De kristnes kendetegn — kærlighed
„Derpå skal alle kende, at I er mine disciple, om I har indbyrdes kærlighed.“ — Joh. 13:35.
„KÆRLIGHEDEN varer evigt.“ Disse ord var indgraveret i den vielsesring som Abraham Lincoln skænkede sin hustru. Hvilken betydning de har lagt i ordene er uvis, men de indeholder en sandhed. „Gud er kærlighed,“ siges der i Johannes’ første brev, kapitel 4, vers 8, og Gud har altid været til. „Tal på hans år kan ikke findes.“ (Job 36:26) Sammen med Jehova har kærligheden derfor en evig fortid. Endvidere vil den eksistere i al fremtid, for Gud selv er uden begyndelse og uden ende. — Sl. 90:1, 2; Åb. 10:6; Hab. 1:12.
2 Da mennesket er skabt i Guds billede ejer det også denne egenskab. (1 Mos. 1:26) Det er dog tydeligt at ikke alle mennesker lægger kærlighed for dagen i deres daglige færd. Kristne lader sig imidlertid lede af Guds ånd. De lægger kærlighed for dagen, „thi Guds kærlighed er udgydt i vore hjerter ved Helligånden, som blev os givet“. (Rom. 5:5) De kristne har desuden fået løfte om evigt liv og vil således for evigt kunne give udtryk for kærlighed såfremt de forbliver trofaste mod Gud. Men allerede nu adskiller den kærlighed de viser deres medmennesker dem fra den kærlighedsgolde gamle verden og kendetegner dem som Kristi efterfølgere.
3 „Derpå skal alle kende, at I er mine diciple, om I har indbyrdes kærlighed,“ sagde Jesus. (Joh. 13:35) De første kristnes hele indstilling og handlemåde var præget af kærlighed. Dette var så tydeligt at de kristne dengang blandt hedningerne var kendt for deres indbyrdes kærlighed. I sit Forsvarsskrift gengiver Tertullian hvad udenforstående sagde om de kristne: „’Se,’ siger de, ’hvor de dog elsker hinanden . . . og hvor de er rede til at dø for hinanden.’“ Den samme kærlighed ses blandt Kristi sande efterfølgere i dag. Den kendetegner dem som Jesu disciple. Midt i en stridende og kærlighedsløs verden vedtog tusinder af Jehovas vidner ved deres internationale stævne i 1958 en resolution hvori det blandt andet hed: „Lad det derfor være vedtaget . . . at vi i overført betydning har smedet vore sværd til plovjern og vore spyd til vingårdsknive, og at vi, skønt vi kommer fra så mange nationaliteter, ikke vil løfte sværd mod hverandre, eftersom vi er kristne brødre og medlemmer af Guds ene familie, ej heller vil øve os i våbenfærd mer, men vil vandre ad Guds stier i fred, enhed og broderlig kærlighed.“ De har handlet i overensstemmelse med denne faste beslutning og dermed fulgt Paulus’ formaning: „Vær hverandre hjerteligt hengivne i broderkærlighed.“ (Rom. 12:10) Den kærlighed Jehovas vidner nærer til hverandre kendetegner dem som Kristi efterfølgere. Men hvilke andre lighedspunkter er der mellem Jehovas vidner og de første kristne i denne henseende?
Broderkærlighed
4 Både i store og små ting nærede de første kristne sand kærlighed til og interesse for hinanden. Sendte Peter, Paulus og Johannes for eksempel ikke deres egne kristne hilsener med de inspirerede breve de skrev til deres medtroende? Jo, og hvad gjorde andre kristne? Sendte de kristne i Rom, Korint, Filippi og andre byer ikke deres kærlige hilsener til deres trosfæller andre steder med de guddommeligt inspirerede breve? (Rom. 16:21-23; 1 Kor. 16:19-21, 24; Fil. 4:21, 22; 1 Pet. 5:13; 3 Joh. 14 15) Dette viser at et kærlighedens bånd bandt de første kristne sammen. Det er det samme bånd der binder Jehovas vidner sammen i dag. Hvor ofte er der ikke sendt kærlige hilsener fra én menighed til en anden, endog tværs over oceaner og rundt om kloden! Det er sikkert og vist at sande kristne i dag også nærer kærlighed til hinanden. — 1 Pet. 1:22.
5 De første kristne kom undertiden sammen til de såkaldte „kærlighedsmåltider“. (Jud. 12) De beskrives ikke nærmere i Bibelen, men nogle hævder at det var festmåltider som de mere velhavende kristne inviterede deres fattige trosfæller til. De faderløse, enkerne, de rige og de mindre velstillede satte sig i forening til et veldækket bord og nød måltidet i en broderskabets ånd. Denne skik var øjensynlig udbredt, også blandt frafaldne kristne, men den blev til sidst afskaffet på grund af de udsvævelser som disse sammenkomster kunne give anledning til. Vi kan dog være sikre på at der blandt sande kristne herskede en broderkærlighedens ånd ved disse måltider, af hvad art de nu end har været. De var ikke obligatoriske. Der er ikke givet nogen forskrift for dem i Bibelen, og de er derfor heller ikke blevet genoptaget af Jehovas vidner i dag. Men ved Jehovas vidners stævner har åndelige brødre og søstre nu lejlighed til at mødes i en kærlighedens atmosfære og indtage deres måltider sammen i stævnets cafeteria, men især glæder de sig naturligvis over i fællesskab at nyde den åndelige føde der sættes frem for dem. — Mal. 3:10.
6 De første kristne samledes til møder i menigheden, og når de kom sammen opmuntrede de hinanden. (Hebr. 10:24, 25) Samværet ved disse møder var til stor glæde og opbyggelse for alle. Tertullian, der blev omvendt til kristendommen omkring år 190 e.v.t., skrev om de kristne på hans tid: „Vi komme sammen i Menighedsforsamlingen, for at vi bedende til Gud som en sluttet Skare kunne omringe ham med vore Bønner . . . Vi samles for at betragte de hellige Skrifter.“ De første kristne erkendte således værdien af at komme sammen både ved møderne og ved andre lejligheder. Hvad ville der være sket med de kristne i Korint, for eksempel, hvis de havde dyrket selskabeligt samvær med byens borgere, der var berygtede for deres umoralitet? The Encyclopædia Britannica siger om byen Korint: „Frivolitetens og sanselighedens traditioner øgede i forening med Afroditekulten . . . en sådan storstads naturlige tendens til lastefuldhed og et løssluppent vellevned.“ (11. udgave, bind 7, side 151) Sådan var der i Korint på Paulus’ tid. De forstandige kristne som boede her rettede sig efter de ord som Paulus skrev til dem under inspiration: „Lad jer ikke lede vild! ’Slet omgang fordærver gode sæder.’“ (1 Kor. 15:33) De kom kun sammen med andre kristne. Dette virkede til gavn for dem på to måder. For det første tjente det som en beskyttelse for dem, og for det andet skabte det en stærk familiefølelse iblandt dem, idet de betragtede hinanden som brødre og søstre.
7 I dag kommer de kristne Jehovas vidner også sammen regelmæssigt til møde i menigheden for at studere De hellige Skrifter. Derved støtter og opmuntrer de hinanden. Eftersom de lever i en verden hvor umoraliteten er udbredt må de passe på hvem de omgås. Slet omgang fordærver gode sæder, hvorimod gode omgangsfæller forædler de gode sæder. Den rette omgangskreds vil tjene som en beskyttelse for menighedens medlemmer og binde dem sammen i et nært og hjerteligt fællesskab. Når de kristne nu og da mødes til selskabeligt samvær bør de sørge for at dette også bliver til opbyggelse for dem. De bør tale om opbyggende emner. Hvorfor udelukkende samle opmærksomheden om fjernsynsapparatet? Hvorfor ikke fortælle oplevelser, lege gættelege med bibelske navne eller afholde en hvem-ved-hvad-konkurrence om bibelske spørgsmål? Måske nogle familier nu og da samles til en hyggelig aften. Denne lejlighed kan man udmærket benytte til i fællesskab at undersøge et bibelsk emne eller måske forberede sig til det næste vagttårnsstudium i menigheden. Det vil både være fornøjeligt og tjene til at knytte de tilstedeværende nærmere sammen i kristen kærlighed. Aldrig bør man ved sådanne selskabelige sammenkomster begå ting som man senere vil fortryde og som vil vanære Guds navn! — 1 Kor. 10:31; Ef. 5:3-5.
8 Der er endnu en faktor der medvirker til at skabe det broderkærlighedens bånd der binder de kristne sammen i et stærkt fællesskab. Det er bønnen. Alle Jehovas vidner beder til den eneste sande Gud. Hvor de end befinder sig på jorden stiger deres ord og tanker op til den himmelske Fader i bøn. Det er hemmeligheden ved deres enhed! (Ef. 4:4-6) De beder alle på samme måde, nemlig gennem Kristus, og de beder om ting som Gud godkender. (Joh. 14:6, 14) De nærer derfor fuld tillid til at ’når de beder om noget efter hans vilje, hører han dem’. (1 Joh. 5:14) Kristne nu i tiden nævner ofte hinanden i deres bønner ligesom de første kristne gjorde. (Kol. 1:9; 2 Tess. 1:11; 2 Kor. 9:14; Fil. 1:3-5; Filem. 4; Rom. 1:9, 10) Paulus nævnede ikke blot sine medtroende i sine bønner men opfordrede dem også til at bede for ham. „Bed for os,“ sagde han. (Hebr. 13:18; 2 Kor. 1:11; Rom. 15:30) Som de kristne nu i tiden forenede de troende i det første århundrede sig også i fælles bøn når de kom sammen. Da Paulus for eksempel ved en lejlighed mødtes i Milet med de ældste fra menigheden i Efesus „faldt han på knæ og bad sammen med dem alle“. Læg mærke til den dybe kærlighed som kommer til udtryk i følgende beretning: „De brast alle i heftig gråd, og de faldt Paulus om halsen og kyssede ham inderligt. Og det, der smertede dem mest, var det ord, han havde sagt, at de aldrig mere skulle få hans ansigt at se.“ Viser de kristne at de nærer kærlighed til deres brødre? Beretningen her vidner afgjort derom. De kristne tilsynsmænd i Efesus viste sandelig at de nærede en inderlig kærlighed til den trofaste apostel Paulus. — Ap. G. 20:16-18, 36-38.
Kærligheden sejrer over lidelse
9 Ved kærlighedens og bønnens magt lykkedes det de første kristne at bevare deres enhed og at stå fast trods forfølgelse og prøvelser. De tog endog kærligheden med i deres bønner. Bemærk følgende ord som Paulus skrev til filipperne: „Thi Gud er mit vidne, at jeg længes efter jer alle med Kristi Jesu inderlige kærlighed. Og det beder jeg om, at jeres kærlighed stadig må blive mere og mere rig på indsigt og al dømmekraft.“ (Fil. 1:8, 9) At kærligheden fandtes i rigt mål blandt trofaste kristne i det første århundrede er hævet over enhver tvivl. Men nærede de nu større omsorg for familie og venner end for at gøre Guds vilje og bevare deres uangribelighed som kristne? Nej! Deres kærlighed til Gud kom fremfor noget andet. Den affødte at de var villige til at opgive selve livet hvis omstændighederne skulle kræve dette offer. Det var afgjort ikke let at være vidne til at elskede medkristne blev dræbt med sværdet eller brændt på bålet, eller selv at se en sådan død i møde. Men i alle de lidelser de måtte igennem havde de forvisningen om deres brødres kærlighed og i særdeleshed om deres trofaste Gud Jehovas altoverskyggende kærlighed.
10 Blandt folk i almindelighed blev skylden for Roms brand i år 64 e.v.t. lagt på Nero. Denne søgte at rense sig ved at skyde skylden på de foragtede kristne. Tacitus fortæller herom: „For altså at gøre ende på folkesnakken kastede han skylden over på andre og straffede navnlig på de mest udsøgte måder de for deres skændigheder forhadte mennesker, som almuen kaldte kristne. . . . Først lod man dem pågribe, som tilstod, at de vare kristne, dernæst efter deres angivelse en stor mængde andre, og de bleve ikke så meget overbeviste om brandstiftelse som om had til menneskeslægten. Man nöjedes ikke med at henrette dem, men drev oveni købet löjer med dem: nogle bedækkedes med dyrehuder og sønderreves af hunde, andre korsfæstedes, atter andre indsvøbtes i brændbare stoffer, og når dagen var omme, tjente de til at oplyse natten.“ — Den ældre romerske Kejsertid, Cornelius Tacitus’s Årbøger, bind 2, bog XV, kap. III, 2, s. 258, 259.
11 Dette er kun ét eksempel på den frygtelige forfølgelse som Kristi efterfølgere i det første århundrede blev udsat for. Men selv om disse trofaste kristne måtte lide og dø ville de aldrig, med deres urokkelige kærlighed til Gud, komme til at miste Guds kærlighed. Dem — såvel som deres søstre og brødre i den kristne familie i dag — gælder de ord som Paulus skrev til de troende i Rom cirka otte år før den store brand: „Jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller åndemagter eller noget nuværende eller noget tilkommende eller kræfter eller det høje eller det dybe eller nogen anden skabning vil kunne skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre.“ (Rom. 8:38, 39) I dag må de kristne også gennemgå lidelser. Men selv om de møder modstand i deres hjem, selv om de vansmægter i fjendens fængsler, selv om de må lide ondt i en sibirisk slavearbejdslejr, selv om de bliver mishandlet af deres forfølgere, mærker de dog den kærlighed som fra hele jorden strømmer imod dem fra deres kristne medtjenere, og den kærlighed som strømmer ned over dem fra himmelen, fra Gud. End ikke døden kan skille dem fra Guds kærlighed. Hvilken fjende kan da sejre over dem? — Matt. 10:28.
12 Kristne viser ikke blot hinanden omsorg og kærlighed i forfølgelsens hede. I deres daglige færd, under alle forhold, ser man beviser for deres indbyrdes kærlighed og broderlige hengivenhed for hinanden. De første kristne betragtede hinanden som brødre og søstre. (Ap. G. 9:17; 21:20; 1 Kor. 1:1; 16:12; Rom. 16:1; Jak. 2:15; Hebr. 13:23) Om de ikke-troendes indignation over dette skrev Tertullian: „Ja, deres harme over at vi kalder hinanden ’brødre’ skyldes efter min formening intet andet end at enhver slægtskabsbetegnelse blandt dem er tom og intetsigende med hensyn til de følelser der er forbundet med den.“ Sande Kristi efterfølgere i dag betragter også hinanden som brødre og søstre. De viser respekt for deres medkristne, unge som ældre. (1 Tim. 5:1, 2) Der er ingen nationale eller racemæssige skranker der adskiller dem. De nærer virkelig „inderlig kærlighed til hverandre“. — 1 Pet. 4:8.
Hvordan kærligheden opbygger
13 „Kærligheden opbygger,“ skrev Paulus. (1 Kor. 8:1) Lad os nu se på hvordan den opbygger. I hjemmet lægger den kristne ægtemand, familiens overhoved, kærlighed, retlinethed og åndelighed for dagen som et eksempel for hele familien. Hvis han nærer kærlighed til retfærdighed vil han være retskaffen. Han vil ikke være uærlig og således være et dårligt eksempel for sin hustru og sine børn. Hvis han nærer sand kærlighed til Jehova og hans ords retfærdige principper vil han være åndeligsindet. Hans meninger og beslutninger vil være grundlagt på de bibelske bud og principper. En atmosfære af åndelighed vil gennemtrænge hele hjemmet. En kærlig ægtemand viser sin hustru hensyn. Han udtaler ikke nedsættende bemærkninger om hende, sådan som man kan høre verdslige mænd gøre. Nej, den kristne ægtemand opbygger sin hustru. Han udtaler sin anerkendelse når hun for eksempel har tilberedt et dejligt måltid mad. Han tager hensyn til hendes fysiske begrænsninger, søger hendes velfærd og gør hvad han kan for at hun kan holde sig på højde med ham i åndelig henseende. Han har ikke så travlt med at forberede foredrag, deltage i tjenesten, tage sig af sine teokratiske pligter og gøre andre ting at han forsømmer sin hustru og sine børn. Det ville være meget ukærligt af ham. Med en aldrig svigtende kærlighed vil han være en god forsørger, både i åndelig og materiel henseende. — 1 Tim. 5:8; Ef. 5:25-29.
14 Hvordan kan den kristne ægtemand og fader sørge for at hans hustrus og hans børns åndelige behov bliver opfyldt? Han kan gøre det ved blandt andet at tilrettelægge en rimelig og praktisk timeplan for familiens studium. Findes der noget skønnere og mere opbyggende end det at familiens medlemmer samles for i hjemmets fred og ro at studere Guds ord? En sådan ordning er i overensstemmelse med Bibelens påbud. (5 Mos. 6:4-9; Ef. 6:4) Fælles studium af Bibelen og litteratur der forklarer Bibelen vil sammen med den fælles bøn knytte familiens medlemmer endnu nærmere til hinanden. Der vil herske kærlighed og sand glæde og lykke i en sådan familie.
15 Den kærlige hustru er sin mand helt hengiven. Hun er loyal mod ham. Hvis hun er kristen følger hun Paulus’ formaning: „Ja, ligesom menigheden underordner sig Kristus, bør hustruerne underordne sig deres mænd i alle ting. . . . hustruen [bør] have dyb respekt for sin mand.“ (Ef. 5:24, 33, NW) Hendes kærlighed giver sig blandt andet til kende i den flid og omsorg hvormed hun tager sig af de huslige pligter og i at hun samarbejder med sin mand om børnenes opdragelse. Under udførelsen af denne opgave vil forældrenes indbyrdes kærlighed vokse. Den vil gennemtrænge hele hjemmet og gavne familiens åndelige interesser. — Ordsp. 31:10-31.
16 Børn kan også opbygge deres forældre i kærlighed. De kan udføre mindre hverv som forældrene anviser dem. De kan vise deres kærlighed ved at være hjælpsomme. Tænk engang hvor det vil glæde deres forældre hvis de sørger for at bibler og bøger er parat til familiens studium. Børnene viser deres kærlighed til Jehova ved at være lydige mod deres forældre. Derved viser de at de har respekt for Gud og for hans ord. Derfor: „I børn! adlyd jeres forældre i alt, thi det er Herren velbehageligt.“ — Kol. 3:20.
17 Kærligheden opbygger også i menigheden. Den drager os til møderne og tilskynder os til aktivt at deltage idem. Hvorfor? Fordi vi dér kan skærpe hinanden åndeligt. Vor tilstedeværelse opmuntrer andre. Vore kommentarer styrker og opbygger dem. (Ordsp. 27:17; Præd. 4:9-12; Matt. 18:20) Det sker at en broder før eller efter mødet går forbi os uden at hilse på os eller sige noget. Bliver vi nu fornærmede eller viser vi kærlighed? Måske vedkommende har et problem som helt optager hans tanker. Hvad trænger han til? Ikke til kølighed men til din varme interesse, din kærlighed. Vis ham venlighed og forståelse. Det er langt bedre end at tænke eller tale ondt om en broder! — Kol. 3:12, 13.
18 Vi kan også vise kærlighed ved at yde materiel bistand hvis vore brødre er i trang. Vi kan lægge kærlighed for dagen ved at være gæstfri. Det kræver ikke at man er meget velhavende. Tænk på hvor meget en broder eller søster der har modgang vil sætte pris på lidt åndeligt fællesskab. Vi behøver ikke at trænge ind i vedkommendes personlige forhold. Vi kan fortælle en opmuntrende oplevelse eller tale om Guds velsignelser, såvel de nuværende som de fremtidige. Det koster ikke penge at give af os selv på denne måde, og hvad er dog mere værdifuldt end netop dette at vise en broder eller søster kærlighed? Så er der dem der er svage i åndelig henseende. Ved at vise dem kærlighed kan vi måske i deres hjerter fremelske en større værdsættelse af deres privilegier. Måske kan vi studere Bibelen sammen med dem eller oplære dem i tjenesten. Vi må til stadighed være vågne for de lejligheder hvor vi kan vise vore brødre kærlighed. — Hebr. 13:1, 2.
Vedbliv med at vise kærlighed
19 Fremfor alt bør vi vedblive med at vise Gud loyal kærlighed. Vi bør holde os nær til den organisation som han benytter. Vi skulle aldrig forlade den, for der findes intet andet sted at gå hen. Måtte vor indstilling altid være som den Peter gav udtryk for på et tidspunkt da mange forlod Kristus. Beretningen lyder: „Af den grund trak mange af hans disciple sig tilbage og vandrede ikke mere med ham. Jesus sagde da til de tolv: ’Vil I også gå bort?’ Simon Peter svarede ham: ’Herre! til hvem skal vi gå hen? Du har det evige livs ord. Og vi er kommet til den tro og erkendelse, at du er Guds Hellige.’“ (Joh. 6:66-69) Vær loyal, vis kærlighed og arbejd til stadighed på at skabe en varm samhørighedsfølelse inden for den kristne organisation. Familiemedlemmer der holder af hinanden kan lide at være sammen og at arbejde sammen. På lignende måde holder sande kristne i dag af i kærlighed at arbejde sammen, at bede sammen og at holde sig nær til hinanden som én lykkelig familie under Guds ledelse!
20 I den vanskelige tid vi skal igennem mens denne verden kommer afslutningen nærmere og nærmere, må vi som kristne have hjerter der er vendt mod Jehova og hjerter der er vidt åbne for vore medkristne, nye som gamle. Paulus skrev til korinterne: „Vi har talt frit til jer, korintere, vort hjerte er vidt åbent. I har ikke snæver plads hos os, men der er snæver plads i jeres egne hjerter. Men lige for lige (jeg taler som til mine børn): også I må lade jeres hjerter være vidt åbne!“ (2 Kor. 6:11-13) Måtte alle vise sand kærlighed med vidt åbne hjerter!
21 Tænk på den smukke profetiske sang der kaldes Salomons Højsang og som handler om den sjulamitiske piges og hendes elskede hyrdes kærlighed til hinanden. Hvilke skønne ord lægger Salomon ikke denne unge pige i munden! De udtrykker den kærlighed som resten af Kristi salvede efterfølgere nærer for Kristus. Alle kristne kan lære af dem. En malende beskrivelse af den aldrig svigtende, loyale kærlighed gives med den sjulamitiske piges ord: „Sæt mig som et segl på dit hjerte, som et segl på din arm; thi kærligheden er så stærk som døden, ufravigelig fastholden ved absolut hengivenhed er så ubøjelig som Sheol. Dens luer er som en ilds luer, Jahs flamme. Selv mange vande vil ikke kunne slukke kærligheden, ej heller floder kan skylle den bort. Om så en mand ville give alle sit hus’ værdifulde ting for kærlighed, ville man bestemt foragte dem.“ (Højs. 8:6, 7, NW) Kunne man finde stærkere udtryk for kærlighedens bestandighed og værdi?
22 Vi har alle sammen en gæld at betale. „Bliv ingen noget skyldige uden det at elske hverandre,“ sagde Paulus, „thi den, som elsker sin næste, har opfyldt loven.“ (Rom. 13:8) Denne gæld vil vi aldrig helt kunne betale. Hele livet igennem vil vi skylde andre kærlighed. Lad os derfor altid vandre i kærlighed, den egenskab der kendetegner sande kristne. Husk at kærligheden varer evigt. Lad os derfor som kristne vise sand kærlighed nu, og vi vil for evigt få lov til at lægge denne egenskab for dagen i den nye ordning som kærlighedens Gud, Jehova, har givet løfte om.
[Studiespørgsmål]
1. Kan man sige at kærligheden varer evigt? Begrund svaret.
2. Hvorfor er det muligt for kristne at vise kærlighed? Hvor længe vil trofaste kristne få lov til at lægge denne egenskab for dagen?
3. (a) Hvilken egenskab kendetegner Kristi disciple, og hvilket vidnesbyrd om de første kristne har vi fra Tertullian? (b) På hvilken måde har Jehovas vidner forpligtet sig til at vise broderkærlighed?
4. Nævn en ting der viser at der altid har eksisteret et kærlighedens bånd mellem de kristne.
5. (a) Hvad var ifølge nogle autoriteter de „kærlighedsmåltider“ som de første kristne nød i fællesskab? Var de obligatoriske? (b) Hvilke muligheder har kristne i dag for at komme sammen i kærlighed?
6. (a) Beskriv de første kristnes møder. (b) På hvilke to måder var det til gavn for de kristne at de holdt sig til samværet med hinanden?
7. (a) Hvorfor bør kristne i dag passe på hvem de omgås? Hvad medfører det at have gode omgangsfæller? (b) Giv forslag til hvordan en selskabelig sammenkomst blandt kristne kan være til opbyggelse for deltagerne.
8. (a) Hvad medvirker til at binde de kristne sammen i broderkærlighed? (b) Hvilken tildragelse som Paulus var ude for viser at de kristne nærer inderlig kærlighed til hinanden?
9. Hvilken kærlighed kom i første række hos de første kristne? Hvilken forvisning havde de?
10. Hvordan kom Roms brand i år 64 e.v.t. til at berøre de kristne?
11. Hvilken kærlighed ville trofaste kristne aldrig miste? Hvorledes udtrykte Paulus dette? Gælder det også de kristne i dag?
12. Som hvad betragter de kristne hinanden? Hvad beretter Tertullian herom?
13. (a) Hvordan viser den kristne ægtemand kærlighed? Hvad resulterer det i? (b) I hvilke henseender sørger han for sin familie?
14. Hvordan kan den kristne familiefader sørge for at hans hustrus og hans børns åndelige behov bliver opfyldt? Hvad vil det resultere i?
15. Hvordan kan den kristne hustru vise sin kærlighed?
16. Hvordan kan kristne børn opbygge deres forældre? Hvordan kan de vise deres kærlighed til Gud og deres respekt for hans ord?
17. (a) Hvad bevirker kærligheden i forbindelse med møderne, og hvorfor kommer vi dér? (b) Hvordan bør vi reagere hvis nogen går forbi os ved mødet uden at hilse på os eller tale med os?
18. Er det nødvendigt at være velhavende for at vise gæstfrihed? Hvordan kan vi opbygge andre ved at være gæstfri?
19. Hvorfor bør vi holde os nær til Guds organisation? Hvilken indstilling bør vi have?
20. Hvad vil være nødvendigt i den vanskelige tid der ligger foran os?
21. Hvor værdifuld og bestandig er kærligheden ifølge den sjulamitiske piges ord?
22. Hvilken gæld har alle kristne at betale? Kan de nogen sinde betale den helt? Begrund svaret.