medmennesker og først og fremmest Gud vor lovprisningstjeneste, at love Jehova til gavn for alle retfærdselskende mennesker. Gang på gang finder vi i Bibelen udtryk som „Herrens ord kom til“ Guds tjenere, og disse tjenere handlede derefter, forkyndte og profeterede og tjente på anden måde i lydighed mod det ord, de hørte. Apostelen skrev til efeserne angående den frie, kristne forkyndelse: „I øvrigt, hent kraft fra Herren og hans vældige styrke? Ifør jer Guds fulde rustning, så I kan holde stand mod Djævelens snigløb. . . . vær årvågne dertil med stadig udholdenhed og bøn for alle de hellige. Bed også for mig, at ordene må gives mig, når jeg åbner min mund, så jeg med frimodighed kan kundgøre evangeliets hemmelighed, for hvis skyld jeg nu er et sendebud i lænker. Ja, bed om, at jeg må have frimodighed til at tale ret derom.“ (Ef. 6:10-20) Hvor ellers kunne vi hente denne kraft til tjeneste, om ikke fra Guds ords sandhed?

11. Bevis ud fra Bibelen, at vor tjenestegerning ikke kan ignoreres.

¹¹ Nej, vi kan ikke holde Guds ord adskilt fra vor tjenestegerning. Fortidens Israel stod som et folk for Jehovas navn, og deres lovprisningstjeneste for ham var et vidnesbyrd om hans guddomskraft. Men nu står Jehovas tilbedende tjenere over for langt større ting på denne hans riges dag. Det har de faktisk gjort siden den første menigheds begyndelse, men på denne dag, da Riget er født, har disse ord til romerne endnu større vægt: „Moses skriver jo om den retfærdighed, som Loven kræver, at det menneske, der øver den, skal leve ved den. Men retfærdigheden af tro taler således: Sig ikke i dit hjerte: hvem vil stige op til himmelen (nemlig for at hente Kristus ned)? eller: hvem vil stige ned i afgrunden (nemlig for at hente Kristus op fra de døde)? Hvad siger den [den kristne tro] da? Ordet er dig nær, i din mund og i dit hjerte (nemlig det troens ord, som vi prædiker). Thi når du med din mund bekender Jesus som Herre og i dit hjerte tror, at Gud opvakte ham fra de døde, skal du blive frelst. Thi med hjertet tror man til retfærdighed, og med munden bekender man til frelse.“ — Rom. 10:5-10.

Vi vender os til Guds ord

12. Hvem råder andre til at vende sig til Guds ord?

¹² At vende sig til tilbedelsen af Jehova er ensbetydende med at vende sig til hans ord, og at vende sig til hans ord vil sige at tilbede ham. Jehovas vidner formaner hverandre til altid at vende sig til Guds ord. De råder folk i almindelighed til at vende sig til Bibelen, skaffe sig underretning om, hvad den virkelig indeholder, og rette sig efter dens retfærdige belæring. Apostelen Peter gjorde det samme og opfordrede sine medarbejdere til at give agt på Bibelen og også på dens profetier, idet han sagde: „Og nu står det profetiske ord så meget fastere for os; det gør I vel i at agte på som på et lys, der skinner på et mørkt sted, indtil dagen gryr og morgenstjernen oprinder i jeres hjerter. Og dette skal I først og fremmest vide, at ingen profeti i Skriften lader sig tyde egenmægtigt [har sit udspring hos noget menneske, NW]. Thi aldrig er nogen profeti fremgået af et menneskes vilje, men drevne af den hellige ånd udtalte mennesker, hvad de fik fra Gud.“ (2 Pet. 1:19-21) Jehova Gud selv står bag dette princip, at tage imod ordet, for han siger profetisk i 5 Mosebog 18:19: „Og enhver, der ikke vil høre mine ord, som han taler i mit navn, ham vil jeg kræve til regnskab.“ Guds ord, der blev talt ved den større Moses, Kristus Jesus, er tilgængelige for os, og vi burde tage imod dem, som der står: „Tag imod frelsens hjelm og åndens sværd, som er Guds ord.“ — Ef. 6:17.

Ordet kan praktiseres

13. a) Hvordan opfylder Bibelen betingelserne for at have praktisk betydning og at kunne praktiseres? b) Hvad giver de til kende, som siger, at Bibelen ikke duer i praksis?

¹³ Hvis Guds ord er praktikabelt, kan det følgelig praktiseres eller realiseres. Det kan omsættes i praksis. Det kan omsættes i gerning og bruges. Dets krav om tjeneste for Jehova her på jorden kan opfyldes. Det er altså ikke uden praktisk betydning. Fordi dette Guds levende ord har praktisk betydning, kan man få noget ud af det. Det er ikke bare teori eller en smuk tanke, der ikke kan føres ud i livet. Det er nyttigt. Hvis det har praktisk betydning, er det værdifuldt og hensigtsmæssigt, og de, som gør brug af det, arbejder faktisk med det, idet det får dem til at handle og ikke bare til at drømme. Det er en rent naturlig følge, i betragtning af hvad vi allerede har mærket os vedrørende Guds levende ord og dets kraft i Jehovas folks liv. Den falske påstand, som selvoptagne mennesker kommer med, at Guds ord hverken har praktisk betydning eller kan praktiseres, falder til jorden i lyset af de beviser, der findes i selve Bibelen, og de beviser, der udefra bekræfter Bibelens pålidelighed. Når mennesker siger: „Guds ord duer ikke i praksis“, identificerer de kun sig selv som sådanne, der ikke har prøvet det i praksis; de følger ikke dets bud og befalinger. Når mennesker siger: „Bibelen med dens retfærdsprincipper og håb om en ny retfærdig verden er kun drømmebilleder og syner“, identificerer de sig selv som sådanne, der er uden syner, og de, som ikke har et åbent blik for det, der har tilknytning til Skaberen og hans hensigter med mennesker, forvildes og dør. „Uden syner forvildes [forgår, KJ] et folk; salig den, der vogter på Loven.“ (Ordsp. 29:18) Det er sandt, for de, som er uden syner på grund af manglende indsigt i Guds lov, „kaster båndet af sig“ (AS), Guds ords formanende rettesnor.

14. Hvilken vej har det praktisk betydning at vælge?

¹⁴ Har det ikke praktisk betydning af være vågen og ædru og bevare fatningen i farens stund? Har det ikke praktisk betydning, at vort hjerte og hoved er beskyttet af tro, kærlighed og håb om varigt liv? Jo, naturligvis. „Så lad os da ikke sove som de andre, men lad os våge og være ædru! Thi de, der sover, sover om natten, og de, der beruser sig, er berusede om natten. Men da vi hører dagen til, så lad os være ædru, iførte troen og kærligheden som en brynje og frelseshåbet som en hjelm! Thi Gud bestemte os ikke til at rammes af hans vrede, men til at få frelsen i eje ved vor Herre Jesus Kristus.“ (1 Tess. 5:6-9) Tiden, der er forløbet mellem nedskrivningen af Guds ord og denne afgørelsernes dag, på hvilken vi har den forret at leve, giver denne formaning i det femte kapitel i 1 Tessaloniker endnu mere vægt og bekræfter i hele sin nutidige opfyldelse den samme bibelforfatters ord i Romerne 13:12, som vi allerede har omtalt andetsteds. „Natten lider, dagen er nær. Så lad os da aflægge mørkets gerninger og iføre os lysets våben; lad os vandre sømmeligt som ved dag.“ — Rom. 13:12, 13.

15. a) Hvad er et udslag af sund dømmekraft? b) Hvor pålidelige er mennesker?

¹⁵ Levende, virkende, skarpere end noget tveægget sværd og med kraft til at afsløre menneskehjerterne siger Guds ord: „Ingen skabning er usynlig for ham, alt ligger blottet og udbredt for hans øjne; og ham skal vi stå til regnskab.“ (Hebr. 4:13) Er det ikke et udslag af sund dømmekraft at bestræbe sig for at opnå Guds godkendelse? Det er jo ham, vi skal stå til regnskab. Hvordan kunne vi vinde hans godkendelse, om ikke vi fulgte den vej, han har anvist os i sit retfærdige ord? Der er ingen anden vej under solen. Ville det være klogt at stole på græsset, der vokser på engen, at tilbede blomsterne, der gror på marken? „Alt kød til hobe er græs, al dets ynde som markens blomst; græsset tørres, blomsten visner, når Jehovas ånde blæser derpå; visselig, folket er græs, græsset tørres, blomsten visner, men vor Guds ord bliver evindelig.“ (Es. 40:6-8) Det gavner intet at følge mennesker, som handler i modstrid med Guds ord, og som ikke er mere betydningsfulde og pålidelige end ukrudt på marken.

16. Hvad fremhæver apostelen Peter?

¹⁶ Apostelen Peter fremhævede dette og citerede i den forbindelse det 40. kapitel i Esajas og sagde: „Da I har renset jeres sjæle i lydighed imod sandheden til at nære oprigtig broderkærlighed, så elsk hverandre inderligt af hjertet, genfødte som I er, ikke af forkrænkelig, men af uforkrænkelig sæd, ved Guds levende og blivende ord. Thi „alt kød er som græs, og al dets herlighed som græssets blomster; græsset visner, og blomsterne falder; men Herrens [Jehovas, NW] ord bliver evindelig“. Og dette er det ord, der er blevet forkyndt jer i evangeliet.“ (1 Pet. 1:22-25) Når mennesker lader hånt om Guds ords vejledning og handler i modstrid med den, vil de komme i vanskeligheder; undgå derfor de vanskeligheder, som en uteokratisk adfærd fører med sig. Som Peter slår fast, bliver Jehovas ord evindelig, og det kan ikke lastes for de vanskelige forhold, der er opstået som følge af ulydighed mod dette ord.

17. Hvad giver den nye verdens samfund dets fasthed?

¹⁷ Den gamle verden, rådden i bund og grund, er dømt til undergang, og den vil forgå, alt imens den råber op om, at Bibelen ikke duer, og at dens indhold er forældet og til ingen nytte. Den nye verdens samfund er grundfæstet på Guds uforandrede og uforanderlige ord, den Gud, der er i stadig overensstemmelse med sine grundsætninger, almægtig og i eet og alt retfærdig. Dets medlemmer indser, at det vigtigste af alt er den rette påskønnelse af deres Gud og af deres forhold til ham. De fryder sig over at stå i dette forhold som fremtidige medlemmer af Guds store familie. For os er Guds ord uudtømmeligt, at studere det bringer altid belønning, og at holde fast ved det er altid gavnligt. Vi takker Gud for alt det i vort liv, der tjener til at holde vor opmærksomhed samlet om hans ord, forøge vor kærlighed til det og vor værdsættelse af det. I det finder vi de vejledninger i organisering, efter hvilke den nye verdens samfund virker. Rette og sande læresætninger, retfærdige love, de højeste og ypperste principper, bemyndigelse til at prædike, alt dette findes i det levende ord, der peger frem til og gælder denne dommens og delingens dag. Fremfor alt identificerer og ophøjer det levende ord den sande Gud, Jehova, lysets kilde. Det er sandt, hvad hans talsmand, Kristus Jesus, sagde „De ord, som jeg har talt til jer, er ånd og er liv.“ — Joh. 6:63.

(The Watchtower, 1. november 1953)

Den sikre vejleder

„Det er faktisk ikke nok,“ sagde London Catholic Herald den 5-2-1953, „at tilbagevise beskyldningen om, at katolikker ikke må læse Bibelen, med den påstand, at de både må og opfordres til at læse den. Tilbagevisningen vil kun blive effektiv, når katolikkerne virkelig læser og elsker Bibelen og viser det i hjerte og tale og fremfor alt i indre værdsættelse af læren og i det åndelige liv, der har de bedste vækstbetingelser, når det næres af Bibelen.“ Der er noget om dette! Ingen vil tro, at katolikkerne faktisk opfordres til at læse Bibelen, før de gør alvor af at læse den. Det vil måske ikke altid behage dem, for flittigt studium vil åbenbare for dem, at nutiden har føjet ikke så lidt til den sande religions lære, akkurat som farisæerne gjorde i gamle dage. Værdien ligger imidlertid i, at den frigør for lænker, afslører de blinde vejledere og er den sikre prøvesten for sand lære.