Hvordan en jordisk menighed styres fra himmelen
Hvem overtog ledelsen af disciplene på jorden efter Kristi Jesu død, opstandelse og himmelfart?
Det var der ingen mennesker der gjorde. Jesus havde tidligere sagt til sine disciple at de ikke skulle lade sig kalde førere, „thi kun én er jeres fører, Kristus“. (Matt. 23:10) Ja, skønt Jesus Kristus blev ’sat ved Guds højre hånd i den himmelske verden’, blev han givet som „hoved over alle ting til kirken [menigheden, NW]“. „Han er hovedet for legemet, kirken [menigheden, NW].“ — Ef. 1:20, 22; Kol. 1:18.
Men hvordan kunne Kristus Jesus styre som hoved fra himmelen? Sendte han regelmæssigt budskaber ved hjælp af engle? Hvis ikke, ville han da ikke have brug for et eller andet menneske, for eksempel Peter, til at tjene som sin øverste repræsentant, sin stedfortræder på jorden?
Bibelens beretning viser at skønt engle fra tid til anden bragte budskaber til den unge kristne menighed, var dette ikke den måde hvorpå Jesus først og fremmest styrede menigheden. Og skønt visse af Jesu apostle og disciple for eksempel Paulus, Peter og andre fik til opgave at betjene deres brødre i et bestemt område, var der dog ingen der fik til opgave at føre tilsyn med hele menigheden på jorden.
Men havde Peter ikke en fremtrædende plads i menighedens anliggender både før, på og efter pinsedagen år 33? Jo, det var ham der foreslog at en skulle træde i stedet for den utro Judas, idet han fremførte bibelske begrundelser for dette over for de disciple der var forsamlet. Han spillede en særlig fremtrædende rolle på Pinsedagen, og efter den tid optrådte han mere end én gang som talsmand for disciplene (til tider sammen med Johannes), og han virkede øjensynlig som ordstyrer ved visse lejligheder hvor disciplene var samlet. (Ap. G. 1:15-22; 2:14, 37; 4:8-20; 5:1-9, 27-32) Men gjorde dette ham til menighedens synlige overhoved? Var de andre apostle og disciple på jorden underlagt hans ledelse og myndighed?
Nej, det var ikke tilfældet. For eksempel var det ikke Peter der på apostlenes vegne valgte hvem der skulle træde i stedet for Judas. De der var forsamlet udpegede to kandidater, og Jehova Gud viste derpå hvem han valgte. (Ap. G. 1:23-26) Pengebidrag blev ikke overdraget til Peter, men blev lagt „for apostlenes fødder“. (Ap. G. 4:34-37; 5:1, 2) Da et alvorligt problem truede med at skabe splittelse inden for menigheden, udnævnte apostelskaren nogle mænd og løste dermed problemet. (Ap. G. 6:1-6) Og efter at Filips evangeliearbejde i Samaria havde resulteret i at der var blevet mange disciple, siger beretningen i Apostlenes Gerninger 8:14, 15: „Da apostlene i Jerusalem hørte, at Samaria havde taget imod Guds ord, sendte de Peter og Johannes derhen, og da de var kommet derned, bad de for dem om, at de måtte få Helligånden.“ Peter handlede altså ikke selvstændigt, som en ’apostlenes fyrste’, men var selv underlagt apostelskarens ledelse og myndighed. Han tjente som deres repræsentant i udførelsen af dette hverv.
Styres ved hjælp af hellig ånd og Guds ord
Kristus Jesus havde lovet sine disciple at han ville sende dem en ’talsmand’ eller hjælper. Var det et menneske? Nej, det var Guds hellige ånd eller aktive kraft, der ville hjælpe dem med at huske hvad Jesus havde sagt og gjort, og som ville lede dem til hele sandheden. (Joh. 14:16, 17, 26; 15:26; 16:13) Den ville give dem kraft til at fuldføre deres tildelte tjeneste. (Ap. G. 1:4, 5, 8) Dette løfte blev især opfyldt fra pinsedagen år 33 og fremefter. Som den kristne menigheds Tilsynsmand brugte Jesus Guds ånd til at styre med, idet han med den ledede menigheden når der var nogle der skulle udnævnes til særlige opgaver og til at være tilsynsmænd i de lokale menigheder. (Ap. G. 13:2-4; 20:28) Ved hjælp af den viste han de kristne hvor de skulle koncentrere sig om at forkynde evangeliet, idet den både tilskyndede dem og hindrede dem. (Ap. G. 16:6-10; 20:22) Skete alt dette automatisk, uden at de selv gjorde en indsats? Nej, skønt alle på Pinsedagen kunne få denne ånd „som gave“ af Gud, måtte de lade sig døbe, og bagefter måtte apostlene lægge hænderne på dem. Efter dåben med hellig ånd ønskede disse salvede kristne at bære den hellige ånds frugt. De kunne da bede deres himmelske Fader om ånden, idet de ivrigt søgte den. — Ap. G. 2:38; Luk. 11:9-13.
Men det krævede noget mere at blive ledet af Kristus gennem den hellige ånd. Det krævede at man til stadighed anerkendte Jehova Guds suverænitet og underlagde sig den. Som apostelen Peter sagde til den jødiske højesteret, giver Gud kun sin hellige ånd til „dem der adlyder ham som deres hersker“. (Ap. G. 5:32, NW) Det var også nødvendigt at anerkende Guds Salvede, Herrer, Jesus, som overhoved, hvilket ses af tilfældet med nogle disciple fra Efesus der ikke modtog den hellige ånd før de blev døbt „i Herren Jesu navn“. (Ap. G. 19:1-6) Man måtte desuden vise helhjertet troskab mod Guds ord, som Jesus havde overbragt sine disciple og som han havde lært dem at sætte deres fulde lid til. Hvis de ikke lod dette ord være det afgørende i deres liv og i de beslutninger de traf, var det ensbetydende med at de satte sig op imod den hellige ånd. (Ap. G. 7:51-53; 1 Tess. 4:8) Men ved ydmygt og oprigtigt at benytte sig af disse guddommelige foranstaltninger, Guds ånd og hans ord, ville disciplene forblive i samhørighed med deres hoved, Kristus Jesus, og forblive i hans kærlighed. — Joh. 17:6, 20, 21; 15:7, 10.
Myndigheden som hoved udøves gennem en menighedsordning
Jesus sammenlignede hver enkelt af sine disciple med grene på „det sande vintræ“, som var ham selv. (Joh. 15:1-5) Eftersom det for de kristne gælder at „Kristus er enhver mands hoved“, betyder det så at en kristen kan have et særskilt og uafhængigt forhold til Kristus Jesus som sit hoved, adskilt fra resten af Jesu sande disciple? (1 Kor. 11:3) Absolut ikke. Som apostelen Paulus skrev: „Lad Kristi fred råde i jeres hjerter; til den blev I kaldede som lemmer på samme legeme.“ (Kol. 3:15) Vi viser vor enhed med Kristus Jesus når vi „stræber efter at bevare Åndens enhed i fredens bånd: ét legeme og én Ånd, ligesom I også blev kaldet til ét håb ved jeres kaldelse, én Herre, én tro, én dåb, én Gud, alles Fader, som er over alle, gennem alle og i alle!“ (Ef. 4:3-6) Kristus Jesus udøver altså sin myndighed som overhoved over den enkelte gennem en menighedsordning som han sammenligner med et legeme. Skiller man sig ud derfra, fornægter man ham som hoved. Det vil betyde at man enten betvivler Kristi evne til som hoved at styre legemet, eller at man er utilfreds med hans måde at gøre det på.
Ligesom Gud mens de kødelige israelitter var trofaste kunne omtale dem som „min tjener“, sådan kan de åndelige israelitter, den kristne menighed, også omtales som en „tjener“, en kollektiv tjenerskare. (Es. 41:8, 9; 43:10) Kristus Jesus omtalte den som sin „tro og kloge tjener“ eller „husholder“. Og mens enkeltpersoner ved hans anden nærværelse måske ville vise sig at være „tro over lidt“, lovede han at denne tjenerskare bestående af salvede kristne ville blive sat over „alt, hvad han ejer“. (Matt. 24:45-47; Luk. 12:42; Matt. 25:21, 23) Hvordan skulle det åndelige Israel varetage denne husholdergerning over alle, Kristi jordiske interesser?
Vi kan forstå hvordan det gøres ved at tænke på den måde hvorpå Kristi myndighed som hoved blev udøvet i den kristne menighed i det første århundrede. Som vi har set udgjorde apostlene til at begynde med et styrende råd, og de fik senere tilslutning af andre der kvalificerede sig som ældste i menigheden i Jerusalem. I den mest udførlige beskrivelse vi har af et af deres møder, er det værd at bemærke hvilken rolle Guds ånd og Guds ord spillede med hensyn til at lede deres afgørelse. Skønt der ved begyndelsen af mødet — der blev holdt på grund af spørgsmålet om omskærelse — var store meningsforskelle, førte disse to kræfter, Guds ånd og Guds ord, disciplene til en enig beslutning.
Først fortalte apostelen Peter om hvordan ånden var blevet givet til uomskårne hedninger. Derefter gjorde Paulus og Barnabas rede for åndens virke i deres tjeneste blandt sådanne mennesker. Til slut tog Jakob, Jesu halvbroder, ordet, og idet hans hukommelse uden tvivl var ledet af den hellige ånd, henledte han opmærksomheden på en inspireret profeti der forudsagde at Guds navn skulle nævnes over hedninger. Det ville have været let for disciplene simpelt hen at gøre som de altid havde gjort, at ’følge tidligere praksis’, så at sige. Men Guds ånd og Guds ord tilskyndede dem eller virkede på dem i en bestemt retning, og krævede en ændring i deres tankegang. Da Jakob forelagde en resolution for at få spørgsmålet afgjort, blev den derfor enstemmigt vedtaget. Havde Kristus ledet dem gennem den hellige ånd? Dette råd vidste at det var tilfældet, og i brevet med deres afgørelse sagde de: „Thi [først og fremmest] Helligånden og [dernæst] vi har besluttet ingen yderligere byrde at lægge på jer ud over dette nødvendige.“ — Ap. G. 15:1-29.
Dette brev blev derefter overgivet til de kristne menigheder i almindelighed af mænd der repræsenterede det styrende råd i Jerusalem. Menighederne blev glade over og accepterede denne afgørelse, og viste således at de oprigtigt anerkendte Kristus Jesus som deres hoved. Dette medførte rige velsignelser; de styrkedes i troen og voksede i antal. — Ap. G. 15:22, 30, 31; 16:4, 5.
Drager du nytte af Guds søns ledelse? Hvilken menighed i dag viser den troskab mod Guds ord og den lydighed mod Guds ånd som viser at Kristus er dens hoved? Vi tilskynder dig til at undersøge om vidnesbyrdene om dette findes i Jehovas vidners kristne menighed.