Den kommende verdensregering — Guds rige
„Syng, ja syng for Gud, syng, ja syng for vor konge; thi han er al jordens konge.“ — Sl. 47:7, 8.
1. Hvorfor taler vi om „den kommende verdensregering“?
DEN er for os her på jorden! Den er lige hvad vi har brug for, i betragtning af de store problemer menneskeheden har at kæmpe med — denne verdensregering vi taler om. Inden længe vil den overtage styret over hele jorden. Det er derfor vi siger „den kommende verdensregering“.
2. Har den der indfører verdensregeringen, forstand på at styre? Begrund svaret.
2 Den kommer fra en kilde som er langt højere, ja langt større, end os små mennesker, der så ynkeligt er kommet til kort med hensyn til at klare vore egne affærer på jorden. Den kommer fra Gud, Skaberen, der ikke alene forstår at styre vor lille jord, men hele universet. Verdensregeringen er hans rige, som han gav løfte om allerede for seks tusind år siden. Vi har al mulig grund til at glæde os over dette og lovsynge ham for det.
3. Hvad og hvem vil Gud være konge over, eftersom der er tale om en verdensregering?
3 Eftersom Guds rige er en verdensregering, vil herredømmet ikke være begrænset til blot et enkelt land på jorden. I gammel tid, fra foråret 1513 f.v.t. til foråret 33 e.v.t., herskede Gud som himmelsk konge over en enkelt nation, Israel. (Sl. 147:19, 20) Men nu giver han sit ord på at han vil være konge over hele jorden. Det vil sige over folk af alle nationer. Det er baggrunden for at han, gennem en af sine mest fremtrædende profeter, Esajas, udtalte disse opmuntrende ord: „Mit hus skal kaldes et bedehus for alle folk.“ — Es. 56:7.
4. Hvilken profeti som har betydning for os alle, udtalte Gud i Edens have, og hvilken regeringsmyndighed havde han i tanke?
4 Tusinder af år tidligere, helt tilbage i Edens have, kom Gud med en anden udtalelse der også gælder alle folkeslag. Dér sagde han til den store bedrager som ville forlede hele menneskeslægten: „Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem din sæd og hendes sæd; den [kvindens sæd] skal knuse dit hoved, og du skal hugge den i hælen!“ (1 Mos. 3:15) Disse profetiske ord betød at ligesom alle efterkommerne af det første menneskepar ville lide skade på grund af den store bedragers vildledende handling, sådan ville de også alle få gavn af det når bedragerens hoved blev knust af Guds ’kvindes’ sejrende „sæd“. Det varsler godt for os som lever i dag! Og da Gud talte om den der skulle knuse modstanderens hoved, sigtede han i virkeligheden til den regeringsmyndighed han ville oprette over hele menneskeheden. Det skulle være en regering fra Gud — for alle mennesker. Det er noget vi alle kan glæde os til.
5. Hvordan vidnede Moses’ sang og Paulus’ citat heraf, om at Guds hensigt angående fremtiden omfattede mere end Israel?
5 Guds regering over Israels nation, med ham selv som himmelsk konge, varede kun for en tid. Hans kærlige hensigt angående fremtiden omfattede nemlig mere end denne ene lille nation. Lige ved fyrre år efter at Gud ved Sinaj bjerg i Arabien var blevet konge over Israels nation, sang profeten Moses en profetisk sang mens israelitterne hørte på det, og sangen sluttede med disse magtfulde ord: „Vær glade, I nationer, med hans folk, for han vil hævne sine tjeneres blod, og han vil gengælde sine modstandere med hævn og vil afgjort skaffe sit folks jord soning.“ (5 Mos. 32:43, NW) Omkring 1525 år senere blev disse ord af Moses brugt af en mand som var hedningeapostel, det vil sige udsendt med „den gode nyhed“ til ikke-israelitiske folkeslag. I sit inspirerede brev til de kristne i Rom skrev denne apostel: „Kristus . . . er blevet en tjener for de omskårne [israelitterne] for Guds sanddruheds skyld, for at bekræfte de løfter Han gav deres forfædre, og for at folk fra nationerne kunne herliggøre Gud for hans barmhjertighed. . . . Og han siger endvidere: ’Vær glade, I nationer, med hans folk.’“ — Rom. 15:8-10.
6-8. (a) Hvordan viste Paulus at Gud ikke foretrak én nation fremfor andre når det gjaldt om at erklære mennesker retfærdige som følge af tro? (b) Hvilken slags regering er det altså Gud vil oprette?
6 Denne skribent der citerede Moses’ ord, var apostelen Paulus. Han var en vidt berejst missionær; han var opsat på at komme til Rom, ja, han havde endda planer om at tage helt til Spanien. Han vidste hvad Gud var i færd med at gøre, ikke alene for de jøder der tog imod „den gode nyhed“, men også for de uomskårne ikke-jøder, det vil sige hedninger, der fik tro på „den gode nyhed“. Han vidste at Gud ikke foretrak én nation fremfor andre. Til menigheden i Rom, der bestod af såvel jødekristne som hedningekristne, skrev Paulus derfor:
7 „Er Gud kun Gud for jøder? Er han det ikke også for folk fra nationerne? Jo, også for folk fra nationerne, så sandt som Gud er én, den der vil erklære omskårne retfærdige som følge af tro og uomskårne retfærdige ved deres tro.“ — Rom. 3:29, 30.
8 Det Gud vil oprette i vor tid er altså ikke en national regering, men en verdensregering, en regering for folk fra alle nationer.
Hans elskede søns rige
9. Hvorfor kan det kødelige Israel ikke påberåbe sig nogen nedarvet ret til at indføre den lovede verdensregering?
9 De der i dag kender Guds hensigt, sætter ikke deres lid til at nogen nation eller nogen gruppe af nationer — selv ikke De forenede Nationer, der nu har 149 medlemslande — vil oprette den hårdt tiltrængte verdensregering. De ved også at republikken Israel ikke kan påberåbe sig nogen nedarvet ret til at indføre den lovede verdensregering til velsignelse for alle jordens slægter. Guds herredømme eller rige over de omskårne jøder ophørte nemlig allerede i det første århundrede. Men da dette skete, tog Gud samtidig et storsindet skridt som havde at gøre med verdensregeringen. Han oprettede et åndeligt rige. Over hvem da — siden Guds riges privilegier blev frataget det kødelige Israel? Hvem på jorden er undersåtter under dette åndelige rige?
10. Hvilket rige omtalte Paulus i Kolossenserbrevet 1:13, og hvornår begyndte det?
10 Som nævnt blev det indført i det første århundrede. Apostelen Paulus henledte opmærksomheden på dette rige i sit brev til den kristne menighed i byen Kolossæ i Lilleasien (det nuværende Tyrkiet), idet han sagde: „I takker Faderen, som har gjort jer egnede til at få del i de helliges arv i lyset. Han har udfriet os fra mørkets myndighed og overført os til sin elskede søns rige; ved hjælp af ham har vi vor udfrielse ved en løsesum, tilgivelsen af vore synder.“ (Kol. 1:12-14) Dengang i det første århundrede begyndte Gud at gøre de troende egnede til at tjene hans hensigt, selv om de kom fra de hedenske nationer. Han tilgav dem deres synder.
11. Hvad betød det i praksis for de kristne i Kolossæ at Gud havde udfriet dem fra „mørkets myndighed“?
11 De troende i Kolossæ blev altså gjort egnede til at få del i arven sammen med Guds hellige, der var i lyset. De havde været underlagt „mørkets myndighed“, alt hvad mørket repræsenterede. De havde for eksempel været uvidende om Jehova Gud, fremmede for ham og ikke underlagt hans herredømme. Da Gud gjorde dem egnede til at få del i en lysere tilværelse, udfriede han dem fra denne „mørkets myndighed“. Derved blev de det mest oplyste folk i verden, for de var nu oplyst af Gud selv. De var ikke længere underlagt „verdensherskerne i dette mørke, . . . ondskabens åndemagter i det himmelske“. (Ef. 6:12) Gud havde grebet ind „for at åbne deres øjne, for at vende dem fra mørke til lys og fra Satans myndighed til Gud“. — Apg. 26:18.
12. Hvad sagde Paulus at disse troendes oplyste tilstand var forbundet med?
12 På denne måde blev de der fik tro på den gode nyhed i det første århundrede, ført ind i lyset. Men hvad var deres oplyste tilstand forbundet med? Den var forbundet med et rige. Da Gud ’udfriede dem fra mørkets myndighed’, overførte han dem samtidig „til sin elskede søns rige“. (Kol. 1:13) Denne søn er Jesus Kristus.
13. Hvilken stilling forstod ikke alene de kristne i Kolossæ men også de kristnes fjender at Jesus indtog dengang?
13 Da apostelen Paulus skrev sit brev til menigheden i Kolossæ, omtalte han Jesus Kristus som en der allerede dengang havde et rige — altså som konge. Det var sådan de oplyste kristne i Kolossæ forstod det. Selv de kristnes fjender fik denne opfattelse af Jesus. Hvilken anklage var det for eksempel pøbelen rettede mod de kristne i byen Tessalonika? For at ophidse byens ledere mod de kristne råbte pøbelskarens medlemmer: „Disse mænd [det vil sige apostelen Paulus og hans missionærfæller] som har vendt op og ned på den beboede jord, er også her . . . Og alle disse handler i modstrid med kejserens bestemmelser, idet de siger at der er en anden konge, nemlig Jesus.“ — Apg. 17:6, 7.
14. Hvordan fremhævede Paulus forskellen mellem datidens politiske herskere og den herliggjorte Jesus Kristus?
14 For at fremhæve forskellen mellem den herliggjorte Jesus Kristus og de politiske herskere på jorden, omtalte apostelen Paulus Jesus Kristus som en udødelig hersker, som „Kongen over dem der hersker som konger, og Herre over dem der hersker som herrer, den eneste der har udødelighed, som bor i et utilgængeligt lys“. (1 Tim. 6:15, 16) Desuden sammenlignede apostelen Paulus denne udødelige søn af Gud, Jesus Kristus, med kong Melkisedek fra det tyvende århundrede før vor tidsregning, idet han sagde: „Denne Melkisedek, Salems konge, den højeste Guds præst, som kom Abraham i møde da han vendte tilbage fra besejringen af kongerne og velsignede ham, . . . er først af alt, når navnet oversættes, ’Retfærdighedskonge’, og derpå også Salems konge, det vil sige ’Fredskonge’. . . . [Han] er blevet bragt til at ligne Guds søn . . . Og det er endnu mere klart at der fremstår en anden præst i lighed med Melkisedek, . . . for der er givet dette vidnesbyrd: ’Du er præst for evigt på Melkisedeks måde.’“ — Hebr. 7:1-3, 15-17; Sl. 110:1-4.
15. Hvornår blev Jesus Kristus kongepræst ligesom Melkisedek?
15 Hvornår blev Guds søn gjort til kongepræst ligesom Melkisedek? Det skete fyrre dage efter hans opstandelse fra de døde, da han steg op til himmelen. På det tidspunkt trådte han frem for Gud med værdien af sit fuldkomne offer til gavn for de genløste der en dag skulle blive hans undersåtter.
16. Hvorfor vil nogle her muligvis undre sig og stille spørgsmål?
16 Her vil nogle måske undre sig lidt og sige: ’Jamen, jeg har da forstået at Jesus Kristus først begyndte at herske i himmelen ved udløbet af hedningernes tider i 1914. Hvordan kan han så have hersket siden år 33, da han steg op til himmelen? (Apg. 1:1-11; 2:22-36; Hebr. 9:24; 10:12, 13) I hvilken forstand har Jesus været konge i al den tid, og hvem har han hersket over?’
Det åndelige rige over det åndelige Israel
17. Hvad begyndte Kristus ikke at herske over i år 33?
17 Svaret er at Jesus Kristus ikke begyndte at herske over menneskehedens verden dengang i år 33. Han begyndte ikke at udøve et verdensherredømme. Han begyndte ikke at herske over de hedenske nationer, for hedningernes tider skulle først udløbe i 1914. — Luk. 21:24.
18. Hvorfor var det ikke „verden“ Kristus begyndte at herske over på det tidspunkt?
18 På pinsedagen år 33, da Guds hellige ånd blev udgydt, blev der dannet en ny nation, det åndelige Israel. (Gal. 6:15, 16; 1 Pet. 2:9, 10) Det var dette åndelige Israel, det vil sige den kristne menighed, Jesus Kristus dengang begyndte at herske over — dem som Gud havde „overført . . . til sin elskede søns rige“. (Kol. 1:13) Om disse åndelige israelitter sagde Jesus Kristus: „De [er] ikke . . . en del af verden, ligesom jeg ikke er en del af verden.“ (Joh. 17:14) Eftersom han begyndte at herske over nogle der ’ikke var en del af verden’, begyndte han ikke på det tidspunkt at herske over verden. Hans undersåtter var adskilt fra verden. De var i verden, men ikke en del af den.
19. Af hvilken art var ’Guds elskede søns rige’ altså, og hvem var dets undersåtter?
19 Jesus Kristus var ikke på noget tidspunkt en jordisk, menneskelig konge. Nu er han imidlertid en himmelsk, åndelig konge. (Joh. 18:36) Ifølge Hebræerbrevet 4:14 er han „gået gennem himlene“. Og ifølge Første Petersbrev 3:22 er han „ved Guds højre hånd, for han tog til himmelen, og engle og myndigheder og magter blev underlagt ham“. Dette omfatter det åndelige Israel på jorden. Følgelig har Kristi rige siden pinsedagen år 33 været et åndeligt rige. Kristenhedens kirker, der er verdsligsindede og blander sig i denne verdens politik, har ikke underlagt sig ’Guds elskede søns rige’. De er venner af denne verden. — Jak. 4:4.
20. Nævn endnu en grund til at Kristi rige måtte være af denne art.
20 Kristi herredømme måtte nødvendigvis være af åndelig art, eftersom det blev udøvet over indviede, døbte kristne der var avlet af Guds ånd til at være Guds åndelige børn. Som Jesus sagde til den jødiske leder Nikodemus: „Hvis et menneske ikke fødes igen, kan det ikke se Guds rige. . . . Hvis et menneske ikke fødes som følge af vand og ånd, kan det ikke komme ind i Guds rige. Det der er født som følge af kødet er kød, og det der er født som følge af ånden er ånd.“ — Joh. 3:3, 5, 6.
21. Hvorfor var Kristi rige ikke på det tidspunkt en verdensregering?
21 I Johannes 1:12, 13 siges der endvidere om dem der tog imod Jesus som Messias: „Dem gav han bemyndigelse til at blive Guds børn, fordi de troede på hans navn; og de blev ikke født som følge af blod eller som følge af køds vilje eller som følge af mands vilje, men som følge af Gud.“ Af den grund forstår vi at det herredømme Kristus begyndte at udøve da den hellige ånd blev udgydt over menigheden i Jerusalem på pinsedagen år 33, blev udøvet over en åndsavlet skare, over åndelige israelitter. (Rom. 2:29) Det var ikke et verdensherredømme over de jordiske nationer.
22. Ifølge hvilken bekendtgørelse når Guds tid var inde skulle Kristus få del i verdensherredømmet?
22 Skal ’Guds elskede søn’ da kun være konge over en menighed af sine åndsavlede disciple? Vil alle mennesker i verden, for at blive hans undersåtter, være nødt til at blive avlet af Guds ånd, at blive ’født igen’ som Guds åndelige børn? Er det på den måde verdensregeringen bliver oprettet over hele menneskeheden — ved at hele verden omvendes til kristendommen før Kristi tusindårsrige? Nej! Men at Jesus Kristus vil få del i et verdensherredømme over hele menneskeslægten, står fast. Det fremgår af profetien i Åbenbaringen 11:15. Når tiden er inde lyder denne bekendtgørelse i himmelen angående Herren Jehova: „Verdensherredømmet er nu blevet vor Herres og hans Messias’, og han skal herske som konge i evighedernes evigheder.“
23. Hvorfor anerkender Gud at Jesus Kristus har ret til at få del i en verdensregering?
23 Hermed forkyndes en verdensregering! Hvordan vil Jesus Kristus få del i denne verdensregering? Herren Jehova anerkender at hans søn har ret til at få del i denne regering. Hvorfor? Fordi Jehova sendte ham til at dø for hele menneskeslægten og fordi han villigt døde som et fuldkomment offer på jorden og derved løskøbte hele den menneskelige familie. I Hebræerbrevet 2:9 hedder det at Jesus blev kronet med herlighed og ære, for at „det ved Guds ufortjente godhed kunne være for ethvert menneske han smagte døden“. Og i Første Timoteusbrev 2:5, 6 kaldes han „Jesus, der gav sig selv som en tilsvarende løsesum for alle“.
24. På hvilket tidspunkt ville Gud give sin søn andel i verdensherredømmet?
24 Herren Jehova havde fastsat et tidspunkt hvor han ville give sin selvopofrende søn andel i verdensregeringen. Hvornår var det? Ved udløbet af hedningernes tider. På dette afgørende tidspunkt ville Gud ikke længere tillade de hedenske nationer (der også omfatter nationerne i kristenheden) at herske over hele jorden uden indblanding fra Guds riges side. — Luk. 21:24; Hebr. 10:12, 13.
25. Hvad har Gud haft tid til at gøre i de mellemliggende århundreder, noget som har afgørende betydning i forbindelse med den kommende verdensregering?
25 I alle de mellemliggende århundreder har Gud haft tid til at gøre noget som har afgørende betydning i forbindelse med den kommende verdensregering. Han har været i færd med at overføre flere som er blevet Jesu Kristi godkendte disciple, til ’sin elskede søns åndelige rige’. (Kol. 1:13) Han har gjort dette i overensstemmelse med sin egen vilje, ved at avle dem ved hjælp af sin ånd. (Jak. 1:18) Det er hans hensigt at der i alt skal være 144.000 som udtages af menneskeslægten og overføres til hans søns åndelige rige. Disse 144.000 skal være af en sådan beskaffenhed at de trofast vil forblive i dette rige på trods af prøvelser, trængsler og forfølgelse i denne verden. De må vise sig at være disciple der er ’trofaste indtil døden’. — Åb. 2:10; 7:4-8; 14:1-3.
[Illustration på side 10]
De kristne i det første århundrede anerkendte at de var et åndeligt Israel, underlagt Kristi rige