-
Hvordan kærligheden som ’enhedsbånd’ viser sig fuldkommenVagttårnet – 1983 | 1. marts
-
-
Guds familie og det kristne broderskab. Deres medtilbedere ved Guds tempel, den store skare af Kristi „andre får“, viser den samme uudslukkelige kærlighed som knytter alle vor tids Jehovas vidner sammen på så fuldkommen en måde. Måtte vi nære den samme faste overbevisning som Paulus: „[Intet] vil kunne skille os fra Guds kærlighed, som er i Kristus Jesus, vor Herre.“ — Romerne 8:38, 39.
-
-
Hvordan vi ifører os kærlighed og altid bærer denVagttårnet – 1983 | 1. marts
-
-
Hvordan vi ifører os kærlighed og altid bærer den
1. Hvad er det vi skal iføre os, og hvornår vil dette blive sat på sin største prøve?
DA KÆRLIGHED er „enhedens fuldkomne bånd“, må vi uden hykleri iføre os denne egenskab, som er den vigtigste af alle. Vi må blive ved at bære den i fuld oprigtighed. At vi ifører os den betyder ikke at den er som en kappe der skjuler hvad vi virkelig er. Disse inspirerede ord er blevet bevaret til gavn for os: „Lad jeres kærlighed være uden hykleri. . . . Vis i broderkærligheden inderlig hengivenhed for hinanden.“ (Romerne 12:9, 10) Den største prøve på ægtheden af vor kærlighed som et ’enhedens bånd’ har vi endnu ikke oplevet — men den vil komme i nærmeste fremtid.
2. Kan man tilegne sig kærlighed uden at tage nogle skridt der fører frem til dette?
2 Nu har vi den belejlige tid til at opdyrke kærlighed. Vi må ikke tøve med at tage de skridt der kan føre os frem til at eje denne egenskab. Derfor afrunder apostelen Paulus sin behandling af de ting Jesu Kristi disciple må gøre, med disse ord: „Foruden alt dette skal I iføre jer kærligheden, for den er enhedens fuldkomne bånd.“ (Kolossenserne 3:14) Hvad er „alt dette“ som vi må gøre, foruden at vi skal iføre os kærlighed?
Overvindelse af faktorer der kunne virke splittende
3. Hvilke skridt må man, ifølge Kolossenserbrevet 3:9-13, tage for at kunne tilegne sig kærlighed?
3 På apostlene Paulus’ og Johannes’ tid var der visse faktorer der kunne have virket splittende. Den slags måtte man nu se bort fra; det var faktorer der havde mistet deres vægt og betydning. De kristne udgjorde én menighed, ét fællesskab eller legeme under det åndelige hoved, Jesus Kristus. Enhver kødelig begrundelse for splittelser måtte fejes bort. De åndelige faktorer ville derimod virke forenende, og de måtte sættes i forgrunden. I overensstemmelse med dette sagde apostelen Paulus derfor: „Affør jer den gamle personlighed sammen med dens forehavender, og ifør jer den nye personlighed, som gennem nøjagtig kundskab fornys efter billedet af ham som skabte den, hvor der hverken er græker eller jøde, omskærelse eller ikke-omskærelse, fremmed, skyte, træl, fri, men Kristus er alt og i alle. Som Guds udvalgte, hellige og elskede, skal I derfor iføre jer inderlig medfølelse, venlighed, ydmyghed, mildhed og langmodighed. Bliv ved med at affinde jer med hinanden og frit at tilgive hinanden hvis nogen har en grund til klage imod en anden.“ — Kolossenserne 3:9-13.
4. Hvorfor måtte de kristne i det første århundrede gøre en indsats for at komme godt ud at det med hinanden, og på hvilket grundlag kunne nogle måske se bort fra visse splittende faktorer?
4 Alle de her nævnte faktorer — forskelle i national, religiøs, social eller racemæssig oprindelse — kunne gøre det svært for menighedens medlemmer at komme godt ud af det med hinanden. De måtte vise forståelse og bære over med hinanden. Forskellighederne havde
-