eller foregiven fysisk defekt fremtræder tiggeren som et billede på den rene elendighed.“ Det er hans mening at dette billede skal fremkalde menneskelig medfølelse og tilskynde folk til at yde ham materiel støtte, så han ikke behøver at arbejde. Forpligter det bibelske princip om gavmildhed en kristen til at give et sådant menneske noget? I Andet Tessalonikerbrev 3:10 findes der en rettesnor for kristen gavmildhed: „Den, der ikke vil arbejde, skal heller ikke have føden!“

I de fleste lande ydes der i dag gennem skatten offentlig hjælp til nødstedte. Når man i disse lande finder tiggere skyldes det ikke at disse ikke kan få arbejde selv om de gerne ville, og heller ikke at regeringen ikke har truffet foranstaltninger til at sørge for dem der ikke kan få beskæftigelse, men ofte at de har erfaret at de kan få flere penge ved at tigge.

De der virkelig er i nød

I den kristne menighed i det første århundrede blev der truffet foranstaltninger til at sørge for de nødstedte enker inden for menigheden som ikke modtog støtte og ikke havde slægtninge til at hjælpe sig. Angående dette sagde apostelen Paulus: „Hvis nogen troende kvinde har enker hos sig, da lad hende hjælpe dem, og lad dem ikke falde menigheden til byrde, for at den kan hjælpe de virkelige enker.“ (1 Tim. 5:16) Disse enker kunne være sådanne enlige slægtninge som mødre og bedstemødre. Børn og børnebørn har ansvar for at hjælpe sådanne slægtninge, som Skriften siger: „Hvis en enke har børn eller børnebørn, så lad disse først og fremmest lære at handle gudfrygtigt over for deres egen husstand og gøre gengæld mod de gamle i slægten; thi det er velbehageligt for Gud. Men hvis nogen ikke sørger for sine slægtninge, især da for sine husfæller, har han fornægtet troen, ja, er værre end en vantro.“ (1 Tim. 5:4, 8) En kristen røgter sit ansvar for at sørge for

til de kristne, indrømmede han at det Paulus havde sagt og skrevet var rigtigt:

16. Hvordan viste Peter i sit brev at han var i fuld overensstemmelse med Paulus?

¹⁶ „I skal betragte vor Herres langmodighed som udslag af hans frelsesvilje. Således har også vor elskede broder Paulus med den visdom, som blev ham givet, skrevet til jer, som han gør i alle sine breve, når han i dem taler derom; i dem findes der ting, som er vanskelige at forstå, og som de ukyndige og ubefæstede til deres egen fortabelse fordrejer, ligesom de gør med de øvrige skrifter.“ — 2 Pet. 3:15, 16.

17. (a) Hvad lærer Bibelen med hensyn til om Peter eller en pave kunne lukke mennesker ind i himmelen eller udelukke dem derfra? (b) Hvad afgør om én der ser frem til det himmelske rige virkelig opnår denne belønning? (c) Hvem skylder vi derfor æren for at have åbnet vejen til Himmeriget, og æren for de velsignelser dette rige vil bringe menneskene?

¹⁷ Peter betragtede ikke sig selv som en ufejlbarlig pave, og han mente heller ikke at han var himmelens dørvogter. Alt dette er i overensstemmelse med den øvrige del af Bibelen, der lærer at det er Jehova Gud og ikke Peter der er sit folks store Dommer, og at han har udnævnt Kristus Jesus til at være sin meddommer. Desuden må de der virkelig får adgang til Himmeriget have benyttet sig af denne mulighed mens de befandt sig på jorden, og de må have levet et uangribeligt liv. Hvis nogen får adgang til himmelen er det fordi vedkommende virkelig har fulgt i Jesu fodspor her på jorden. Det er Jehova Gud vi skylder al æren for den ufortjente godhed han har vist ved at åbne vejen til Himmeriget og udvælge dem der skal arve Riget sammen med Kristus. Vi skylder også Jehova æren for at dette rige skal herske over jorden, og for at Riget blev oprettet i 1914, så mennesker i vor generation ved hans ufortjente godhed vil komme til at erfare alle dets velsignelser.