Brug dit liv i tjenesten for Jehova
Den dag jeg griber ind, skal de tilhøre mig som mit eje, siger Hærskarers [Jehova], og jeg vil handle nænsomt med dem, som en fader handler nænsomt med sin søn, der tjener ham. Da skal I atter kende forskel på retfærdig og gudløs, på den, som tjener Gud, og den, som ikke tjener ham. — Mal. 3:17, 18.
1. Med hvilken indstilling bør vi tjene Jehova, og hvorfor?
KAN man anvende sit liv på en bedre måde end ved at bruge det i tjenesten for Jehova? Det mente salmisten ikke dengang han skrev: „Tjener [Jehova] med glæde, kom for hans åsyn med jubel! Kend, at [Jehova] er Gud! Han skabte os, vi er hans.“ Derpå giver salmisten os en opfordring: „Gå ind i hans porte med takkesang, med lovsange ind i hans forgårde, tak ham og lov hans navn!“ Det bør være vort ønske at gøre det, „thi god er [Jehova], hans miskundhed varer evindelig, fra slægt til slægt hans trofasthed!“ — Sl. 100:2-5.
2. Hvordan har nogle betragtet tjenesten for Gud? Hvad er det klogeste vi kan gøre?
2 Intet menneske der oprigtigt tjener Gud ønsker at komme under en fordømmelse som den Gud udtalte imod Israel gennem Malakias i det femte århundrede før Kristus. Hele det israelitiske folk var indviet til Gud, og dog havde det sagt: „Det er ørkesløst at tjene Gud; hvad vinder vi ved at opfylde hans krav og gå sørgeklædte for Hærskarers [Jehovas] åsyn?“ (Mal. 3:14) I stedet for at tjene Jehova med glæde forkastede de tjenesten som noget der ingen betydning havde. Men da livet kommer fra Jehova gør man klogt i at bruge sit liv på den måde som han anviser. Vi har al grund til at tjene Jehova. Han har vist os sin miskundhed og trofasthed, og han er den store Livgiver. Jehova gav ikke alene menneskeheden mulighed for at leve ved i begyndelsen at give Adam livets ånde og de tjenesteprivilegier der følger med livet, men han har også truffet foranstaltning til at troende mennesker kan tjene ham nu og opnå evigt liv. Det at bruge sit liv i tjenesten for Jehova og stadig gøre fremskridt på det område, er det største et menneske kan være optaget af.
3, 4. Hvilke skridt må vi tage før vi kan tjene Jehova? Hvad kan vi lære af Lukas 17:12-19?
3 Når man lærer Jehovas ord at kende, tager imod den livgivende foranstaltning ved Kristi genløsningsoffer og vier sit liv til tjenesten for Jehova, kommer man i den tilstand Jehova betragter som ren. Dette illustreres meget slående i beretningen om de ti spedalske som Jesus helbredte. I Lukas 17:12-19 læser vi hvad der skete efter deres helbredelse: „Men en af dem vendte tilbage, da han så, at han var helbredt, og priste Gud med høj røst. Og han kastede sig ned på sit ansigt for hans fødder og takkede ham; og det var en samaritaner. Da tog Jesus til orde og sagde: ’Var der ikke ti, der blev renset? hvor er de ni? Var der ingen andre end denne fremmede, der vendte tilbage for at give Gud ære?’“
4 Ligesom disse spedalske blev renset for deres frygtelige sygdom er der i dag mange mennesker der har sørget for at komme i en sådan tilstand at de har mulighed for at blive renset for virkningerne af arvesynden, og det har de gjort ved at tage imod den foranstaltning hvorved Jehova skænker menneskene liv; men der er nogle af dem der i lighed med de ni spedalske undlader at udnytte den mulighed de har for at bruge deres liv til at prise Gud. Andre er måske tilfredse med at prøve på at føre et moralsk rent liv og være hæderlige mennesker, så deres handlemåde i tavshed kan vidne om deres tro. Men så er det dog langt bedre at vise virkelig taknemmelighed, at prise Gud „med høj røst“! De døde kan ikke prise Jehova, så det er nu på høje tid at alle taknemmelige mennesker bruger deres kræfter i tjenesten for Jehova, i stedet for at vente med at tænke på deres forpligtelser over for Skaberen til deres livskraft er ved at ebbe ud. — Sl. 115:17, 18.
Hvad kræver Gud af os?
5. Hvor meget krævede Gud af israelitterne?
5 Mange mennesker er i dag af den opfattelse at Gud ikke kræver andet af dem end at de er hæderlige og oprigtige og fører et moralsk rent liv. Er det alt hvad vi har at give Gud, blot det at vi undlader at gøre det onde? Mange mennesker gør hvad der er ret og moralsk rigtigt skønt de ikke tror på Gud, og efter beretningen i Mika 6:8 kunne det se ud til at det er alt hvad Jehova kræver: „øve ret, gerne vise kærlighed og vandre ydmygt [beskedent, NW] med din Gud“. Men der hører meget med til at vandre ydmygt eller beskedent med Gud. Husk også på at denne vejledning var henvendt til Israels folk og at alle israelitterne betragtedes som Guds tjenere, om end en af stammerne, Levi stamme, var sat til side til en særlig tjeneste. Jehova forlangte meget mere af dem end at deres livsførelse skulle være i overensstemmelse med lovbudene. Blandt andet forventede han at de hvert år foretog tre rejser for at overvære nationale religiøse fester og at de bragte ofre på bestemte tidspunkter for at få tilgivelse for deres synder. Ifølge Guds lov havde enhver fader også pligt til personlig at give sine børn religionsundervisning morgen, middag og aften.
6. Overlod de første kristne tjenesten til et særligt præsteskab?
6 M’Clintock og Strongs Cyclopædia (1882-udgaven, bind II, side 386) fremhæver forskellen mellem den israelitiske ordning, hvorunder en af stammerne var sat til side til en særlig præstetjeneste, og de første kristnes ordning, der krævede at alle aktivt tog del i tjenesten. Værket siger: „I den kirke der eksisterede på apostlenes tid kendte man ikke til noget kunstigt skel mellem præster og lægfolk hvad privilegier eller hellighed angik. Alle troende var kaldede til de profetiske, præstelige og kongelige embeder i Kristus (1 Pet. v, 3 1Pe 5:3). Jødernes skelnen mellem præster og lægfolk var til at begynde med noget ukendt blandt de kristne. Det var ’først da folk gik bort fra det evangeliske synspunkt for atter at antage det jødiske’ at tanken om det almindelige kristne præstedømme mere eller mindre fuldstændigt blev erstattet med tanken om det særlige præsteskab eller gejstligheden . . . Efterhånden som det romerske hierarki udviklede sig blev gejstligheden ikke blot en særskilt orden . . . men den blev også anerkendt som det eneste præsteskab og det nødvendige mellemled mellem Gud og mennesker.“
7. Hvad skrev Peter om de kristnes tjeneste?
7 Selv om en af de israelitiske slægter fik tildelt et præstedømme, betragtede Gud hele folket som en hellig nation der havde tjenestepligter at tage vare på. De første kristne anerkendte at ingen er fritaget for at tjene Jehova, eftersom det er det vigtigste formål med at vi lever, og derfor skrev Peter til de kristne: „Men I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk.“ Og hvilken tjeneste skulle dette folk af præster udføre? „I skal forkynde hans guddomskraft, som kaldte jer fra mørket til sit underfulde lys.“ Det var den tjeneste Jehova ønskede de første kristne skulle udføre. — 1 Pet. 2:9, 10.
Er det nok at leve et pænt liv?
8, 9. Hvorfor er det ikke nok at de kristne lever et pænt liv?
8 Bibelen viser tydeligt at der hører mere til at være en kristen end at leve et pænt liv. I sin samtale med en rig ung rådsherre sammenlignede Jesus betydningen af passivt at leve et pænt liv med betydningen af aktivt at tjene Gud som en kristen. Da den unge jøde spurgte: „Mester! hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv?“ rådede Jesus ham til at holde budene og ikke myrde, ikke bedrive hor, ikke stjæle, ikke aflægge falsk vidnesbyrd, og så videre. Da den unge mand forsikrede ham om at han havde overholdt alle disse bud og levet et pænt liv, sagde Jesus til ham: „Så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige . . .; og kom så og følg mig!“
9 Den rige unge mand var øjensynlig et oprigtigt menneske som havde overholdt budene; men da det blev forlangt at han skulle bruge sit liv i en aktiv tjenest for Gud og altså gøre et stykke arbejde som ikke gavnede hans egne interesser men den kristne forkyndelse, ville han ikke være med længere. I realiteten sagde han: „Det er ørkesløst at tjene Gud,“ idet han åbenbart mente at hans materielle besiddelser var af større betydning. (Matt. 19:16-22) De første kristne så imidlertid ikke sådan på det. Mange tog imod Jesu indbydelse og blev hans efterfølgere, idet de blev aktive i tjenesten. De troede ikke at det var et særligt privilegium som kun var overdraget Jesus og apostlene men erkendte at alle kristne havde den store ære at tjene deres Skaber på en ganske bestemt måde.
10. På hvilken måde viser Paulus’ breve at alle de kristne dengang havde en andel i tjenesten?
10 Læg i denne forbindelse mærke til at Paulus’ første brev til tessalonikerne var adresseret til „tessalonikernes menighed“, ikke kun til tjenere eller tilsynsmænd i menigheden. Paulus roste menigheden for den tjeneste den havde udført: „Fra jer har Herrens ord lydt vidt ud; ikke blot i Makedonien og Akaja, men alle vegne er jeres tro på Gud blevet kendt, så vi ikke behøver at tale derom.“ Ja, det var medlemmerne af menigheden der udbredte troen. På samme måde var Paulus’ brev til filipperne henvendt til hele gruppen af indviede kristne i Filippi, „til alle de hellige i Kristus Jesus i Filippi med deres tilsynsmænd og menighedstjenere“. Det var derfor alle menighedens medlemmer Paulus opfordrede til at ’skinne som himmellys i verden’, og det kunne de gøre ved at lade andre få del i sandhedens lys. Paulus omtalte dette som „den offentlige tjeneste som troen har ført jer til“. (NW) Videre bemærker vi at Paulus skrev et af sine breve til „de hellige i Kolossæ, de troende brødre i Kristus“. Disse „troende brødre“ var ikke en eller anden munkeorden, men Paulus hentydede til alle de indviede kristne i den pågældende menighed, og han skrev til dem: „Lad Kristi ord i rigt mål bo hos jer, så I med al visdom lærer og påminder hverandre.“ De første kristne var lærere, og de forkyndte Guds ord. — 1 Tess. 1:1, 8; Fil. 1:1; 2:15, 17; Kol. 1:2; 3:16.
Forkyndelsens betydning
11. Hvilken livsopgave anbefaler Jesus os at tage op?
11 Mange mennesker siger at de gerne ville tjene Gud men at de ikke ved hvad de skal gøre og hvordan de skal gøre det. De mener måske at det er nødvendigt med en teologisk uddannelse, og den synes de er for krævende eller også har de ikke råd til at gennemgå den, eller måske foretrækker de at bruge deres kræfter på noget andet, for eksempel hospitalsarbejde, lærergerning, lægevidenskab eller sociologi. Det er også meget prisværdigt at bruge sine kræfter på det, men, spørger vi, var det det Jesus anbefalede et menneske der ønsker at bruge sit liv i tjenesten for Gud, at beskæftige sig med? Var det det han lærte sine disciple? Ganske vist havde apostlene myndighed til at helbrede syge, men denne åndens gave kom i anden række; det vigtigste var deres tjeneste som Rigets ambassadører og sandhedens forkyndere. De fik åbenbart denne særlige åndens gave som en bekræftelse af at kristendommen er fra Gud. — Matt. 10:7, 8.
12. På hvilken måde understreger Bibelen tjenestens betydning, og hvorfor er tjenesten så betydningsfuld?
12 Jesus nøjedes ikke med at sende sine disciple ud i et systematisk forkyndelsesarbejde, men han gik selv foran i dette arbejde. De kristne har ikke fået tildelt et andet arbejde siden Jesu tid. Hans sidste instrukser til den første kristne menighed, instrukser der gælder den dag i dag, lød: „Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer.“ Hvorfor understregede Jesus især tjenesten? Fordi bogstavelig helbredelse ikke kan føre til evigt liv. Måske de helbredte kan leve fem eller ti år længere, men hvad er det i sammenligning med det evige liv, som sandheden kan give dem? Derfor må forkyndelsen af Guds ord afgjort komme i første række. Det er en vidunderlig forret at kunne bruge sit liv i tjenesten for Jehova. Opfordringen til at tjene er henvendt til både mænd og kvinder, uanset alder, race og uddannelse, for indbydelsen lyder sådan: „Den, som hører, skal sige: ’Kom!’“ — Matt. 28:19, 20; Åb. 22:17; Joh. 17:3.
13. Hvordan kan man gøre Faderens vilje?
13 Jesus fortalte flere lignelser som påviste betydningen af denne tjeneste, for eksempel lignelsen om manden med de to sønner: „Han gik til den første og sagde: ’Gå hen, min søn, og arbejd i vingården i dag!’ Han svarede og sagde: ’Ja, herre!’ men gik ikke derhen. Så gik han til den anden og sagde det samme til ham. Han svarede og sagde: ’Nej, jeg vil ikke;’ men bagefter fortrød han det og gik derhen.“ Jesus spurgte nu: „Hvem af de to gjorde nu, som faderen ville?“ Derpå kom han med en skarp udtalelse til ypperstepræsterne og de ældste, ældre indflydelsesrige mænd, af hvem man måtte forvente at de tjente Gud: „Sandelig siger jeg eder: toldere og skøger skal gå ind i Guds rige førend I.“ I modsætning til ypperstepræsterne og de ældste var disse mennesker villige til at ændre deres livsførelse og tage imod det tjenesteprivilegium som Jesus tilbød. — Matt. 21:28-31.
14. Til hvilken tjeneste er der brug for flere arbejdere?
14 Det fremgår tydeligt af Jesu ord at ens livsførelse ikke nødvendigvis er Gud til behag blot fordi man er optaget af en eller anden form for religiøst arbejde. Apostelen Johannes skrev at de kristne skulle være hinandens „medarbejdere for sandheden“. (3 Joh. 7, 8) Men hvad er det for et arbejde de kristne skal være optaget af? Har det noget at gøre med socialt arbejde eller bazarer, lotteri, kulturelt arbejde, velgørenhedskampagner og selskabelige sammenkomster og foreningsarbejde hvis overskud går til gode formål? Lad os først spørge: Var det den slags arbejde Jesus helligede sig? I en anden lignelse betonede Jesus at der var behov for at flere brugte deres liv i tjenesten: „Thi med Himmeriget er det som med en husbond, der tidligt om morgenen gik ud for at leje arbejdere til sin vingård.“ Jesus sagde ved andre lejligheder at marken er verden og at der er brug for mange arbejdere for at høstarbejdet kan fuldføres. Han udtrykte det således: „Høsten er stor, men arbejderne er få; bed derfor høstens Herre om at sende arbejdere ud til sin høst.“ Men kan vi bede om at flere må deltage i høstarbejdet hvis vi ikke selv går ud og tager fat? — Matt. 20:1; 9:37, 38.
Frelse gennem offentlig forkyndelse
15. Hvad indebærer det at udøve tro?
15 I dag er høstarbejdet i gang i 194 lande, og det udføres af 1.040.836 kristne forkyndere. De husker på det Paulus sagde til medlemmerne af menigheden i Efesus: „I ved, hvordan jeg ikke har undladt at forkynde jer og at lære jer både offentligt og i hjemmene [fra hus til hus, NW].“ Jehovas vidner følger de første kristnes eksempel og forkynder de sandheder de har lært ved studiet af Guds ord, offentligt og fra hus til hus. Er din tro på og kærlighed til Jehova stærk nok til at du kan gøre det samme? Som Paulus påpegede er det ikke nok at eje troen; man må også udøve den hvis man vil gøre sig håb om at opnå retfærdighed. Det er ikke blot et spørgsmål om at kende sandheden eller have tro, men det gælder også om at forkynde sandheden for andre — det er det der tæller i Guds øjne. Derfor skrev Paulus: „’Ordet er dig nær, i din mund og i dit hjerte’, det vil sige troens ’ord’, som vi prædiker. For hvis du offentligt forkynder det ’ord i din mund’ at Jesus er Herre, og i dit hjerte udøver tro på at Gud har opvakt ham fra de døde, vil du blive frelst. For med hjertet udøver man tro til retfærdighed, men med munden forkynder man offentligt til frelse.“ (NW) — Ap. G. 20:20; Rom. 10:4, 8-10.
16. Hvorfor forlanges det af de kristne at de forkynder den gode nyhed?
16 Mange mennesker ønsker oprigtigt at lære sandheden at kende og glæder sig når de bliver gjort opmærksom på den. Derfor betonede Paulus også at det var nødvendigt med flere arbejdere: „’Thi enhver, der påkalder Herrens navn, skal frelses.’ Hvorledes skulle de nu kunne påkalde ham, som de ikke er kommet til tro på? og hvorledes skulle de kunne tro på ham, som de ikke har hørt om? og hvorledes skulle de kunne høre, uden at der er nogen, som prædiker?“ De første kristne var opmærksomme på at de havde et ansvar for at forkynde, og de udførte også dette arbejde som Jehova havde overdraget dem. Paulus følte ansvaret så stærkt at han skrev: „Om jeg forkynder evangeliet, har jeg ikke noget at rose mig af; jeg er jo under tvang [det er jo pålagt mig som en nødvendighed, NW]; ve mig, om jeg ikke forkynder det!“ Som en kristen der havde kendskab til Jehovas hensigter vidste Paulus at det var en forpligtelse der var pålagt ham, noget han havde fået betroet. — Rom. 10:13, 14; 1 Kor. 9:16.
Oplæring i tjenestegerningen
17. Hvilken indvending har nogle imod tjenesten? Er det en gyldig indvending?
17 Nu siger du måske: ’Jesus og apostlene kunne gøre det, det er sandt nok, men jeg duer ikke til at forkynde, jeg har jo aldrig lært det.’ I denne sammenhæng er det værd at bemærke hvad The Encyclopædia Britannica, udgaven af 1907, siger under „Corruptions of Christianity“ (Forvanskninger af kristendommen): „Folk havde ofte den opfattelse at præsterne kunne tjene Gud i deres sted, og at der var mysterier i religionen som præsterne forstod men som lægfolk ikke behøvede at kende noget til og ikke burde spørge om. Derfor var de villige til blindt at følge præsternes ledelse i religiøse spørgsmål, ligesom en mand betror sin sag i advokatens hænder, gør hvad han siger og ikke anser det for nødvendigt selv at studere loven.“ Bemærk at denne opfattelse, som også er fremherskende i dag, her omtales som en forvanskning af kristendommen.
18. Hvordan undervises og oplæres Jehovas folk?
18 Gud skjuler ikke sine hensigter og sine sandheder for de mennesker der oprigtigt ønsker at lære dem at kende, mens han åbenbarer dem for en særlig elite der kan tjene penge på at forkynde dem. Jesus sagde tværtimod som berettet i Mattæus 11:25: „Jeg priser dig, Fader, Himmelens og jordens Herre! fordi du har skjult dette for de vise og kloge og åbenbaret det for de umyndige.“ Ja, selv børn kan få en nøjagtig forståelse af Bibelens sandheder ved familiens og menighedens studiemøder og under Guds ånds ledelse. Det næste skridt man må tage hvis man ønsker at være Jehova til behag, er at gøre brug af denne kundskab. Jesus sendte de første kristne ud i tjenesten efter at have givet dem visse instrukser, og han sendte dem ud to og to for at der kunne foregå en oplæring og for at de kunne være til gensidig opmuntring. I dag følger Jehovas vidner et lignende oplæringsprogram, der bygger på apostlenes eksempel. I Efeserne 4:12 taler Paulus om at kvalificerede mænd skal „oplære de hellige“. (NW) Denne oplæring foregår også i dag.
19. Hvordan kan man blive duelig til tjenesten?
19 Dueligheden til denne tjeneste kommer ikke fra mennesker men fra Gud og gennem hans ord, noget Paulus påpeger: „Jeg mener ikke, at vi af os selv er duelige [tilstrækkelig egnede, NW] til at udtænke noget, som kom det fra os selv; men vor duelighed er fra Gud, som jo gjorde os duelige til at være tjenere for en ny pagt.“ (2 Kor. 3:5, 6) Også du kan blive oplært til en sådan tjeneste og bruge dit liv i tjenesten for Jehova. De møder som Jehovas vidner regelmæssigt holder rundt omkring i verden er arrangeret for at der kan ske en oplæring af mænd og kvinder som er ivrige efter at tjene deres Skaber og som ønsker at være med til at forkynde den gode nyhed om Riget sådan som Jesus har befalet. Der er arbejde nok til alle. Arbejdet med at undervise folk i Guds ords sandheder foregår dag og nat i hele verden. — Åb. 7:15.
20, 21. Behøver man at vente længe før man begynder at dele sandheden med andre? Hvorfor haster det nu?
20 Vi opnår den største lykke i livet ved at undervise andre i sandheden. Når vi ved studium af Bibelen har lært sandheden om Jehovas hensigter at kende, er vi i stand til at undervise andre. (Rom. 2:21) Den samaritanske kvinde som Jesus talte med ved brønden holdt sig ikke tilbage indtil hun følte hun vidste det hele, men hun skyndte sig at sige til folk i byen: „Kom og se en mand, som har sagt mig alt det, jeg har gjort; mon han ikke skulle være Kristus?“ Hun vidste tilstrækkeligt til at hun kunne henvise folk til den hun havde fået oplysningerne af. Samaritanerne kom nu til Jesus, og efter at de havde lyttet til ham sagde de til kvinden: „Nu er det ikke længer på grund af din tale, vi tror; thi vi har selv hørt ham og ved nu, at han i sandhed er verdens frelser.“ — Joh. 4:29, 42.
21 Så der er ingen grund til at vente. De fiskere der blev Jesu disciple ventede ikke men tog straks med ham ud i tjenesten. Paulus ventede heller ikke da han fik en indbydelse til at tage tjenesten op og Ananias havde instrueret ham, for Bibelen fortæller at han gik i gang efter at have opholdt sig nogle få dage i Damaskus sammen med disciplene: „Og straks begyndte han i synagogerne at prædike om Jesus.“ (Ap. G. 9:19, 20) Nu er forkyndelsen endnu mere presserende på grund af de tider vi lever i. Vi har endnu større grund til at tjene Gud end de første kristne: „Verden forgår og dens lyst; men den, der gør Guds vilje, bliver til evig tid.“ Det er derfor nu vi må anvende vort liv i tjenesten for Jehova. — 1 Joh. 2:17.
22. Hvorfor er det klogt at bruge sit liv i tjenesten for Jehova?
22 Sig ikke som israelitterne gjorde da de frembar lamme og halte offerdyr: „Det er ørkesløst at tjene Gud.“ De afslørede deres indstilling da de sagde: „Nej, vi må love de frække! De øver gudløshed og kommer til vejrs; de frister Gud og slipper godt derfra.“ Vi bør huske på at det er nu det skriftsted går i opfyldelse som siger: „Da talte de, som frygter [Jehova], med hverandre. Og [Jehova] lyttede og hørte efter.“ Hvad fører det til at vi bruger vort liv i tjenesten for Jehova? Hans forsikring lyder: „En bog blev skrevet for hans åsyn, for at de kunne ihukommes, som frygter [Jehova] og slår lid til hans navn.“ Så hvis du vil være iblandt de lykkelige mennesker som Jehova husker og skænker livet i den retfærdige nye tingenes ordning, da brug dit liv i tjenesten for ham nu ved at forkynde den gode nyhed om Jehovas oprettede rige. — Mal. 3:15, 16.
[Illustration på side 393]
„Var der ingen andre . . . der vendte tilbage for at give Gud ære?“