Visdomsord til nutiden
„Opnå visdom, og med alt hvad du opnår, opnå forstand.“ — Ordsp. 4:7, NW.
1. Hvorfor er det ikke ren og skær selviskhed at ønske liv i lykke, og hvordan kan det opnås i en fuldkommen verden?
LIV i lykke — det er hvad vi alle ønsker, ikke sandt? Det lyder måske selvisk. Mennesket blev imidlertid oprindelig skabt til at leve, og til at leve lykkeligt. Det er derfor naturligt at ønske et lykkeligt liv. Ved at vise os værdige til evigt liv ophøjer vi Gud, Livgiveren. Jehova Gud skabte i harmoni hermed det første menneske fuldkomment og satte det i et paradis, Edens have, hvor det var muligt for mennesket at leve evigt og på en fuldkommen måde nyde livet. Da vi dengang endnu var i det første menneskes lænder, endnu ventede på at skulle fødes, var denne mulighed for at opnå evigt liv i fuldkommen lykke også vor. Men muligheden for at komme til verden gennem fuldkomne forældre i et lykkeligt paradis gik tabt for os. Hvordan? Ved vor første jordiske stamfader Adams uvise adfærd; og se i hvilken tilstand hele menneskeheden befinder sig i denne såkaldt moderne tid! Den menneskelige familie er alt andet end lykkelig; den forventede levealder er gået ned til langt under et gennemsnit på hundrede år, og selve menneskeslægtens eksistens synes nu truet af at menneskeheden som en bombe pludseligt og frygteligt skal eksplodere i en tredje verdenskrig ført efter de mest moderne metoder. Lykkeligvis har vor Skaber, Jehova Gud, genåbnet en mulighed for dem der elsker livet, til at opnå evig lykke i en fuldkommen verden. Opnå evig lykke? Hvordan? Ved visdom.
2. På hvilken måde er en sådan livgivende visdom helt anderledes end denne verdens visdom?
2 En sådan livgivende visdom er helt anderledes end denne verdens visdom. Verdens visdom har bragt verden ud i dens sørgelige tilstand, og ved hjælp af denne verdens visdom er der ingen mulighed for at komme ud af denne ulykkelige tilstand eller for til sidst at opnå liv i lykke. Denne verdens visdom kommer nedefra, fra faldne, selviske mennesker der stoler på deres egen forstand. Så vidt som den kommer fra et område uden for menneskeheden, det vil sige fra det usynlige, kommer den fra onde dæmoner, fra djævle, og er altså dæmonisk, djævelsk. Denne verdens visdom ved ikke at „denne verdens gud“ er Satan Djævelen, Jehovas og menneskers store modstander. Intet andet kan være årsag til at menneskene nu befinder sig i en så fornedret, ukærlig og selvoptagen forfatning, ude af stand til at leve side om side, ude af stand til at bevare fred og fordragelighed mellem medlemmer af deres egen familie, og på vej mod selvmord i en atomkrig over politiske, religiøse, racemæssige og økonomiske uoverensstemmelser. Helt forskellig herfra kommer den visdom der fører til evigt liv i den lykkelige og frie verden, ned ovenfra. Så vidt som den kommer fra et område uden for det menneskelige, kommer den fra Jehova Gud, den store Giver af liv, fred og lykke.
3. Med hvilken visdom skulle vi altså være vise, og hvor skal vi, ifølge fortidens viseste konge, erhverve os den?
3 For at kunne leve må vi altså være vise med en visdom der er anderledes end denne verdens. Vi må erhverve os denne visdom, ikke fra denne verdens skoler og heller ikke fra den såkaldte erfaringens skole men fra det eneste sted hvor den kan fås, nemlig hos Jehova Gud. Af fortidens viseste konge får vi dette råd: „Jehova, han giver visdom; fra hans mund kommer kundskab og indsigt. Og til de retskafne vil han omhyggeligt gemme praktisk visdom; han er et skjold for dem der vandrer i uangribelighed.“ (Ordsp. 2:6, 7, NW) Han havde selv fået sin visdom fra denne samme kilde, så han vidste hvad han skulle sige os. Han var en ung mand da han blev konge over Israels tolv stammer i året 1037 før den kristne tidsalder. Da Jehova Gud viste sig for den unge kong Salomon i en drøm og spurgte ham om hvad han ønskede sig, svarede Salomon: „Giv mig nu visdom og kundskab så jeg kan gå ud foran dette folk og jeg kan komme ind, for hvem kan dømme dette dit store folk?“ Gud fandt behag i denne anmodning, og han skænkede virkelig Salomon usædvanlig visdom og kundskab. (2 Krøn. 1:7-12, NW; 1 Kong. 5:12) Den historiske beretning lyder: „Salomons visdom var langt større end alle orientalernes visdom og al Ægyptens visdom.“ — 1 Kong. 4:30, NW.
4. Som hvem i fortiden handler vi når vi i dag henvender os til noget af Salomons bevarede visdom, og hvis visdom er det i virkeligheden vi studerer?
4 Til støtte herfor siger den bibelske beretning videre: „Han kunne fremsige tre tusinde ordsprog og hans sange kom til at udgøre et tusinde og fem.“ Den bog i Bibelen der er kendt som Ordsprogenes bog kommer meget passende fra Salomons pen. Den indledes med disse ord: „Ordsprogene af Salomon, Davids søn, Israels konge, for at man kan lære visdom og tugt, forstå forstandige ord, tage mod tugt som giver indsigt, retfærdighed og dømmekraft og retskaffenhed, give de uerfarne kløgt og et ungt menneske kundskab og tænkeevne. Et viist menneske vil lytte og tage imod mere undervisning, og forstandig er den som erhverver sig kyndig vejledning, for at kunne forstå et ordsprog og en gådefuld tale, vise folks ord og gåder.“ (Ordsp. 1:1-6, NW) I Bibelens historiske beretning hedder det: „Og man blev ved med at komme fra hele folket for at høre Salomons visdom, endog fra alle jordens konger som havde hørt om hans visdom.“ (1 Kong. 4:32, 34, NW) Når nu alle jordens folk, indbefattende dronningen af Saba, kom langvejs fra for at høre Salomons visdom, er det visdom fra vor side i dag at henvende os til noget af hans visdom som ved Guds kraft er blevet bevaret for os i Ordsprogenes bog. Eftersom denne bog er skrevet under guddommelig inspiration, og eftersom Salomons visdom i virkeligheden var hvad „Gud havde lagt i hans hjerte“, er det ikke kun Salomons, et blot og bart menneskes visdom, men Jehova Guds visdom vi studerer når vi læser Ordsprogenes bog. (1 Kong. 10:23, 24) Disse ordsprog opsummerer evige sandheder og er altså lige tidssvarende nu som dengang.
Visdommens hemmelighed
5. Hvad viser Salomon er hemmeligheden ved visdom, og hvorfor sammenlignede det største vidne der har levet på jorden sig selv med Salomon?
5 Salomon, Jerusalems konge, giver os i sine ordsprog hemmeligheden ved sand visdom: „Frygten for Jehova er begyndelsen til visdom, og kundskaben om den Helligste er hvad forstand er. For ved mig vil dine dage blive mange, og der vil blive lagt til dine leveår.“ Og: „Frygten for Jehova er begyndelsen til kundskab. Visdom og tugt er hvad rene tåber har foragtet.“ (Ordsp. 9:10, 11; 1:7, NW) Af disse ord kan vi se at Salomon ophjalp kundskaben om og frygten for Jehova, og at han var et vidne for Jehova, ja sin tids mest fremtrædende vidne for Jehova. Det største vidne der nogen sinde har levet på jorden sammenlignede sig selv med Salomon. Det var Jesus Kristus som for nitten århundreder siden sagde: „Sydens dronning [dronningen af Saba] skal ved dommen oprejses sammen med denne generation og fordømme den; thi hun kom fra jordens ender for at høre Salomons visdom, men se! her er mere end Salomon.“ (Matt. 12:42, NW) Det vil være interessant at se hvordan kong Salomon skrev om Jesus Kristus, den der var visere og større end Salomon.
6. Hvad er det derfor først og fremmest nødvendigt at gøre for alle der søger liv, og hvad gør Jehovas vidner i dag, ligesom Salomon gjorde?
6 Da livgivende kundskab og visdom imidlertid begynder med at kende og frygte Jehova, er det først og fremmest nødvendigt for alle der søger liv at frygte Jehova Gud. Før vi på en fornuftig måde kan frygte ham må vi kende ham, ikke efter hvad den religiøst forvirrede kristenhed lærer om ham, men efter hvad Ordsprogene og resten af Guds skrevne ord siger om ham. Og ligesom kong Salomon vidnede om Jehova Gud, således har nutidens Jehovas vidner travlt med at bringe den sande kundskab om Gud ud til alle folk ved hjælp af det trykte og talte ord, sådan som Salomon selv havde forudsagt.
7. Hvad må vi da først og fremmest vide, og hvorfor?
7 Først og fremmest må vi vide at Jehova Gud er Skaberen af alt synligt og usynligt, og med denne kundskab som grundvold må vi have tro på, en levende, ansporende tro på at han eksisterer. Hvorfor? Fordi „uden tro er det umuligt at vinde hans velbehag; for den som nærmer sig Gud må tro at han er til, og at han bliver deres belønner som oprigtigt søger ham“. (Hebr. 11:6, NW) Det synlige skaberværk omkring os, og også de usynlige kræfter vi er blevet bekendt med, forundrer hele menneskeheden, ja selv de materialistiske videnskabsmænd som ikke tror på en personlig skaber. Jo mere de studerer og lærer, desto mere bliver de nødt til at indrømme at skaberværket opviser en kundskab, visdom og forstand som de aldrig kan komme op på siden af. Og hvorfor ikke? Fordi, som den inspirerede Salomon skriver: „Jehova selv grundlagde jorden i visdom. Solidt fæstede han himlene i indsigt. Ved hans kundskab skiltes de brusende vande, og den overskyede himmel vedbliver at lade let regn dryppe ned.“ (Ordsp. 3:19, 20, NW) Da han er ophav til hele skaberværket, både det synlige og det usynlige, har der været en tid i den evige fortid da Jehova Gud var helt alene, for han har været til altid.
8. Hvilken kundskab havde Jehova skønt han var alene?
8 Skønt han var helt alene i det uendelige rum havde han kundskab; han havde kundskab om sig selv, og han vidste at der ikke eksisterede andre i det uendelige rum. Han var godt kendt med alle de evner og kræfter han besad, for han var den Almægtige for hvem intet er umuligt. Han vidste hvornår han ville indlede sit skaberværk. Da den tid kom begyndte han at bruge visdom.
9. Hvordan lagde Jehova en uforlignelig visdom for dagen lige fra skabelsens begyndelse, hvad brugte han sin eneste søn til, og hvorfor?
9 Lige fra skabelsens begyndelse lagde han en uforlignelig visdom for dagen. Hvad var da hans første skaberværk? En søn — hans første søn, hans eneste direkte søn. Denne søn var ikke jordisk, sådan som vi er jordiske, for jorden eksisterede ikke dengang. Han var ånd, nøjagtig som sin himmelske Fader, og var derfor i stand til at se, høre og tale med sin Fader og være i hans personlige selskab. Hvad Jehova Gud på det tidspunkt kaldte sin søn ved vi ikke. Men Jehova Gud gav ham umådelig megen visdom, mere end han nogen sinde gav kong Salomon. Så meget, at det var som om Gud havde gjort det der kaldes visdom til en levende skabning. Det var som om visdommen selv var blevet til en person, så fuldkomment lagde denne søn sin himmelske Faders visdom for dagen. Sønnen omtaler endog sig selv som visdommen. Som det ofte er tilfældet på jorden, at en søn arbejder hos sin fader, således ønskede Jehova Gud at hans søn skulle arbejde hos ham. Han vidste at det ikke ville være godt for en så begavet søn at være ubeskæftiget. Det ville være meningsløst ikke at udnytte sønnens evner i sin tjeneste. Denne vise søn var ikke doven. Ivrig efter at arbejde som han var, glædede det ham at gøre hvad hans himmelske Fader, Skaber og Livgiver ønskede af ham. I harmoni hermed brugte Jehova Gud denne sin eneste søn ved skabelsen af alt andet, synligt og usynligt, levende og livløst.
10. Hvad taler denne himmelske søn om, og hvorfor omtaler han sig selv som visdom, når ordet „visdom“ er hunkøn på hebraisk?
10 Under Guds inspiration tegner Salomon i Ordsprogene et billede af Guds himmelske søn som den personificerede visdom der taler om selve begyndelsen på skaberværket. På hebraisk er ordet „visdom“ hunkøn, men da Guds søn brugte ordet „visdom“ om sig selv betød det naturligvis ikke at han var feminin eller kvindelig. Han refererede blot til en fremtrædende egenskab som Gud havde givet ham og som han brugte som sit navn for at vise at denne gudgivne egenskab var aktiv gennem ham under arbejdet med at skabe. Han siger derfor:
11. Hvad har den personificerede visdom at sige med hensyn til skabelsen, i Ordsprogene 8:12, 22-31?
11 „Jeg, visdom, har boet hos kløgt og jeg finder endog kundskaben om tænkeevnerne. Jehova selv frembragte mig som sin vejs begyndelse [Åb. 3:14, NW], det tidligste af sine ældgamle værker. I en ubestemt fortid blev jeg indsat, i begyndelsen, i tiderne før jorden. Da der ingen brusende vande var blev jeg født som under fødselsveer, da der ingen svulmende kildevæld var. Før bjergene var bragt til ro, forud for højene, blev jeg født som under fødselsveer, da han endnu ikke havde dannet jorden og de åbne vidder og det første af det frugtbare lands støvmasser. Da han beredte himlene var jeg der; da han forordnede en horisont over de brusende vandes overflade, da han fæstede skymasserne oventil, da han forårsagede at de brusende vandes kilder blev gjort stærke, da han gav havet dekret om at vandene ikke måtte overskride hans befaling, da han forordnede jordens grundvolde, da var jeg ved hans side som værkmester, og jeg blev en han holdt særligt af dag efter dag, idet jeg glædede mig for hans øjne hele tiden, glædede mig over hans jords frugtbare land; og det jeg holdt af var hos menneskenes børn.“ — Ordsp. 8:12, 22-31, NW.
12. Hvorfor kan det derfor siges at „Jehova selv grundlagde jorden i visdom“, og hvordan viste det sig at de ting visdommen holdt af var hos menneskenes børn?
12 I meget bogstavelig forstand kan det derfor siges at „Jehova selv grundlagde jorden i visdom“, for han brugte sin vise søn som „værkmester“ ved sin side da han gjorde det. Dette er helt i overensstemmelse med hvad den kristne apostel Johannes senere fortæller os om hvordan hele skaberværket blev til. (Joh. 1:1-3) Denne af Gud skabte søn vidste ikke dengang at han, længe efter at Jehova sagde til ham: „Lad os gøre mennesket i vort billede,“ selv ville blive menneske for at kunne købe menneskeheden fri igen fra de frygtelige følger af det første menneskes uvise adfærd, dets synd mod Jehova Guds simple bud. Således viste Guds søn i en ganske speciel betydning at — for at citere hans ord — „det jeg holdt af var hos menneskenes børn“. På jorden var han langt visere end kong Salomon, og han sagde til sine trofaste apostle at når de skulle vidne for de politiske herskere på jorden, ville han give dem „magtfuld tale og visdom som alle jeres modstandere tilsammen ikke vil kunne modstå eller bestride“. (Luk. 21:15, NW) En af hans apostle, Paulus, fremhæver forskellen mellem denne verdens visdom, dens græske filosoffers visdom og Guds visdom. Han siger:
13. Hvordan fremhæver Paulus i 1 Korinter 1:20-30 forskellen mellem denne verdens visdom og Guds visdom?
13 „Gjorde ikke Gud verdens visdom til dårskab? Thi eftersom, i Guds visdom, verden i sin visdom ikke kom til at kende Gud, fandt Gud det for godt gennem dårskaben i det der prædikes at frelse dem som tror. For jøderne kræver tegn og grækerne søger visdom; men vi forkynder Kristus pælfæstet, en årsag til anstød for jøderne, men for nationerne dårskab; dog for dem som er de kaldede, både jøder og grækere, Kristus Guds kraft og Guds visdom. . . . så intet kød kan rose sig for Guds åsyn. Men det skyldes ham at I er i samhørighed med Kristus Jesus som er blevet os visdom fra Gud.“ — 1 Kor. 1:20-30, NW.
14. Hvorfor er det nu visdom fra vor side at følge og efterligne Kristus, og hvorfor er det visere af os at antage ham som konge i stedet for denne verdens politik?
14 Visdommens vej for os i nutiden er derfor at blive Kristi disciple og at efterligne Kristus. „I ham er alle visdommens og kundskabens skatte omhyggeligt skjult.“ (Kol. 2:3, NW) Derfor fortsætter apostelen Paulus med at advare os: „Pas på: måske vil der være en eller anden der vil tage jer som bytte ved filosofi og tomt bedrag i overensstemmelse med menneskers overlevering og i overensstemmelse med verdens elementære ting og ikke i overensstemmelse med Kristus; thi det er i ham den guddommelige egenskabs hele fylde bor legemligt.“ (Kol. 2:8, 9, NW, margen) Eller, for her at citere The Authentic New Testament (1955) ved H. J. Schonfield: „Thi det er i ham at den guddommelige visdoms umådelighed bor legemligt.“ Han er selve legemliggørelsen af Guds visdom. At antage ham som den ene hvem Gud har tilvejebragt til vor frelse fra den død der skyldes Adams uvise adfærd, vil føre til liv. Som den personificerede visdom siger han: „Den der finder mig vil visselig finde liv og vinder velvilje hos Jehova. Men den som går glip af mig øver vold imod sin sjæl; alle de som inderligt hader mig er dem der virkelig elsker døden.“ (Ordsp. 8:35, 36, NW) I stedet for denne verdens politik er det visere af os at antage den herliggjorte Jesus Kristus som Jehovas salvede konge over den nye verden, for han er langt visere end kong Salomon. Selv himmelens engle siger til ham: „Lammet som blev slagtet er værdigt til at modtage magt og rigdom og visdom og styrke og ære og herlighed og velsignelse.“ (Åb. 5:11, 12, NW) Han har alt hvad den nye verdens konge behøver.
Kundskab, visdom og forstand
15. Hvorfor var det unødvendigt for Adam at spise af det forbudte træ for at opnå kundskab, og hvad gik han på grund af sin ulydighed glip af?
15 I Ordsprogene har kong Salomon meget at sige om kundskab, visdom og forstand eller indsigt. Han forbinder dem med hinanden. Lad os se hvorfor han gør det. Først kommer kundskab. Den kommer fra Jehova Gud. I Edens have, menneskehedens oprindelige hjem, plantede Gud blandt andre træer „træet til kundskab om godt og ondt“. Gud bød den første mand, Adam, ikke at spise af dette træ hvis han ønskede at undgå døden. (1 Mos. 2:9, 15-17) Ordsprogenes bog såvel som hele den øvrige Bibel viser os på virkningsfuld måde, at den almægtige Gud Jehova udmærket var i stand til at give Adam kundskaben om godt og ondt til Guds egen tid, uden at Adam behøvede at være ulydig mod Gud og spise af det forbudte træ til kundskab om godt og ondt. I ulydighed mod Gud faldt Adam fra frygten for sin Skaber og gik således glip af kundskab, for, som Ordsprogene 1:7 (NW) siger: „Frygten for Jehova er begyndelsen til kundskab.“
16. Hvorfor ønsker Gud ikke at mennesket skal havne i uvidenhed, og hvorfor tilskynder Salomon os i overensstemmelse med dette til at lytte til hvad han har at sige?
16 Gud skabte ikke mennesket til at være uvidende, og han ønsker ikke at mennesket skal havne i uvidenhed, for det fører ikke til noget godt. „Det er heller ikke godt for sjælen at være uden kundskab, og den der haster med fødderne synder.“ (Ordsp. 19:2, NW) Kundskab skulle tjene til at holde os tilbage fra uvidende at haste ind på en bestemt vej og således synde mod Gud. „Enhver kløgtig vil handle med kundskab, men den der er dum vil sprede tåbelighed vidt og bredt.“ (Ordsp. 13:16, NW) Da den inspirerede ordsprogsforfatter kender velsignelserne ved at have kundskab om Gud, tilskynder han alle der søger den til at lytte til hvad han har at sige i denne bog i Bibelen: „Bøj dit øre og hør de vises ord, at du må vende selve dit hjerte til min kundskab.“ — Ordsp. 22:17, NW.
17. Hvornår anvendte Gud først visdom, hvad er visdom, hvad kræver den derfor?
17 Jehova besad kundskab igennem hele sin evige tilværelse, før han skabte sin vise søn. Da han begyndte at skabe bragte han denne kundskab i anvendelse. Da var det at han brugte visdom eller lagde visdom for dagen. Visdommen er en arbejder. Visdom er evnen til at bruge kundskab rigtigt; det er anvendelsen af kundskab på den rigtige måde så det fører til gode resultater og man når sin hensigt. Det vil sige at arbejde med indsigt. Visdom kræver kundskab: „Vise er de som gemmer kundskab som skatte, men tåbens mund er nær ved at ødelægge sig selv.“ Visdom anvender kundskab: „De vises tunge gør godt med kundskab, men de dummes mund strømmer over med tåbelighed. De vises læber spreder til stadighed kundskab, men de dummes hjerte er ikke sådan.“ — Ordsp. 10:14; 15:2, 7, NW.
18. Hvad så Gud da han gennem visdommen tilendebragte skabelsen af den første mand og kvinde, og hvad er først og fremmest nødvendigt for os for at vi kan virke med Guds visdom?
18 Ved skabelsen af alt andet brugte Jehova Gud visdommen personificeret i sin første søn, og han brugte den som en værkmester. Da Gud gennem visdommen tilendebragte skabelsen af den første mand og kvinde, „så [Gud] alt hvad han havde skabt, og se! det var såre godt“. (1 Mos. 1:31, NW) Visdom giver kyndig vejledning angående ens arbejde, og på grund af Jehovas visdom og dygtighed er alt hans arbejde fuldkomment. Visdom er altså mere end blot kundskab, mere end blot besiddelse af oplysninger. Visdom er at bringe disse oplysninger i anvendelse på en måde der bringer ære og pris til den store kundskabskilde, Jehova Gud, og derfor bringer velsignelse til hans skabninger. For at vi kan gå til værks med Guds visdom må vi handle med kundskab fra ham. Det er derfor vi ikke kan slippe uden om at vi må vende os til Bibelen, Guds ord, og læse den for at få dens kundskab. At få kundskab dér er nødvendigt for os for at få liv. Den personificerede visdom sagde til sin Fader: „Dette betyder evigt liv at de tilegner sig kundskab om dig, den eneste sande Gud, og om den du udsendte, Jesus Kristus.“ (Joh. 17:3, NW) Så kan man være viis og ens læber og hænder kan sprede den livgivende kundskab til andre.
19. (a) Hvad er foruden kundskab og visdom en uomgængelig nødvendighed? (b) Hvorfor er kundskab nødvendig for forståelse, men hvad er forståelse i sig selv?
19 Foruden kundskab og visdom er forstand en uomgængelig nødvendighed. Det vil sige Guds forstand eller forståelse. Vor forståelse af ting, begivenheder og foranstaltninger kan ikke måle sig med hans: „Stol på Jehova med hele dit hjerte og støt dig ikke til din egen forstand. Hav ham i tanke på alle dine veje og han vil gøre dine stier lige. Bliv ikke viis i dine egne øjne. Frygt Jehova og vend dig fra det onde.“ (Ordsp. 3:5-7; 21:30, NW) For at have ham i tanke på alle vore veje må vi kende ham ved at have kendskab til hvad han har sagt og gjort. Det finder vi i Bibelen. Uden kundskab om ham kan vi ikke nyde gavn af den sande forståelse. „Frygten for Jehova er begyndelsen til visdom, og kundskaben om den Helligste er hvad forstand er.“ Og videre siges der: „Mennesker der er hengivne til ondskab kan ikke forstå justits, men de der søger Jehova kan forstå alt.“ (Ordsp. 9:10; 28:5, NW) Forståelse er derfor ens evne til at se de enkelte dele en ting består af, i deres sammenhæng, at kunne holde delene ud fra hinanden og se og forstå grunden til at de hører sammen og virker sammen, og at kunne se alt dette i dets forhold til Gud. Det er indsigt, men altid med Gud i tanke. Det er altså mere end visdom, som er evnen og tilbøjeligheden til at benytte sin kundskab for at nå sin hensigt med den bedste virkning.
20. Hvordan udviste Jehova forstand da han skabte himlene, og hvorfor skabte han mennesket forskelligt fra jordens laverestående dyreskabning?
20 Ved skabelsen af de forunderlige himle der er synlige for os, brugte og udviste Jehova forstand. Han kendte og forstod fra begyndelsen alle himlenes bestanddele og deres indbyrdes forhold, hvordan de arbejder sammen, og den virkning de har på hinanden. Det var også vigtigt for ham at forstå og forud vide hvilken virkning de ville have på hans skabninger på jorden. Han er den „som skabte himlene med forstand: . . . han som bredte jorden ud over vandene: . . . Skaberen af de store lys: . . . ja solen til at råde ved dag: . . . månen og stjernerne til sammen at råde ved nat.“ (Sl. 136:5-9, NW) „Han skabte jorden i sin vælde, grundfæstede jorderig i sin visdom, og i sin indsigt udspændte han himmelen.“ (Jer. 10:12) Han skabte mennesket forskelligt fra jordens laverestående dyreskabning, idet han gav mennesket evnen til og ønsket om at forstå. For at bevare sig selv i live måtte mennesket forstå sit forhold til Skaberen.
21. Hvorfor vender et forstandigt menneske sig til Guds ord, og hvorfor holder det sig visdommen nært for øje?
21 For at forstå må vi have et klart syn af det vi søger at fatte med sindet. „Det forstandige hjerte er et der leder efter kundskab, men de dummes mund er en, der tragter efter tåbelighed.“ Den søgen efter kundskab som forstanden iværksætter bliver belønnet: „Den forstandiges hjerte opnår kundskab og de vises øre søger for at finde kundskab.“ Fordi det forstandige hjerte ser kilden til sand kundskab og anerkender menneskets forhold til Gud og menneskets afhængighed af Gud i alt, vender et sådant hjerte sig til Guds ord efter den livsvigtige kundskab og Gud giver et sådant hjerte indsigt i sit ords mening: „Når man giver en viis indsigt får han kundskab.“ (Ordsp. 15:14; 18:15; 21:11, NW) Et forstandigt menneske higer ikke alene efter kundskab om alt hvad der er forbundet med Guds ord og gerninger, og om hensigten bag dem, men det har også nær føling med visdom for at have evne og fornuft til at bruge denne kundskab i harmoni med Gud. Han holder sig visdommen nært for øje. „Visdom er den forstandige for øje, men den dummes øjne er ved jordens yderste grænse.“ (Ordsp. 17:24, NW) Med den indsigt et dumt menneske har eller lægger for dagen, kunne dets øjne for den sags skyld være lige så langt borte som jordens grænse.
22. Hvordan er et dumt menneske forskelligt fra et forstandigt, og hvordan vendte kong Salomon sig trods sin visdom til dumhed?
22 Det dumme menneske har ikke Gud i tanke eller for øje; det har den forstandige. Han er ikke alene viis i sin frygt for Jehova; han er forstandig. Han handler i overensstemmelse med sin gudsfrygt. Det var Gud selv der sagde: „Se! frygt for Jehova — det er visdom, og at vende sig bort fra det onde er forstand.“ (Job 28:28, NW) Et forstandigt menneske vil ikke afvise en irettesættelse og derefter spotte, som der siges: „Du skal slå spotteren, at den uerfarne må blive kløgtig; og der skulle finde en irettesættelse af den forstandige sted at han må fatte kundskab.“ (Ordsp. 19:25, NW) En irettesættelse er nok til et forstandigt menneske. En korporlig afstraffelse er ikke nødvendig. Til trods for al sin visdom kan han handle uklogt eller forkert. Af den grund kan han fra tid til anden have brug for en irettesættelse der bringer ham til fornuft igen. Forstokket som kong Salomon var blevet på sine gamle dage gav han ikke agt på en blot og bar irettesættelse. Trods al den visdom Gud havde begunstiget ham med vendte han sig til dumhed. Hvorfor? Fordi han holdt op med at forstå. Hvordan? Han lod sit syn og sin klare opfattelse af sit forhold til Jehova Gud blive uklart; han blev ligesom et dyr. „Det jordiske menneske som ikke forstår er, skønt i ære, i sandhed at ligne med dyrene som er blevet udryddet.“ — Sl. 49:20, NW.
23. Hvornår mistede Salomon sin forståelse, og hvordan kan vi få et begreb om den store visdom hvorfra han faldt?
23 Salomon mistede sin forståelse da han gav slip på sit forhold til Jehova og sluttede sig til andre guder, de guder som de mange hedenske kvinder han havde taget til ægte, tilbad. „Og Jehovas vrede blussede op mod Salomon fordi hans hjerte havde vendt sig fra Jehova, Israels Gud, den der viste sig for ham to gange. Og vedrørende dette havde han befalet ham ikke at gå efter andre guder, men han havde ikke holdt hvad Jehova havde befalet.“ (1 Kong. 11:9, 10, NW) Den store visdom hvorfra Salomon faldt til en død borte fra Guds gunst kan vi få et begreb om når vi vender os til de skrifter han forfattede under inspiration som et af Jehovas vidner.
24. Hvorfor skulle vi aldrig spotte hvad der er Guds, og hvorfor vil vi prøve at gøre kundskab, visdom og forståelse til en del af os selv?
24 Lad os aldrig spotte hvad der er Guds. Den livgivende kundskab om den sande Gud vil aldrig kunne opnås på den måde. Den som forstår at han som en skabning er knyttet til Gud og helt er afhængig af ham vil finde det let at lære ham at kende. „Spotteren har prøvet at finde visdom, og der er ingen; men for den forstandige er kundskab en let sag.“ (Ordsp. 14:6, NW) Når vi derfor ser hvordan kundskab, visdom og forståelse eller forstand må ejes i forening, og hvor nødvendige alle tre er med hensyn til livet og en ret opførsel, vil vi prøve at gøre dem til en uadskillelig del af os selv. Vi vil gøre dem til vore slægtninge, medlemmer af vor åndelige familie. „Sig til visdom: ’Du er min søster,’ og måtte du kalde selve forstanden ’slægtning’.“ — Ordsp. 7:4, NW.