Spørgsmål fra læserne
● Da Bibelens forfattere brugte fornavne, som når apostlene kaldte hinanden Peter og Johannes og Paulus, er der nogle, som mener, at vi skulle anvende fornavne ved vore møder i dag, idet de påstår, at brugen af „broder“ eller „søster“ før efternavnet lyder alt for meget af falsk religion. Hvordan ville I svare dem? — L. R., California.
Vi bruger udtrykkene „teokrati“ og „kristen“ og andre udtryk til trods for, at falske religioner også bruger dem. Vi behøver ikke at opgive vor rette brug af sådanne udtryk, bare fordi andre misbruger dem. Vi kan ikke sige, at det er falsk religion at bruge udtrykkene „broder“ og „søster“ sammen med efternavnet, for det gør Bibelen af og til. Og hvad enten den særlige oversættelse f. eks. siger „broder Saul“ eller „Saul, broder“, så forandrer det på ingen måde meningen. (Ap. G. 9:17; 22:13; 1 Kor. 16:12; 2 Pet. 3:15) Disse udtryk bliver desuden ikke formelle titler, der adskiller nogle mennesker fra andre, som den romersk-katolske kirkes anvendelse af udtrykkene adskiller nogle fra lægfolket. Jesus tillod ikke en sådan deling, men lagde vægt på, at alle kristne skulle stå på lige fod, idet han sagde: „I er alle brødre.“ — Matt. 23:8.
Dersom vi brugte fornavne, ville der opstå adskillige problemer. Hvis der kommer en ny til kredsens møder, eller en, vi ikke kender særlig godt, ville det lyde altfor familiært at kalde ham ved fornavn fra talerstolen. Dersom den, der leder mødet, er i tyverne, og nogle af menigheden er i treserne eller halvfjerdserne, ville det synes, som om den unge ordstyrer manglede tilbørlig respekt, hvis han tiltalte de ældre ved deres fornavn, og især da han i mange tilfælde ikke ville være nøje kendt med disse ældre og derfor ikke engang føle sig fri til at kalde dem ved fornavn i en almindelig venskabelig samtale. Der kunne være en anden situation, hvor en kvinde var i sandheden og hendes mand ikke, og han måske kommer til et af møderne. Han hører, at en anden mand kalder hans kone ved fornavn, og det fra talerstolen foran hele menigheden. Forståeligt nok synes han ikke om det. — Når man tager disse og andre situationer i betragtning, hvem kan vi da kalde ved fornavn? Nogle vil blive fornærmet, hvis vi gør det; andre stødt, hvis vi ikke gør det. Alle vanskeligheder forsvinder, dersom vi fra talerstolen altid bruger efternavne, også over for vor egen familie. Derved undgår man at dele menigheden og henvende sig til nogle på een måde og til andre på en anden måde. Nyankomne, der ikke er i sandheden, vil vi naturligvis ikke tiltale som brødre eller søstre, da det åndelige slægtskab, som disse udtryk indebærer, jo ikke eksisterer. Det er imidlertid sjældent, at man fra talerstolen behøver at henvende sig til nye, idet de er der for at lytte.
At der i Bibelen bruges sådanne navne som Peter og Johannes og Paulus, kan for nogle synes at være en grund til at anvende fornavne. Men disse var ikke fornavne, som antydede, at der fulgte efternavne efter. For største partens vedkommende var de deres eneste navne. Nogle havde flere navne at vælge imellem. Peters første navn var f. eks. „Simon“, og senere blev han kaldt „Kefas“ på aramaisk eller „Peter“ på græsk. Nogle steder kaldes han „Simon Peter“; „Peter“ var derfor mere et efternavn end et fornavn. I Markus 3:16 siges der endog: „Og han gav Simon tilnavnet Peter.“ Det var imidlertid ikke et efternavn, som vi har det i dag, men snarere et tilnavn, der blev givet ham, fordi det passede særlig godt, en skik, der ofte fandtes blandt hebræerne. Efternavne, som vi kender dem i dag, eksisterede ikke blandt jøderne på Bibelens tid. Westminster Dictionary of the Bible (1944) siger på side 418: „Hebræerne manglede efternavne; mennesker blev nærmere betegnet ved, at man føjede navnet på deres by til personnavnet, som Jesus fra Nazaret, Josef fra Arimatæa, Maria Magdalene, elkosjitten Nahum; eller ved at omtale deres herkomst, som Simon Jonas’ søn; eller deres indstilling, erhverv eller andre kendetegn, som Simon Peter, profeten Natan, tømmermanden Josef, tolderen Mattæus, Simon Zelotes og areopagitten Dionysius.“
Om dette emne siger Encyclopedia Americana, udgave 1942, følgende under „navne“: „Hverken hebræerne, ægypterne, assyrerne, babylonierne, perserne eller grækerne havde efternavne; og det samme kan siges om romerne i den første periode af deres historie.“ (Bind 19, side 685) Dette værk fortsætter så med at vise, hvorledes vort nuværende system med efternavne først blev indført århundreder senere. Alt dette viser, at Bibelens skikkelser ikke havde fornavne, som vi har det i dag, med et efternavn bagefter til mere formel brug. Brugen af navnene Peter og Johannes og Paulus og andre i lighed hermed, der for os lyder som fornavne, er derfor ikke et tegn på familiaritet mellem de første kristne og apostlene. Det var den tids skik.
Hvordan er den almindelige fremgangsmåde i dag? Når fremmede mennesker præsenteres for hinanden, bruger man efternavnene, indtil de er blevet gode bekendte. Hvis der er stor aldersforskel, vil den yngre muligvis aldrig kalde den ældre ved fornavn. Når mennesker kommer sammen til alvorlige møder, bruger man almindeligvis efternavne. Det er den almindelige og den mere passende og agtværdige måde at henvende sig til nogen på. Ved kredsens møder kan vi derfor anvende denne skik angående efternavne. I stedet for at bruge det verdslige hr., fru eller frøken før efternavnet bruger vi imidlertid de udtryk, der viser, at vi glæder os over et meget nærere slægtskab, end verdens mennesker har.
Herrens bøn begynder med ordene „Vor Fader“, som viser, at han er Fader til mange, og disse mange, der henvender sig til ham på denne måde, må nødvendigvis være brødre og søstre, alle forenet i et familieforhold med Gud som hoved. Når vi derfor ved vore møder tiltaler hinanden som broder eller søster, ophøjer vi dette velsignede slægtskab eller denne åndelige familieenhed. Det er et storslået slægtskab, som gør Jehovas vidner så forskellige fra andre, så hensynsfulde over for hinanden, så villige til at hjælpe hinanden. Vi er taknemmelige over dette slægtskab, rede til at indrømme det, til at gøre opmærksom på det uden at skamme os eller være forlegne over, hvad verdslige mennesker muligvis tænker. Verdslige mennesker kalder hinanden ved fornavne ved mange lejligheder. De kalder os og vi kalder dem ved fornavne. Det tilkendegiver blot en uformel tone eller et godt bekendtskab. Men når vi bruger benævnelsen „broder“ eller „søster“, tilkendegiver det et velsignet slægtskab, et familieforhold under den fælles Fader, Jehova Gud. Et slægtskab, der er langt inderligere og kosteligere end det, som brugen af fornavne antyder. Er det ikke sandt?
● Hvordan skulle den kristnes holdning være med hensyn til at arbejde i forsvarsanlæg, til at optræde som nævning, til at sælge julekort eller juletræer o.s.v.? — Konstrueret spørgsmål baseret på mange forespørgsler.
Vagttaarnets Selskab er blevet organiseret i den hensigt at forkynde de gode nyheder om Riget på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationer, og det opmuntrer og hjælper alle til at tage del i dette arbejde, idet det villigt giver råd angående den mest hensigtsmæssige fremgangsmåde. Med hensyn til andre former for virksomhed eller arbejde har Selskabet ingen særlige anvisninger at give. Dersom vi opstillede regler for alle mulige situationer i forbindelse med verdsligt arbejde, ville vi indlade os på at samle et omfangsrigt værk med forskrifter i lighed med Talmud for at kunne afgøre alle de fine forskelle, der er bestemmende for, hvornår et arbejde er forkasteligt, og hvornår det ikke er det. Herren har ikke pålagt Selskabet et sådant ansvar; det er hver enkelts ansvar at afgøre sit eget tilfælde. Lad os da til belysning af dette problem betragte spørgsmålet om at sælge julekort eller juletræer. Dersom det er forkert, hvad så med slagteren, som sælger en gås til en julemiddag, eller ekspeditricen, der sælger en sweater, som skal bruges til julegave? Hvor er der en grænse, man kan trække? Eller hvornår bliver et arbejde forsvarsarbejde? Man behøver ikke direkte at arbejde i våbenindustrien for at lave ting, der bruges i krig. Med hensyn til pligt til at møde som nævning, ville man da være egnet til denne opgave, hvis det f. eks. drejede sig om et skilsmissetilfælde, hvor skilsmissen blev tilstået af andre grunde end ægteskabsbrud? Din kristne samvittighed ville muligvis udelukke dig fra at kunne tage parti for nogen af parterne i sagen.
Selskabets tavshed på disse punkter skal ikke betragtes som dets samtykke, lige så lidt som det skal betragtes som en fordømmelse, vi ikke ønsker at give åbenlyst udtryk for. Det betyder blot, at vi mener, det er hver enkelts ansvar selv at vælge, og ikke vort. Det er den enkelte, der skal kunne have en rolig samvittighed ved sin handlemåde, ikke os. Han kender alle omstændighederne; det gør vi ikke. Jehovas vidner har læst deres bibel og studeret Vagttaarnets publikationer, der til vejledning for de kristne har søgt at klargøre de retfærdige principper og Jehovas krav. Enhver skulle nu være i stand til selv at afgøre, hvad han med rolig samvittighed kan påtage sig i retning af verdsligt arbejde. Vi må huske på, at mens vi ikke er en del af verden eller dens planer og håb om at kunne bestå, er vi alligevel i den og kan ikke adskille os fuldstændigt fra dens virksomhed. Lad enhver derfor erkende sit eget ansvar og rette sig efter sin egen samvittighed, sådan at ingen kritiserer andre eller kritiseres af andre, når den enkeltes samvittighed bliver årsag til forskellige afgørelser i samme sag. Vi skulle ikke „dømmes af en andens samvittighed“. „Hvem er så du, som dømmer en andens tjener? For sin egen herre står eller falder han.“ — Rom. 14:4; 1 Kor. 10:29.
● Hvad mente apostelen Paulus, da han sagde om Kristus: „Thi i ham bor hele guddomsfylden legemligt“? — J. D., Canada.
Ifølge New World Translation lyder Kolossenserne 2:8, 9 meget oplysende: „Pas på: måske vil der være en eller anden, der vil tage jer som bytte ved filosofi og tomt bedrag, der støtter sig på menneskers overlevering og på verdens elementære ting og ikke på Kristus; thi det er i ham, den guddommelige egenskabs hele fylde bor for legemet.“ De, som tilhører „Kristi legeme“, må derfor se hen til Jesus, Hovedet, for at få alle velsignelser, vejledning og undervisning fra Gud, og ikke til menneskelige filosoffer og traditionstilhængere. Jesus besidder fylden af alt det, vi behøver, idet han er blevet oprejst som en åndelig Guds søn, udødelig, guddommelig.
● I Lys (andet bind) siges der, at når Åbenbaringen 20:2, 3 taler om, at Satan skal bindes og kastes i afgrunden, betyder det hans død. „This Means Everlasting Life“ siger på side 271, at Satan og hans dæmoner „kastes i afgrunden med dødlignende uvirksomhed“. Hvorfor omtaler denne nyere bog det på denne måde? — R. S., California.
„Sandheden skal frigøre jer“ sammenligner afgrunden i Åbenbaringen 20:3, som Satan kastes i, med afgrunden i Romerne 10:7, hvor Jesus lå død i tre dage. Derfor drager den følgende slutning: „Den afgrund, hvori Satan, Djævelen, bliver kastet for at blive der i tusinde år, vil sige den samme tilstand som den, hvori Kristus var i tre dage, nemlig døden.“ (Side 325, 326) Det er sandt, at Satan er fuldstændig ude af tilværelsen i de tusind år, han er bundet i afgrunden, men det nyere udtryk om dette emne, som bruges i bogen „This Means Everlasting Life“, giver betydningen større spillerum. Når man siger, at Satan „kastes i afgrunden med dødlignende uvirksomhed“, indebærer det den tanke, at Satans legeme ikke nødvendigvis skal opløses helt, men det åbner muligheden for, at det kunne blive bevaret på en eller anden måde, der passede for åndelige legemer, ligesom vi kan bevare legemer af kød og blod i kølerum eller frysekældre. Skabningen Satan er naturligvis død, så vidt det angår ham, idet han er fuldstændig livløs og ubevidst og ikke bare befinder sig i en slags sovende tilstand, hvor livsprocesserne fortsætter. Gud kan let bevare denne åndeskabnings legeme og blot genoplive det i slutningen af de tusind år, i den forudsagte „lille tid“. Sagt i forbigående gik Jesu menneskelegeme heller ikke i forrådnelse, da han var i afgrunden, men blev på en mirakuløs måde fjernet af Jehova Gud. (Sl. 16:10; Ap. G. 2:31) Den særlige metode, der anvendes til at binde Satan i afgrunden, skulle ikke blive noget, der gav grund til uoverensstemmelser. Hovedsagen er, at han skal fjernes fuldstændigt og ikke vil være i stand til at blande sig i Tusindårsrigets velsignede virksomhed. Efter at han er blevet genoplivet for en „lille tid“, vil hans endelige død og legemlige tilintetgørelse være fuldstændig og evig, som det er symboliseret ved, at han kastes, denne gang ikke i afgrunden, men i „ild- og svovlsøen“. — Åb. 20:10.