Nye tingenes systemer

„Gud, som i fordums tid talte ved mange lejligheder og på mange måder til vore forfædre ved profeterne, har ved disse dages ende talt til os ved en søn, som han indsatte som arving til alle ting, og ved hvem han dannede tingenes systemer.“ — Hebræerne 1:1, 2, NW.

 1. Ved hvem og i hvilken hensigt har Jehova dannet tingenes systemer?

JEHOVA GUD er Skaberen af retfærdige tingenes systemer. De er alle underlagt hans øverste kontrol. Han har ordnet dem på en sådan måde, at de går fra gode til bedre og større ting, indtil de til sidst når en sådan godheds fylde, at de intet lader tilbage at ønske. Han er ordenens Gud og ved, hvad han vil opnå med sine forordninger. Hans mål er at befri hele universet for al ondskabens magt og indgriben, og det vil han gøre gennem sin lovede regering, som han har lagt i sin herliggjorte søns, Jesu Kristi, hænder, og som vil bringe al skabningen, den synlige og usynlige, ind i et fredfyldt lydighedens afhængighedsforhold til deres Gud og Skaber. Ved at nå dette mål vil han havde sig selv som hele universets retmæssige overherre. Med det for øje har han skabt en række tingenes systemer, der følger efter hinanden. Hans søn spiller en fremtrædende rolle i forbindelse med hævdelsen af Jehovas universelle overhøjhed, og han har brugt ham ved dannelsen af tingenes systemer.

 2. Hvem er denne gamle verden ikke værd? Hvordan?

² Det nuværende verdslige tingenes system under Satan, dets gud, vil kun blive tålt for en tid. Det nyder ikke guddommelig anerkendelse. Det har haft Jehova Guds vidner iblandt sig lige siden dets begyndelse efter Vandfloden, men det har aldrig formået at opsluge dem. Gud har ladet dem forblive i denne verden, for at de skulle aflægge et vidnesbyrd om hans hensigt, at oprette en ny verdens regering. Men verden har ikke vist sig værdig til at have dem iblandt sig; den har ringeagtet deres budskab og forfulgt dem i stor ondskab. Hermed mener vi ikke blot profeterne i tiden før Kristus, fra Noa og indtil Johannes Døber, de mænd, hvis bedrifter og lidelser skildres i det ellevte kapitel af Paulus’s brev til hebræerne. Vi mener også den lille skare sande kristne, hvoraf der nu kun er en rest tilbage, og også den „store skare“ „andre får“, der har sluttet sig til den for sammen med den at tjene som Jehovas vidner. Den forfølgelse, alle disse den højeste Guds vidner har været udsat for siden den første verdenskrig, blev forudsagt af Jesus, der erklærede, at det ville være et tydeligt tegn på, at Satans onde system nu havde nået sin afslutning. Dets forfølgelse af dem er blevet berygtet, hvilket er et bevis for, at verden er dem ikke værd. Derfor skal den tilintetgøres. — Hebræerne 11:38; Mattæus 24:9; Åbenbaringen 7:9, 10; Johannes 10:16.

 3. Hvilket værk markerede, at vi havde nået til Satans systems afslutning?

³ Et af tegnene på, at vi havde nået dets afslutning, og at dets endeligt var nær, skulle være et adskillelsesværk blandt folkene, i særdeleshed inden for kristenheden, der påstår at være kristendommens domæne. Jesus omtalte i billeder højdepunktet af dette adskillelsesværk og den fortærende ødelæggelse, der skulle ramme de falske kristne, og sagde: „Høsten er en afslutning på et tingenes system, og høstfolkene er engle. Ligesom nu ukrudtet skilles fra og brændes i ild, således skal det ske ved afslutningen på tingenes system. Menneskesønnen skal sende sine engle ud, og de skal samle og fjerne fra hans rige alle, der frister andre til fald, og dem, som øver lovløshed; og de skal kaste dem i ildovnen; dér skal der være gråd og tænderskæren.“ Idet Jesus sammenligner adskillelsesværket med sortering af gode og dårlige fisk fra et vod, siger han: „Således skal det ske ved afslutningen på tingenes system. Englene skal gå ud og skille de onde fra de retfærdige og kaste dem i ildovnen.“ Dette adskillelsesværk har gået før sig siden året 1919 som et resultat af det vidnesbyrd om Riget, Jehovas vidner har aflagt blandt alle jordens nationer. Den kendsgerning, at de forkastede og uværdige nu er begyndt at græde og skære tænder, viser, at adskillelsesværket snart har nået sit kulminationspunkt, og at denne verdens absolutte ende nærmer sig. — Mattæus 13:39-42, 47-50; 24:14, NW.

En afslutning for nitten århundreder siden

 4. Hvorledes kan vi ud fra Hebræerne 9:26 vide, at kristne længe har levet under et nyt tingenes system?

⁴ Nogle af dem, som skal arve den kommende nye verdens rige, lever stadig i denne gamle verden og under dens ordning. Men husk, de udgør ikke en del af den og skikker sig heller ikke lige med den. De er ikke af den gamle verden, men af den nye. Er du klar over, at i nitten århundreder har de levet under et nyt tingenes system, som Jehova Gud skabte ved sin søn, Jesus Kristus? Du kan blive klar over det og forstå det ud fra apostelen Paulus’s ord i Hebræerne 9:26. Han omtaler der Jesu ofring af sit liv som fuldkomment menneske. Efter at have mindet os om, at Jesus ikke var en levitpræst, der tjente ved templet i Jerusalem, tilføjer han: „Ellers havde han måttet lide mange gange siden verdens grundlæggelse. Men nu har han åbenbaret sig een gang for alle ved afslutningen på tingenes systemer for ved sit offer at bortskaffe synd.“ (NW) Denne afslutning nåede sit endepunkt i året 70 e. Kr. med ødelæggelsen af det gamle Jerusalem og dets tempel og adspredelsen af den jødiske nation for et tidsrum af næsten nitten århundreder. Skønt den gamle verden endnu består, kan der ikke herske tvivl om, at visse systemer ophørte på dette tidspunkt for at give plads til andre. Apostelen bekræfter da også dette. Han fortæller om jødernes troløse færd og de straffe, der af den grund ramte dem i ørkenen, efter at de var blevet frelst fra Ægypten. Så siger han: „Disse ting vedblev at ske med dem som eksempler, og de blev skrevet til advarsel for os, til hvem tingenes systemers absolutte ende er kommet.“ (1 Korinter 10:11, NW) Vi spørger derfor: Hvad var det, der endte for de kristne der tilbage i tiden?

 5, 6. Hvad ophørte i de kristne jøders tid?

⁵ Det var ophør af de tingenes systemer, som Gud havde indført blandt sit udvalgte folk til bedste for dem, indtil Jesus Kristus skulle komme og bringe sit offer, oprejses fra de døde og herliggøres ved Guds højre hånd i himmelen. Engelen Gabriel forudsagde for Daniel det nøjagtige år, da Messiasfyrsten skulle komme. Han viste, at tre og et halvt år efter, at Jesus var blevet salvet med Guds ånd, eller i midten af en åruge, skulle Messias dø som et offer. Dette ville overflødiggøre alle jødernes slagtofre og andre tempelofre og gøre dem virkningsløse og ugyldige. Gabriel sagde vedrørende Messias: „Og han skal slutte en pagt med de mange i een uge [åruge]; og i halvdelen af ugen vil han forårsage, at slagtofre og afgrødeofre ophører.“ (Daniel 9:27, Le; AT; Mo) At dette betød afslutningen på det jødiske system med dets slagtofre og afgrødeofre, som det var foreskrevet i Moseloven, er afgjort. Som bekræftelse heraf siger apostelen: „Kristus er lovens absolutte ende, så at enhver, som tror, kan opnå retfærdighed.“

⁶ Til trøst for både de hedenske folk og jødefolket siger han igen: „Ved sit kød afskaffede han hadet, loven med dens bud og forskrifter, for at han i sig kunne skabe de to folk til eet nyt menneske og stifte fred og fuldt ud forlige de to folk, forenede i eet legeme, med Gud ved marterpælen.“ Igen: „Gud . . . tilgav os i sin godhed alle vore overtrædelser og udslettede det håndskrevne dokument med dets lovbestsemmelser, det, som gik os imod; og han tog det bort ved at nagle det til marterpælen.“ — Rom. 10:4; Ef. 2:15, 16; Kol. 2:13, 14, NW.

 7, 8. Hvilke andre tingenes systemer ophørte dengang ifølge Paulus’s udtalelse?

⁷ For nitten århundreder siden kom derfor enden på dette mosaiske lovsystem med dets slagtofre og afgrødeofre, der var blevet frembåret af præsterne af Levis stamme. Hvorledes? Ved Jesu død på marterpælen og hans opstandelse og opstigen til himmelen for at frembære for Gud værdien af sit offer som menneske. Yderligere bevis for, at dette system var ophørt, blev givet syv og tredive år senere, da de jødiske præster blev tvunget til at ophøre med deres ofringer ved ødelæggelsen af deres forbilledlige tempel, der indtil nu ikke er blevet genopbygget. Ikke det alene, men jødernes nationale system med en konge, der regerede på „Jehovas trone“ i Jerusalem, hørte fuldstændigt op. Hvorfor det? Fordi den jødiske nation forkastede Jesus, Davids søn, som deres konge, og fordi denne efter sin opstandelse fra de døde nægtede at lade det jordiske rige genoprette blandt det kødelige Israel. I stedet satte han sig ved Guds højre hånd i himmelen for der at vente på året 1914, da Gud ville indsætte ham på tronen som den nye retfærdsverdens himmelske konge. — Hebræerne 10:12, 13.

⁸ Der havde desuden været et system med profetiske forbilleder eller skygger, der på dramatisk måde skildrede de vidunderlige virkeligheder, som skulle komme. Dette system ophørte, efter at Jesus var steget op til himmelen. Nu var tiden for opfyldelserne kommet som bevis for, at Guds ord er sandt. (Kolossenserne 2:16, 17; Hebræerne 10:1; 11:17-19) Også det system, hvorigennem Gud talte og videregav sit budskab ved hebraiske profeter fra Abraham og ned til Johannes Døber, ophørte. Ved afslutningen på de dage talte Gud til mennesker gennem sin himmelske søn Jesus Kristus og ved sin søns efterfølgere, hvem Gud antog som sine åndelige sønner. (Hebræerne 1:1, 2) I betragtning af, at hele denne ordning ophørte dengang, kunne apostelen Paulus for nitten århundreder siden med rette sige, at den absolutte ende på tingenes systemer var kommet for ham og hans brødre.

 9. Hvordan blev det nuværende adskillelsesværk billedligt skildret og også omtalt af Johannes Døber og Jesus?

⁹ Der finder nu et adskillelsesværk sted ved afslutningen på Satans onde system. Som et billede herpå fandt der et adskillelsesværk sted i den jødiske nation i Palæstina, indtil ødelæggelsens ild ramte deres hovedstad og templet i året 70. Johannes Døber forudsagde dette, da han talte om Messias’s komme: „Han skal døbe jer folk med hellig ånd og med ild. Sin kasteskovl har han i hånden, og han skal gennemrense sin tærskeplads og samle sin hvede i lade; men avnerne skal han opbrænde med uudslukkelig ild.“ (Mattæus 3:11, 12, NW) Hveden, der blev samlet i laden, var den jødiske rest, der hævdede, at Jesus var Messiasfyrsten. De blev døbt med den hellige ånd fra pinsedagen og sidenefter. Avnerne, der blev brændt, var den jødiske nation som helhed, der tog parti for kejseren imod Jesus. De blev døbt med Guds vredes ild, og det har ganske særlig været tilfældet siden år 70 e. Kr. Jesus hentydede selv til adskillelsesværket blandt jøderne, for hvem de gamle tingenes systemer ophørte. Han talte om de troende jøder, der skulle høstes blandt den troløse nation, og om sig selv som høstformanden og sagde: „Løft jeres øjne op og se, at markerne er hvide til høsten. Allerede nu får den, der høster, løn og samler frugt til evigt liv, så at de kan glæde sig sammen, både den, som sår, og den, som høster. Thi her er det ord sandt: en sår, og en anden høster. Jeg har sendt jer ud for at høste det, som I ikke har arbejdet med; andre har arbejdet, og I er gået ind til fortjenesten af deres arbejde.“ — Johannes 4:35-38, NW.

10. Hvorledes vil dette værk ende? Hvorfor betyder det ikke en katastrofe for os?

¹⁰ Efter denne høst, og navnlig efter at de gode nyheder begyndte at gå ud til de uomskårne hedninger, og de fik mulighed for adgang til det himmelske rige, visnede det jødiske folk bort som Guds begunstigede folk ligesom det figentræ, Jesus forbandede. (Mattæus 21:18, 19, 43; Lukas 13:6-9; Apostlenes Gerninger 10:1-48) Når vi i dag, efter mere end tredive års høstarbejde, betragter billedet med denne jødiske høst og tærskning, hvor tydeligt ser vi så ikke, hvad der går for sig i kristenheden nu! Når vi tænker på den frygtelige skæbne, der ramte den jødiske hovedstad og dens belejrede indbyggere, gyser vi ved tanken om den endnu hårdere skæbne, der snart skal ramme den hykleriske kristenhed og dens virvar af religioner. Denne katastrofe betyder ikke ulykke for Guds folk, de sande kristne. Den vil fjerne det smuds, der er blevet kastet på Guds hellige navn, og rense jorden og indføre den sande tilbedelse af Jehova Gud på hvert et sted til fred og fremgang for hele menneskeslægten.

11. Hvorfor kan vi ikke kalde denne periode „den jødiske tidsalder“?

¹¹ Den tidsperiode, i hvilken disse gamle tingenes systemer blomstrede, kan vi ikke med rette betegne som „den jødiske tidsalder“. Hvorfor ikke? Fordi de begyndte, inden der fandtes kødelige jøder. Gud handler også nu med indvortes jøder, der har modtaget hjertets omskærelse. De er åndelige israelitter og udgør „Guds Israel“. (Romerne 2:28, 29) Vi mærker os blot, at der har været en sådan tidsperiode siden Vandfloden, da disse tingenes systemer eksisterede, uden at give den noget specielt navn. Tiden for disse gamle ting ophørte for nitten århundreder siden. De tilhørte forgangne tingenes systemer og tidligere slægter, for hvem Guds hellige hemmelighed om Kristus og hans efterfølgere var skjult, men hvilken hemmelighed nu er blevet åbenbaret for hans hellige. — Kolossenserne 1:26, 27, NW.

De nye har eksisteret længe

12, 13. Hvorledes har åbenbaringen af Guds hemmelighed gjort tingene nye for os?

¹² Hvor vidunderligt er det ikke at leve under Guds nye tingenes system og at vide, at det kun er en forløber for endnu bedre ting! Det vender fuldstændig op og ned på vor tilværelse, selv om vi jo stadig må leve i denne gamle verden. Nu da Jehova Gud har åbenbaret sin hellige hemmelighed, er tingene blevet gjort nye for os. Hans hemmelighed lå skjult i den Salvede eller Kristus, hvem Jehova havde forudsagt og billedligt forudskildret i årtusinder. Til sin tid forlod hans elskede søn de himmelske regioner og blev født som et menneske, og profetierne om ham begyndte at opfyldes. Den længe skjulte hemmelighed blev afsløret for dem, som troede og modtog Guds ånd. Ved sin søn bortskaffede Jehova Gud det gamle for at indføre det nye.

¹³ Apostelen taler rent ud om denne forbedring af tingene og siger: „Derfor siger han [Jesus], da han træder ind i verden: Til slagt- og afgrødeoffer havde du ej lyst; men et legeme beredte du mig. I brændofre og syndofre fandt du ikke behag. Da sagde jeg: Se, jeg er kommet (i bogrullen er der skrevet om mig) for at gøre din vilje, min Gud. Efter først at have sagt: Til slagt- og afgrødeofre, brænd- og syndofre havde du ej lyst, og i dem fandt du ikke behag — ofre, der bringes i overensstemmelse med loven — siger han derpå: Se, jeg er kommet for at gøre din vilje. Han ophæver det første for at fastslå det andet. Ved denne vilje er vi blevet helliget ved ofringen af Jesu Kristi legeme een gang for alle.“ (Hebræerne 10:5-10, NW) Lyder det, som om tingene bliver gjort nye for os, som søger liv og lykke? Dette, at den første slags ofre erstattes af det andet offer, som virkelig helliggør, betyder en ny ypperstepræst hos Gud. Det betyder et nyt forhold mellem Gud og dem, der tilbeder ham.

14, 15. Hvorfor var en ny pagt nødvendig? Hvilken indvirkning havde Guds løfte derom på lovpagten?

¹⁴ Hvor langt mere tilfredsstillende end det gamle er ikke dette! Det levitiske præsteskab, der kun bragte slagtofre og afgrødeofre, blev indsat under den gamle lovpagt, som Gud sluttede med de kødelige israelitter gennem Moses. Disse præster hørte med ind under det gamle tingenes system, der gjaldt under lovpagten. Ofrene, de bragte, kunne aldrig borttage menneskers synder eller gøre mennesker fuldkomne, og de var derfor blot billeder på det kommende store offer. Dersom slægten skulle opnå varig gavn, var et nyt og bedre tingenes system påkrævet, og Gud tilvejebragte det gennem sin søn, Jesus Kristus. (Hebræerne 1:1, 2, NW) Den gamle lovpagt stod som en hindring for, at Jesus, Messias, kunne blive præst på jorden, og den fordømte mennesker for deres synder i stedet for at befri dem for synd. Hvis der derfor skulle komme en ny ypperstepræst for Gud med et offer, der kunne fjerne synd, og dersom Messias af Judas stamme skulle være denne ypperstepræst, måtte der tilvejebringes en ny pagt. Kristus Jesus blev gjort til ypperstepræst ved Jehova Guds ed og blev ypperstepræst for den nye pagt. Hvad dette betyder, kan vi læse af disse ord:

¹⁵ „Hvis nemlig den første havde været udadlelig, ville ingen have søgt at sætte en anden i stedet. Men han dadler jo folket, når han siger: Se, dage skal komme, siger Jehova, da jeg slutter en ny pagt med Israels hus og Judas hus; . . . Thi dette er den pagt, jeg vil oprette med Israels hus efter de dage, siger Jehova: Jeg vil give mine love i deres sind, og på deres hjerter vil jeg skrive dem, og jeg vil være deres Gud, og de skal være mig et folk. Og da skal ingen lære sin landsmand eller sin broder og sige: Kend Jehova, fordi de skal alle kende mig, fra den mindste til den største iblandt dem. Thi jeg vil være nådig imod deres uretfærdige gerninger, og jeg vil aldrig mere komme deres synder i hu. Når han siger en ny pagt, har han dermed erklæret den første for forældet; men det, som er ved at blive forældet og gammelt, er nær ved at forsvinde.“ — Hebræerne 8:7-13, NW.

16, 17. Hvad lod Gud ved Kristi hverv bortfalde, og hvad indviedes der? Hvad betød dette med henblik på tingenes systemer?

¹⁶ Ved den tjeneste, Kristus udførte som en mellemmand, der er større end profeten Moses, og ved hans tjeneste som en ypperstepræst, der ofrer sig selv, erstattede Gud den gamle lovpagt med den nye pagt. Da Gud naglede den gamle lovpagt til marterpælen, på hvilken Jesus Kristus blev ofret, forsvandt et tingenes system, der var 1545 år gammelt, og som havde haft tilknytning til de kødelige jøder eller israelitter. På pinsedagen i år 33 e. Kr. indviede den opstandne og herliggjorte Jesus i himmelen den nye pagt med sine trofaste efterfølgere på jorden. Derpå blev de kristne disciple avlet af Guds udgydte ånd og blev åndelige israelitter eller indvortes jøder.

¹⁷ Ville dette derfor ikke betyde indførelsen af nye tingenes systemer? Det er, hvad der må ligge i betydningen af apostelens ord, når han siger: „Derfor, hvis nogen er forenet med Kristus, er han en ny skabning; det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til! Men alt dette er fra Gud, som forligte os med sig selv ved Kristus og gav os forligelsens tjeneste.“ (2 Korinter 5:17, 18, NW) Noget sådant som denne „nye skabning“ forenet med Kristus, hovedet, havde aldrig eksisteret før i hele Guds univers. Det kunne derfor ikke være andet, end at nye tingenes systemer måtte indføres og det i forbindelse med den kristne „nye skabning“. Sådanne nye systemer blev indført. Jehova Gud antydede dette, da han udmalede den nye pagts fordele ved at sige, at han ved den virkelig ville borttage synderne fra disse åndelige israelitter, der var taget med ind i pagten, og erklære, at de skulle blive oplært af Jehova og kende ham hver og en, fra den mindste af dem til den største. — Jeremias 31:31-34.

18. Hvad ser vi nu med troens øjne? Hvad kan vi forstå ud fra Åbenbaringen 13:8 med hensyn til Lammet?

¹⁸ Det var indledningen til en vidunderlig epoke, en epoke med nye ting, hvilke Guds inspirerede mænd havde profeteret, og på hvilke den gamle pagts ofringer, fester og love havde været skyggebilleder. Virkelighederne, der nu indførtes, overgik langt disse fortidens trofaste mænds største forventninger, og disse ting ser vi nu med troens øjne og ledet af Guds ånd. Derfor skriver apostelen: „I tro fatter vi, at tingenes systemer blev skabt [forberedt, indrettet] ved Guds ord, så det synlige blev til af det, der ikke sås.“ (Hebræerne 11:3, NW, margen) Nu kan vi forstå, at der ligger mere bag ordene, end vi før har troet, når Åbenbaringen 13:8 taler om Jesus Kristus som „Lammet, der var slagtet fra verdens grundlæggelse“. (NW) Grundlæggelsen af en ny verden fandt sted, da han ofrede sit liv for nitten århundreder siden. Denne kendsgerning fastslås af apostelen Paulus, hvor han understreger, at ypperstepræstens, Jesu Kristi, offer ikke behøver at gentages: „Heller ikke behøver han at ofre sig selv mange gange, . . . i så fald havde han måttet lide mange gange siden verdens grundlæggelse.“ (Hebræerne 9:25, 26, NW) Hvilken verden? Den nye verden med dens nye himle og ny jord, hvor retfærdighed skal bo. Med sit offer lagde Jesus grundvolden til udfrielse fra synd og død for mennesker på jorden og åbnede vejen til liv i den retfærdige nye verdens nye himle og jord. Det er siden denne verdens grundlæggelse, han ikke har nødig vedblivende at lide for at befæste denne nye verden, eftersom hans offer var fuldkomment og opfyldte ethvert retfærdighedskrav.

19. Hvilke andre krav opfyldte Jesus ved sit offer?

¹⁹ Mere end det! Jesu offer opfyldte det store krav om et bekræftende svar på det altoverskyggende stridsspørgsmål i universet: Kan Jehova Gud bevare sin overhøjhed over al skabningen, og vil Guds ypperste søn hævde Faderens universelle overhøjhed? Bagvaskeren Satan sagde nej, og ved at gøre sin indflydelse gældende inden for sin egen verden søgte han at få Jesus til at sige nej! Men Jesu, Guds søns, frivillige og loyale offer blev et ja! Ved sin lydighed indtil offerdøden på en marterpæl hævdede Jesus trofast Jehovas universelle overhøjhed og bevarede sin retskaffenhed over for sin Gud. Efter sin dåb i Jordanfloden blev han salvet til at være den nye verdens konge. Ved at fastholde sin retskaffenhed over for Gud, der skænkede ham den kongelige salvelse, beviste Jesus Kristus sin ret til Riget. Han fastslog derved, at der skulle være et rige, der skulle styre den nye verden i retfærd. Ved sit offer genløste han mennesker og ikke blot dem, som skulle få det høje kald til sammen med ham at herske i Himmeriget, men også dem blandt menneskeslægten, der skulle blive hans jordiske undersåtter i den nye verden.

20. Hvorfor har den nye verdens grundvold stået urokkelig fast i al denne tid?

²⁰ Ved Jesu fuldkomne offer blev den nye verden grundlagt i dobbelt forstand. I den hensigt, at Jesus Kristus en dag skulle blive regeringens konge, og i den hensigt, at han skulle fungere som ypperstepræst og frembære fortjenesten af sit offer som menneske, oprejste den almægtige Gud ham fra de døde som en udødelig åndesøn og førte ham ind i sin himmelske nærværelse. Som et resultat heraf har den nye verdens grundvold stået urokkelig fast gennem alle storme og angreb i de forløbne nitten århundreder, og i dag kan vi med jublende glæde hilse den nye verdens indførelse med Jesus Kristus som Jehovas salvede konge velkommen.

Glæde nu over det nye

21. Må vi vente på de nye systemer indtil den nye verdens komme? Hvorfor ikke?

²¹ Den kommende nye verden er et af de nye tingenes systemer, Gud skaber ved sin søn. Da først dens grundvold var lagt, var vi ikke nødt til at vente til selve oprettelsen af den nye verden for at kunne glæde os ved de nye tingenes systemer. De kristne, som er blevet knyttet til den nye pagt siden pinsedagen i året 33, har nydt godt af de nye foranstaltninger. Vi behøver ikke at bekymre os om noget bogstaveligt tempel i Jerusalem, noget levitisk præsteskab, slagtofre, der må frembæres år ud og år ind, samvittighedskvaler som følge af den syndeskyld, for hvilken Moseloven fordømmer menneskene! Vi er kommet til det Nye Jerusalem, Guds universelle hovedstad. Vi har et nyt tempel, hvori Jesus Kristus er hovedhjørnestenen, og alle hans åndelige efterfølgere er levende sten, opbygget på ham som grundvold. Vi har en ny ypperstepræst, et nyt og bedre offer, der virkelig ved blodet renser for al synd, en ny lov indskrevet, ikke på stentavler, men i vore hjerter, en ny mellemmand mellem Gud og mennesker, en ny pagt. Mere endnu? Ja, ny kundskab, nye Guds gerninger, der opfylder hans tidligere profetier, skygger, forbilleder, en ny tjeneste og et nyt forhold til Gud som hans nye nation af åndelige israelitter og som hans sønner, hvis ånd råber: „Abba, Fader!“ til ham. Sande kristne, der lever op til deres forrettigheder, har nydt disse goder i århundreder. Nu nyder en trofast rest af Kristi medarvinger dem. Alle disse nye ting har samvirket som nye tingenes systemer siden pinsen år 33 e. Kr, og er indledende forberedelser til Guds egen nye verden. De er en absolut garanti for den nye verdens fulde komme.

22. Hvorfor har de, som er under den nye pagt, ikke denne verdens ånd? Hvem er deres moder, og på hvilken måde er den det?

²² Siden Kristi død, opstandelse og opstigen til himmelen har alle disse ting været kendsgerninger midt i denne gamle verden. Den nye pagt er ikke en del af den gamle verdensordning, men den udtager fra denne verden et folk for Jehovas navn. (Apostlenes Gerninger 15:14) De udgør ikke længere nogen del af den gamle verden, lige så lidt som Jesus, deres mellemmand, på noget tidspunkt udgjorde nogen del deraf. Gud har som sit folk udvalgt sådanne, som denne verden ikke sætter pris på. Billedlig talt pælfæstes de over for denne verden, og på deres side pælfæster de denne verden som dømt til undergang. De ejer ikke dens ånd eller følger dens visdom. (Johannes 8:23; 15:19; 17:6, 14, 16; 1 Korinter 1:27, 28; Galaterne 6:14; 1 Korinter 2:12; 3:19) De har „smagt Guds rette ord og det kommende tingenes systems kræfter“, siger apostelen. Han siger til dem, som er Guds børn ved den nye pagt, at deres moder ikke er organisationen under den mosaiske lovpagt, der billedligt skildredes ved trælkvinden Hagar. Deres moder er som den frie kvinde, hvem Hagar tilhørte, Sara, Abrahams sande hustru. Abraham, der ofrede sin elskede søn i lydighed mod den guddommelige befaling, var et billede på Jehova Gud, og hans hustru Sara på den hellige organisation, der er moder eller frembringer af Guds børn. Hun er ikke en del af denne gamle verden, men er ubesmittet af den og højt hævet over den. Hun hører himmelen til ligesom Gud og er ham fuldstændig underlagt og viet til hans hensigter. Jerusalem på jorden er ikke hendes forbillede. „Men,“ siger apostelen Paulus til de kristne i den nye pagt, „det Jerusalem, som er oventil, er frit, og det er vor moder.“ (Hebræerne 6:5 og Galaterne 4:24-31, NW) Ved hjælp af den nye pagt frembringer hun Guds åndelige børn, der skal være Jesu Kristi medarvinger i det himmelske rige.

23. Hvorfor kan vi ikke kalde denne tidsperiode med den nye pagt „evangeliets tidsalder“?

²³ Denne tidsperiode, i hvilken den nye pagt er i kraft, og i hvilken de gode nyheder om Riget forkyndes af dem, som er i pagten, kan vi ikke kalde ved navne som „evangeliets tidsalder“. Lad os huske, at evangeliet eller de gode nyheder begyndte ikke at blive forkyndt, dengang den nye pagt blev sluttet. Nej, for i Galaterne 3:8 (NW) læser vi: „Da skriften forudså, at det er af tro, Gud ville erklære nationernes folk retfærdige, forkyndte den forud Abraham de gode nyheder: Ved dig skal alle nationerne velsignes.“ Vi kan heller ikke sige, at den nye pagts system ophører med det kommende Harmagedonslag, i hvilket denne verden skal tilintetgøres. Eftersom en rest af Guds åndelige børn i den nye pagt skal overleve Harmagedon, så må dette den nye pagts system vare til efter Harmagedon. Det må sammen med dets foranstaltninger vare, lige til Guds kraft borttager hans trofaste rest fra jorden og herliggør dem med Jesus Kristus i det himmelske rige. Den nye pagts foranstaltninger ophører derfor ikke samtidig med, at Satans herredømme over denne gamle verden ophører. Vi må endnu vente med at se, hvornår Jehova Gud afslutter den nye pagt, efter at den med held har udført sin mission. Til det tidspunkt vil han føre alle sine åndelige sønner ind under de „kommende tingenes systemer“, for der at „vise sin ufortjente godheds overstrømmende rigdom i sin velvilje imod os forenet med Kristus Jesus“. — Efeserne 2:7, NW.

24. Betyder den nye pagts afslutning også Abrahamspagtens ophør? Hvorfor?