Stolthed — en farlig egenskab

TILTRÆKKES du af mennesker der altid giver det udseende af at de har ret? Frastødes du ikke tværtimod af dem der konstant praler af deres evner, bedrifter, velstand eller stilling? Irriterer det dig ikke hvis nogle er meget hurtige til at påpege andres fejl men ikke vil indrømme deres egne, og måske endda bliver stødt når nogen gør dem opmærksom på et eller andet de har gjort forkert?

Jo, en sådan stolthed virker irriterende og frastødende. Der kan ikke være nogen tvivl om at stolthed har en dårlig virkning; den nedbryder i stedet for at opbygge. Stolthed kan vække uvenlige følelser og kan efterhånden ødelægge et menneskes gode forhold til andre.

Hvad vil det sige at være stolt? Det er at nære en overdreven følelse af sit eget værd, at nære en utilbørlig følelse af at være andre overlegen i evner, forstand, skønhed, rigdom eller rang. Som regel giver det sig udslag i at vedkommende er indbildsk og hovmodig i sin optræden og tager sig selv for højtideligt.

Da stolthed er så almindelig en svaghed blandt ufuldkomne mennesker, bør vi lære at få bugt med den så vi kan undgå dens skadelige følger. Det forudsætter at vi af hele vort hjerte erkender at vi ikke har nogen grund til stolthed. Uanset race, nationalitet, uddannelse, personlige evner og bedrifter eller økonomiske forhold, er vi alle syndere og nedstammer fra syndere. Og det er ikke noget at prale af.

Dog vil en måske sige: ’Jeg har slidt hårdt i det for at opnå den fremtrædende stilling jeg har nu.’ Men giver det den pågældende nogen grund til at være stolt? Er det hans egen skyld at han har kunnet opnå en eller anden evne eller færdighed? Hvis han nu var blevet født med et alvorligt fysisk eller mentalt handicap, ville han så — selv med sine bedste bestræbelser — have opnået det han har nu? Bibelen sætter tingene på plads med følgende ord: „Hvem giver dig fortrin? og hvad har du, som du ikke har fået givet? og når du har fået det, hvorfor roser du dig da, som om du ikke havde fået det?“ — 1 Kor. 4:7.

Foruden at bedømme sig selv rigtigt, må man — for at undgå stolthed — vise den rette respekt for sine medmennesker. Bibelens råd lyder: „Gør intet af egennytte eller lyst til tom ære, men agt i ydmyghed hverandre højere end jer selv.“ — Fil. 2:3.

En kristen gør vel i at erkende at hans trosfæller kan have bedre egenskaber i forskellige retninger end han selv har. Det kan være med hensyn til at vise kærlighed, venlighed, hensyn eller medfølelse. Nogle har ved årelangt bibelstudium fået en særlig god forståelse af Bibelens principper og deres anvendelse i dagliglivet. Andre har måske ikke helt så stor kundskab, men har opnået megen værdifuld erfaring i livet. Også dem kan man lære noget af — om det så blot er den erkendelse at en sag kan ses fra flere sider. Indser man det, vil man ikke begå den fejl at søge at presse alle ind i samme form, eller at træffe afgørelser eller afvise forslag på en overlegen måde.

Hvis man får andre til at føle sig ringe eller underlegen fordi man regner med at man selv har større kundskab eller bedre evner eller erfaring, er man inde på en farlig vej. Lad os tage et eksempel fra den kristne menighed. En menighedstjener henvender sig måske til en ældste og stiller ham et forslag. Hvad kunne der nu ske hvis den ældste affærdigede ham uden i det hele taget at overveje hans forslag, og lod ham forstå at det ikke var en sag han skulle beskæftige sig med? Ville menighedstjeneren ikke føle sig såret, ked af det fordi han var blevet misforstået? Samtidig kunne den ældstes lidt stolte optræden bevirke at han dalede i menighedstjenerens agtelse. Eftersom menighedstjenerens motiver uden grund var blevet draget i tvivl, kunne han bevidst eller ubevidst få den opfattelse at den ældstes dømmekraft som helhed ikke var alt for god. Stødt over det skete kunne det være at han betroede sig til en nær ven, med det resultat at vennen også ville se skævt til den ældste for en tid.

Jesus Kristus satte et eksempel som afgjort er værd at efterligne. Han blev ikke opblæst af sin kundskab. (1 Kor. 8:1) Selv om han kunne svare korrekt på alt, skabte han ikke nogen kløft mellem sig selv og andre ved at henlede opmærksomheden på sine færdigheder, sin kundskab, sin erfaring og visdom. Han gav ikke sine disciple det indtryk at de, når han havde forladt dem, slet ikke kunne udrette det han havde udrettet. Tværtimod gav han udtryk for tillid til dem og viste dem agtelse, idet han sagde til dem: „Sandelig, sandelig siger jeg eder: den, som tror på mig, han skal også gøre de gerninger, jeg gør, ja, han skal gøre endnu større gerninger, thi jeg går til Faderen.“ (Joh. 14:12) Som skare betragtet kom Jesu disciple ganske rigtigt til at udrette mere end Jesus, og deres arbejde kom til at strække sig over længere tid. — Jævnfør Mattæus 5:14.

Når Jesus, der var fuldkommen, kunne udtrykke en sådan tillid til dem der troede på ham, hvorfor skulle vi som er ufuldkomne da mene at andre ikke kan gøre det vi kan? Den der har en så stolt tankegang, gør det vanskeligere for sig selv og andre. Andre mister lysten til at samarbejde med ham fordi han får dem til at føle sig underlegne og uværdige til at få en opgave betroet. Som et resultat heraf mister de en del af interessen.

Særlig farligt er det imidlertid hvis ens hele „ånd“ eller indstilling er stolt. De der har en sådan ånd, bliver fortrydelige over berettiget kritik, tugt eller irettesættelse, ja de afviser Guds ords vejledning. Derved følger de en vej der uundgåeligt fører til undergang. Det bibelske ordsprog siger rammende: „Hvo nakken gør stiv, skønt revset tit, han knuses brat uden lægedom.“ (Ordsp. 29:1) Sådan forholder det sig fordi den der lader sig beherske af en stolt ånd, har stillet sig i opposition til Gud og til de egenskaber Gud søger hos dem han godkender som sine tjenere. Som Bibelen siger: „Ifør jer alle ydmyghed over for hverandre; thi ’Gud står de hovmodige imod, men de ydmyge giver han nåde.’“ — 1 Pet. 5:5.

Det er derfor vigtigt at enhver kristen ihærdigt stræber efter at få bugt med stolthed. Ikke alene kan den stolte skade andre, han kan også miste Guds godkendelse. Ja, stolthed er en farlig egenskab.