„Barmhjertighed ser frimodigt dommen i møde“ — hvordan?
AT ’BARMHJERTIGHED frimodigt ser dommen i møde’ bør interessere os alle stærkt. Hvorfor? Fordi apostelen Paulus i sine inspirerede skrifter understreger at „hver af os [skal] aflægge regnskab for sig selv over for Gud“. — Jak. 2:13; Rom. 14:12.
Noget som øger vor interesse, er at den tid da Gud vil dømme alle mennesker nu er kommet meget nær. Profetierne viser at det hemmelighedsfulde „store Babylon“, den falske religions verdensimperium, såvel som alle de politiske nationer, om kort tid vil blive ramt af Guds dom. Alle mennesker på jorden står over for en tid med „stor trængsel“, og om de overlever den afhænger af om de har Guds godkendelse, om han afsiger en gunstig dom over dem. (Matt. 24:21, 22; 25:31-34, 41; Åb. 17:1-5; 19:11-15) Efter denne trængselstid følger Guds søns tusindårige styre over jorden, og på denne „dommens dag“ vil de der har overlevet trængselen og de opstandne døde blive dømt efter deres gerninger. — Matt. 11:21-24; 12:41, 42; Ap. G. 10:42; Åb. 20:12, 13.
Men selv i vor tid kan barmhjertigheden ’frimodigt imødese dom’, for Gud afsiger ikke kun domme i de domsperioder der ligger ude i fremtiden. Gennem Kristus Jesus, som er hoved for den kristne menighed på jorden, handler Jehova Gud daglig med sine tjenere. På forskellige måder og i varierende omfang viser han dem sin gunst eller sit mishag, både kollektivt og som enkeltpersoner, nøjagtig som han gjorde med det kødelige Israels menighed i fortiden.
For eksempel kan Jehova virke som dommer i forbindelse med at give en af sine tjenere en mere ansvarsfuld stilling blandt sit folk, mens han nedbøjer en anden. (Jævnfør Salme 75:7, 8.) Hvor der er en uoverensstemmelse blandt dem der hævder at tjene ham, og hvor en måske uretfærdigt bliver anklaget eller modstået, kan Gud på lignende måde gøre sit syn på sagen kendt og vise hvem det er han begunstiger i sagen. (Sl. 35:1, 23, 24) Desuden viser Bibelen at der i den kristne menighed er ældste der tjener som dommere idet de repræsenterer Kristus Jesus, deres hoved, og hans Fader, Jehova Gud. Deres dom må være ledet af og grundlagt på Guds skrevne ord. Gud kan bruge sådanne mænd til at dømme eller tugte. — 1 Kor. 5:3-5, 12, 13; 6:2-5.
Undgå en ubarmhjertig dom
Hvordan vil vi klare os når vi, enten på et kritisk tidspunkt nu i tiden eller på dommens dag som hurtigt nærmer sig, skal aflægge regnskab for os selv over for Gud og hans udnævnte dommer, Kristus Jesus? Mange ting spiller ind, men vi kan her med stort udbytte betragte den side af sagen som Jakob, Jesu discipel og halvbroder, understreger idet han siger: „Dommen er ubarmhjertig mod den, der ikke har øvet barmhjertighed; men barmhjertighed ser frimodigt dommen i møde.“ (Jak. 2:13) Hvordan kan vi vise at vi ’øver barmhjertighed’, så vi kan undgå en ubarmhjertig dom?
Lad os først se på sammenhængen i Jakobs inspirerede ord. Før denne udtalelse havde han påpeget hvor forkert det er at vise partiskhed i menigheden og at foretrække de rige fremfor de fattige. (Jak. 2:1-9) Han understregede også vigtigheden af at hjælpe og drage omsorg for dem blandt disciplene der er i nød. (Jak. 1:27; 2:14-17) Derpå nævnte han den „strengere dom“ som de der er lærere i menigheden er udsat for, idet han kraftigt understregede nødvendigheden af at bruge tungen rigtigt — til at velsigne og gøre godt med, ikke til at forbande og volde skade med. — Jak. 3:1-18.
Hvor er vi at finde i dette billede? Viser vi de rige et særligt hensyn som vi ikke viser de fattige, enten det nu er i vor tjeneste uden for eller inden for Guds menighed? Hvis vi har en ansvarsfuld stilling blandt Guds folk, bruger vi den så til at vise nogle en særlig gunst og give dem særlige forrettigheder og fordele? Eller behandler vi alle upartisk, idet vi er mere interesseret i gode åndelige egenskaber end i materielle ejendele og forretningstalent? Husker vi at selv om nogle måske kan give større pengebidrag end andre, er det stadig ’den fattige enkes skærv’ der er mest prisværdig, fordi den ikke gives af ens overflod, men af ens armod? — Luk. 21:1-4.
Men hvad har dette med barmhjertighed at gøre? Hvordan berører partiskhed eller personsanseelse barmhjertighed?
Jakob skrev: „Hvis I virkelig opfylder den kongelige lov, som efter skriften lyder: ’Du skal elske din næste som dig selv,’ handler I ret; men hvis I viser personsanseelse [partiskhed, NW; snobberi, New English Bible], begår I synd og stemples af loven som overtrædere.“ (Jak. 2:8, 9) Partiskhed eller personsanseelse modarbejder barmhjertighed, kvæler den. Den er tilbøjelig til at gøre én ufølsom over for andres behov eller, som Ordsprogene 21:13 siger, at få en til at lukke øret for „småmands skrig“.
Det er sandt at man kan vise nogle et særligt hensyn og at man i visse tilfælde endog bør gøre det. Men det bør være den enkeltes gode åndelige egenskaber der får os til at vise dette særlige hensyn. For eksempel siges der i Første Timoteusbrev 5:17: „De ældste, som er gode forstandere, fortjener dobbelt ære, især de, der har det slidsomme arbejde med forkyndelse og lærergerning.“ Om Epafroditus, der havde ’sat sit liv i vove og var kommet døden nær’ for at hjælpe Paulus i tjenesten, skrev apostelen: „Hold den slags mænd i agt og ære.“ (Fil. 2:25, 29, 30) Dette er ikke partiskhed. Det er at vise en passende og velfortjent anerkendelse af trofast tjeneste.
Jakob viser at barmhjertighed spiller en vigtig rolle i sand tilbedelse. Han siger at „en ubesmittet gudsdyrkelse for Gud, vor Fader, er dette: at besøge faderløse og enker i deres trængsel og bevare sig selv uplettet af verden“. (Jak. 1:27) En sådan gudsdyrkelse tillader ikke at vi, når vi ser nogle brødre lide alvorlig nød, da blot viser vor interesse ved at give udtryk for ønsket om eller troen på at det nok skal gå for dem. Den tilskynder os til at handle, idet vi gør hvad vi kan for at hjælpe. — Jak. 2:14-17.
Apostelen Johannes skrev noget i samme retning: „Men den, der har jordisk gods og ser sin broder lide nød og lukker sit hjerte for ham, hvorledes kan Guds kærlighed blive i ham? Børnlille, lad os ikke elske med ord, ej heller med tunge, men I gerning og sandhed.“ Ja, samtidig med at vi offentligt forkynder Guds navn vil vi ikke glemme at „gøre vel og dele med andre“, for „i sådanne ofre har Gud velbehag“ og vor Fader er barmhjertig. — 1 Joh. 3:17, 18; Hebr. 13:15, 16; Luk. 6:36.
Desuden kræver sand tilbedelse at man tæmmer tungen og ikke bruger den til at give udtryk for stolthed eller skinsyge med, eller til at prale eller vise partiskhed med, men at man i stedet bruger den på en ydmyg, fredsommelig og fornuftig måde. Hvis man bruger tungen på en sådan venlig og god måde, viser man at man ejer den visdom der er fyldt med barmhjertighed. (Jak. 3:13-18) Også dette er vigtigt, for hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med. Det er grunden til at Jesus sagde at „menneskene skal gøre regnskab på dommens dag for hvert unyttigt ord, de taler.“ — Matt. 12:34-36.
Hvad nu hvis vi viste partiskhed i vor opførsel over for andre, hvis vi var ufølsomme og ikke interesserede os for deres behov, hvis vi brugte tungen på en grov måde over for andre, og kritisk fordømte dem — hvad kunne vi da forvente når vi skulle dømmes? Jakob siger at „dommen er ubarmhjertig mod den, der ikke har øvet barmhjertighed“. Ja, „hvo øret lukker for småmands skrig, skal råbe selv og ikke få svar“. (Ordsp. 21:13) Gud gør mod sådanne som de har gjort mod andre.
Hvordan barmhjertighed kan være frimodig under dommen
Jehova Gud er i sandhed „nådig og barmhjertig . . . langmodig og rig på miskundhed“. Men de der ønsker hans barmhjertighed under dommen, må selv være barmhjertige. Jesus understregede det samme som Jakob da han sagde: „Salige er de barmhjertige, thi dem skal der vises barmhjertighed.“ — Sl. 145:8; Matt. 5:7.
Hvis en kristen der virkelig lægger medfølelse for dagen, selv skulle komme i en vanskelig situation — måske fordi han på et eller andet punkt er kommet til kort eller endog på grund af et øjebliks fejltrin — behøver han derfor ikke at frygte en ubarmhjertig dom. Et sådant barmhjertigt menneske kan ikke sammenlignes med den der fuldstændig forlader en ret handlemåde for at fortsætte ad urettens vej, med det resultat at „ingen af de retfærdige gerninger, han har gjort, tilregnes ham“ af Gud eller dem der repræsenterer Ham. (Ez. 18:24) Under dommen — hvad enten det er før, under eller efter „den store trængsel“ — vil hans barmhjertige adfærd komme ham til gode. „Thi Gud er ikke uretfærdig, så han skulle glemme jeres arbejde og den kærlighed, I har vist mod hans navn, ved at I har hjulpet og stadig hjælper de hellige.“ — Hebr. 6:10.
Det fremgår af tilfældet med David. Havde Jehova blot betragtet David som han var på det tidspunkt da han begik sin urette handling over for hetitten Urias og dennes hustru, ville han afgjort ikke have haft nogen grund til at vise David barmhjertighed. Men Jehova vidste at denne handling langtfra var karakteristisk for David, og at han i virkeligheden var en medfølende mand. Den oprigtige hengivenhed og den barmhjertige indstilling som David tidligere havde lagt for dagen, medvirkede i høj grad til at Jehova nu viste ham barmhjertighed, selv om David på ingen måde undgik at blive tugtet af Gud.
Dengang Job var udsat for voldsom anklage fra sine påståede venners side, spurgte han: „Når han [Gud] kræver mig til regnskab, hvad kan jeg da svare ham?“ (NW) Hvad tænkte Job på?
Hans øvrige ord viser at han vidste at Jehova i høj grad ville være interesseret i om han havde vist sand medfølelse, lagt kærlig godhed for dagen og bevaret sin integritet. (Job 31:13-22, 29-32; se også Salme 37:21-26.) Læg også mærke til at Paulus, på grund af den venlighed disciplen Onesiforus havde styrket ham med, bad om at denne mand og hans husstand måtte „finde barmhjertighed hos Herren [Jehova, NW] på hin dag“. — 2 Tim. 1:16-18.
Det er derfor med rette at Gud viser barmhjertighed mod dem der har handlet barmhjertigt. Når de stilles til doms over for Gud, giver deres barmhjertige adfærd ham berettiget grund til at lade dem få rigelig del i de foranstaltninger som nu er blevet tilgængelige ved hans søns genløsningsoffer. På denne måde kan deres barmhjertighed så at sige ’frimodigt imødese’ eller ’juble triumferende over’ (NW) den trussel om en ugunstig dom der ellers kunne have været rettet imod dem. (Jak. 2:13) Eftersom de har vist medfølelse i deres handlemåde over for andre, handler Jehova også medfølende med dem.
De der tjener som ældste i menighederne vil naturligvis stræbe efter trofast at genspejle Jehovas synspunkter og handlemåde når som helst de har med deres brødre og søstre at gøre. De vil tænke på at de selv skal „gøre regnskab“ over for hjordens overhyrde. (Hebr. 13:17; 1 Pet. 5:2-4) Når de tjener som dommere vil de ikke undlade at lægge mærke til de mange barmhjertighedsgerninger der er blevet øvet af den som et øjeblik er snublet på den kristne vej, men som så ændrer sind og viser et oprigtigt ønske om at fortsætte trofast.
Ja, vi har alle vægtige grunde til at nære et inderligt ønske om at kunne fremvise mange barmhjertighedshandlinger, for „barmhjertighed ser frimodigt dommen i møde“.
[Illustration på side 46]
Vil Gud vise barmhjertighed mod dem der favoriserer de rige?
[Illustration på side 46]
Er ondsindet sladder barmhjertig?
[Illustration på side 47]
Sand barmhjertighed kræver handlinger, ikke blot ord, når der opstår et behov hos ens trosfælle
[Illustration på side 47]
De ældste handler barmhjertigt mod dem der selv øver barmhjertighed