Er Deres liv virkelig tilfredsstillende?
EN MODER til seks børn i et latinamerikansk land er klar over at hendes mand har haft kønslig forbindelse med en anden kvinde i de sidste ti år og forsøger at „erobre“ endnu én. Hun kan ikke gå til domstolene for at blive skilt fra ham. Det er ikke muligt at få skilsmisse i det pågældende land. Hun har heller ikke råd til at flytte fra ham, for hun behøver økonomisk støtte til hans børn. Hvis De skulle leve under sådanne forhold, ville De så finde livet virkelig tilfredsstillende?
Måske er Deres tilfælde ikke så alvorligt. Men for en husmoder kan blot det daglige arbejde med rengøring, madlavning, indkøb, vask og strygning til tider føles så trist og uoverskueligt at hun er ved at tabe modet. Og når hun skal prøve at få det hele til at løbe rundt på trods af de stadig stigende leveomkostninger, kan hun måske føle at hendes tilværelse er alt andet end tilfredsstillende.
Også en mands tilværelse kan være frustrerende. Overfyldte undergrundsbaner og busser, trafikpropper og parkeringsproblemer belaster daglig millioner af mænds tålmodighed. Ofte er der naturligvis en dybere årsag til utilfredsheden, som i tilfældet med en funktionær i et medicinalfirma i en stor latinamerikansk by.
Denne mand lagde hele sin sjæl i sit arbejde, og arbejdede endda i årevis uden at tage ferie. Overarbejde var regelen for ham snarere end undtagelsen. Men nu, efter at han trofast har tjent sit firma i femogtyve år, plages det af interne gnidninger og er på fallittens rand. Den bekymring og fortvivlelse det har medført, har haft en ugunstig virkning på denne mands helbred og humør. Efter alle disse års tjeneste melder den tanke sig hos ham: „Har det virkelig været umagen værd?“
Hvordan ser De på Deres eget liv? Er det virkelig tilfredsstillende? Er Deres mål i livet umagen værd? Hvad kan De gøre for at undgå de skuffelser og den modløshed der fratager mange en del af glæden ved at leve?
Nogle årsager til utilfredshed
Skønt nogle lider under forhold de ingen indflydelse har på, er vi mennesker i vidt omfang selv skyld i vore skuffelser. Det er som Bibelen ganske rigtigt siger: „Hvad et menneske end sår, dette skal han også høste.“ — Gal. 6:7.
En del af problemet kan være vor indstilling til tingene. Har vi en tendens til at hæfte os ved de negative sider? Dette kan være skadeligt, for det giver anledning til selvmedlidenhed og en klagende ånd. Ville det ikke være bedre at dvæle ved de goder der er forbundet med vort daglige arbejde? Bibelen siger at man bør „nyde det gode under al den flid, man gør sig“. (Præd. 5:17) At have øje for de positive sider kan være en stor hjælp til at opnå større tilfredshed i livet.
Selv om vi har et positivt syn på tingene, kan det imidlertid berøve os tilfredsheden hvis vi gør materiel sikkerhed til vort vigtigste mål i livet. Det var det der skete med ovennævnte funktionær. Han og millioner ligesindede verden over har af dyrekøbt erfaring måttet sande det Bibelen siger: „Den, der elsker sølv, mættes aldrig af sølv, og den, der elsker rigdom, mættes aldrig af vinding. Også det er tomhed.“ (Præd. 5:9) Hvis Deres stræben i hovedsagen er rettet mod materielle ting, vil det gavne Dem at anlægge et nyt syn på livet.
Kønslig umoralitet er blevet noget der er almindeligt, men med hvilke følger? Mange ægteskaber forliser. Familier opløses. Umoralske personer rammes måske af frygtelige kønssygdomme, eller pådrager sig andre fysiske lidelser på grund af en skyldbetynget samvittighed. Det mest alvorlige er at mennesker ved at handle umoralsk ødelægger deres forhold til Gud. Det er sikkert ikke en sådan tilværelse De ønsker.
Nu kan det meget vel være at De ikke selv er skyld i alle de forhold der berøver Deres tilværelse virkelig mening. Den nuværende samfundsordning er en væsentlig årsag til at mange mister modet. Folk lider under boligmangel, stigende fødevarepriser og høje skatter. Der findes megen uretfærdighed. Et spændt forhold mellem racerne, stofmisbrug, kriminalitet og vold plager byerne verden over. Da folk véd at de er ude af stand til at forandre tingene, begynder nogle at føle at livet er meningsløst og uden glæde.
Nøglen til tilfredshed i livet
Mange der er utilfredse med deres tilværelse, gør imidlertid ikke noget ved de forhold som de kunne forbedre. Nogle alkoholikere, for eksempel, erkender at de skader sig selv og deres nærmeste. Men hvor mange gør en forandring alene på det grundlag? Der synes at mangle et afgørende element i sådanne menneskers liv, noget der kan formå dem til at gøre en forandring. Hvad er det?
Et oprigtigt ønske om at behage menneskets Skaber. Hundredtusinder af mennesker over hele verden har erfaret at et sådant ønske har givet dem styrke til en fuldstændig kursændring i deres tilværelse. Men dette ønske bliver ikke en tilskyndende kraft uden en personlig bestræbelse. Er De villig til at gøre en sådan indsats? Hvad ville dette kræve?
Først og fremmest må De studere Bibelen, hvilket vil hjælpe Dem til at lære Guds enestående personlighed at kende. De vil få at vide hvorfor der har været sygdom og død, hvorfor ondskaben er blevet tilladt, og også at Skaberens hensigt er at tilintetgøre den nuværende fordærvede ordning og sørge for én regering for hele menneskeheden, en retfærdig regering der vil styre fra himmelen. (Dan. 2:44; Es. 11:1-5) De vil komme til kundskab om at Gud vil sørge for at bringe milliarder af de døde tilbage til livet på denne jord, og det vil ske når jorden er blevet et paradis. — Luk. 23:43; Apg. 24:15.
Hvordan indvirker en sådan kundskab på oprigtige mennesker? Hvordan føler De når De møder et menneske der er kærligt, medfølende, upartisk, betænksomt og gavmildt? Tiltrækkes De ikke af vedkommende og ønsker på en eller anden beskeden måde at gengælde den venlighed han eller hun har vist Dem? Det er det samme når mennesker lærer om Guds medfølende handlemåde og om hans kærlige hensigt som er til menneskenes evige vel. En sådan kundskab tilskynder dem til at gøre forandringer i deres liv. De gør dette villigt, idet de véd at de kan vise at de elsker Gud ved at ’holde hans bud; og hans bud er ikke byrdefulde’. — 1 Joh. 5:3.
Folk fra alle verdensdele og fra alle sociale lag har erfaret at kærlighed til Gud, vakt af nøjagtig kundskab om hans ord, har været nøglen til en tilfredsstillende tilværelse for dem. Ikke blot er Guds bud „ikke byrdefulde“, men de er ganske givet til virkelig gavn for dem der holder dem. Overvej følgende.
De gavnlige virkninger af den „nye personlighed“
Apostelen Paulus giver i Kolossenserbrevet 3:9, 10, 12, 13 denne vejledning: „Affør jer den gamle personlighed sammen med dens forehavender, og ifør jer den nye personlighed, . . . I [skal] derfor iføre jer inderlig medfølelse, venlighed, ydmyghed, mildhed og langmodighed. Bliv ved med at affinde jer med hinanden og frit at tilgive hinanden hvis nogen har en grund til klage imod en anden.“ Måske vil De sige at så godt et menneske er De ikke. Men Bibelen kan hjælpe os alle til at gøre fremskridt, og det er i sandhed en indsats værd! Disse guddommelige egenskaber kan hjælpe os til roligt at klare de mange opslidende situationer der møder et menneske hver dag, også selv om vore forhold skulle være lige så stor en prøvelse som tilfældet var for den kvinde der blev omtalt i begyndelsen af denne artikel. — Se også Efeserbrevet 4:20-32.
Tænk også på de gavnlige virkninger af at adlyde den bibelske befaling: „I skal derfor gøre jeres lemmer som er på jorden, døde med hensyn til utugt, urenhed, seksuel lidenskab, skadeligt begær, og havesyge.“ (Kol. 3:5) Og hvilken særlig velsignelse kommer der ikke af at holde denne forskrift: „Men nu skal I virkelig aflægge dem alle: vrede, harme, slethed, spot og skammelig tale af jeres mund.“ (Kol. 3:8) Den rene samvittighed, den selvrespekt, det forbedrede helbred og den følelsesmæssige tryghed man selv og ens nærmeste kan opnå ved en sådan forandring, gør det umagen værd at arbejde på.
’Vær aldrig bekymrede’ for de daglige fornødenheder
Bekymringerne for at få nødvendige ting som føde og klæder stjæler tilfredsheden fra millioner af menneskers tilværelse. Men som vi kan læse i Bibelen i Mattæus-evangeliet 6:31-33, gav Jesus Kristus denne vejledning: „Vær derfor aldrig bekymrede og sig: ’Hvad skal vi spise?’ eller: ’Hvad skal vi drikke?’ eller: ’Hvad skal vi tage på?’ . . . Bliv da ved med først at søge riget og hans retfærdighed, og alle disse andre ting vil blive givet jer i tilgift.“ Det betyder ikke at de kristne forventer at Gud skal forsørge dem mirakuløst uden at de selv gør nogen indsats. Den bibelske regel er: „Hvis nogen ikke vil arbejde, så lad ham heller ikke spise.“ (2 Tess. 3:10) Men Bibelen har hjulpet dem til at have en stærk tro på Gud, så de ikke taber fatningen under trange kår.
Mange skuffelser i livet undgås når man tilegner sig Bibelens syn på hvad der er virkelig værdifuldt. Henvendt til Gud siger Salme 119:72: „Din munds lov er mig mere værd end guld og sølv i dynger.“ De der anser åndelige goder for mere værdifulde end materielle, erklærer sig enige med apostelen Paulus: „Når vi har føde og klæder skal vi være tilfredse med disse ting.“ (1 Tim. 6:8) Hvilke forhold de end lever under, lærer de at få det bedst mulige ud af dem.
De fandt tilfredshed i tilværelsen
I mere end 200 lande og områder ud over hele jorden i dag har Bibelen hjulpet mennesker til at overvinde skuffelser og til at leve et liv der er virkelig tilfredsstillende. Et eksempel herpå er den erfaring en veteran fra den kongelige canadiske flåde har gjort:
„Fire års militære erfaringer under den anden verdenskrig forandrede mig fra en naiv, ung, frivillig sømand til en politisk bevidst veteran, ivrig efter at tage kampen op på den civile front for de friheder og den retfærdighed vi havde kæmpet for — efter hvad man formodede.
En højere uddannelse syntes nødvendig for at jeg kunne nå mit mål; så jeg kom ind på et universitet. Men snart erkendte jeg at de bestående politiske institutioner og økonomiske systemer kommer pinligt til kort med hensyn til at tilfredsstille menneskets behov for upartisk retfærdighed, lige muligheder og ægte broderskab. Jeg følte mig desillusioneret og skuffet.
Da jeg var kommet halvt igennem min universitetsuddannelse, begyndte min hustru og jeg at studere Bibelen med Jehovas vidner. Endelig begyndte vi at få svar på vore spørgsmål. Vi lærte at menneskers styre aldrig kan tilfredsstille menneskets behov, for ’det står ikke til en mand at vandre og styre sine fjed’. (Jer. 10:23) Kun Jehova Guds himmelske rigsregering kan administrere jordens anliggender retfærdigt. Snart vil Guds rige erstatte den nuværende fordærvede ordning med en ny, ’hvor retfærdighed skal bo’. — 2 Pet. 3:13.
Det gudgivne håb om en ny tingenes ordning udfyldte et stort tomrum i vort liv. Vi var også begejstrede over hos Jehovas kristne vidner at finde en organisation som styres efter de bibelske principper der vil råde i denne nye orden. Dette har tilfredsstillet den tørst efter retfærdighed vi har næret i de sidste treogtyve år.
Endnu større tilfredshed i vor tilværelse erfarede vi da vi besluttede at flytte til Sydamerika. Her glæder vi os overmåde ved den forret at opsøge og undervise ydmyge mennesker i at leve en meningsfyldt tilværelse i forventning om de kommende velsignelser under Guds rige. — Sl. 25:9.
Hvor er vi dog taknemmelige over at være blevet sparet for de skuffelser som de mennesker må lide der forgæves prøver at rette op på den nuværende ordning!“
Lykkeligere med mindre
For fire år siden foretog en familie på otte en forandring i sine forhold så den kunne bruge mere tid til at hjælpe andre til at lære Guds vilje at kende. Dette har givet hver enkelt i familien stor personlig tilfredshed. De fem ældste børn bruger nu al deres tid til at undervise andre i Guds ord. Hvad fik denne familie til at gøre dette? Moderen fortæller:
„Efter den anden verdenskrig forlod min mand og jeg Holland og rejste til Canada for at søge økonomisk tryghed. Vort mål var at stifte familie og bo på en landejendom. Vi anså landbrug for at være den mest naturlige livsform, og følte at en landejendom ville være den bedste arv vi kunne give videre til vore børn.
For en tid så det lovende ud, men leveomkostningerne fortsatte med at gå i vejret, og vores familie voksede hurtigere end vores bankkonto. Vi spurgte os selv: Vil vi nogen sinde nå vort mål eller jager vi efter vinden?
Så skete der en stor forandring i vort liv. Gennem et bibelstudium med Jehovas vidner fik vi at vide at Guds lovede nye ordning vil blive en realitet inden for den nuværende generation. Dette ændrede hele vort syn på tilværelsen.
Vi kom til den erkendelse at det ikke længere var nødvendigt at vi anstrengte os for at opbygge en anselig materiel arv til børnene. I den nære fremtid vil Gud sørge for at alle har et komfortabelt hjem og tilstrækkeligt med føde, sammen med virkelig fred og sikkerhed. Nu er det vigtigste for os at vi kommer ud og giver andre del i de vidunderlige bibelske sandheder vi har lært.
Skønt vore beskedne indtægter kun giver os råd til få af verdens goder, er vi tilfredse med at have nok at spise, tilstrækkeligt med klæder og et hus at bo i. Vi har personligt erfaret at ’der er mere lykke ved at give end ved at modtage’. — Apg. 20:35.
Jeg føler mig ikke mere tynget i knæ af de utallige huslige pligter der følger med at sørge for en stor familie. Vore børn hjælper villigt med at lave mad, vaske og gøre andet husligt arbejde. Dette giver os alle tid til det der har størst betydning, nemlig arbejdet med at lære andre om sandheden der vil frigøre dem, så de også kan glæde sig over en virkelig tilfredsstillende tilværelse.“ — Joh. 8:32.
Er Deres liv virkelig tilfredsstillende? Jehovas vidner vil med glæde yde Dem den hjælp et bibelstudium kan være. Det koster Dem ikke noget. Kontakt selv de lokale Jehovas vidner eller skriv til udgiverne af dette blad.