Hvad Bibelen siger

Er det rigtigt at bede for alle mennesker?

APOSTELEN Paulus opfordrede til at der fremførtes „anråbelser, bønner, forbønner, taksigelser for alle slags mennesker, for konger og alle dem som er i høje stillinger“. (1 Tim. 2:1, 2) Dog er der en begrænsende faktor, for apostelen Johannes sagde til sine trosfæller: „Der er synd som er til døden. Det er ikke om den synd at jeg siger han skal bede.“ (1 Joh. 5:16) Man kunne derfor spørge: Hvilke bønner vil det være rigtigt at bede for „alle slags mennesker“, og hvorfor?

I brevet til Timoteus angiver apostelen Paulus af hvilke grunde man skulle bede for „alle slags mennesker“. Først opmuntrer han til at man beder for de styrende „så vi fortsat kan føre et roligt og stille liv med al gudhengivenhed og alvor“. (1 Tim. 2:2) I kraft af den myndighed som mænd i høje stillinger sidder inde med, kan de hindre kristne i at „føre et roligt og stille liv“. Hvis sådanne mennesker ikke forstår den sande kristendoms formål og budskab, underkaster de måske Guds folks virksomhed retlige restriktioner og fastsætter strenge straffe for at deltage i den sande tilbedelse. Det er derfor på sin plads at bede om at de herskende må være venligt stemt over for de kristne så disse ikke bliver forfulgt fordi de tjener Gud.

Almindeligvis er det meget vanskeligt at komme til at fremføre Bibelens budskab for mænd i høje stillinger. Derfor har det tjent Jehova Guds og hans søns hensigt når kristne er blevet ført frem for sådanne mænd i forbindelse med en retslig undersøgelse. Da Jesus Kristus for eksempel kaldte Paulus til apostel til nationerne, tilkendegav han udtrykkeligt at tanken var at Paulus skulle aflægge vidnesbyrd for herskere. Vi læser: „Denne mand er for mig et udvalgt redskab der skal bære mit navn ud til nationerne såvel som til konger og Israels sønner.“ (Apg. 9:15) Og Paulus aflagde virkelig vidnesbyrd for konger, eftersom han blev ført frem for dem for at forsvare sig og tilbagevise de falske anklager modstanderne havde rejst. I kraft af sit romerske borgerskab kunne apostelen Paulus blive stillet for den højeste jordiske myndighed, den romerske kejser, og dér føre sit forsvar.

Det ser ud til at det lykkedes Paulus at „forsvare og juridisk stadfæste den gode nyhed“ da han første gang fremførte sit forsvar for kejseren. (Fil. 1:7) Angående sit fangenskab i Rom denne gang, skrev han til filipperne: „Nu ønsker jeg at I skal vide, brødre, at mine forhold er blevet til fremgang for den gode nyhed snarere end det modsatte.“ (Fil. 1:12) Der er ingen tvivl om at Gud besvarede de bønner Paulus’ trosfæller bad på hans vegne da han skulle fremføre sit forsvar for den romerske kejser. (Ef. 6:18, 19; Kol. 4:2, 3) I forståelse af at det vil fremme forkyndelsen af „den gode nyhed“, beder kristne i dag med rette om at dommere og andre myndighedspersoner må være gunstigt stemt når de skal tage stilling til spørgsmål der berører den sande gudsdyrkelse.

I sin behandling af bøn „for alle slags mennesker“ skriver Paulus videre: „Dette er smukt og velbehageligt i Guds, vor Frelsers, øjne, han som vil at alle slags mennesker skal frelses og komme til nøjagtig kundskab om sandheden. For der er én Gud og én mellemmand imellem Gud og mennesker, et menneske, Kristus Jesus, der gav sig selv som en tilsvarende løsesum for alle.“ — 1 Tim. 2:3-6.

Ifølge disse ord er det rigtigt at bede „for alle slags mennesker“ eftersom Kristus døde for alle. (1 Tim. 2:1) Mennesker af alle racer, nationaliteter, stammer og livsstillinger kan få gavn af goderne ved hans offer. Der er én og samme Gud og én og samme mellemmand for alle som opnår et pagtsforhold til Gud. Som apostelen Paulus sagde til athenerne, meddeler den almægtige Gud menneskene „at de alle og overalt skal ændre sind“. (Apg. 17:30) Derfor bør vi aldrig glemme at Jehova Gud ikke ønsker at udslette nogen, men gerne ser at ethvert menneske omvender sig. Vi viser at vi forstår dette, ved ivrigt at dele „den gode nyhed“ med andre og bede for vore medmennesker. Så når Guds tjenere bliver ført frem for herskere, er det altså rigtigt af os at bede om at der må blive aflagt et vidnesbyrd for disse mennesker i høje stillinger.

I betragtning af at Jehova Gud ønsker at så mange mennesker som muligt bliver frelst, bør kristne også bede for trosfæller der måtte være faldet i synd og som står i fare for at sætte deres frelse på spil. Herom skrev apostelen Johannes: „Hvis nogen skulle se sin broder begå en synd som ikke er til døden [den anden død, hvorfra det ikke er muligt at vende tilbage], skal han bede, og han [Gud] skal give ham liv [frelse ham fra den anden død, som han ville have været prisgivet dersom han havde fortsat uden at omvende sig], ja, dem som ikke synder til døden.“ — 1 Joh. 5:16.

Der gives imidlertid tilfælde hvor en kristen ikke vil bede for en der er ophørt med at vandre på sandhedens vej. Apostelen Johannes fortsatte: „Der er synd som er til døden. Det er ikke om den synd at jeg siger han skal bede.“ (1 Joh. 5:16) Hvad er det for en synd der fører til evig død, og som det ikke er muligt at få tilgivelse for?

Bibelen svarer således: „Den der taler imod den hellige ånd, ham vil det ikke blive tilgivet, nej, hverken i denne tingenes ordning eller i den kommende.“ (Matt. 12:32) „Det er umuligt med hensyn til dem som én gang for alle er blevet oplyst, og som har smagt den himmelske frie gave, og som har fået andel i hellig ånd, og som har smagt Guds gode ord og den kommende tingenes ordnings kræfter, men som er faldet fra, atter at vække dem til sindsændring, fordi de for deres vedkommende igen pælfæster Guds søn og udsætter ham for offentlig skam.“ — Hebr. 6:4-6.

Sådanne mennesker fornægter selve det grundlag hvorpå deres synd kan tilgives, og derfor bliver deres synd ved med at anklage dem. Følgelig må de betale straffen for deres utilgivelige synd — den anden død. Bibelen siger: „Hvis vi med vilje øver synd efter at have modtaget den nøjagtige kundskab om sandheden, er der ikke længere noget slagtoffer for synder tilbage, men en frygtelig forventning om dom og en flammende skinsyge som vil fortære dem der står imod.“ (Hebr. 10:26, 27) Det ville være forkert at bede for sådanne mennesker, eftersom de bevidst og med vilje har forkastet det eneste grundlag hvorpå de kunne opnå Jehova Guds gunst. De har, som Bibelen siger, „trådt på Guds søn“. — Hebr. 10:29.

Det vil altså være forkert at bede for mennesker som med vidende og vilje har fornægtet Guds foranstaltning til soning af deres synder. Men ellers bør Guds indviede tjenere, i overensstemmelse med Bibelen, fortsat bede „for alle slags mennesker“, deriblandt medlemmer af den kristne menighed som fejler, at de må omvende sig. Jehova ser gerne at alle benytter sig af hans foranstaltninger til frelse. — 2 Pet. 3:9.