og træffe sin afgørelse, idet han kender alle omstændighederne og de følger hans beslutning kan få. Andre kan ikke træffe afgørelsen for ham hvis det drejer sig om et samvittighedsspørgsmål.

Dersom du står over for at skulle træffe en afgørelse, føler du måske på forhånd at din samvittighed vil nage dig dersom du vælger en bestemt handlemåde, og så må du naturligvis undgå denne handlemåde. Kristne ønsker at behage Jehova, og hvilken beskæftigelse de end har, bør det være et arbejde de kan udføre med en ren samvittighed for Jehovas åsyn. „Hvad I end har for, gør det af hjertet som for Herren [Jehova, NW] og ikke for mennesker.“ — Kol. 3:23; 1 Tim. 1:18, 19; 1 Pet. 3:16.

Spørgsmål fra læserne

● Hvorfor krævede Moseloven at vidnerne som de første skulle løfte hånd mod en dødsdømt? Er der heri noget vi kan lære og er der nogle principper heri som gælder i vore dage?

Om dem som var blevet dømt til døden af en domstol i Israel siger 5 Mosebog 17:5-7: „[Du skal] stene dem til døde. På to eller tre vidners udsagn skal dødsdommen udføres; . . . Vidnernes hånd skal først løfte sig imod ham for at slå ham ihjel, siden alle de andres hånd. Således skal du udrydde det onde af din midte.“

Det var ikke blot dommerne og „de ældste“ som havde pligt til at udrydde det onde, men hvert eneste medlem af Israels folk skulle skinsygt vogte på den sande gudsdyrkelse og nidkært værne Guds navn mod skændsel, bevare organisationen ren og afværge en samfundsfordømmelse. Vidnerne skulle vise deres nidkærhed ved som de første at begynde eksekveringen af dommen. Denne nidkærhed så man eksempler på hos levitterne dengang de skred ind mod deres israelitiske brødre, som tilbad guldkalven ved Sinaj, og hos levitten Pinehas, der dræbte simeonitten Zimri dengang 24.000 israelitter døde fordi de bedrev utugt og holdt til med Ba’al-Peor. (2 Mos. 32:25-29; 4 Mos. 25:6-9) Forældre skulle føre deres umedgørlige, uregerlige sønner til dommerne og ikke skåne dem for at blive dømt til døden. Hvis nogen optrådte som falsk profet eller faldt fra Jehova, kom kærligheden til Jehova og loyaliteten mod ham fremfor selv de stærkeste familie- og venskabsbånd, for eksempel forholdet mellem forældre og en søn eller datter. — 5 Mos. 21:18-21; 13:6-11.

Også et andet princip spillede ind. Én ting var at afgive et vidnesbyrd mod et menneske i retten, en helt anden ting var det at skulle eksekvere dommen over vedkommende og udgyde dennes blod. Dette ville få et vidne til at tænke sig grundigt om inden det aflagde et vidnesbyrd. Kun et meget hårdhjertet vidne ville kunne aflægge et falsk vidnesbyrd når det vidste at det som den første skulle løfte hånd mod den dødsdømte mand eller kvinde.

Hvis det i vore dage sker at en eller anden i menigheden gør sig skyldig i en ond gerning, er det menighedens dømmende udvalg som har pligt til at undersøge sagen og udrydde det onde ved en udstødelse. Men hver eneste i menigheden skulle være lige så nidkær for menighedens renhed og dens gode forhold til Jehova Gud, også selv om den skyldige står vedkommende så nær som en søn eller datter. Hver eneste skulle nidkært aflægge vidnesbyrd om det han eller hun ved om sagen og ikke tilbageholde oplysninger fordi han eller hun er nært knyttet til den anklagede med familie eller venskabsbånd. Hver eneste skal dernæst anerkende udvalgets dom og støtte de skridt der tages over for den skyldige. — Zak. 13:3.

Der er endnu lidt mere at lære. Når vi optræder som vidner skal vi meget omhyggeligt sørge for at sige sandheden og ikke aflægge et falsk eller tvivlsomt vidnesbyrd. Vi må ikke lade fordom eller forudfattede meninger farve vort vidnesbyrd så det bliver falsk, ufuldstændigt, unøjagtigt eller uovervejet. Vi skal stå den store Dommer, Jehova Gud, til regnskab. Husk på at i Guds lov til Israel ramtes det falske vidne af den straf som det havde til hensigt at idømme den som det bar falsk vidnesbyrd imod. — 5 Mos. 19:18-20.

Af den lov som blev givet Israel kan vi således i dag udlede det princip at vi skal være nidkære for den sande, rene og ubesmittede tilbedelse af Jehova, samt det princip at vi, når vi indkaldes som vidner i en sag, skal være meget omhyggelige med at fortælle sandheden, for vi ved at vi står foran den store Dommer, Jehova, der dømmer os for de ord vi da siger. — Matt. 12:36, 37.