Børnefødsler gennem tiderne

BØRNEFØDSLER har været en fundamental del af menneskets tilværelse næsten lige så længe som det at spise og drikke. Den første barnefødsel fandt sted da den første kvinde, Eva, fødte sin første søn, Kain. Eftersom fødsler unægtelig er vigtige for menneskeslægtens beståen, opstår der nogle interessante spørgsmål. For eksempel:

Hvorfor skal en så naturlig funktion være så smertefuld for moderen? Og siden de fleste kvinder i de såkaldt udviklede lande føder på fint udstyrede fødeklinikker, hvordan klarede fortidens kvinder sig da?

I Evas tilfælde var der afgjort ingen veluddannet jordemoder til stede ved Kains fødsel. Det ser ud til at hun klarede det godt alene, eller måske med lidt hjælp fra sin uerfarne mand, Adam. Hvorfor skal der så i dag gøres et stort nummer ud af en fødsel? Kunne det tænkes at vi i dag kan lære noget værdifuldt af fortidens kvinder?

Hvorfor fødselsveer?

Børnefødsler er altid forbundet med smerter og farer, men hvis udviklingsteorien skulle være sand, ville det være svært at finde en velbegrundet årsag til at kvinder ikke føder deres børn med samme lethed som dyrene. Det gør de tydeligvis ikke. Videnskaben kan ikke forklare den store forskel mellem dyrebørns og menneskebørns fødsel og opfostring.

Bibelen alene kaster lys over det spørgsmål. Den viser at den vanskelige fødsel er et direkte resultat af at den første kvinde syndede mod sin Skaber, fra hvem hun havde fået forplantningsevnen. Efter at Eva havde gjort oprør mod Gud, sagde Han til hende: „Jeg vil meget mangfoldiggøre dit svangerskabs møje; med smerte skal du føde børn.“ — 1 Mos. 3:16.

Det er forskelligt fra kvinde til kvinde hvor vanskelige deres fødsler er; det afhænger af deres fysik og levemåde. Afslapningsøvelser for vordende mødre kan også dulme nogle af smerterne. Ikke desto mindre kan millioner af kvinder af alle racer være enige om at Guds ord til Eva har vist sig at være sande. Hvordan har kvinder gennem tiderne klaret dette problem?

Fødsler blandt de hebraiske kvinder

Det omtales meget få steder i Bibelen hvordan kvinderne i fortiden fødte. Måske findes emnet tydeligst omtalt i det første kapitel i Anden Mosebog. For at fremskynde sin plan om at få udryddet hebræerne, der havde bosat sig i ægypten, gav en af faraonerne følgende befaling til de hebraiske jordemødre: „Naar I hjælpe de hebraiske Kvinder ved Fødselen, saa ser paa Stolene: dersom det er en Søn, saa dræber ham.“ (Autoriseret oversættelse af 1871) Nogen tid senere begrundede disse gudfrygtige kvinder hvorfor det ikke lykkedes dem at gennemføre mordplanen, og de sagde til kongen: „Hebræerkvinderne er ikke som de ægyptiske kvinder, de har let ved at føde; inden jordemoderen kommer til dem, har de allerede født!“ — 2 Mos. 1:16-19.

Heraf får vi tre ting at vide: For det første at erhvervet som jordemoder allerede fandtes dengang (sekstende århundrede f.v.t.); for det andet at det åbenbart ikke var sengeliggende fødsler, men at kvinderne fødte mens de sad eller krøb sammen på en slags fødestol; og for det tredje at de hebraiske kvinder ofte fødte uden kyndig hjælp, de ’havde let ved at føde’ eller var „stærke“ (se den autoriserede oversættelse af 1871).

Den fødestilling som det er sandsynligt de hebraiske kvinder indtog, omtales også af Kennett i hans værk Ancient Hebrew Social Life and Custom: „Ved en barnefødsel blev moderen forløst . . . mens hun støttede sig til en lille stol der lignede en pottemagers drejeskive.“ The New Bible Dictionary af J. D. Douglas oplyser: „Blandt hebræerne var det almindeligt at kvinderne når de skulle føde krøb sammen på nogle teglsten eller natursten.“

Der må have været noget sandt i det de hebraiske jordemødre sagde, siden de kunne undskylde sig med at de hebraiske kvinder havde født før de kom; hvis ikke ville den ægyptiske tyran sikkert have udryddet dem på stedet. G. J. Witkowski siger: „Det synes højst sandsynligt at de jødiske kvinder kun tilkaldte jordemoderen i alvorlige tilfælde og at de som oftest fødte uden bistand.“

Selv om de hårdtarbejdende hebraiske kvinder måske i almindelighed fødte lettere end de forfinede ægyptiske kvinder, bruges fødselsveer gennem hele Bibelen som et symbol på uundgåelige lidelser, og det beviser at de hebraiske kvinder ikke undgik den fødende kvindes veer og farer. (Sl. 48:7; Jer. 13:20-22; 50:43; Mika 4:9, 10; 1 Tess. 5:3) Da Jakobs hustru Rakel skulle føde var der for eksempel en jordemoder til stede, men „hendes fødselsveer var hårde“ og hun døde mens hun fødte Benjamin. Judas svigerdatter Tamar havde det også svært da hun skulle føde to drenge, og hun pådrog sig et perinæalt brud. — 1 Mos. 35:16-20; 38:27-30 (se New World Translation).

Den pleje de hebraiske børn fik lige efter fødselen får vi noget at vide om i en bibelprofeti der symbolsk omtaler Jerusalems fødsel. (Ez. 16:4) Heraf ses at først blev navlestrengen skåret over, derefter blev barnet vasket rent og gnedet med salt, måske for at styrke og stramme huden, og til sidst blev det svøbt i tøjstrimler så det kunne holde varmen. Det hebraiske barn var almindeligvis brystbarn og blev ikke vænnet fra før det var to eller tre år, og undertiden gik der endnu længere tid. (1 Sam. 1:24-28) Skikken med at vænne børnene fra så sent omtales i den apokryfiske bog Anden Makkabæerbog 7:27.

Fødsler i Ægypten, Grækenland og Rom

I fortiden var fødsler blandt ikke-hebraiske folkeslag indhyllet i mysterier og overtro. Ægypterne troede at fire gudinder overvågede de vordende mødre. Det var Isis, Nephthys, Heket og Meshkent.

Af de ægyptiske hieroglyffer og basrelieffer fremgår det at de ægyptiske kvinder enten sad på hug eller knælede eller sad på en slags fødestol når de fødte. En bodshymne til en gudinde der dateres til slutningen af det ægyptiske imperium, indeholder følgende vending: „Jeg satte mig på teglstenen(e) ligesom den gravide kvinde.“

Grækerne og romerne knyttede også meget overtro til børnefødsler og tilbad gudinder som de troede kunne beskytte de vordende mødre. De græske kvinder påkaldte Ilithyia, gudinden for børnefødsler, og også månegudinden Artemis. Ilithyia er, ifølge én kilde, „meget ofte afbildet knælende, en stilling som man mente hjalp ved nedkomsten“.

I det gamle Rom lod de vordende mødre sig beskytte af Juno eller Lucina, en månegudinde. Hvad angår selve fødestillingen skriver De Lalung: „Romerske kvinder fødte i sengen i den halvt tilbagelænede stilling de indtog når de spiste. . . . Ved vanskelige fødsler anbefalede [den græske læge] Soranus fra Efesus, som praktiserede i Rom under Trajans regeringsperiode [andet århundrede e.v.t.], at kvinden skulle knæle, ’så livmoderen fik en bedre stilling; kraftige kvinder skulle også vælge den fødestilling’. De romerske kvinder fødte også som de græske på særlige armløse stole.“

Børnefødsler hos andre folkeslag

I hele den katolske verden blev den ægyptiske Isis, den græske Ilithyia og den romerske Juno erstattet af „sankt“ Margrete af Antiokia i Pisidien, kendt som den „uovervindelige martyr, gravide kvinders håb, hjælperen ved børnefødsler“. Både denne „helgen“ og jomfru Maria er blevet påkaldt af katolske kvinder, rige som fattige, når de havde fødselsveer. En anden overtroisk katolsk skik har været at lægge en „Agnus Dei“, en voksplade som var velsignet af paven, under hovedpuden hos kvinder der lå i barselseng.

Afdøde dr. George Engelmann har omhyggeligt ført fortegnelser over fødestillingerne hos de forskellige racer og folkeslag i sin klassiske bog Labour Among Primitive People. Den indeholder hele rækken af fødestillinger fra det at stå op og holde fast om en gren på et træ til at ligge udstrakt på en seng; den mest almindelige stilling blandt såkaldt primitive folkeslag er at knæle eller sidde på hug.

Iblandt de såkaldt civiliserede folkeslag var det i århundreder populært at bruge fødestole i forskellige faconer og størrelser lige fra V-formede stole til kunstfærdige lænestole. Dr. André Pecker omtaler et historisk-medicinsk museum i London som ejer en samling af ikke færre end niogtredive forskellige fødestole.

Fødestole gik efterhånden af mode, og i de „udviklede“ lande blev det almindelig praksis at kvinden fødte i en seng, liggende fladt på ryggen, tilbagelænet eller på siden.

Erfaringer fra fortiden

Kan man lære noget af dette korte tilbageblik på fødsler gennem tiderne? Efter at dr. George Engelmann havde afsluttet sit værk Labour Among Primitive People, der først blev trykt i artikelform i American Journal of Obstetrics i 1881 og 1882, kom han til den slutning at horisontallejet ved nedkomsten hverken var den naturligste eller gunstigste stilling ved en fødsel.

I 1937 udgav dr. Kathleen Vaughan, som havde praktiseret i Ægypten, Indien og Kashmir, en bog i London med titlen „Safe Childbirths“; i den gik hun ind for den „naturlige stilling“ hvormed hun mente den sammenkrøbne stilling.

Dr. André Pecker skrev i sin bog fra 1958 om fødselens historie: „Som en af vore professorer plejede at sige, er fødselen fra naturen en hugsiddende funktion. Denne klassiske kendsgerning burde have ført til udviklingen af den hensigtsmæssige fødselsteknik som de primitive folkeslag bruger instinktivt.“

En argentinsk biolog, dr. Tucho Perrusi, slog i 1970 til lyd for den siddende fødestilling og konstruerede en særlig fødestol der nu tilsyneladende er ved at blive populær i Argentina. Dr. Niles Anne Newton, der er tilknyttet Northwestern universitetets medicinske fakultet, kritiserede i 1972 den almindeligt udbredte fødselspraksis i De forenede Stater at de fødende kvinder bliver lagt på ryggen, idet hun hævdede at en siddende eller hugsiddende stilling letter fødselen.

I en artikel med titlen „Hjerneskade ved fødselsskindød“, som er offentliggjort i Scientific American for oktober 1969, skriver William F. Windle:

„De fleste abefødsler foregår om natten ligesom det er tilfældet med menneskefødsler. Veerne varer ikke længe: en time eller mindre. Hunaben sidder på hug og taber ungen på jorden. Under fødselen løber det meste af moderkagens blod over i ungen . . . Menneskebørn fødes på næsten samme måde i mange dele af verden. Kvinden føder ofte uden hjælp i den hugsiddende stilling, og barnet neden under hende får det meste af blodet fra moderkagens blodkar og navlestrengen. . . . ved enhver fødsel er det vigtigt at navlestrengen er uskadt indtil efterbyrden er kommet. Hvis navlestrengen bliver klippet over straks efter fødselen, er det ensbetydende med at barnet udsættes for en omfattende og alvorlig blødning, da næsten en fjerdedel af fosterets blod ved fødselen er i moderkagens kredsløb. At berøve barnet så meget blod kan . . . øge faren for beskadigelse af hjernen ved skindød.

I de udviklede lande bruges rygleje som fødestilling naturligvis for at den tilstedeværende fødselslæge og jordemoder mere bekvemt kan overvåge fødselen og assistere hvis det bliver nødvendigt. Foruden at den hugsiddende stilling gør det muligt for barnet at få moderkagens blod ovenfra . . . forhindrer den at der sker en sammentrykning af de blodårer der forsyner moderkagen, hvilket sker hos den der ligger på ryggen og føder, når den gravide livmoder vipper tilbage mod bækkenet. Hvis den fødende kvinde ligger på siden kan sammentrykningen imidlertid også undgås og derved forhindre en pludselig nedsættelse af barnets ilttilførsel.“

Med hensyn til brysternæring, der var almindelig i fortiden og stadig er det mange steder, fastslår et anerkendt fransk lægeværk:

„Den føde det nyfødte barn har brug for er mælk, helst moderens mælk som alene er nøjagtigt tilpasset dets fordøjelsesfysiologi. Enten på grund af mangel på modermælk eller af uvilje erstatter mange mødre modermælk med komælk som de selv forbereder til barnet eller køber færdigbehandlet. . . . Brysternæring er en naturlig, enkel og renlig metode der er tilpasset barnets behov og giver det en komplet og rigtigt sammensat næring uden noget overflødigt. Mælken fordøjes let og hurtigt, og den indeholder moderens antistoffer der gør barnet modstandsdygtigt over for infektion. . . . Det bidrager til at der knyttes stærke følelsesmæssige bånd mellem moder og barn og til at disse bånd styrkes. Kort sagt: det er den bedste metode, men alt for ofte forkastes den under dårlige påskud.“

Både med hensyn til selve fødselen og den efterfølgende pleje ser det ud til at nogle af lægestandens medlemmer foretrækker at vende tilbage til de mere naturlige metoder. Nogle af smerterne kan måske lindres ved disse metoder. Men, som De Lalung siger, „lige meget hvor kort tid der går med fødselsveer er de altid smertefulde, både blandt civiliserede og uciviliserede. Mosebogens straf . . . vil fortsætte med at hvile tungt på det køn som bringer os ind i verden“.

Ja, Første Mosebog 3:16 vil fortsætte med at være en smertefuld sandhed lige indtil den lykkelige tid som Åbenbaringen 21:4 omtaler, bliver en realitet; for da vil Gud på sin retfærdige ’nye jord’ lidt efter lidt „tørre hver tåre af deres øjne, og der skal ingen død være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere“.