I unge! Er Bibelens moral den bedste?
„Jeg er [Jehova], din Gud, som lærer dig, hvad der båder, leder dig ad vejen, du skal gå.“ — Esajas 48:17.
1. Hvorfor er ungdommen en dejlig tid? Hvilken indstilling har nogle dog?
„SKØNNE UNGDOM, fagre dage,“ hedder det i en sang. Ja, ungdommen er en dejlig tid. Det vil også mange unge sige, for det er den tid hvor livet er spændende og man endnu ikke har fået det tungere ansvar man får som voksen. Og dog gør mange unge alt hvad de kan for at opleve alle glæder på én gang, både dem der tilkommer unge og dem der tilkommer voksne. Deres indstilling er nærmest denne: ’Hvorfor vente på fornøjelserne? Lad os få det hele med det samme.’
2. (a) Hvad viser de seneste statistikker angående ungdom og moral? (b) Mener du at disse tendenser påvirker de unge inden for den kristne menighed?
2 Kravet om at opleve enhver nydelse i ’livets gry’ har medført at der i dag er flere og flere unge som dyrker seksuelle forhold før de bliver gift — hvilket med rette kaldes utugt — end der har været på noget andet tidspunkt i den nyere historie. Denne bølge af umoralitet har endda berørt nogle af de unge i den kristne menighed. Som kristen spørger du måske dig selv: ’Hvorfor er det så svært for unge at holde deres sti ren, især her i „de sidste dage“?’ — Prædikeren 11:10; 2 Timoteus 3:1-5.
Presset er stærkt!
3, 4. (a) Hvorfor er det ikke let for en ung at holde sin sti ren? (b) Hvordan kan gruppepres og behovet for at finde forståelse skabe problemer?
3 Teenageårene er de seksuelle ønskers opvågningstid. Bibelen kalder det for „ungdommens vår“, og som regel mærker man i denne tid en stærk tiltrækning mod det andet køn. Der er derfor ikke noget usædvanligt ved det, hvis man som ung mærker at seksualdriften gør sig stærkt gældende. Men denne normale drift bliver yderligere oppisket af vor tids underholdnings- og reklameindustri, der sætter sex i centrum. — 1 Korinter 7:36.
4 Gruppepresset fra andre unge kan også være stærkt. En ung kristen pige der går i skole siger: „Det er virkelig svært at være anderledes i dag. Nogle af pigerne i skolen spurgte mig om jeg havde været i seng med nogen. Jeg sagde nej, og de begyndte alle sammen at grine. Jeg havde mest lyst til at græde, og bare sige at jeg havde.“ Unge har desuden et særligt behov for kærlighed og forståelse, et behov der måske ikke bliver dækket derhjemme. Hvis en ven eller veninde så begynder at vise dem særlig opmærksomhed og hører forstående på dem, så klynger de sig til denne. Den følelsesmæssige fortrolighed kan let føre til at man også bliver seksuelt intim over for hinanden. Hele dette mylder af nye følelser gør mange unge aldeles forvirrede. De spørger måske sig selv: ’Når noget er så dejligt, kan det da være forkert? Er det virkelig bedst at følge Bibelens moral?’
Den bedste vej
5. (a) Hvad fortæller Esajas 48:17 os om Gud? (b) Hvad er Guds vilje med os i moralsk henseende, ifølge Første Tessalonikerbrev 4:3-8?
5 Vor himmelske Fader gav sit udvalgte folk denne påmindelse: „Jeg er [Jehova], din Gud, som lærer dig, hvad der båder [hvad der gavner, NW], leder dig ad vejen, du skal gå.“ (Esajas 48:17) Når det gælder moral — hvad er da „vejen, du skal gå“? „Dette er Guds vilje . . . at I afholder jer fra utugt; at enhver af jer ved hvordan han får herredømme over sit eget kar [legeme] i hellighed og ære, ikke i begærlig seksuel lidenskab . . . Gud har jo ikke kaldet os med indrømmelse til urenhed.“ — 1 Tessaloniker 4:3-8.
6. (a) Hvilken befaling gav apostelen Paulus de salvede kristne med hensyn til utugt, og hvorfor? (b) Hvorfor bør dette få unge til at tænke på deres adfærd?
6 Guds vilje hvad angår moral er klar — ’at vi får herredømme over vort legeme’; at vi afholder os fra utugt og urenhed. I unge der har indviet jeres liv til Gud, I er trådt ind i et nært forhold til Gud og har tilsluttet jer en ren organisation. Hvilken glæde er dette ikke for Gud! Men hvis I dyrkede seksuelle forhold før ægteskabet, ville det svare til at en af de salvede, „Kristi lemmer“ der har ’sluttet sig til Herren’, ’sluttede sig til en skøge’ i et utugtigt forhold. „Måtte det aldrig ske!“ udbryder apostelen Paulus. Det ville være den højeste krænkelse af dette dyrebare forhold. Ingen anden synd svarer helt til denne, for „den der øver utugt synder imod sit eget legeme“. Denne synd kan helt ødelægge det nære åndelige forhold vi har til Gud. Forståeligt nok sagde Paulus: „Flygt fra utugt.“ Ja, „flygt“! Giv dig ikke tid til at argumentere for og imod. Se hellere at komme væk fra utugt med det samme — så langt væk som muligt! Men hvad sker der hvis man ikke ’flygter fra utugt’? — 1 Korinter 6:15-18.
„De øver uret mod sig selv“
7-9. (a) Hvad får vi at vide i Andet Petersbrev 2:9-13 om dem der deltager i umoralitet? (b) Hvordan har nogle ’øvet uret mod sig selv’ ved at begå urene handlinger?
7 Apostelen Peter siger at de der inden for menigheden taler nedsættende om „sådanne som er herlige“ og bliver inddraget i umoralitet, ender med at ’øve uret mod sig selv’. (2 Peter 2:9-13) Den „løn“ de pådrager sig for deres seksuelle overtrædelser omfatter langt mere end risikoen for kønssygdomme og børn født uden for ægteskab. De ødelægger deres egen kærlighed, selvrespekt og sindsro. Her er nogle udtalelser af unge som bittert fortrød at de „gik for vidt“ og begik utugt:
„Det var ét stort nederlag. Jeg mærkede ikke noget til den dejlige følelse af varme og kærlighed man taler om. I stedet indså jeg pludselig til fulde hvor ond handlingen var.“
„Jeg græd hele natten.“
„Jeg følte mig som en hund. Følelsen var tom og kvalm. Jeg mistede respekten for både mig selv og pigen, ja, faktisk begyndte jeg at bebrejde pigen at hun lod det ske.“
8 Vor himmelske Fader befaler os ikke alene at holde os fra utugt, men også fra „urenhed“. (1 Tessaloniker 4:7) Det er et omfattende udtryk, men det henviser under ét til adfærd der er moralsk frastødende. For eksempel er masturbation (selvtilfredsstillelse) en uren vane som mange unge har haft. Det kan ikke bortforklares at denne handling ophidser til „seksuel lidenskab“, og den kan give én meget alvorlige skyldfølelser. I visse tilfælde hvor nogle ikke har gjort en alvorlig indsats for at komme vanen til livs, er denne måde at tænke og handle på senere blevet årsag til problemer i ægteskabet. Da en ung mand blev gift opdagede han til sin egen bestyrtelse at hans lange periode med masturbation gjorde ham ude af stand til at yde sin kone ’hvad der tilkom hende’. Der fulgte mange måneder med svære sorger! — 1 Korinter 7:3.
9 Visse par har hengivet sig til lidenskabelige, erotiske kærtegn af intime steder på kroppen. Det er også „urenhed“; det kan let føre til et fuldbyrdet umoralsk forhold, og det gør det ofte. Den slags kærtegn kan i den grad fylde et menneske med „seksuel lidenskab“ at det bliver næsten vanvittigt af det. En ung mand fortæller: „Man ser sig selv som et dyr med dyriske ønsker, og det er følelsesmæssigt ødelæggende.“ Denne adfærd har ødelagt mange forlovelser og været årsag til problemer for mange efter at de senere er blevet gift.a „Vi gjorde næsten det hele undtagen utugt, og det var vi også lige ved at gøre, før vi blev gift,“ bekender et ungt par. „Vi fik hjælp fra de ældste, men det blev alligevel aldrig det samme igen. Det har været svært for os at få den gensidige respekt tilbage.“
10. Hvorfor er urenhed skadeligt for ugifte par?
10 Når en ugift begynder at tage del i nogle af de ’berusende’ seksuelle rettigheder der kun hører hjemme i ægteskabet, kan han eller hun blive narret til at gifte sig med en som ikke har de fornødne egenskaber til at blive en god mand eller hustru. Det seksuelle kan i øjeblikket overskygge personernes forskelligheder, men disse dukker op igen efter brylluppet, og så skaber de problemer. En undersøgelse af 265 ægteskaber hvor bruden var gravid ved brylluppet, har, ikke overraskende, vist at kun 15 af parrene stadig var sammen efter fem år! Andre undersøgelser har vist at der er dobbelt så mange tilfælde af ægteskabsbrud blandt dem der har dyrket seksuelle forhold inden de blev gift. Derfor, I unge brødre og søstre, lad jer ikke narre af „tomme ord“ fra dem der siger at man får et lykkeligere ægteskab hvis man har prøvet hinanden seksuelt før man bliver gift. (Efeserne 5:6) Nogle påstår endda at man bliver syg hvis man ikke dyrker sex når man er kommet op i puberteten. Det er ikke sandt. Ingen læge har nogen sinde kunnet føre en sygdom tilbage til afholdenhed! Men mange som har valgt nydelser fremfor kærlighed har senere; fortrudt det resten af livet!
11, 12. (a) Hvordan straffer Jehova for kønslig umoralitet? (b) Hvad siger Job om dem der viser trods mod Gud? (c) Hvilket spørgsmål vil vi nu behandle?
11 Glem aldrig at „Jehova kræver straf for alle disse ting [utugt og urenhed]“. (1 Tessaloniker 4:6) Denne straf kan bestå i en forpint samvittighed, tugt fra menighedens ældste, eller de konsekvenser man høster af det man har sået. Hvis vi ændrer sind nu vil Jehova naturligvis tilgive vore synder helt og fuldstændigt. Men nogle viser trods og nægter at følge Guds love. „Hvo trodsed ham og slap vel derfra?“ spurgte Job. (Job 9:4) Ingen! Det smerter Jehova at se en sådan trods. Det smerter også de ældste, som har set mange af vore unge komme ud i de konflikter og vanskeligheder vi har nævnt. Tilsynsmændene ved at ingen kan overtræde Guds love og principper og ’slippe vel derfra’. En ung kristen pige som havde ændret sind efter umoralitet sagde til sin menigheds ældste: „Bare jeg dog kunne sige til alle de unge i sandheden: ’Gør det ikke!’ Måske tilgiver Jehova én for ens overtrædelser, men måske tilgiver man aldrig sig selv. Mindet om det kan æde én op indefra. Det er det ikke værd.“ De ældste appellerer med Jehovas ord: „Ak, lytted du til mine bud!“ — Esajas 48:18.
12 Men hvordan kan man som et kristent ungt menneske følge Jehovas bud og undgå den kønslige umoralitets mange farer og skjulte faldgruber?
Giv dine forældre dit hjerte
13. Hvordan kan unge der har gudfrygtige forældre følge Ordsprogene 23:26, og hvad vil det føre til?
13 „Giv mig dit hjerte, min søn, og lad dine øjne synes om mine veje!“ (Ordsprogene 23:26) Denne appel omfatter mere end blot mekanisk lydighed. Du må åbne dig og vise tillid. Du føler måske at din kristne fader eller moder overhovedet ikke forstår hvad du føler. Sådan følte en kristen pige da hun havde et problem med masturbation og havde brug for hjælp. Hun var nervøs for at tale med sin moder. Hvordan ville hun reagere? Ville hun forstå det? „Så talte jeg alligevel med hende om det, og hun lyttede og skældte ikke ud,“ fortæller pigen. „Hun lagde armen omkring mig, fortalte at hun holdt af mig og gerne ville hjælpe mig til at komme over problemet. Vi talte helt åbent om det, og bagefter tog hun mig i sine arme og vi bad en bøn sammen. Siden da har jeg kunnet tale med hende om alting.“
14. Hvordan skal unge kristne betragte de regler deres gudfrygtige forældre fastsætter?
14 Ja, mange unge har fundet stor hjælp ved at tale fortroligt med deres kristne forældre. De er kommet til at ’synes om deres veje’ og betragter tugt og regler fra deres gudfrygtige forældre som en smuk halskæde, ikke som en tung lænke der skal forhindre dem i at have det rart. (Ordsprogene 1:8, 9) Er du helt ærlig over for dine forældre? Eller er du som den unge mand der indrømmede: „Når jeg er sammen med mine forældre opfører jeg mig som de vil have det, men når jeg ikke er sammen med dem opfører jeg mig som jeg selv vil“? Hvis du får et nært forhold til dine gudfrygtige forældre, kan du få hjælp til at undgå mange unødige sorger. De der ikke har kristne forældre er fri til at henvende sig til de ældste i menigheden og til andre modne kristne — både mænd og kvinder. Opsøg dem. De vil gerne hjælpe. — Titus 2:3, 4; Jakob 5:14, 15.
Legemet som en træl
15. Hvad fortæller Paulus om sig selv i Første Korinterbrev 9:27, og hvordan kan man som ung efterligne dette eksempel?
15 Apostelen Paulus sagde: „Jeg banker løs på mit legeme [så jeg bliver gul og blåb] og behandler det som en træl, for at jeg, efter at have forkyndt for andre, ikke på en eller anden måde selv skal blive forkastet.“ (1 Korinter 9:27) Paulus var altså hård mod sig selv. Han lod sig ikke behandle som en træl af sit legeme, men omvendt. Også du kan undgå at lade dig beherske af kødets ønsker. Prøv at forudse situationer der vil ophidse de seksuelle følelser, og undgå dem bevidst. Du ved for eksempel hvad der sker med de kødelige ønsker når man læser bøger eller ser TV-programmer og film hvor det seksuelle forherliges. Undgå den slags som pesten. Også meget andet kan ophidse „seksuel lidenskab“, for eksempel det at færdes alene sammen med en anden (som man måske ikke engang er indstillet på eller fri til at gifte sig med), visse former for dans, eller sammenkomster som ikke ledes på en anstændig måde og hvor deltagerne let finder sammen parvis. Undgå derfor alt dette, og søg hellere at „gøre jeres lemmer . . . døde med hensyn til utugt, urenhed, seksuel lidenskab“. — Kolossenserne 3:5.
16. Hvilke forholdsregler bør to kristne tage når de er ved at lære hinanden at kende med henblik på ægteskab?
16 Når to er ved at lære hinanden at kende med henblik på at gifte sig, er det særlig nødvendigt for dem at passe på. Hvis de opholder sig alene i en bil, en lejlighed (hvor den ene måske bor alene), eller udendørs et ensomt beliggende sted, kan de let blive fristet til at blive nærgående over for hinanden. En 17-årig siger meget åbenhjertigt: „Alle og enhver kan sige: ’Vi ved godt hvornår vi skal sige stop.’ Ja, måske ved de det, men kan de gøre det? Det er bedre helt at undgå situationen. Sørg for at der er andre til stede.“ Ja, en tredjemand kan give den ekstra støtte der skal til for at du kan være herre over dig selv og dit legeme når I er sammen. Sæt også nogle bestemte grænser for hvor vidt I vil gå med at udtrykke jeres hengivenhed over for hinanden. Og hold jer inden for dem.
17. Har ens omgangskreds nogen betydning? Begrund svaret.
17 Når lysten melder sig til at være sammen med nogle som har en løs moral, så styr dig selv bort fra dem. „Lad din vej være langt fra hende [en umoralsk kvinde], kom ej hendes husdør nær,“ anbefaler Bibelen. (Ordsprogene 5:8) Når man går i skole kan man selvfølgelig ikke undgå at være sammen med umoralske mennesker. Men søger du deres selskab ud over dette? En 18-årig pige talte på manges vegne da hun sagde: „Omgangskredsen har stor indflydelse på ens moral. Når man hører hvordan de taler om sex bliver man nysgerrig. Man tænker på hvordan det egentlig føles. Er det så rart som de siger? Jeg véd at andre har den påvirkning på én, for i dag sidder jeg som enlig moder af samme grund.“ — Ordsprogene 13:20.
18. Hvad kan man som ung kristen tænke på hvis man bliver spottet af andre fordi man holder sin sti ren?
18 Bibelen viser at nogle umoralske personer ville snige sig ind i den kristne menighed. Vær derfor på vagt. Hvis du mener at nogle hører til denne kategori, så henvis dem til de ældste, hvor de kan få åndelig hjælp. Dermed viser du dem sand kærlighed, og det er samtidig til beskyttelse af menigheden. Nogle med en verdslig, umoralsk adfærd vil måske prøve at gøre dig til grin fordi du vil holde dig ren. Men er der nogen som helst grund til at føle sig undselig over for mennesker som er „fordærvelsens trælle“ — ja, trælle af deres eget begær? (2 Peter 2:19) Hvem er stærkest — den løsagtige, umoralske kvinde der ’løber efter sine elskere’ (henholdsvis manden der løber efter kvinder), eller den rene jomfru der i sin moralske styrke kan sige: „Jeg er en mur“? (Højsangen 8:10; Hoseas 2:7) Hvem af jer er i størst fare for at miste sin selvrespekt og ’give andre sin ære’? — Ordsprogene 5:9; Judas 4, 8-13.
19. (a) Hvem ’behandlede legemet som en træl’ — de to der beskrives i Højsangen, eller Amnon? (b) Hvad blev resultatet i de to tilfælde?
19 Hvis du styrer og behersker dit legeme vil du altid kunne tænke tilbage på dit liv uden at skamme dig. Tænk på den glæde den unge sjulamitpige og hendes elskede hyrde må have følt da de omsider blev forenet i ægteskabet. Med andres hjælp og ved egen indsats lykkedes det dem at beherske deres lidenskaber og bevare deres renhed. De havde sagt mange kærlige ord til hinanden, men havde ikke opført sig umoralsk før de blev gift, hvilket ville have mindsket den glæde de kunne nyde sammen efter at have giftet sig og tilpasset sig hinanden. Hvor anderledes gik det ikke med den lidenskabelige Amnon, der ikke kunne vente! Hos ham var det legemet der ’førte ham som en træl’, ud i umoralitet! — Højsangen 2:16; 4:16; 5:1; 2 Samuel 13:1, 2, 10-16.
Styrk dit forhold til Gud
20. (a) Hvad kan der ske hvis man ikke har et personligt forhold til Gud? (b) Hvad manglede hos de umoralske mennesker Paulus omtaler i Romerbrevet, kapitel 1?
20 „Jeg fik aldrig opbygget et personligt forhold til Jehova,“ indrømmer en 22-årig pige der fra den tidligste barndom var opdraget i et kristent hjem. „Gud var ikke virkelig for mig. Det var vel derfor det heller ikke rigtig bekymrede mig da jeg begik umoralitet.“ Hendes situation lignede den Paulus beskrev da han nævnte nogle umoralske mennesker der „kendte Gud“. De ’kendte fuldt ud Guds retfærdige bestemmelse’, men havde ingen „nøjagtig kundskab“.c (Romerne 1:21, 28, 32) Det de manglede var „en kundskab eller et bekendtskab af dybere og mere personlig art“,d altså den personlige kundskab de skulle have opbygget. Du som er ung, har du personlig denne ’nøjagtige kundskab’? Du må selv regelmæssigt studere Guds ord for at lære Guds egenskaber at kende. Tænk på hvordan denne ’nøjagtige kundskab’ styrkede de første kristne. (Se side 5.) Men det er ikke nok at læse og studere.
21, 22. Hvad kan medvirke til at opbygge et stærkt, personligt forhold til Gud?
21 Bønner der bedes af hjertet er med til at opbygge et nært forhold til Gud. En ung kristen pige der var blevet fanget af umoralitet, men senere kom på ret fod igen, fortæller:
„Dette personlige forhold kan kun bevares ved bøn, ikke de rutinemæssige bønner, men dem der kommer direkte som talt ud af hjertet. Når jeg ganske enkelt fortæller Jehova hvad jeg føler, og bevarer denne stadige kommunikation, så forstår jeg at han er en virkelig person og at han er interesseret i mit liv. Mit forhold til ham er det allervigtigste i verden.“
22 Er dine bønner så inderlige? Handler du i overensstemmelse med dem? Hvis du bliver ’Guds medarbejder’ ved at engagere dig i forkyndelsen, vil du tilegne dig samme interesser og mål som Gud. Dette vil af sig selv opbygge et nært forhold mellem dig og Jehova. Husk at det kun er dig der kan opbygge dette nære forhold til Gud. — 1 Korinter 3:9.
23. (a) Kommer kampen mod umoralitet til at vare evigt? (b) Hvorfor bør man være villig til at gøre enhver indsats for at behage Jehova?
23 Ja, unge udsættes for et stærkt pres i dag. Det er en daglig kamp at være trofast. Men når man en dag har passeret ungdommens vår, kan kampen blive lettere. Og kampen vil ikke vare evigt. Snart vil Satan, som står bag hele denne bølge af umoralitet, blive udslettet. I Guds nye orden, der nu er så nær, vil det gode og retskafne miljø gøre det langt lettere for os at styre vor tilværelse. Tænk på velsignelserne i den nye orden. Så vil du erklære dig enig med den unge pige der sagde: „Jeg tænker på alt det Jehova har gjort for mig og lovet mig. Han har ikke opgivet mig. Han har velsignet mig på så mange måder. Jeg ved at han kun vil mig det bedste, og jeg vil gerne behage ham. Det evige liv er enhver indsats værd som vi måtte gøre for at behage ham.“ — Romerne 16:20; 2 Peter 3:13.
[Fodnoter]
a Visse autoriteter angiver hyppige lidenskabelige berøringer af intime dele af legemet som en af de største årsager til at forlovelser går i stykker. Undersøgelser viser at mindst hver tredje forlovelse ikke ender med ægteskab.
b Jævnfør The Expositor’s Greek Testament.
c I vers 21 bruger Paulus det græske ord gnoʹsis, mens han i vers 28 bruger ordet epiʹgnosis, der er en stærkere form af ordet. Det betegner en dybere og mere indgående kundskab.
d Ifølge den græskkyndige dr. Richard C. Trench i synonyms of the New Testament.
Kan du som repetition besvare disse spørgsmål?
■ Hvad er Guds vilje for de kristne med hensyn til kønsmoral?
■ Hvorfor er kønslig „urenhed“ skadelig for ugifte par?
■ Hvordan bør unge kristne betragte den bibelske hjælp deres gudfrygtige forældre tilbyder dem?
■ Hvilke forholdsregler kan to kristne tage når de er ved at lære hinanden at kende med henblik på ægteskab?
■ Hvordan kan man opbygge et stærkt personligt forhold til Jehova Gud?
[Illustration på side 12]
Et personligt forhold til Gud, der kan opbygges gennem bøn, tjener som en beskyttelse