Hvorfor vil den kærlige Gud kræve hævn?

„Gud er kærlighed.“ — 1 Joh. 4:8

 1. Hvad kan hjælpe os til at forstå en tilsyneladende modsigelse i forbindelse med det emne vi behandler?

HÆVN? En kærlig Gud der kræver hævn? Hvordan kan det være tilfældet? Er den tanke at en kærlig Gud vil hævne sig, ikke i sig selv en modsigelse? Det kunne se sådan ud. Men lad os betragte de kærlige egenskaber Gud lægger for dagen; så vil vi bedre kunne forstå hvordan der kan være en overensstemmelse mellem hans kærlighed og det at han kræver hævn.

 2. Hvorfor kan vi sige at Guds kærlighed er enestående, og hvilke kærlige foranstaltninger kan vi nævne som vi bør være taknemmelige for? (Sl. 136:1-6)

² Når vi taler om Guds kærlighed kan vi sige at den er enestående, i den forstand at det er den højeste form for kærlighed. Og han har vist den over for os mennesker på utallige måder. Tag alene den jord vi lever på. Bibelen siger at jorden er ’Guds gave’ til menneskene. (Sl. 115:16) Og hvilken storslået gave! Tænk blot på hvor kærligt Gud har beredt denne jord for os. Gud har anbragt den i verdensrummet et sted hvor den kunne få netop den rette mængde varme og lys fra solen, og han har svøbt den i en farverig dragt af skønne blomster og planter. I sin kærlighed har Gud desuden givet os det rige dyreliv og en stor variation af korn og andre former for føde. — Sl. 104:1, 13-15.

 3. Hvordan er Guds kærlighed kommet til udtryk i den måde han har skabt os på?

³ Men Guds kærlighed kommer ikke kun til udtryk i det han har skabt til os; den kommer også til udtryk i den måde han har skabt os på. Vi kan glæde os over hans skaberværk. Salmisten udtrykker det for os med disse ord: „[Jehova], . . . Jeg vil takke dig, fordi jeg er underfuldt skabt.“ (Sl. 139:1, 14) Ja, i sin gavmildhed og kærlighed har Jehova givet os øjne hvormed vi kan se alt det skønne omkring os. Han har givet os ører hvormed vi kan glæde os over forskellige lyde i form af stemmer og musik. Han har givet os en lugtesans der giver os del i duft og aroma fra blomster, føde og meget andet. Og som det ypperste af alt har han givet os den menneskelige hjerne, der kan ræsonnere, huske, og koordinere vore bevægelser. Hele vort legeme er i sandhed en rig gave fra Gud, en gave som vi må betages af. Ja, „Gud er kærlighed.“ — 1 Joh. 4:8.

Guds kærlighed kommer os til undsætning

 4. Hvordan kom Guds kærlighed til udtryk i Edens paradis?

⁴ Da Gud skabte det første menneske, Adam, satte han ham i Edens skønne paradis. Alle de rige gaver Gud omgav Adam med, må have været til uendelig stor glæde for ham! Senere skabte Gud også Eva og førte hende til Adam. Hvor dejligt må det ikke have været for Eva da hun allerede på sit livs første dag blev forenet med sin ægtemand, et overhoved der kunne lede hende og værne om hende! I fællesskab kunne de se frem til at gennemføre Guds vilje, som var at de skulle gøre jorden til et smukt paradis og opfylde den, samt udøve et kærligt herredømme over dyrene. Det var en storslået fremtid Gud stillede dem i udsigt!

 5. (a) Hvordan viste vore første forældre sig uværdige til Guds kærlighed? (b) Men hvordan viste Gud deres efterkommere kærlighed?

⁵ Men desværre kom fremtiden til at forme sig anderledes, i hvert fald for dem. En oprørsk åndeskabning unddrog sig Guds kærlighed og gjorde sig til Satan Djævelen. Denne djævel overtalte Eva til at følge sit eget hoved, og gennem hende blev også Adam overtalt. Dermed valgte de at følge deres egen selviske vej, uafhængigt af Skaberen. De viste sig ganske uværdige til Skaberens kærlighed. Det var derfor med rette Gud afsagde en dødsdom over disse forsætlige syndere. Men i sin kærlighed til menneskeheden tillod han dem at leve videre, så de kunne sætte børn i verden. Ellers ville vi ikke have været i live nu. Og mere end det: Gud gav menneskeslægten grundlag for et håb, skønt den nu havde fået synd og død i arv. — 1 Mos. 3:16-23; Rom. 8:20, 21.

 6. Hvilken udtalelse i Eden var et udtryk for Guds kærlighed? Forklar.

⁶ Hvordan gjorde Gud det? Allerede da oprøret brød ud bekendtgjorde Gud at han ville lade en „sæd“, et afkom, fremstå. Han ville udsende denne „sæd“ fra sin egen loyale himmelske organisation til at gøre al den skade god som Djævelen og Adam og Eva havde forvoldt. Allerede i Edens have erklærede Gud imidlertid også at han ville lade straf, hævn eller gengæld ramme Satan og alle andre som gjorde sig til en del af Satans „sæd“ ved at vende Guds kærlighed ryggen. — 1 Mos. 3:15; Åb. 12:9.

Såvel kærlighedens som hævnens Gud

 7. Hvilken grund har vi, ifølge Femte Mosebog 32:43, til at være glade?

⁷ På denne måde erklærede kærlighedens Gud sig altså også som hævnens Gud. Den hævn han ville tage over sine fjender ville imidlertid være retfærdig. Den ville bane vej for at alle mennesker der elsker Gud kan glæde og fryde sig. Ja, vi kan nu glæde os over at Gud vil bane vej for os så vi kan opnå det evige liv som han vil give os. Læg mærke til hvad Gud inspirerede Moses til at sige: „Vær glade, I nationer, med hans folk, for han vil hævne sine tjeneres blod, og han vil gengælde sine modstandere med hævn.“ — 5 Mos. 32:43, NW.

 8, 9. (a) Hvilke to ting vil Gud i sin kærlighed gøre? (b) Hvilken storslået gave har Gud givet os, som et udtryk for sin kærlighed?

⁸ Ja, vor kærlige Gud vil hævde sin ret til sit herredømme og komme dem der elsker ham, til undsætning og redde dem fra fjenderne. Han vil endda redde os fra den store fjende døden, den død vi alle har arvet fra vore første forældre. (Rom. 5:12) Men hvordan vil Gud gøre dette? Bibelen fortæller os at han gør det ved at give sin søn: „Gud er kærlighed. Ved dette blev Guds kærlighed gjort kendt i vort tilfælde, at Gud udsendte sin enestefødte søn til verden for at vi kunne vinde livet ved ham. Kærligheden består i dette: ikke i at vi har elsket Gud, men i at han elskede os og udsendte sin søn som sonoffer for vore synder.“ — 1 Joh. 4:8-10; 1 Kor. 15:25, 26.

⁹ Gud har således givet sin søn Jesus Kristus for at vi kan blive udfriet fra døden som vi blev underlagt på grund af den synd vi har arvet fra Adam. Ja, som Bibelen siger i Første Timoteusbrev 2:6 gav Kristus „sig selv som en tilsvarende løsesum for alle“ der tror på ham. Jesus kunne derfor sige om sine disciple: „Jeg er kommet for at de kan have liv og kan have det i overflod,“ ja, evigt liv. — Joh. 10:10.

10. (a) Hvorfor er ’kærlighedens Gud’ også en ’hævnens Gud’? (b) Hvorfor er det så vigtigt at vi kender og adlyder Gud i dag?

¹⁰ Bibelen nævner gang på gang at ’kærlighedens Gud’ også er ’hævnens Gud’ der vil straffe eller gengælde. Sådan må det være; Guds kærlighed kan ikke for evigt tolerere ondskab. (Nah. 1:2; 5 Mos. 32:35, 41) Læg mærke til hvordan apostelen Paulus skriver at Gud vil gøre gengæld „ved Herren Jesu åbenbarelse fra himmelen med sine mægtige engle i en flammende ild, når han bringer hævn over dem der ikke kender Gud og dem der ikke adlyder den gode nyhed om vor Herre Jesus“. (2 Tess. 1:6-9) Hvor vigtigt er det da ikke at vi lærer Gud at kende og at vi i denne religiøst forvirrede verden, som Bibelen siger, ’søger den sande Gud og virkelig finder ham’! — Apg. 17:27.

Hævnen afvejet med kærlighed

11, 12. (a) Hvilke forhold som udviklede sig tidligt i menneskenes historie, krævede at Gud greb ind? (b) Hvordan blev Guds hævn afvejet med hans kærlighed?

¹¹ Men lad os nu vende tilbage til begyndelsen af menneskenes historie. Det vil hjælpe os til at forstå forholdet mellem Guds kærlighed og hans straf eller hævn. I sin kærlighed tillod Gud at Adams efterkommere kunne formere sig, men langt de fleste mennesker gengældte ikke denne kærlighed; de fulgte deres egne veje. Da der var gået omkring 500 år sendte Jehova sin profet Enok for at han skulle forkynde dom over de onde mennesker på grund af deres ugudelige handlinger og deres provokerende udtalelser mod Gud. (Jud. 14, 15) Der gik endnu 1000 år, og datidens verden oplevede umoralitetens og voldens kulmination. Guds ord siger således at „jorden fordærvedes for Guds øjne, og jorden blev fuld af uret; og Gud så til jorden, og se, den var fordærvet“. — 1 Mos. 6:11, 12.

¹² Hvad ville Gud nu gøre? Ville han kræve hævn? Ja! Men selv dette var et udtryk for hans kærlighed. Hvordan kan vi sige det? På det tidspunkt var der kun én familie der gjorde Guds vilje. Det var Noas familie. Noa kaldes i Bibelen „en forkynder af retfærdighed“. I sin kærlighed lod Jehova Noa bygge en ark „til redning for sin husstand“. Så kom den verdensomspændende vandflod der udslettede hele den daværende generation. (2 Pet. 2:5; Hebr. 11:7) Hele jorden blev renset for vold og umoralitet, så den igen blev egnet til at menneskenes slægter kunne bo der og befolke den. — 1 Mos. 6:9, 22; 7:21-23; 8:15-17.

13. Var det ukærligt at Jehova at dømme Sodoma og Gomorra? Begrund dit svar.

¹³ Men de syndige tilbøjeligheder der var gået i arv fra Adam, fandtes dog stadig, og ondskaben begyndte snart igen at vise sig hos gudløse mennesker. (Sl. 51:7) Der var for eksempel indbyggerne i Sodoma og Gomorra; de boede i en egn der engang var „som [Jehovas] have“. Bibelen fortæller at „mændene i Sodoma var ugudelige og store syndere mod [Jehova]“. De var homoseksuelle, og de brugte vold for at tilfredsstille deres begær. (1 Mos. 13:10, 13; 19:4-11) Gud besluttede at ødelægge disse byer. Derved kunne den retfærdige Abraham og hans nevø Lot blive befriet for disse farlige og frastødende naboer. Som der siges i Første Mosebog 18:25, er Jehova „den, der dømmer hele jorden“, og også her gjorde han hvad der var rigtigt. Han udfriede Lot og hans to døtre, og lod svovl og ild regne ned over Sodoma og Gomorra, så hele egnen blev renset for alt det der havde besmittet den. — Luk. 17:29; Jud. 7.

14, 15. (a) Hvor uskyldige var kana’anæerne? (b) Var det med rette Gud eksekverede sin hævn over dem?

¹⁴ Mange år senere handlede Jehova igen som den retfærdige dommer, denne gang til fordel for sit folk Israel. Hvordan det? Ved at han lod kana’anæerne uddrive af det forjættede land. (5 Mos. 18:9-12) ’Men var det ikke uretfærdigt mod disse uskyldige kana’anæere?’ vil nogen måske spørge. Uskyldige kana’anæere? De var absolut ikke uskyldige! Disse kana’anæere var fordærvede og begik alt hvad der var afskyeligt, lige fra blodskam, kønslig urenhed, utugt og børneofringer til homoseksualitet og omgang med dyr. I deres tilbedelse af deres falske guder ofrede de for eksempel deres børn ved at kaste dem levende i ilden. De havde også kvindelige og mandlige tempelprostituerede.a Jehova sagde derfor til sit folk: „Gør eder ikke urene med noget sådant, thi med alt sådant har de folkeslag, jeg driver bort foran eder, gjort sig urene. Derved blev landet urent, og jeg straffede det for dets brøde, og landet udspyede sine indbyggere.“ — 3 Mos. 18:1-25.

¹⁵ Også i dette tilfælde var det af kærlighed at Jehova befalede Israel at udrydde disse onde folkeslag. Deres fordærvede levemåde var en fare for hans folk. Som Bibelen siger, var den „vederstyggelig“ i hans øjne. Det var derfor med rette at Guds vrede blussede op mod dem. — Sl. 106:34-40; 5 Mos. 18:12.

16. Hvordan kom Guds kærlighed og langmodighed til udtryk over for Israel?

¹⁶ Men hvordan handlede Gud med Israels folk? Jehova viste det stor kærlighed og nænsom omsorg. Moses beskrev det med disse smukke ord som vi læser i Femte Mosebog 32:11 og 12: „Som ørnen, der purrer sin yngel ud og svæver over sine unger, løfted han det på sit vingefang og bar det på sine vinger. [Jehova] var dets eneste fører, ingen fremmed gud var hos ham.“ Men desværre! Der kom en tid hvor fremmede guder alligevel vandt indpas i Israels tilbedelse, så den Gud der havde erklæret at han ville straffe deres fjender, var nødt til at straffe sit eget folk. Dog viste Jehova Israel en enestående langmodighed! I 900 år tålte han deres udskejelser. I al den tid udstrakte han i barmhjertighed sin hånd til sit folk. Gennem sin profet Ezekiel sagde han: „Jeg har ikke lyst til den gudløses død, men til at han omvender sig fra sin vej, at han må leve! Vend om, vend om fra eders onde veje! Hvorfor vil I dø, Israels hus?“ — Ez. 33:11.

17. (a) Hvilken advarsel gav Gud Israel? (b) Hvordan blev Guds hævn over Israel mildnet af hans kærlighed?

¹⁷ Gang på gang advarede Gud israelitterne om hvilke konsekvenser deres afgudsdyrkelse, deres umoralitet og deres udgydelse af uskyldigt blod ville få. Men til sidst så Jehova sig nødsaget til at straffe Israel ved at lade kong Nebukadnezar af Babylon ødelægge Jerusalem og deres tempel. De overlevende blev ført i landflygtighed til Babylon. Halvfjerds år senere sørgede Gud imidlertid for at Babylon blev omstyrtet, så en rest af taknemmelige israelitter kunne vende tilbage til deres eget land og genoptage den rene gudsdyrkelse dér. — 2 Kong. 24:3, 4; 2 Krøn. 36:12-21; Ezra 1:1-3; Hebr. 12:6.

Jesu udtalelser om kærlighed og hævn

18. Hvordan udtalte Jesus sig om (a) Guds kærlighed og (b) Guds hævn?

¹⁸ Hvordan udtalte Jesus Kristus sig om Guds kærlighed og om Guds hævn? Han talte ofte om sin Faders kærlighed. For eksempel sagde han: „Gud elskede verden så meget at han gav sin enestefødte søn, for at enhver som tror på ham, ikke skal gå til grunde men have evigt liv.“ (Joh. 3:16) Men betyder det at han aldrig talte om Guds hævn? Nej! For Bibelen siger at Jesus, ligesom sin Fader, „elskede retfærdighed og hadede lovløshed“. Det var især de religiøse lederes lovløshed og blodskyld Jesus hadede. (Hebr. 1:9; Sl. 11:5, 7) Jesus udtrykte sig altid aldeles utvetydigt når han talte med eller om tidens jødiske præster. I sin bjergprædiken kaldte han dem tre gange for „hyklere“. (Matt. 6:2, 5, 16) Og han sagde til dem: „I er fra jeres fader Djævelen,“ hvorved de altså blev forbundet med ’slangens sæd’. (Joh. 8:44; 1 Mos. 3:15) Tre dage før han blev slået ihjel fordømte han disse jødiske religiøse ledere offentligt, idet han sagde: „Slanger, giftslangeyngel, hvordan skal I kunne flygte fra Gehennas dom?“ — Matt. 23:13-33.

19. (a) Hvordan kom Jesu kærlige indstilling til udtryk i det advarselsbudskab han forkyndte? (b) Hvordan straffede Jehova med rette jødefolket?

¹⁹ Betyder det nu at Jesus var ukærlig? Nej, slet ikke, for skønt Jesus vidste at disse ledere stod i begreb med at nedkalde endnu større blodskyld over sig selv ved at dræbe ham, sagde han videre, som vi læser i Mattæus, kapitel 23: „Jerusalem, Jerusalem, der dræber profeterne og stener dem der er sendt til hende — hvor ofte har jeg ikke villet samle dine børn, på samme måde som en høne samler sine kyllinger under vingerne! Men I ville ikke. Se! Jeres hus overlades til jer selv.“ (Matt. 23:37, 38; Apg. 3:13-15) Syvogtredive år senere plyndrede de romerske hære Jerusalem og ødelagde templet. Det var en ulykke som kostede 1.100.000 af de oprørske jøder livet! Først på det tidspunkt blev det klart for enhver hvor stor profetisk betydning der havde ligget i Jesu ord. Jehova havde krævet hævn, og dét med rette!

20. Hvilken interessant udtalelse i forbindelse med kærlighed og hævn finder vi i Esajas 61:1, 2?

²⁰ Flere hundrede år før havde Esajas, en af de profeter der menes at være blevet myrdet i det gamle Jerusalem, udtalt følgende: „Den Herre [Jehovas] Ånd er over mig, fordi han salvede mig; han sendte mig med glædesbud til ydmyge, . . . for at . . . udråbe et nådeår fra [Jehova], en hævnens dag fra vor Gud, for at trøste alle, som sørger.“ — Es. 61:1, 2.

21. (a) Hvad kan være grunden til at Jesus kun citerede en del af Esajas 61:1, 2? (b) Hvilket spørgsmål opstår i forbindelse med Esajas 2:2-5?

²¹ Jesus oplæste en del af denne profeti ved begyndelsen af sin tjenestegerning. Og han møntede den på sig selv som Jehovas salvede. (Luk. 4:18-21) Da Jesus citerede disse ord fra Esajas standsede han imidlertid før ordene om hævnens dag fra Gud. Hvorfor? Øjensynlig fordi budskabet om hævnens dag fra Gud hovedsagelig skulle forkyndes „i de sidste dage“, som det siges i Esajas, kapitel 2. Er vi der lever i dag, nu nået frem til den tid?

[Fodnote]

[Ramme på side 3]

„HVOR mange er dine gerninger, [Jehova], du gjorde dem alle med visdom; jorden er fuld af, hvad du har skabt! . . . Min sjæl, lov [Jehova]! Halleluja!“ — Sl. 104:24, 35.

[Ramme på side 4]

Den største gave Gud i sin kærlighed har givet os

I sin dybe kærlighed til den lidende menneskehed var Gud villig til at ofre det dyrebareste han havde, sin nærmeste medarbejder, den der havde været hans „værkmester“ ved skabelsen og som „var den han holdt af dag efter dag“. Ja, han var rede til at sende sin førstefødte søn fra himmelen til jorden, hvor Djævelen og hans håndlangere ville udsætte ham for utallige forsmædelser og grusomheder. Denne søn ville under prøve bevise at han som fuldkomment menneske kunne være tro mod Guds suverænitet, selv under de sværeste prøvelser, ja, endda til døden. Samtidig kunne han give sit liv „som en løsesum i bytte for“ de mange i den syndige menneskehed der ville vise tro på ham. (Ordsp. 8:30, NW; Matt. 20:28) Derfor kunne Jesus sige om sine disciple, både fårene i ’den lille hjord’ og ’de andre får’: „Jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå til grunde.“ For de flestes vedkommende ville dette ske ved en opstandelse fra de døde. (Luk. 12:32; Joh. 10:16, 28; 5:28, 29) Hvilken ufortjent godhed der således er vist mod den hjælpeløse menneskehed! Hvis vi afviste alt dette som Gud har gjort i sin kærlighed, ville vi i sandhed fortjene at blive ramt af hans vrede!

[Ramme på side 5]

Vort liv afhænger af det!

De fleste fødes ind i en eller anden religion. Men er det ensbetydende med at de tilbeder den sande Gud? Eller er det ikke snarere et tilfælde hvilken religion man får i denne religiøst forvirrede tid? Men i virkeligheden afhænger selve vort liv af at vi ’kender Gud og adlyder den gode nyhed om Herren Jesus’, som han har udsendt til at løskøbe os fra synd og død. (2 Tess. 1:8; Mark. 10:45) Det er ganske tydeligt for os at verden omkring os ikke „kender Gud“. Bibelen siger klart at der kun er „én Gud . . . alles Fader“. (Ef. 4:6) Men verden er splittet i tilbedelsen af mange forskellige guder. Der er buddhaerne, der er forfædreguderne inden for shintoismen og konfucianismen, der er muslimernes Allah, foruden Brahma, Vishnu og Siva — hinduernes treenighed — og den treenighed man dyrker i kristenheden, Faderen, Sønnen og Helligånden. Mange tilbeder desuden berømte mænd, hvad enten disse er døde eller levende, for eksempel rockstjerner, sportshelte og revolutionsledere.

[Ramme på side 6]

Arkæologiske fund i Kana’an:

„Kana’anæernes gudsdyrkelse bestod . . . i at de hengav sig til umoralitet som et religiøst ritual i nærværelse af deres guder; og derefter i at de myrdede deres førstefødte børn og ofrede dem til de samme guder. Det ser ud til at Kana’ans land i høj grad var blevet en slags Sodoma og Gomorra på nationalt plan. . . . Havde en civilisation af så afskyelig urenhed og råhed nogen ret til at eksistere længere? . . . Arkæologer som graver i ruinerne af kana’anæiske byer undrer sig over at Gud ikke udslettede dem noget før.“ — Halley’s Bible Handbook, H. H. Halley, s. 161.

[Ramme på side 7]

Jehovas uovertrufne barmhjertighed

Selv når Jehova måtte lade sit oprørske folk gennemgå en alvorlig tugt, udstrakte han i barmhjertighed sin hånd til det; gennem sin profet Jeremias sagde han: „Herren bortstøder ikke for evigt, har han voldt kvide, så ynkes han, stor er hans nåde; ej af hjertet plager og piner han menneskens børn.“ — Klages. 3:31-33.