betydning. Derfor gør man det bedre for hver gang.“

Det kan så let ske at forældre mister kontakten med deres børn, at ægtemænd glemmer at være betænksomme over for deres hustruer og at arbejdsgivere eller tilsynsførende i erhvervsvirksomheder bliver så opslugt af deres pligter at de overser det menneskelige aspekt i omgangen med deres underordnede. Men ved at vise empati, der fremmer betænksomhed og hensyntagen hos den der skal fremsætte anmodninger eller udstede ordrer, kan overordnede gøre meget til at andre med glæde viser dem lydighed og ikke blot nødtvungent udfører deres pligt.