Gør du dit bedste?

I EN konkurrence er det ganske naturligt at man gør sit bedste. Kunstneren der søger at vinde en pris for sit maleri vil højst sandsynligt gøre sit bedste, og ligeså musikeren der prøver at vinde anerkendelse eller en præmie ved en musikfestival. Idrætsmanden der er ivrig efter at vinde i en sportskamp lægger også alle kræfter i. — 1 Kor. 9:24.

Men hvad med alle de andre? Desværre er det blevet sådan at flere og flere — det gælder kontorfunktionærer, fabriksarbejdere, husmødre, skoleelever og mange andre — bliver mindre og mindre interesseret i at yde deres bedste. Der er en tendens til at være tilfreds med kun at give af sin tid men ikke at yde mere end højst nødvendigt.

Denne tendens kan måske henføres under den sygdom der i moralsk henseende plager den nuværende generation. På grund af den forudsagte ’overhåndtagende lovløshed’ og det moralske sammenbrud er der i dag en tydelig mangel på samvittighedsfuldhed, en manglende følelse af ansvarlighed over for Gud. Villigheden til at gøre sit bedste bliver mindre og mindre. — Matt. 24:12.

Men både vort liv og vore fysiske og mentale evner er gaver vi har fået betroet af Skaberen. Det vi får betroet at gøre, har vi hver især pligt til at udføre på den bedste måde. Som den vise kong Salomon formanede: „Gør efter evne alt, hvad din hånd finder styrke til; thi der er hverken virke eller tanke eller kundskab eller visdom i Dødsriget, hvor du stævner hen.“ Og apostelen Paulus sagde: „Hvad I end har for, gør det af hjertet som for Herren og ikke for mennesker.“ Pligten til ’efter evne at gøre alt hvad ens hånd finder styrke til’ og til at arbejde „af hjertet“ har tre sider. For det første: at gøre alt hvad man har at gøre, så godt som det kan gøres; for det andet: at gøre så meget man kan i betragtning af ens evner, kræfter og tid; og for det tredje: at gøre det ud fra det rette motiv. — Præd. 9:10; Kol. 3:23.

Skal man gøre sit bedste må man holde sine tanker ved arbejdet, koncentrere sig om det. Det hjælper også at være interesseret i arbejdet og prøve at finde glæde ved det. Sådanne praktiske hensyn som at holde sig fysisk i form ved at få tilstrækkelig søvn, at få nok at spise både kvantitativt og kvalitativt, og at undgå ethvert umådehold og alle udsvævelser, må man også tage.

Eftersom Bibelen indeholder så gode formaninger til at gøre sit bedste, må man forvente at den der regelmæssigt læser i Bibelen vil blive hjulpet til at gøre sit bedste. En af Amerikas store statsmænd fra det forrige århundrede, Abraham Lincoln, læste regelmæssigt i Bibelen og bestræbte sig for at gøre sit bedste. Han sagde engang: „Hvis jeg skulle gøre forsøg på at læse, for ikke at tale om at besvare alle de angreb der rettes mod mig, kunne jeg ikke bestille andet. Jeg gør det bedste jeg efter min overbevisning formår — det bedste jeg kan gøre; og det har jeg til hensigt at blive ved med lige til det sidste.“ Her ser man en af fordelene ved at gøre sit bedste: det hjælper én til at forblive upåvirket af uretfærdige angreb.

En anden fordel ved at gøre sit bedste er at det giver selvrespekt. Man opnår en indre tilfredshed ved at vide at man ikke har givet efter for fristelsen til at sjuske eller at gå let hen over en ting, selv om ingen kontrollerer ens arbejde. Der er tilfredshed i at vide at man har tugtet sig selv og gjort det bedste man på nogen måde kunne. Ingen andre vil måske få at vide at man har gjort sit bedste under udførelsen af et stykke arbejde eller en bestemt opgave, men man ved det selv; og hvis man har gjort sit bedste, ejer man også tilfredsheden ved at vide at man står mål med de krav som man ved man bør stille til sig selv. Bibelen viser at apostelen Paulus fandt tilfredsstillelse i at gøre sit bedste, at stå mål med høje men vanskelige krav, som for eksempel at forkynde hvor ingen andre før havde forkyndt, og ikke at modtage økonomisk støtte af visse kristne. — 1 Kor. 9:18; 2 Kor. 10:15-17.

Dernæst er der tilfredsheden ved at betragte det færdige resultat. Resultatet vil afgjort blive langt bedre hvis man har gjort alt hvad man kunne overkomme, og gjort det så godt som man kunne. Belønningen kan udmærket godt være en følelse af stolthed over ens bedrift, men denne følelse er helt normal og på sin plads. Den mand der er dygtig til sin gerning skal stedes for konger. — Ordsp. 22:29, NW.

Det er også praktisk visdom at gøre sit bedste fordi det da er mindre sandsynligt at man vil blive kritiseret af dem man arbejder for eller har pligt til at behage. Det kan oven i købet føre til forfremmelse, sådan som det skete for patriarken Jakobs søn Josef. Bibelen fortæller at Gud var med Josef, både mens Josef var træl i Potifars hus og mens han var i fængsel. Josef har sikkert gjort sit bedste siden han hver gang blev sat over alle sine medtjenere. — 1 Mos. 39:1-23.

Et andet bibelsk eksempel der understreger visdommen i at gøre sit bedste har vi i den trofaste kong Ezekias. Om ham læser vi: „Alt, hvad han tog fat på . . . det gjorde han af hele sit hjerte, og det lykkedes for ham.“ Ja, han lagde hele sit hjerte i arbejdet, og Jehova velsignede ham. — 2 Krøn. 31:21.

For den kristne forkynder er den største tilskyndelse til at gøre det bedste man formår, vel nok erkendelsen af at det behager Jehova Gud og at det medfører belønning fra ham. At det ikke blot indbefatter den kristnes tjeneste som forkynder men alt hvad han foretager sig, fremgår af apostelen Paulus’ ord: „Enten I nu spiser eller drikker, eller hvad I gør, så gør det alt til Guds ære!“ Gud fortjener det bedste vi har. Til de kristne trælle i Kolossæ skrev Paulus endvidere: „Vær i alle forhold lydige mod jeres jordiske herrer, ikke med øjentjeneste som de, der vil tækkes mennesker, men af et oprigtigt hjerte i ærefrygt for Herren, [Jehova, NW]. . . . I ved jo, at I til gengæld af Herren skal få arven.“ — 1 Kor. 10:31; Kol. 3:22-24.

Ja, der er mange grunde til at man skulle gøre sit bedste. Det avler selvrespekt; det bevirker at man kan være tilfreds med sit arbejde, og det giver udsigt til fremgang og lykke. For den indviede kristne forkynder betyder det endvidere den belønning som består i Guds godkendelse.