Det betaler sig at glemme sin stolthed

DER er mindst en halv snes grunde til at man bør glemme sin stolthed. Det betyder dog ikke at en kristen altid kategorisk må fordømme stolthed. For selv om stolthed ofte skyldes hovmod og mangel på ydmyghed, har den andre gange at gøre med selvrespekt, med det at man har udrettet noget prisværdigt, eller med ens forhold til Gud.

Apostelen Paulus skrev for eksempel følgende til menigheden i Tessalonika, som det havde været hans forret at oprette: „Vi er forpligtede til altid at takke Gud for jer, brødre, som ret og rimeligt er, fordi jeres tro vokser overmåde og den kærlighed som I alle hver især har over for hinanden, øges. Derfor er vi selv stolte af jer blandt Guds menigheder, på grund af jeres udholdenhed og tro under alle de forfølgelser I kommer ud for og de trængsler som I døjer.“ Deres tro og kærlighed gav med rette Paulus grund til at være stolt. — 2 Tess. 1:3, 4.

Apostelen Paulus talte også om nogle der var stolte af Gud. (Rom. 2:17) Og flere steder i Bibelen læser vi om at Guds tjenere roser sig eller praler af Jehova Gud og Jesus Kristus, eller, kunne man sige, er stolte af dem. — Sl. 34:3; 1 Kor. 1:31; Fil. 3:3.

Der er uden tvivl også tider hvor man i familien med rette er stolt af hinandens evner, dyder eller præstationer, som når en mand er stolt af sin kones madlavning eller forældre er stolte af at deres børn beslutter at tjene Jehova i heltidstjenesten.

Men måske overrasker det dig at høre at stolthed i Guds ord omtales på en fordømmende måde 20 gange så ofte som den omtales på en gunstig måde. Hvordan kan det være? Hvorfor er det nødvendigt at vi gentagne gange vejledes mod at være stolte? Fordi stolthed sædvanligvis er en indgroet form for selviskhed der meget let kan bringe os i vanskeligheder medmindre vi altid er på vagt over for den. Ja, „menneskehjertets higen er ond fra ungdommen af“. — 1 Mos. 8:21.

Det er altså nødvendigt at vi gør os store anstrengelser for at afvise alt hvad der bærer præg af selvforherligelse eller utidig stolthed. Hvor mange har ikke gjort sig selv til tåber på grund af stolthed! Hvad der er værre endnu, er at mange er omkommet på grund af stolthed. En engelsk essayist bemærkede engang meget rammende: „I almindelighed ligger stolthed bag alle store fejltagelser.“ Et kendt nutidigt eksempel er Adolf Hitler.

Hvad der især taler imod stolthed er at den kan gøre os til fjender af Jehova Gud, for vi læser: „Gud står de hovmodige imod, men han skænker de ydmyge ufortjent godhed.“ (1 Pet. 5:5) Ja, „hver hovmodig er [Jehova] en gru“. (Ordsp. 16:5) Det skulle derfor ikke undre os at vi videre kan læse at „hovmod går forud for fald, overmod forud for snublen“. — Ordsp. 16:18.

Bibelen indeholder mange eksempler på at det er forstandigt at glemme sin stolthed, for eksempel når man vejledes. Vi har tilfældet med den syriske hærfører Na’aman, der led af spedalskhed. Det sårede hans stolthed at Elisas tjener sagde at han skulle bade sig syv gange i Jordanfloden for at blive helbredt. Han sagde pralende at Damaskus’ floder var bedre end Jordan. Men han overvandt sin stolthed og fulgte sine tjeneres råd om at gøre som Elisa havde sagt. Og han blev helbredt for sin spedalskhed. Det betalte sig virkelig for ham at glemme sin stolthed. (2 Kong. 5:11-14) Det er det samme med os. Hvis vi får en god vejledning der måske ikke rigtig passer os, gør vi klogt i at glemme vor stolthed.

Angående dette læser vi: „Revs den vise, så elsker han dig.“ „Øret, der lytter til livsens revselse, vil gerne dvæle iblandt de vise.“ (Ordsp. 9:8; 15:31) En der i de tidligste tider nægtede at tage imod en tilrettevisning, var Kain. Jehova Gud advarede ham med følgende ord: „Synden [lurer] ved indgangen, og til dig står dens attrå; og vil du få herredømmet over den?“ På grund af sin stolthed nægtede Kain at lytte; han blev en morder og måtte flygte fra sin hjemstavn. (1 Mos. 4:7, NW) Et andet eksempel er kong Uzzija. Hans vellykkede krigstogter steg ham i den grad til hovedet at han forsøgte at tilrive sig den opgave der tilhører en præst. Da han blev irettesat nægtede han hårdnakket at aflægge sin stolthed, og det endte med at han døde som spedalsk. — 2 Krøn. 26:16-21.

Nogle gange bliver vi måske forbigået eller krænket på den ene eller den anden måde. Hvad skal vi da gøre? Give igen med samme mønt? Nej, for vi skal ikke gengælde ondt med ondt. (Rom. 12:17-21) I sådanne situationer gælder Jesu ord: „Uanset hvem der giver dig en lussing på din højre kind, så vend også den anden til.“ (Matt. 5:39) Agagitten Haman var stolt og tålte ikke at blive overset. Kong Ahasverus havde befalet at alle skulle falde på knæ og kaste sig til jorden for Haman, men jøden Mordokaj nægtede af gode grunde at gøre dette. Det gjorde den stolte og forfængelige Haman så vred at han besluttede at dræbe ikke kun Mordokaj men alle jøder. Men det endte med at Haman først blev meget ydmyget, og kort efter døde han i den galge han havde rejst til Mordokaj. Hvis Haman havde overvundet sin stolthed og havde set bort fra at Mordokaj ignorerede ham, havde han sikkert ikke oplevet en så tidlig og ydmygende død. (Ester, kap. 3 til 9) Meget sandt læser vi: „En dåre giver straks sin krænkelse luft, den kloge spottes og lader som intet.“ — Ordsp. 12:16.

Vi gør også klogt i at overvinde vor stolthed og give en undskyldning hvis vi i ord eller handling har gjort en anden uret. Vi skylder virkelig os selv og den anden at gøre fejlen god igen. Jesus gav følgende råd i sin bjergprædiken: „Derfor, hvis du er i færd med at bringe en offergave til alteret, og du dér kommer i tanker om at din broder har noget imod dig, så lad din gave blive liggende dér foran alteret, og gå; slut først fred med din broder, og derefter, når du er kommet tilbage, kan du bringe din offergave.“ — Matt. 5:23, 24.

Endnu et område hvor det kan være nødvendigt at vi glemmer vor stolthed, er i forbindelse med at indrømme det når vi har begået en fejl. Ingen ved alting; ingen er fuldkommen. Hvis vi bliver klar over at vi ikke rigtig vidste hvad vi talte om, eller at vi bedømte en ting forkert og som følge deraf handlede uklogt, vil det være at følge visdommens vej at indrømme det over for dem der måtte være berørt af det. Dette er især vigtigt for dem der har ansvar for andre, det være sig forældre, tilsynsførende eller udnævnte ældste i en menighed. — Jævnfør Jakob 3:1, 2.

Det betaler sig også at vi altid forventer mindre end vi mener vi er berettiget til. Jesus sagde at hvis vi blev inviteret til en fest skulle vi sætte os på den nederste plads, selv om vi måske følte at vi var berettiget til en der var mere ærefuld. Det var bedre at blive bedt om at sætte sig på en mere ærefuld plads end at blive bedt om at sætte sig ned på en mindre ærefuld plads. — Luk. 14:7-11.

Ja, er der ikke mange grunde til at vi burde overvinde eller glemme vor stolthed? Det betaler sig virkelig.