Respekterer du Jesu navn?

„Gud [ophøjede Jesus] . . . til en højere stilling og gav ham i sin godhed navnet som er over ethvert andet navn, så at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig, deres i himmelen og deres på jorden og deres under jorden, og hver tunge åbent anerkende at Jesus Kristus er Herre til herlighed for Gud, Faderen.“ — Filipperne 2:9-11.

I OVENSTÅENDE vers beskriver apostelen Paulus den respekt og ære som tilkommer Jesu navn. ’Bøjer du knæ’ i hans navn? Kender du „navnet“ som Jehova gav ham og „som er over ethvert andet navn“? I dag er der hundreder af millioner der hævder at være kristne. Kan man sige at de ’bøjer knæ’ i Jesu navn? Lad os undersøge dette navn og se hvad det indbefatter at man ærefuldt ’bøjer knæ’.

Hvilken slags navn?

Hvad er det ’navn’ som Jesus fik? Det er ikke blot hans personlige navn. Der er også andre der hedder Jesus, så dét er næppe „navnet som er over ethvert andet navn“. Det er heller ikke Jesu navn i betydningen hans omdømme. Sandt nok blev Jesus kendt som Jehovas førende vidne blandt al skabningen. (Åbenbaringen 3:14) Men det var et navn han selv vandt sig. Det navn som er „over ethvert andet navn“ var derimod et som Jehova „i sin godhed“ gav ham.

Hvad er så dette navn? Nogle ord af profeten Esajas hjælper os til at besvare dette spørgsmål. Flere hundrede år før Jesus blev født, skrev Esajas om ham: „Thi et barn er født os, en søn er os givet, på hans skulder skal herredømmet hvile; og hans navn skal være: Underfuld-Rådgiver, Vældig-Gud, Evigheds-Fader, Fredsfyrste.“ — Esajas 9:6.

Hvad menes der med udtrykket „navn“ her? Det henviser til den høje stilling og myndighed som Jesus ville blive givet for at han kunne opfylde sin Faders vilje. Det er i anerkendelse af og som underkastelse under denne høje myndighed at hvert knæ skal bøje sig. Da det forholder sig sådan, lad os da foretage en nærmere undersøgelse af de fire titler Esajas nævnte.

På hvilke måder er Jesus „Underfuld-Rådgiver“?

For det første sagde Esajas at Jesu navn skulle være „Underfuld-Rådgiver“. Han ville blive bemyndiget til at yde menneskene underfuld rådgivning. Før Jesus kom til jorden havde han allerede tjent som Ordet, Jehovas øverste talsmand. (Johannes 1:1) Mens han var på jorden talte han ord som ledte mennesker til evigt liv — i sandhed underfuld rådgivning! Derfor sagde Peter til ham: „Du har det evige livs ord.“ (Johannes 6:68) Jesus er hovedpersonen i Jehovas meddelelseskanal til menneskene. (Åbenbaringen 1:1) Det er vigtigt at alle i dag lytter til hans ord. Han er „vejen og sandheden og livet“. (Johannes 14:6) Der er ingen frelse mulig for dem der nægter at lytte til denne ’Underfulde Rådgiver’.

I hvilken forstand er Jesus en „Vældig-Gud“?

Esajas forudsagde også at Jesus skulle være en „Vældig-Gud“. Før han kom til jorden var han „en gud“ i den forstand at han var „den usynlige Guds billede, al skabnings førstefødte“. (Johannes 1:1; Kolossenserne 1:15) Efter at han er død som menneske og blevet oprejst som en usynlig ånd, er han en gud i den forstand at ’Guds væsens hele fylde bor i ham legemligt’. — Kolossenserne 2:9; 1 Timoteus 6:15, 16.

Der er imidlertid en myndighed forbundet med titlen „Vældig-Gud“. I Bibelen blev visse mænd kaldt guder. Hvorfor? Fordi de tjente som dommere blandt Israels folk. (Salme 82:1-6) Jesus, den ’Vældige Gud’, er Jehovas store udnævnte dommer. Han forklarede selv hvad dette betød: „Faderen dømmer nemlig slet ingen, men han har overgivet al dom til Sønnen, for at alle kan ære Sønnen ligesom de ærer Faderen.“ — Johannes 5:22, 23.

Blandt de opgaver Jesus har fået betroet som dommer, er dommen over hans egen menighed — både de medlemmer af menigheden der døde før hans genkomst i Rigets magt og dem der stadig er i live — i tiden for hans genkomst ved „afslutningen på tingenes ordning“. (Mattæus 24:3) Han dømmer også nationerne i dag, idet han skiller „fårene“ fra „bukkene“. Desuden vil han føre forsædet når menneskene skal dømmes på den tusindårige domsdag efter Harmagedon. I sandhed en „Vældig-Gud“! — Mattæus 25:31-46; Åbenbaringen 11:18; 20:4, 5, 13; 1 Peter 4:17.

Hvorfor kaldes Jesus med rette „Evigheds-Fader“?

Jesus skulle også være „Evigheds-Fader“. Hvordan det? Jo, Adam var menneskehedens første fader. Han mistede imidlertid muligheden for at blive „evigheds-fader“ da han syndede. Han kunne ikke længere give sine børn evigt liv som en arv. Men Jesus syndede ikke. Og ved at ofre sit syndfri liv for menneskeheden åbnede han vejen til evigt liv for dem der havde tro. (Johannes 3:16; 1 Johannes 2:2) Han vil således give dem det evige liv som Adam ikke formåede at give dem. Derfor kalder Bibelen ham „den sidste Adam“, „en levendegørende ånd“. (1 Korinter 15:45) Han kaldes med rette „Evigheds-Fader“ for den kommende fuldkomne menneskehed.

Hvordan opfylder Jesus rollen som „Fredsfyrste“?

Til sidst sagde Esajas at Jesu navn skulle være „Fredsfyrste“. Han skulle være en konge der ville skaffe sine undersåtter fred. (Salme 72:6, 7) Efter sin opstandelse viste Jesus hvor stor myndighed han havde da han sagde: „Al myndighed i himmelen og på jorden er blevet givet mig.“ (Matt. 28:18) Denne store myndighed indbefattede at han begyndte at herske som konge over sin menighed fra år 33 e.v.t. og over Guds rige siden 1914. (Kolossenserne 1:13; Åbenbaringen 11:15) Jesus vil skaffe fred på jorden ved at tilintetgøre Guds fjender og ved at udøve et retfærdigt herredømme over den retfærdige menneskehed. — Salme 37:10, 11; 72:7, 8; Daniel 2:44.

Anerkend Jesu navn

Vi har altså set at „navnet som er over ethvert andet navn“ indbefatter den stilling, magt eller myndighed som Gud har givet Jesus. Dette navn er i sandhed over ethvert andet navn eftersom ingen anden skabning har fået en så høj myndighed. Kun om Jesus blev der sagt: „Der er ikke frelse i nogen anden, for der er ikke under himmelen givet mennesker noget andet navn hvorved vi skal frelses.“ (Apostelgerninger 4:12) Og kun Jesus kunne sige: „Hvis I beder om noget i mit navn, vil jeg gøre det.“ — Johannes 14:14.

Apostelen Paulus sagde derfor videre: „Så at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig, deres i himmelen og deres på jorden og deres under jorden.“ (Filipperne 2:10) Ja, selv ’de i himmelen’, de trofaste engle, anerkender hans høje stilling og myndighed. (Hebræerne 1:4-6) ’De under jorden’ vil lære om Jesu ’navn’ når de får del i den jordiske opstandelse. Kun for dem der til den tid ’bøjer knæ’ i respekt for hans gudgivne myndighed vil denne opstandelse vise sig at være en „livets opstandelse“. — Johannes 5:29; Åbenbaringen 20:12.

’De på jorden’ — det vil sige os der lever nu — må også ’bøje knæ’ i Jesu navn hvis vi ønsker at opnå evigt liv. Det betyder at vi må lytte til Jesus, den ’Underfulde Rådgiver’, og anvende hans vejledning. (Mattæus 7:24, 25) Det betyder at vi må tro på ham så vore synder kan blive tilgivet. Han vil således til sidst blive vor Evigheds-Fader.

Det betyder især at vi nu må ære og underkaste os under Guds udnævnte dommer og konge, Jesus. Vi må vise at vi hører med til „fårene“ — ikke „bukkene“ — ved det vi gør for kongens brødre. Vi må fortælle andre den gode nyhed om denne ’fredsfyrstes’ rige. (Mattæus 24:14; 25:34-40) Og vi må adlyde Rigets love mens vi forholder os neutrale med hensyn til nationernes anliggender i denne verden. — Jakob 2:8; 1 Korinter 6:9, 10; Johannes 15:19.

Jehova har indbudt verdensherskerne til at underkaste sig Jesus. (Salme 2:10-12) Det nægter de imidlertid, og i mange tilfælde modstår de endda de kristne der underkaster sig ham. Det er derfor ikke altid let at ’bøje knæ’ i Jesu navn. Jesus selv advarede: „I vil blive genstand for alle nationernes had på grund af mit navn.“ — Mattæus 24:9.

Trofaste kristne oplever dette had når de holder fast ved at ære Jesus og vise tilbørlig respekt for Kristi høje magt og myndighed. Det er ikke desto mindre et glædeligt privilegium at høre med til dem der beskrives i Filipperbrevet 2:11: „Hver tunge [skal] åbent anerkende at Jesus Kristus er Herre til herlighed for Gud, Faderen.“ De der gør dette har stor løn i vente.

„Da vi altså har en stor ypperstepræst, som er gået gennem himlene, Jesus, Guds søn, så lad os holde fast ved vor bekendelse af ham. For vi har ikke en ypperstepræst som ikke kan føle med vore svagheder, men en som er blevet prøvet i alle henseender ligesom vi, men uden synd. Lad os derfor med frimodighed i tale træde frem for den ufortjente godheds trone, for at vi kan opnå barmhjertighed og finde ufortjent godhed til hjælp i rette tid.“ — Hebræerne 4:14-16.