I dag er det ligesom under den anden verdenskrig — der er ingen fjerne tropeøer hvor man kan regne med at finde tryghed og sikkerhed. Samfærdselsmidlerne, kommunikationsmidlerne, luftforureningen og meget andet betyder at der ikke er et eneste sted på jorden hvor man kan leve i fuldstændig ro og tryghed. Men betyder det at alle levende mennesker er dømt til et liv i elendighed og utilfredshed? Nej. Og grunden til dette vil vi se i den næste artikel.

Kan man blive tilfreds med sin lod i livet?

„HVIS to engle blev sendt ned fra himmelen, den ene for at befale over et kejserrige, den anden for at feje gaden, ville hverken den ene eller den anden føle nogen trang til at bede om en anden beskæftigelse,“ sagde den engelske præst John Newton fra det attende århundrede. Det er måske en af de måder hvorpå man kan illustrere spørgsmålet om at være tilfreds med sin lod i livet.

Men hvad er tilfredshed egentlig? Ordbog over det danske Sprog beskriver blandt andet tilfredshed som dét at have „fundet sig til rette i eller synes om sin stilling, sin skæbne, sine livsforhold osv. i en saadan grad, at man kan slaa sig til ro dermed, ikke har grund til klage, misfornøjelse eller endog føler glæde derover“. Hvad ville du kunne svare hvis man spurgte dig om du var tilfreds med dine „livsforhold“, din lod i livet? Går du hele tiden og tænker på at du hellere ville have et andet arbejde, en anden bolig, en anden ægtefælle? Er dine ønsker måske ved at blive til et stærkt begær der truer med at bringe dig helt ud af balance?

At man er tilfreds betyder ikke nødvendigvis at man ikke længere prøver at forbedre sine forhold. Tilfredshed er ikke en sløvhed der kvæler initiativet, så man slår sig til tåls med bare at leve fra dag til dag. At være tilfreds betyder imidlertid at man ikke tillader sig selv at begære noget så stærkt at man kommer til at høre til de ulykkelige der altid beklager sig.

Et eksempel på tilfredshed

Tænk på den kristne apostel Paulus’ eksempel. Han var romersk borger og kom sikkert fra en jødisk familie med en vis position. Han studerede jødisk lov ved den lærde Gamaliels fødder og vandt anerkendelse blandt mænd der som han var farisæere. Men hvordan gik det? Jehova Gud kaldte ham gennem sin søn til at blive en forkynder af den gode nyhed. For at kunne ernære sig selv uden at ligge andre i den kristne menighed til byrde, arbejdede Paulus med sine hænder. Det gav ham frihed til at flytte rundt fra by til by, hvor hans gerning som missionær nu førte ham hen. Som evangelieforkynder kom han ud for megen forfølgelse, han blev slået, pisket og endda stenet. Men var han tilfreds?

I sit brev til filipperne skrev Paulus: „For den sags skyld anser jeg virkelig også alt for tab på grund af den langt større værdi som kundskaben om Kristus Jesus, min Herre, har. På grund af ham har jeg lidt tab på alle ting og anser dem for en bunke affald, for at jeg kan vinde Kristus. Jeg har lært, uanset i hvilken situation jeg er, at klare mig med hvad jeg har [„at være tilfreds“, fodnote i 1971-udgaven af NW].“ (Fil. 3:8; 4:11) Jo, apostelen Paulus fandt sand tilfredshed i sin trofaste tjeneste for Gud.