Spørgsmål fra læserne
● Er der nogen form for kønslig forbindelse mellem mand og hustru der betragtes som uren i Jehovas øjne?
Der er naturligvis intet urent ved samleje, den naturlige form for kønslig forbindelse mellem mand og hustru som den er forordnet af Skaberen. Kønslig forening giver to mennesker som er knyttet til hinanden i ægteskab, lejlighed til at give udtryk for den inderlige kærlighed og hengivenhed de føler for hinanden. At det ikke udelukkende skulle være et middel til formering af slægten men også et middel til at dulme lidenskaben og en kilde til tilfredsstillelse og glæde, er ikke i modstrid med Guds ord. Men hvad der kan accepteres som tegn på hengivenhed må hvert enkelt ægtepar selv finde ud af. — 1 Mos. 1:28; 1 Kor. 7:9; Ordsp. 5:15-19.
Dog anvender kristne selv i et så intimt spørgsmål de bibelske principper. De erkender at i dette såvel som i indre af livets anliggender, må Guds ånds frugter opdyrkes og udvises, og dette indbefatter selvbeherskelse. (Gal. 5:22, 23) Altså vil en kristen ikke give efter for tøjlesløs lidenskab. Han vil gøre sig klart at rådighed over ægtefællens legeme ikke tillader ham at gøre noget der både volder ægtefællen sorg og er urent i Guds øjne. (1 Kor. 7:3-5) Rådigheden over ægtefællens legeme begrænses af de bibelske principper, og følgelig vil kristne ægtefæller stræbe efter at praktisere disse; de vil således samarbejde og bidrage til den fælles lykke. (Ef. 5:25-33; 1 Pet. 3:7-9) Til gavn for dem begge og af hensyn til deres åndelige velfærd vil de erindre sig og anvende Kristi ord i Mattæus 7:12: „Derfor, alt hvad I vil, at menneskene skal gøre mod jer, det samme skal I gøre mod dem.“
Manden og kvinden har bestemte organer til kønslig omgang. Disses påtænkte hensigt og rette brug er åbenbar, og de bør kun anvendes i denne af Gud forordnede hensigt. At vige bort derfra med det formål at tilfredsstille et begær efter unaturlig intimitet med kønsorganerne, eller for at pirre dyriske lidenskaber, er urent. Det er nedværdigende, som vist i Romerne 1:21-32. Det er perverst og usundt. Sådanne handlinger er i virkeligheden forgudelse af kønsorganer og ikke noget middel til højnelse af ægteskabet. Man ærer ikke ægtesengen derved. (Hebr. 13:4) En kristen vil afgjort undgå sådan kødelig urenhed, en af kødets gerninger, og vil ikke tage del i en sådan perversitet. — Gal. 5:19.
I disse anliggender må indviede kristne bære deres egen ansvarsbyrde. Når de har læst og forstået den udmærkede vejledning Bibelen giver herom, står det til dem selv at leve deres ægteskab efter disse guddommelige principper på en fornuftig og kærlig måde. — Gal. 6:5.
Hvad skal et indviet ægtepar gøre hvis de har begået en handling som er moralsk forkert, men som ikke kan betegnes som utugt eller ægteskabsbrud og som derfor kun berører dem selv og altså strengt taget er en privatsag som ingen i menigheden eller ude i verden har mulighed for at kende til, medmindre de implicerede selv røber det? Det er en sag der bør fremføres for Gud i bøn. Hvis Gud forstår at de erkender det urette i det de har gjort og at de er brødebetyngede og bestræber sig for ikke at gentage den forkerte handling, da er deres bekendelse over for Gud og deres bøn om tilgivelse ved Kristus Jesus tilstrækkelig. Hvis dette misbrug derimod som følge af menneskelig svaghed fortsætter, og en af ægtefællerne begynder at føle de dårlige virkninger af misbruget og at blive nedtrykt over det og ikke kan finde lindring fordi den anden part fortsætter misbruget, hvad er der så at gøre? Først må ægteparret selv prøve at finde en løsning. Skulle alle bestræbelser imidlertid slå fejl, kan den ulykkelige rette en anmodning til udvalget i den kristne menighed. Udvalget må så give ægtefællen en påmindelse. Det kan yde hjælp i form af bøn og vejledning med det formål at parret kan overvinde svagheden og løse deres personlige ægteskabelige problem, så de kan fortsætte deres ægteskab under lykkelige forhold og med færrest mulige forstyrrelser og således tjene Guds fuldkomne regerings interesser på en bedre måde. — Jak. 5:13-16.
Dersom man lader den bibelske og normale norm ude af betragtning i sit ægteskabelige samliv får det uvægerlig konsekvenser. For mennesker der elsker retfærdighed er det af største betydning at handle gudfrygtigt i disse intime forhold. Det siger sig selv at det kan få vidtrækkende følger dersom mennesker der er forenet i ægteskab begår handlinger som er moralsk forkerte. Først og fremmest må de forstå at de vækker Skaberen Jehova Guds mishag. Dette kan også berøre deres forhold til andre, for der er noget galt i deres tilværelse. De ved det, og de må uvægerlig føle sig uværdige til at tage del i forkyndelsen af den gode nyhed om Guds rige. I stedet for at udstråle lykke bliver de måske indesluttede og holder sig for sig selv. Der må selvsagt gøres noget hvis de skal genvinde lykken og tilfredsheden i deres forhold til hinanden, til deres medkristne og til den almægtige Gud.
Hvis sådanne forkerte handlinger er blevet en vane vil det kræve lang tid, bøn til Gud og oprigtige bestræbelser at rette forholdet. Man må begynde med sindet. Når sanselige og urette tanker dukker op vil den oprigtige kristne genkalde sig Paulus’ ord i Filipperne 4:8: „I øvrigt, brødre! alt, hvad der er sandt, hvad der er sømmeligt, hvad der er retskaffent, hvad der er rent, hvad der er elskeligt, hvad der har godt lov, al dyd og alt, hvad der er ros værd: det skal I have i tanke!“
Den gifte kristne må i sin kamp for at modstå umoralske ønsker gøre sig klart at han berøres af alt hvad han fylder sindet med. Han bør være omhyggelig i sit valg af, film, skuespil, bøger og anden underholdning. Ligesom de ugifte må gifte kristne vogte deres veje i denne henseende, så de ikke forfalder til umoralitet. Hvis de fylder sindet med umoralske eller perverse tanker vil de uvilkårligt give efter for disse i deres intime forhold, til åndelig skade og fordærv for dem selv.
Hvis urette ønsker og vaner er indgroede kan det hænde at de der gerne vil overvinde dem snubler igen inden det ved Guds hjælp er lykkedes dem at blive dem kvit. Men de bør ikke blive mismodige og give op af den grund. De bør fortsat se hen til Jehova Gud og bede ham om tilgivelse og om den nødvendige hjælp og styrke til at blive rene. Jehova er ikke langt fra dem der søger ham og med hans hjælp kan de overvinde disse kedelige tendeinser, sejre over dårlige vaner og umoralitet. — Fil. 4:13.
● Hvordan bør en kristen se på luftværnsøvelser og beskyttelsesrum? — J. W., De forenede Stater.
Kristne retter sig efter alle de af kejserens love som ikke er i modstrid med Guds love. Det strider ikke imod Guds lov at samarbejde med myndighederne når der holdes luftværnsøvelser. (Ved at gå i beskyttelsesrum, mørkelægge og lignende.) En forordning om at husejere skal indrette beskyttelsesrum er heller ikke i strid med den guddommelige lov. Eftersom den kristnes samarbejde med myndighederne i sådanne spørgsmål ikke er ensbetydende med at han tager parti for noget og heller ikke kræver at han bærer våben, vil hans neutralitet ikke derved krænkes. Imidlertid behøver en kristen ikke at føle sig forpligtet til at gøre mere end hvad loven forordner i denne forbindelse.