Hvorfor moden skelneevne er af livsvigtig betydning
„Modne folk . . . har fået deres opfattelsesevne opøvet til at skelne mellem ret og uret. . . . Lad os skride frem til modenhed.“ „Han . . . vil forøge jeres retfærdigheds frugter.“ — Hebr. 5:14–6:1; 2 Kor. 9:10, NW.
1. Indtager advarsler en fremtrædende plads i Bibelen? og hvad antyder dette?
HAR du nogen sinde tænkt over, hvor meget af Jesu og hans apostles nedskrevne ord, der faktisk har karakter af advarsler? Det vil ikke være overdrevent at sige, at der er en advarsel på hver eneste side. Advarslerne er stærke og direkte; det er ikke mildhed, der præger dem. Foruden de mange advarsler, der er rettet til kristenheden og den øvrige verden, er der advarslerne vedrørende Guds sande folk, og de kommer ind under forskellige kategorier. Gang på gang har disse advarsler de Hebraiske Skrifter som grundlag, som for eksempel da Paulus skrev om Israels optegnede ugerninger: „De blev skrevet til advarsel for os, til hvem tingenes ordningers absolutte ende er kommet.“ (1 Kor. 10:11, NW) De mange advarsler antyder ganske logisk et behov for moden skelneevne, og vi har til hensigt at indlede en drøftelse af nogle af dem.
2. Hvorledes bør dette studium betragtes, hvilke vigtige spørgsmål afføder det, og hvad bør være vor hensigt dermed?
2 Hørte vi ikke en eller anden sige: Jeg er bange for, at dette bliver et temmelig tungt studium, men det må vel betragtes som en beklagelig nødvendighed? Som vi allerede har påpeget, består en stor del af Skriften af advarsler, og det ville være både forkert og mishage Gud at betegne nogen del af hans ord eller studiet deraf som „beklageligt“. Et af de vigtigste spørgsmål, der er af glædelig og ansporende interesse og gavn, lyder: Hvad åbenbarer Bibelen med hensyn til Jehovas evne til at gennemskue tingene og hans indstilling til det onde og dem, som øver ondt? Hvad kan der siges om Kristus i denne henseende, og hvad med os selv? Når vi holder os for øje, at moden skelneevne er særlig nødvendig og presserende på dette fremrykkede tidspunkt, så bør vi være meget årvågne over for disse gudgivne advarsler og også over for vort behov for Guds ånd, så vi kan opnå den nødvendige modenhed. — Åb. 12:17.
3. a) Afslører Bibelen noget om Jehovas evne til at forstå og bedømme tingene? b) Hvorfor er det rimeligt, at Jehova skulle eje disse evner?
3 Det første spørgsmål, vi vil tage op, er: Hvilke evner til at opfatte og gennemskue tingene sidder Jehova inde med, og hvorledes stiller han sig til det onde og dem, som øver ondt? Tager vi et overblik over disse evner, bliver vi slået af forundring og ærefrygt over den skarpsindighed, den Højeste besidder og lægger for dagen. Her skal kun nævnes to eksempler: „Jehova ransager alle hjerter og kender alt, hvad der rører sig i deres tanker.“ „Ingen skabning er usynlig for ham, alt ligger blottet og udbredt for hans øjne; og ham skal vi stå til regnskab.“ (1 Krøn. 28:9; Hebr. 4:13) Det er ikke til at komme udenom, vel? Især når vi husker, at „Gud, som har skabt menneskets sind, kender dets funktioner . . . [han] kan øjeblikkelig bedømme et menneskes sindelag, og han ved, hvor det fører hen. Derfor advarer han os om de uundgåelige følger“. (Vagttaarnet for 15. januar 1952, side 20, § 11) Det samme gælder åndeskabninger, bl. a. også den kerub, der senere blev kendt som Satan Djævelen. (Joh. 1:3; Kol. 1:16) Jehova ved nøjagtig, hvorledes det onde virker, lige fra den første spæde begyndelse. Der er intet så underfundigt, intet så fordærvet i noget sind eller hjerte, at Jehova ikke kan læse det som i en åben bog. Men inden vi betragter denne specielle side af sagen nærmere, så lad os se på det næste spørgsmål.
4. Hvad siger Bibelen vedrørende Kristi evner til at skelne?
4 Hvorledes ser Kristus på og gennem det onde og dem, som øver ondt? Det var ikke bare ved hans første komme, han viste sine evner til skarpt at skelne mellem ven og fjende, men ved hans andet komme vil han lægge langt større magt og evner for dagen. Ikke blot i almindelighed, men også med henblik på enkeltpersoner, som det fremgår af hans ord: „Alle menighederne skal kende, at jeg er ham, som ransager de inderste tanker og hjerterne, og jeg vil give enhver af jer efter jeres gerninger.“ Det levende ord, Kristus Jesus, ville naturligvis ikke have ringere evner til at sondre end dem, der tillægges det skrevne ord! — Joh. 1:14; Åb. 2:23, NW; Hebr. 4:12; Luk. 9:47; 20:23.
5. Hvad bliver vi advaret om og formanet til, fordi vi lever på dommens dag?
5 Begynder vi ikke allerede bedre at forstå, hvorfor moden skelneevne er af så livsvigtig betydning? Lad os advare i tide, da vi jo lever på dommens dag. (Mal. 3:1-3) Lad os ikke for et øjeblik være så dåragtige at tro, at vi kan bedrage eller skjule noget i vort privatliv eller i vort hjertes inderste for ham, som Faderen har overdraget al dom. Lad os ærligt og ydmygt ransage vore egne hjerter, for „dersom vi ville skønne, hvad vi selv er, ville vi ikke blive dømt. Men når vi dømmes, tugtes vi af Jehova, for at vi ikke skal blive fordømt sammen med verden“. — 1 Kor. 11:31, 32, NW.
6. Viser Skriften klart, hvorledes de overordnede myndigheder stiller sig til det onde, og hvordan kan det siges at være et modent svar?
6 Vi har endnu ikke sagt noget om spørgsmålet om Jehovas og hans elskede søns indstilling over for det onde og dem, som øver ondt. Det skriftsted, som vi særligt ønsker at henvise til, er rettet til Sønnen, men åbenbarer også Faderens indstilling i dette spørgsmål. Vi citerer fra Hebræerne 1:9 (NW), der igen er et citat fra Salme 45:8: „Du elskede retfærd og hadede lovløshed. Derfor salvede Gud, din Gud, dig med glædens olie fremfor dine fæller.“ Udtrykket „du hadede lovløshed“ giver os ikke alene et klart svar på vort spørgsmål, men også et modent svar. Det fremhæver begge sider i sagen og giver derfor en fuldstændig ligevægtig, både sand og stærk, forståelse af Kristi modne sinds- og hjerteindstilling over for retfærd og lovløshed, en indstilling, som vandt ham ubetinget godkendelse og en belønning over alle andre.
7. a) Hvilken rettesnor udgør forståelsen af dette modne svar? b) Hvorledes bliver vi opmuntret til at skride frem til denne modenhed, og i hvilken hensigt?
7 Vi skal se, hvor værdifuld en rettesnor dette er for den enkelte. Det nytter ikke meget, at du siger og påstår, at du hader al lovløshed, medmindre du samtidig afgiver håndgribeligt bevis for, at du i lige så høj grad elsker retfærd, Guds retfærdige sag og hellige tjeneste. Gør du det? På den anden side nytter det heller ikke meget at sige og påstå, at du elsker retfærd, dersom du samtidig ser igennem fingre med eller øver noget, som er i modstrid med Guds lov efter den høje målestok, der af Jesus angives i Mattæus 5:21-28. Vi bliver opmuntret til at skride frem til denne samme modenhed i vor indstilling ved nøje at betragte troens banebryder og fuldender, der for den store glæde, der lå foran ham, udholdt så meget, fordi han lagde sin brændende kærlighed til retfærd og sit stærke had til lovløshed for dagen. Til hvilken gavn for os? „For at I ikke skal blive trætte og modløse i jeres sjæle.“ Vedholdenhed og pålidelighed er af de mest værdifulde velsignelser, modenhed bringer. — Hebr. 12:1-3.
8. Hvori består modenhed, og hvilket billede kan bruges i denne henseende?
8 Det synes at være på sin plads nu at opsummere de ting, der her er blevet fremholdt, så vi kan se, hvad modenhed er, hvorfor den er så attråværdig, og hvordan den kan opnås. Det lyder i korthed således: I betragtning af den store vægt, der lægges på både at elske retfærd og at hade lovløshed, er det nødvendigt at eje en nøjagtig forståelse af og af hjertet påskønne, hvad disse to store modsætninger omfatter. For at bruge Bibelens sprog, det er af livsvigtig betydning at have „visdoms og åbenbarings ånd i den nøjagtige kundskab om ham, da jeres hjertes øjne er blevet oplyst“. Vi må have „vore opfattelsesevner opøvet til at skelne mellem både ret [retfærd] og uret [lovløshed]“. (Ef. 1:17, 18; Hebr. 5:14, NW) At besidde modenhed betyder med andre ord at have ligevægt i forståelse og påskønnelse, en ligevægt, der både er sand og stærk. Tag for eksempel (som i Hebræerne 5:11-14) et barn i modsætning til en moden, fuldvoksen mand. Barnet kan, selv om det kun er lille, stå oprejst og holde ligevægten, men er det en stærk ligevægt? Det første vindstød er nok til at få det til at vakle. (Ef. 4:14) Men se på den mand, som har stået mangen en storm igennem, han står urokkelig fast med fødderne let adskilt, han bevarer sin sande og stærke ligevægt og er desuden i stand til støt og roligt at gå efter en lige linie og stadig bevare ligevægten. Er det ikke sådan, vi skulle „opføre os på en måde, der er det gode budskab værdigt . . . at I står faste i een ånd, . . . uden i nogen henseende at lade jer skræmme af jeres modstandere“? — Fil. 1:27, 28, NW.
9. Hvordan kan vi ud fra Bibelen imødegå indvendinger imod at gøre fremskridt?
9 Ja, siger du, det lyder meget godt, men jeg kan aldrig gøre mig håb om at nå et sådant mål af modenhed, som her lige er blevet beskrevet. Mine forhold er sådan imod mig: jeg har så lidt tid til at studere, og som barn blev der ikke gjort meget ved min skoleuddannelse (eller jeg fik slet ingen). Bare det at læse finder jeg besværligt. Vi svarer: Bryd dig ikke om det, selv om du føler det, som var du langt bagud for alle de andre. Der er mange, der er i samme båd. I virkeligheden er vi alle i samme båd, vi kan alle lære meget endnu og gøre yderligere fremskridt. Det gavner intet at græde over spildt mælk. Det opelsker kun en negativ indstilling og får en til at finde på undskyldninger for sig selv. Hvorfor ikke indtage den langt sundere holdning, der før er blevet omtalt: „Idet jeg glemmer, hvad der er bagved, og rækker efter det, der er foran, . . . lad os i så vid udstrækning, som vi nu [allerede] har gjort fremskridt, vandre sømmeligt i den samme gænge“? (Fil. 3:13-16, NW) Ja, vedbliv med at gøre fremskridt i sandheden, således som du allerede er blevet oplært og vejledt af Herrens organisation og dens tjenere, selv om du kun tager et skridt ad gangen. At holde sig til „den samme gænge“ betyder ikke, at vi skal følge en fortvivlelsens slendrian, men vandre „sømmeligt“ ved stadig at træne vore opfattelsesevner gennem læsning og studium, både hjemme hos os selv og sammen med andre, ved at tænke over disse ting, være opslugt af disse ting og trolig holde ud deri, ved til enhver tid at bede om Jehovas hjælp og ånd og ved endnu en ting, som vi skal komme nærmere ind på. — 1 Tim. 4:15, 16.
Det ondes kendetegn
10. a) Gives der nogetsteds oplysning om, hvordan det onde begyndte at virke? b) Hvorledes berørte det både hjerte og sind?
10 Lad os som en yderligere hjalp til at opnå moden skelneevne overveje, hvad Bibelen lærer om, hvordan det onde virker, selv fra dets første opståen. Det vil sætte os i stand til at være på vagt og modstå enhver ansats til ondskab hos os selv og også at lære at genkende den, hvor den end findes. Jehova har i sit ord godhedsfuldt åbenbaret, hvordan uretfærdighed opstod og først fandtes hos den første oprører og løgnens fader, Satan Djævelen. (Joh. 8:44; 1 Joh. 3:8) Hør de utvetydige ord, der er rettet til ham i hans egenskab af „skærmende kerub“: „Fuldkommen var du i din færd, fra den dag du skabtes, indtil der fandtes brøde [uretfærdighed, AS] hos dig. . . . Dit hjerte hovmodede sig over din skønhed, du satte din visdom til [du har fordærvet din visdom, AS] på grund af din glans.“ (Ez. 28:15, 17) Læg mærke til, at der tales både om hjerte og sind. Hjertet er sædet for vore følelser og hengivenhed, den kraft, der driver til handling. Skal en skabning bevare sin fuldkommenhed, må den lægge kærlighed og uselvisk hengivenhed for Jehova for dagen, således som Jesus gjorde det. Men den „skærmende kerub“ vendte med vidende og vilje sin hengivenhed indad mod sig selv, og hans „hjerte hovmodede sig“. Sindet er sædet for visdom og forstand, evnen til at ræsonnere. Det er meget interessant at lægge mærke til, at hans visdom blev „fordærvet“ („sat over styr“, AT). Han kunne med andre ord ikke mere ræsonnere korrekt og drage sande og rigtige slutninger. Det kunne han imidlertid ikke selv se. Noget af det allervigtigste er at forstå, at syndens indflydelse er så bedragerisk. Den gør blind og formørker sindet. De naturlige følger af den er, at den får onde mennesker til at „gå fra ondt til værre; de fører vild og føres vild“. — 2 Tim. 3:13, NW.
11. Hvilke yderligere oplysninger gives der i Esajas 14:13, 14, og hvilke kendetegn præger den „oprindelige slange“?
11 I Esajas 14:13, 14 får vi klar besked om det falske ræsonnement og den selviske og onde drivkraft, der rodfæstedes i Satans stolte og oprørske hjerte i en sådan grad, at han i desperation erklærede: „Jeg vil gøre mig den Højeste lig.“ (AS) Hvilket toppunkt af fordærv, selviskhed og stolthed i sind og hjerte, og hvilket sørgeligt selvbedrag! Den skærmende kerub i Eden var for strålende og for stor i sine egne øjne. Dette er nogle af de ting, der kendetegnede den „oprindelige slange“. (Åb. 12:9, NW) Selv om kendetegnene varierer noget hos hans afkom, så følger de dog nogenlunde de samme linier: stolthed, formastelighed, selvisk begær og gerne smiger, sød tale, løgn, had, mord og altid et fordærvet sind. (Rom. 16:17, 18) Det er dette sidste, der kræver modne evner hos os til at skelne og skønne; lad os derfor ransage det lidt nærmere.
12. Hvilken hjælp kan vi hente fra Guds ord, når vi giver agt på dets advarsler om et fordærvet sind?
12 Til beskyttelse for os selv gør vi vel i at agte på den formaning og advarsel, der er fremholdt i Romerne 12:1-3, hvor apostelen efter at have givet råd og vejledning til dem, som har indviet sig til Jehova, advarer hver enkelt om „ikke at have højere tanker om sig selv, end det er nødvendigt, men at tænke, som man bør, for at bevare et sundt sind“. (NW) Hvorfor? For „at ikke nogen af jer skal blive opblæst“. (1 Kor. 4:6) Men vi bør også lægge mærke til, hvordan den samme apostel ved at føre fordærvelsens spor tilbage til den „oprindelige slange“ formaner os til, at vi, foruden at være på vagt mod os selv, må tage os i agt for andre: „Jeg er bange for, at som slangen bedrog Eva ved sin træskhed, skal også jeres sind blive fordærvet og draget bort fra den oprigtighed og renhed, som tilkommer Kristus.“ (2 Kor. 11:3, NW) Læs selv i 2 Korinter 11:12-15, hvad slags mennesker han advarer imod, mennesker, der i underfundighed giver sig skin af at være retfærdighedens tjenere, og som bruger nøjagtig samme taktik som Satan, da han henvendte sig til Eva. Mange i Korint må have været meget umodne, for han siger, at når en sådan falsk apostel kom til dem, „så, finder I jer kønt deri“. (2 Kor. 11:4) De manglede sand ligevægt, så de kunne stå faste og urokkelige som Jesus, „den samme i går og i dag, ja, til evig tid“. Derfor lød advarselen: „Lad jer ikke rive med af alle hånde fremmede lærdomme, for det er ret for hjertet at få fasthed.“ — Hebr. 13:8, 9, NW.
13. Kan man med sikkerhed gå ud fra, at intet vil få en til at sætte sin kundskab om sandheden over styr, når man først en gang er kommet til erkendelse af den?
13 Begå ikke den fejl at tro, at når du først er kommet i sandheden og har opnået god kundskab om den, så kan intet rokke eller bedrage dig. Sandhedens lys vokser bestandig, som det er blevet lovet (Ordsp. 4:18), og det i sig selv er en prøve for din sande hjerteindstilling, din ydmyghed og villighed til at lære; en prøve, der har fået mange til at snuble. Husk, det er ikke så meget den kundskab om sandheden, du har i dit hoved, der vil frelse dig, som „kærlighed til sandheden“ i dit hjerte. — 2 Tess. 2:10.
Endnu en hjælp
14. I hvilken forstand er vi både underkastet og ejer stærke evner, der sætter os i stand til at skelne og skønne?
14 Må vi henlede din opmærksomhed på een ting til, der vil være dig en hjælp til at få en ligevægtig forståelse af tingene, så du kan stå fuldstændig udrustet til al god gerning. De, som befinder sig i Herrens organisation, er ikke alene underkastet „Guds ords“ dybtgående ransagelse, dette levende og virkende ord, der er skarpt og gennemtrængende, men vi har det i vor besiddelse. Det er skænket os, så vi kan bruge det i teokratisk våbenfærd og mestre det med stor dygtighed; det er vort eneste angrebsvåben, „åndens sværd“. Stiller dette ikke endnu større krav til os om moden skelneevne? Vi indtager i sandhed en enestående og meget begunstiget stilling. Vi bliver bestandig ransaget af Jehova, men er ikke underlagt noget menneskes ransagelse. Samtidig står det os ved Guds ånd frit at undersøge og ransage alle ting. — Hebr. 4:12; Ef. 6:17; 1 Kor. 4:4; 2:15.
15. Hvorledes opsummeres de forskellige punkter i vort studium i Salme 139?
15 Hvis det er belejligt for dig, og du kan læse uforstyrret, så vil vi råde dig til nu at læse hele Salme 139 igennem; der vil du i langt skønnere ord finde summen af hele vort studium med dets fremadskridende forståelse af og indstilling over for hver ny fase, udbredt for dit blik som en gylden silkedug med et til fuldkommenhed afbalanceret mønster indvirket med sandhedens sølvtråde hist og her isprængt røde advarselsstænk. I versene 1 til 6 fortælles der, hvor grundigt Jehova ransager og forstår alt vedrørende sin tjeners tanker, ord og veje. Efter at have beskrevet hvor underfuldt Jehova har dannet og skabt sin tjener fra moders liv (i lighed med Es. 44:2), fortæller han i versene 17 og 18, hvordan tjeneren på sin side har den store forret at ransage og fatte nogle af Guds egne tanker: „Hvor kostelige er dine tanker mig, Gud, hvor stor er dog deres sum! Skulle jeg tælle dem, var der fler end sandet! Skulle jeg nå til ende på dem, måtte mit livs dage være som dine!“ (AT) Når tjeneren kommer til at forstå Guds tanker, fyldes hans sind med harme imod Guds fjender, der tager hans navn forfængeligt, og frimodigt hævder han sin holdning over for dem: „Med fuldt had hader jeg dem, de er også mine fjender.“ Til sidst, i absolut tillid til Gud, hvis indsigt og kærlige omsorg er uden grænse, beder tjeneren: „Ransag mig, Gud, og kend mit hjerte, prøv mig og kend mine tanker! Se, om der er nogen ond vej i mig, og led mig på evigheds vej.“ — Sl. 139:22-24, AS.