Hvorfor betvivles Guds eksistens?

Flere og flere betvivler Guds eksistens. Er der grundlag for at tro at Gud ikke er til?

IFØLGE bladet Ave Maria for den 24. februar 1962 udtalte den katolske kardinal Richard Cushing: „For første gang i verdenshistorien vinder ateismen frem; men Kirken står hjælpeløs og kan ikke hindre Antikrists fremmarch.“ Ateismen breder sig hurtigt overalt i verden. Den idé at der ikke findes nogen Gud er ikke blot blevet antaget af en stor del af de mere end én milliard mennesker der er underlagt kommunismen, men har også haft en forbløffende indflydelse på tankegangen i ikke-kommunistiske lande.

Men hvorfor betvivler så mange mennesker i vor tid Guds eksistens? Hvorfor har ateismen nu fremgang og hvorfor er kirken ikke i stand til at standse den? Hvad er grunden til denne vantro der er mere udbredt end nogen sinde før?

Troen på Guds eksistens

Filosoffen Celestine N. Bittle skrev i sin bog God and His Creatures: „Man har endnu aldrig set et folk som kunne kaldes ’ateistisk’ i ordets strengeste betydning. Enkeltpersoner kan være ateister, men et folk? Aldrig! At troen er et så almindeligt og udbredt fænomen er et storslået vidnesbyrd.“ Det er et stærkt vidnesbyrd om at mennesket oprindelig blev skabt med en naturlig trang til at anerkende Guds eksistens.

For at tilfredsstille vort behov for at kende Gud gav Gud os en inspireret beretning om sig selv. I denne beretning fortæller Gud også om menneskets oprindelse, om hvorfor der findes sygdom og død og om hvilket håb der er for fremtiden. Denne inspirerede beretning kaldes Bibelen. — 2 Tim. 3:16.

Menneskets naturlige trang til at anerkende Skaberens eksistens finder genklang i Bibelens udsagn, der styrker denne trang. Bibelen giver Gud æren for at have skabt den smukke himmel, den vidunderlige jord og det intelligente menneske. Den siger: „I begyndelsen skabte Gud himmelen og jorden,“ og: „Gud skabte mennesket.“ Ja, Bibelens udsagn, den menneskelige fornuft og den lov og orden der styrer universet, er alt sammen vidnesbyrd om at Gud er til. — 1 Mos. 1:1, 27.

Hvem bærer skylden for menneskenes lidelser?

Grunden til at mange betvivler Guds eksistens er at menneskeheden udsættes for så store lidelser. Det var hvad en tidligere lægemissionær for den anglikanske kirke, Marian Sherman, fremhævede da hun sidste efterår udtalte: „Grunden til at jeg blev ateist var i første række at jeg så hvilke forfærdelige lidelser indianer-kvinderne blev udsat for skønt de aldrig havde gjort sig fortjent dertil. Hvordan kan en kærlig Gud tillade noget sådant? Og vi har haft to uhyggelige verdenskrige. Det er simpelt hen meningsløst.“

Der er ikke så få mennesker der føler sådan. De mener at en kærlig Gud ikke ville tillade at noget menneske led ondt; og eftersom der er mange der lider, slutter de at der ikke kan være en kærlig Gud til. Men er det berettiget at drage denne konklusion?

Nej, det er det ikke. At det onde eksisterer og har påført menneskene lidelser er ikke ensbetydende med at der ikke findes en kærlig Gud. Drager man en sådan slutning glemmer man helt at tage menneskenes ansvar i betragtning. Det er ligesom med en patient der ignorerer lægens råd og derpå benægter lægens eksistens fordi han lider. Eller det er som med en maskinarbejder der nægter at følge fabrikantens brugsanvisning og som derpå, når hans maskine ikke vil fungere rigtigt, benægter fabrikantens eksistens. I disse tilfælde ville det være tåbeligt at betvivle eksistensen af en forstående læge eller en dygtig fabrikant. Det er patienten og maskinarbejderen selv der bærer skylden for de lidelser og de vanskeligheder de kommer ud for.

Den inspirerede bibel viser at Jehova Gud skabte de første mennesker fuldkomne med mulighed for at glæde sig over livet i et jordisk paradis så længe de levede. Denne foranstaltning var et udtryk for Guds kærlighed. Men da menneskene nægtede at følge Guds vejledning måtte de bære følgerne. Dette betød ikke at der ikke eksisterer en kærlig Gud. Gud havde forud advaret dem om hvad der ville ske; det var derfor ikke Gud men menneskene der var ansvarlige for de lidelser, den sygdom og død der blev følgen. — 1 Mos. 1:27, 28; 5 Mos. 32:4, 5; Præd. 7:29.

Det er sandt at det ikke ville være kærligt at tillade disse lidelser at fortsætte i det uendelige. Og det er heller ikke Guds hensigt. Han har kun tilladt ondskab og lidelser fordi der opstod et stridsspørgsmål i Edens have. En af Guds himmelske skabninger, nemlig den engel som i Bibelen kaldes Satan Djævelen, forledte de første mennesker, Adam og Eva, til at være ulydige mod Gud. Dette skabte tvivl om Guds evner som Skaber og tvivl om hvorvidt det var retfærdigt af ham at forlange lydighed som en betingelse for liv når han dog tilsyneladende ikke havde skabt menneskene med evnen til at forblive loyale mod ham.

Gud har derfor fastsat en bestemt tidsperiode i hvilken spørgsmålet om hvorvidt mennesket vil forblive trofast under prøve, skal afgøres. Denne tidsperiode er nu ved at være udløbet. Meget snart vil Satan og alle de lidelser han har forvoldt menneskeslægten være borte. Det er den kærlige Skaber der vil sørge for denne udfrielse, idet han vil føre lydige mennesker ind i en retfærdig ny tingenes ordning. — 2 Pet. 3:13; Åb. 12:12.

Religionernes ansvar

Kristenhedens kirker har ikke givet en forklaring på hvorfor ondskab og lidelser for en tid har fået lov at eksistere her på jorden. I stedet for har de løjet om Gud og fremstillet ham som en ubarmhjertig Herre der holder menneskesjæle i live i en eller anden underjordisk ildsø hvor de under de forfærdeligste pinsler bliver brændt i al evighed. Sådanne læresætninger har fået mange til at vende sig bort fra Gud.

Mange af vor tids teologer og præster går endog ind for ateismen. „I de sidste ti år har jeg mere og mere forkyndt om den værdi der ligger i ateismen og agnosticismen,“ skrev James A. Pike, der er biskop i den episkopale kirke i U.S.A. „Der må være en stor portion agnosticisme i sand religion,“ påstod han.a Og bladet Time for den 9. juni 1961 bemærkede: „Paul Tillich, Amerikas førende teolog, taler om Gud som ’væren i sig selv’ [’Being Itself’] eller ’den endelige virkelighed’ [’Ultimate Reality’].“ „Denne karakteristik,“ siger en artikel med titlen „Er vor tids teologi ateistisk?“, som stod at læse i det protestantiske tidsskrift The Christian Century, „redder Tillich fra at blive anklaget for ateisme.“ Men er denne form for teologi, der grænser til ateisme, ikke tilstrækkelig til at få mange mennesker til at betvivle Guds eksistens?

Det er derfor klart at kirkerne ikke har opbygget medlemmernes tro på Gud men tværtimod bærer ansvaret for at millioner af mennesker vender sig til den ateistiske kommunisme. Kirkernes modstridende læresætninger, forfølgelse af andre trossamfund, krigsophidsende forkyndelse og leflen for de velhavende og indflydelsesrige klasser har fået mange til at tænke at dersom kirkerne repræsenterer Gud kan der ikke være nogen Gud. Mange ansvarsbevidste religiøse ledere erkender religionens skyld.

„Jeg ved at det er os, os kristne alene, der er ansvarlige for kommunismen,“ indrømmede en forstander for en teologisk læreanstalt i Europa. „Husk at kommunisterne engang var kristne. Dersom de ikke tror på en retfærdig Gud, hvis er så skylden?“b Og dekanen ved Union Theological Seminary i New York erkendte: „Selve kommunismens ateisme er en dom over kirkerne . . . der plejede at være en pryd for de bestående forhold, lige meget hvor uretfærdige disse har været.“c

Det er kirkernes svigten med hensyn til at efterligne Kristus og give deres medlemmer nøjagtig kundskab om Gud der har banet vej for ateismen.

Ateismens fremgang

Millioner af mennesker i de kommunistiske lande bliver metodisk belært om at Gud ikke eksisterer, og der lægges mere og mere vægt på denne undervisning. „Undervisningen i ateisme vil blive intensiveret ved partioplæringscentrene og ved særlige kurser for lærere, læger og journalister,“ meddelte Time for nylig. Som følge af denne vedvarende undervisning, der særlig tager sigte på ungdommen, er mange begyndt at tvivle på Guds eksistens.

Denne propaganda når ofte den vestlige verden i form af avisreferater. Som for eksempel: „’Bibelen siger at Skaberen sendte manna til jøderne,’ udtalte ministerpræsident Khrushchev. ’Jeg ved ikke om det er sandt, jeg så det ikke. Jeg ved ikke om mannaen var førsteklasses og om jøderne fik tilstrækkeligt af den. For at finde ud af det sendte vi Gagarin ud i rummet. Men Gagarin fortalte at han så ikke andet end det tomme rum. Så sendte vi Valentina Tereshkova derud og sagde til hende at hvis hun fandt noget manna skulle hun lave sig et måltid, men hun fandt intet. Så der er ikke noget håb om at vi kan få manna fra himmelen. Det betyder at vi må sætte vor lid til vore hårdtarbejdende hænder.’“ — New York Times, den 7. april 1964.

Hvilket tåbeligt grundlag for at betvivle Guds eksistens! Men disse mennesker mistede ikke først troen på Gud efter deres rumfart. I de kommunistiske lande undermineres troen på Gud blandt de unge ved at deres lærere og opdragere bestandig belærer dem om at der ikke findes nogen Gud. Andre betvivler Guds eksistens fordi de ser mennesker lide og ikke får et tilfredsstillende bibelsk svar på hvorfor det sker. Og atter andre har vendt sig bort fra Gud på grund af de religiøse lederes modstridende læresætninger og ateistiske anskuelser.

Men der er i det mindste endnu en vigtig grund til at så mange betvivler Guds eksistens; de ønsker at tro løgnen om at der ikke findes nogen Gud. De føler Guds retfærdige love som et hæmmende bånd. De ønsker at være frie så de kan følge deres selviske tilbøjeligheder uden at føle samvittighedsnag, hvad de ikke kunne hvis de troede på Gud og anerkendte hans love. Og fordi „de ikke tog imod kærlighed til sandheden . . . sender Gud over dem en vildførende magt, så de tror løgnen“. — 2 Tess. 2:10, 11.

Et forstandigt menneske der elsker retfærdighed vil imidlertid aldrig vende sig bort fra Gud, men regelmæssigt studere Bibelen og komme til at elske Gud for de vidunderlige foranstaltninger han har truffet for at mennesker kan opnå liv i en retfærdig ny tingenes ordning. Det er i sandhed en dåre der siger: „Der er ingen Gud!“ — Sl. 14:1.

[Fodnoter]