Jesu Kristi åbenbaring

„Stålsæt jeres sind til aktivitet, bevar jeres fulde ligevægt og sæt jeres håb til den ufortjente godhed, som skal blive jer til del ved Jesu Kristi åbenbarelse.“ — 1 Pet. 1:13, NW.

 1, 2. Hvad har oprigtige mennesker håbet på, og hvordan har nogle religiøst prægede mennesker opfattet sagen?

I MANGE århundreder har ærlige og oprigtige mennesker længtes efter Kristi genkomst. Hvordan hans genkomst ville forme sig, og nøjagtig hvad der skulle ske til den tid, har stået uklart for mange, men udsigten til at skulle se de lovede velsignelser realiseret har fyldt dem med håb. Skønt Kristi genkomst har været omtalt som en dommens tid og som tiden for verdens ende, har deres håb ikke være ubegrundet, for den er også blevet forudsagt som en befrielsens tid. Dog kommer denne frelse ikke ganske automatisk som et resultat af „god opførsel“. Det er heller ikke enhver, der vil være klar over, at dagen er kommet, og at dommen går for sig. Et omhyggeligt studium af Bibelen viser, at Jesu Kristi åbenbaring vil komme fuldstændig bag på de fleste i verden.

² Hvorfor det? Lød advarselen derom kun for menneskene, dengang Jesus var her på jorden? Lod han forstå, at han pludseligt og uanmeldt ville vise sig ved verdens ende og uden videre kræve alle til regnskab? Nogle religiøst prægede mennesker fastholder, at Kristus ikke vil være til stede, før han synligt viser sig på skyerne sammen med sine engle og holder dom over alle jordens beboere. Disse religiøse mennesker tror også, at dommen vil blive afsagt på grundlag af den enkeltes moralske opførsel eller hvorvidt de tager imod prædikenen om „Kristus som korsfæstet“ eller om „Jesus og om opstandelsen“. (1 Kor. 1:23; Ap. G. 17:18) Men en sådan forståelse bygger udelukkende på et menneskeligt ræsonnement og ikke på en nøjagtig kundskab om Guds ord.

 3. a) Hvornår og hvor kommer vort ansvar ind for Herren i første række? b) Hvad skal der forkyndes ud over hele verden, og hvad skal vi stå til ansvar for, når Jesus åbenbares?

³ Bibelen viser klart, at inden nogen ville blive krævet til regnskab, skulle der beredes Herren vej. Først når de, som i oprigtighed søger Herren, havde haft mulighed for at forstå, at han var nærværende i sit rige, ville han pludselig vise sig for at kræve alle til regnskab. Bibelen viser fremdeles, at det ikke var nationerne, der først skulle stå til ansvar, men derimod „Guds hus“. (1 Pet. 4:17; Mal. 3:1-5) Bagefter skulle der, sagde Jesus, lyde en grundig advarsel på hele den beboede jord. Og hvad siger han, der skulle prædikes? Ikke først og fremmest hans „korsfæstelse“ eller „pælfæstelse“, og heller ikke hans opstandelse. Selv om det er vigtige lærepunkter i Bibelen, og de har nøje tilknytning til fuldbyrdelsen af Guds hensigter og domme på denne dag, var Jesu Kristi opstandelse dog et tegn, der var knyttet til hans første nærværelse, og den har været forkyndt lige siden. Nu siger han: „Dette evangelium om Riget skal prædikes over hele jorden til et vidnesbyrd for alle folkeslagene; og så skal enden [den absolutte ende, NW] komme.“ (Matt. 24:14) Det er dette evangelium eller gode budskab om, at Riget er blevet oprettet, Paulus omtaler i sit andet brev til tessalonikerne. Han drøfter her tiden, da „Herren Jesus åbenbares fra himmelen med sine mægtige engle, med flammende ild, og bringer straf over dem, der ikke vil vide af Gud at sige, og over dem, som ikke er lydige mod vor Herres Jesu evangelium“. (2 Tess. 1:7, 8) Hvad vi skal stå til ansvar for ved Jesu Kristi åbenbaring er, om vi tager imod eller forkaster det gode budskab om, at Riget er her, et budskab, der skulle forkyndes i hele verden, sagde Jesus.

 4. Hvad har nationerne nægtet at anerkende?

⁴ Hvorfor forstår folkeslagene ikke, at højdepunktet for denne dom nærmer sig, og hvorfor accepterer de ikke dette som en kendsgerning? Fordi de ikke har givet agt på den verdensomspændende forkyndelse, af Kristi genkomst og anden nærværelse. Længe før den første verdenskrig pegede Jehovas vidner frem til 1914 som tiden, da denne store begivenhed skulle indtræffe. Efter 1914 har Vagttaarnet gang på gang henledt opmærksomheden på de fysiske kendsgerninger, der bekræfter denne sandhed. Nationerne fortsætter med at ignorere dette tegn og nægter at anerkende, at en dommens tid allerede nu går over verden. De kan ikke se, at Kristus er kommet til templet i 1918, og at dommen allerede er afsagt og går de to lovløse skarer imod, som han fandt der. (Matt. 24:48-51; 2 Tess. 2:8) De har ikke haft øje for, at der siden da har fundet en deling sted blandt folkene — at der foregår en adskillelse lige for deres øjne. (Matt. 25:31-33) De er med vilje døve for advarselsbudskabet om, at dommen hastigt nærmer sig højdepunktet, da Kristus Jesus vil åbenbare sig for verden i en sådan grad, at hans nærværelse ikke vil kunne bestrides. Det er dette ubestridelige tegn på hans nærværelse, der betyder undergang, for han åbenbarer sig gennem fuldbyrdelsen af den ugunstige dom i Harmagedonslaget. Det er grunden til, at Peter advarende siger: „Stålsæt derfor jeres sind til aktivitet, bevar jeres fulde ligevægt og sæt jeres håb til den ufortjente godhed, som skal blive jer til del ved Jesu Kristi åbenbarelse.“ (1 Pet. 1:13) Det er vor evige skæbne, som ligger på vægtskålen, og vor sunde fornuft vil derfor lede os til at søge al den kundskab, vi kan få vedrørende den lovede genkomst af Jehovas retfærdige repræsentant, inden han åbenbarer sig gennem fuldbyrdelsen af dommen. Vort eneste sikre værn er, at vi handler i overensstemmelse med den rette slags kundskab. — Præd. 7:12, fodnote.

Mønstret demonstreres

 5. Hvilket domsmønster følger Jehova?

⁵ Jehova dømmer ingen skyldig, uden at vedkommende har fået sin sag retfærdigt behandlet. Han viser tydeligt mennesket, hvad der er hans vilje, og giver det en fuldgyldig lejlighed til at vise et godt og ret hjerte ved at gøre Guds vilje. Gang på gang advarer han endogså dem, som er tilbøjelige til at ignorere ham. Men hans domme rammer hurtigt og sikkert, når først et menneskes skyld er blevet fastslået. Hans handlemåde over for menneskeslægten i domsperioder har ned igennem alle tidsaldre fulgt dette mønster. To eksempler, der er givet som forbilleder på Kristi anden nærværelse, tjener som en åbenbaring af dette mønster. — 2 Pet. 2:5, 6.

 6. Hvilke tre faser er der til ethvert komme af en retfærdig repræsentant for Jehova under en domsperiode?

⁶ I denne forbindelse bør vi lægge mærke til, at der er tre tydelige faser til ethvert besøg eller komme af en retfærdig repræsentant for Jehova under en domsperiode. Hele besøgets varighed omtales som nærværelsen. Dernæst er der et tidspunkt, da hensigten med nærværelsen tydeligt manifesterer sig. Det er en dommens tid, der begynder for alle kristne. Sluttelig er der nærværelsens højdepunkt, selve dommens eksekution. Det er åbenbaringens øjeblik, for da ses hensigten med dette komme gennem deres frelse, som får en gunstig dom, og gennem tilintetgørelsen af dem, som ikke er værdige til frelse.

 7. Hvornår begyndte tiden for Noas nærværelse, og hvordan gav Jehovas barmhjertighed sig udtryk?

⁷ Vi vil først drøfte Noas nærværelse i perioden forud for Vandfloden. Jorden var blevet så fuld af uret og så fordærvet i Guds øjne, at han besluttede at udrydde alt, hvad der var på jorden. Beretningen om Noas sønner, der står optegnet i det sjette kapitel, siger fra vers 9: „Noa var en retfærdig, ustraffelig mand blandt sine samtidige; Noa vandrede med Gud.“ Mens den retfærdige Noas nærværelse i sig selv var en fordømmelse af hans samtidige, lod Jehova alligevel i sin barmhjertighed en advarsel lyde og underrettede dermed den daværende verden om, at han havde besluttet at udrydde den, og anviste en vej til redning gennem den repræsentant, han sendte. „Da sagde Gud til Noa: Jeg har besluttet at gøre ende på alt kød, fordi jorden ved deres skyld er fuld af uret; derfor vil jeg nu udrydde dem af jorden. Men du skal gøre dig en ark.“ (1 Mos. 6:13, 14) Denne forhåndsmeddelelse til Noa markerede begyndelsen til „Noas dage“ eller tidspunktet for Noas nærværelse, i hvilken periode han tjente som en „retfærdighedens forkynder“. (2 Pet. 2:5) Menneskene, der levede dengang, vidste fuld besked med Noas tilstedeværelse og hans forkyndelse, men de agtede overhovedet ikke på ham.

 8. Hvilket bevis for Jehovas gunst modtog Noa, og hvordan blev Noas retfærdige nærværelse åbenbaret?

⁸ Så oprandt dagen, da Jehova Gud tog Noa, dennes familie og alle dyrene ind i arken. Det var i allerhøjeste grad en manifestation af Guds gunst, men spotterne, der til stadighed havde ignoreret den givne advarsel, anerkendte den ikke. Under denne manifestation, og mens Noa gik ind i arken, var vejen stadig åben — men ikke længe, for „Jehova lukkede efter ham“. (1 Mos. 7:16) Nu var dommen over alle jordens beboere beseglet. Jehova havde vist Noa sin gunst, og nu viste han sin vrede over alle, som ikke havde anerkendt Noas retfærdige nærværelse. Vandfloden var et umiskendeligt højdepunkt, der bekræftede sandfærdigheden af Noas forkyndelse, og en åbenbaring for den onde verden, han levede i. Således skal det også være ved Kristi anden nærværelse.

 9. Hvilken stilling indtog Lot over for sodomitterne, og hvordan handlede han imod dem?

⁹ Lot rager ligeledes op som en dom over et folk. Peter siger følgende om Lot, der midlertidigt var bosat i Sodoma: Gud „udfriede den retfærdige Lot, som led under de tøjlesløse menneskers udsvævende liv. Thi mens denne retfærdige mand boede iblandt dem, pintes han dag ud og dag ind i sin retfærdige sjæl ved de lovløse gerninger, han så og hørte“. (2 Pet. 2:7, 8) Fordi indbyggerne i Sodoma og Gomorra var så onde, sendte Jehova sine engle for at eksekvere en ugunstig dom over dem. Lot gjorde et forsøg på at få sodomitterne til at følge Guds retfærdige vej, men de spottede ham kun derfor og sagde: „Her er den ene mand kommet og bor som fremmed, og nu vil han spille dommer!“ Lot søgte også at overtale sine tilkommende svigersønner til at flygte i sikkerhed. „Stå op, gå bort herfra, thi Jehova vil ødelægge byen! Men hans svigersønner troede, at han drev spøg med dem.“ — 1 Mos. 19:9, 14.

10. Hvad forbinder Jesus sin egen åbenbaring med ved at fremhæve Sodomas undergang som et eksempel?

¹⁰ De troede sikkert stadig, at det var en spøg, da Jehovas engle tog Lot og hans hustru og deres to døtre ved hånden og førte dem ud af byen. De anerkendte det ikke som en manifestation af Jehovas gunst, før ilden regnede ned over Sodoma og Gomorra. Denne åbenbaring af Jehovas engles nærværelse hos Lot kom for sent til, at de kunne opnå frelse. Jesus forbinder ganske tydeligt sin egen åbenbaring med dommens eksekution, når han understreger sin beretning om Lots udfrielse med at sige: „På den dag, da Lot gik ud af Sodoma, regnede ild og svovl ned fra himmelen og ødelagde dem alle — på samme måde skal det gå den dag, da Menneskesønnen åbenbares.“ — Luk. 17:29, 30.

Nærværelse, manifestation, åbenbaring

11. Hvad betyder ordet parousía, og hvordan anvendes det i forbindelse med Kristi andet komme?

¹¹ Bibelens kristne Græske Skrifter sondrer klart mellem de tre faser ved Kristi andet komme, idet de bruger tre forskellige græske ord derfor. Ordet parousía er konsekvent oversat med „nærværelse“ i New World Translation of the Christian Greek Scriptures, for det er den betydning, der ligger i ordet på originalsproget. I forbindelse med Kristi andet komme bruges det enten som betegnelse for det åremål, der indleder hans besøg, eller for hele den tidsperiode, han er hos menneskene. Denne tidsperiode begyndte i 1914, og det betyder, at Kristus nu er usynligt nærværende.

12. Hvad betyder ordet epipháneia, og hvad pegede det hen til for de trofaste kristne dengang?

¹² Det andet ord, epipháneia, er oversat med „manifestation“ og betyder at vise sig, manifestere sig eller komme for lyset eller komme til syne. Brugen af dette ord peger hen til Kristi komme til templet i 1918 for at holde dom og markerer begyndelsen til en gunstig dom, for det første ved opstandelsen af de salvede, der sov i døden (2 Tim. 4:8), og for det andet ved at Rigets interesser blev overdraget de trofaste salvede, som endnu befandt sig på jorden.

13. Hvad betyder apokálypsis, og hvad peger det hen til ved Kristi genkomst?

¹³ Det tredje ord, apokálypsis, der er oversat med „åbenbaring“, betyder at lægge blot, at fjerne dækket eller at afdække. Når dette ord bruges, sigter det til en fri og uhindret beskuelse, og i forbindelse med Kristi anden nærværelse henviser det til det tidspunkt, da hans manifestation overgår til en umiskendelig åbenbaring i Harmagedonslaget, så selv de uvillige tvinges til at anerkende hans nærværelse.

14. Hvorfor ledsages hvert komme af et tydeligt tegn, og hvad bevirkede, at de jødiske ledere tog anstød af Kristi første nærværelse?

¹⁴ I forbindelse med det fastlagte mønster har det også sin betydning at lægge mærke til, at hver nærværelse er ledsaget af et tydeligt tegn. Dette tegn tjener til at identificere Jehovas repræsentant og bekræfte hans myndighed. Det tjener også til at kaste lys over, hvad der er hensigten med hans komme, og påvise folkets ansvar. Det ser vi træde klart frem i forbindelse med Kristi første nærværelse. De jødiske profeter havde forudsagt mange ting, som skulle opfyldes på Messias. Men først når han virkelig fremstillede sig, ville det være muligt nøjagtig at dømme om, hvordan han ville opfylde hensigten med sit komme, eller hvad der var den fulde hensigt med hans nærværelse. Det var grunden til, at de selvkloge, jødiske religionsledere tog anstød ved Kristi første nærværelse, de søgte nemlig at tolke profetierne efter deres eget hoved, og deres fortolkninger var ikke i overensstemmelse med Guds vilje med at sende sin Messias. De havde ikke stålsat deres sind efter de givne mønstre, og de var ikke forberedt på den slags aktivitet, som Messias’ nærværelse krævede. Med deres egen ophøjelse for øje ønskede de at få oprettet et rige i lighed med Davids, og de kunne ikke se, at den lovede konges „første“ nærværelse var nødvendig. Heller ikke kunne de, da han virkelig kom, fatte, at denne nærværelse skulle udvirke en befrielse, der langt oversteg deres egne personlige forventninger.

Ansvaret lægges på rette sted

15. Hvad var hovedhensigten med Jesu første komme?

¹⁵ Jesu første komme tjente et dobbelt formål. Hans tilvejebringelse af løsesummen for menneskeslægten kom først i anden række. (Matt. 20:28) Hovedhensigten var den, at han skulle bevise sin retskaffenhed over for den, som sendte ham, og fastslå Jehovas universelle overhøjhed. Under opfyldelsen af disse krav ville han under svære lidelser godtgøre sin ret til at arve Riget. (Hebr. 2:18; 5:8) Hans retfærdige vandel var i sig selv et tegn for Israel. Den viste, at hans tjeneste gik ud på at hævde og herliggøre Jehova og at tilvejebringe frelse.

16. Hvordan fordømtes Israel ved Jesu helbredelse af den blinde?

¹⁶ Jesu forkyndelse og helbredelsesgerning fordømte Israel, selv om han ikke da var kommet for at dømme verden. Han sagde: „Jeg er ikke udsendt til andre end til de fortabte får af Israels hus.“ (Matt. 15:24) Apostelen Johannes vidnede om, at de ikke ville anerkende hans gerninger: „Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham.“ (Joh. 1:11) Beretningen om Jesu helbredelse af den blindfødte er et eksempel herpå. Jøderne havde allerede indbyrdes aftalt, at hvis nogen anerkendte Jesus som Kristus eller Messias, skulle vedkommende udstødes af menigheden. Den helbredte mand vidnede frimodigt om det mirakel, der var overgået ham, og erklærede, at han troede, Jesus var en profet. Farisæerne hånede ham og sagde: „Du er selv hans discipel; men vi er Moses’ disciple. Vi ved, at til Moses har Gud talt; men hvor han er fra, det ved vi ikke.“ „Manden svarede og sagde til dem: Det er da underligt, at I ikke ved, hvor han er fra; han har dog åbnet mine øjne. Vi ved, at syndere bønhører Gud ikke; men hvis nogen er gudfrygtig og gør hans vilje, så hører han ham. Aldrig nogen sinde er det hørt, at nogen har åbnet øjnene på en blindfødt. Hvis han ikke var fra Gud, kunne han intet gøre. De svarede og sagde til ham: Du er helt og holdent født i synd, og du vil lære os? Og de stødte ham ud.“ Det kom Jesus for øre, at manden var blevet udstødt af menigheden, og da han fandt ham, spurgte han ham, om han troede på Menneskesønnen. Den helbredte mand sagde, at det gjorde han, og han kastede sig ned for Jesus, og derpå sagde Jesus: „Til dom er jeg kommen til denne verden, for at de, som ikke ser, skal blive seende, og de, som ser, skal blive blinde.“ „Nogle af farisæerne, som var hos ham, hørte dette og sagde til ham: Er vi måske blinde? Jesus sagde til dem: Hvis I var blinde, havde I ingen synd; men nu siger I: Vi ser — derfor bliver jeres synd.“ — Joh. 9:28-41.

17. Hvilket tegn på Messias’ nærværelse spejdede de jødiske religionslærde efter, og hvad forlangte de af Jesus?

¹⁷ Med disse ord viste Jesus, at der også skete en åndelig helbredelse, der kunne udfri fra den fordømmelse, der skyldtes synd; men hvis nogen afviste den, forblev de under Guds vrede. Farisæerne holdt imidlertid stædigt fast ved deres egen opfattelse af, hvad der skulle være beviserne for Messias’ komme. „Farisæerne og saddukæerne kom nu til ham, og for at sætte ham på prøve bad de ham vise dem et tegn fra himmelen. Men han svarede og sagde til dem: . . . En ond og utro slægt kræver tegn; men der skal ikke gives den andet tegn end Jonas’ tegn.“ (Matt. 16:1-4) De tænkte på Daniels profeti, der forudsagde Menneskesønnens tegn, og insisterede på, at den måtte få sin opfyldelse i deres tid, hvis de skulle tro på, at Messias var nærværende. De var ganske øjensynlig ikke interesserede i Kristi komme som Jehovas repræsentant. De så hen til den lovede Messias’ komme udelukkende med deres egne selviske interesser for øje.

18. Hvilket tegn viste Jesus ville være bevis på hans nærværelse?

¹⁸ Jesu forkyndelse og hans helbredelsesgerninger var tilstrækkelige til at overbevise de retsindige (Luk. 7:18-23), men til trods herfor gav han dog folket et enestående tegn, der satte dem i stand til at indse, at han virkelig var sendt af Gud. „Der skal intet andet tegn gives den end profeten Jonas’ tegn. Thi ligesom Jonas var tre dage og tre nætter i havdyrets bug, således skal Menneskesønnen være tre dage og tre nætter i jordens skød.“ — Matt. 12:39, 40.

19. Hvordan reagerede de jødiske ledere over for tegnet, og hvad tjente tegnet endvidere til?

¹⁹ Hilste de religionslærde dette tegn velkomment som et fuldgyldigt bevis? Forstod de, at Jesus med sin opstandelse var blevet retfærdiggjort i ånden, og at hovedhensigten med hans første nærværelse dermed var blevet opfyldt? Nej, tværtimod. Da tidspunktet kom til, at dette tegn skulle gives til kende, søgte de at hindre det ved at få Pilatus til at forsegle graven og sætte vagtposter ved den. Deres list mislykkedes totalt, og for at dække over deres hykleri søgte de at fordunkle tegnets betydning og gjorde derved deres skyld endnu større. Da soldaterne, der stod vagt ved graven, kom og berettede om Jesu opstandelse, besluttede de „at give soldaterne en større sum penge, idet de sagde: I skal sige: Hans disciple kom om natten og stjal ham, mens vi sov“. (Matt. 28:12, 13; 27:62-66) Tegnet på Jesu Kristi første nærværelse ikke alene identificerede ham som den prøvede og ægte Messias, men det tjente også til at pålægge såvel jøder som hedninger et ansvar som følge af disciplenes forkyndelse.

20. I hvilken henseende følger nutidens kristenhed det samme mønster som Israel?

²⁰ Nutidens kristenhed følger samme mønster. Den påstår, at den ser frem til Kristi genkomst, ligesom jøderne gjorde påstand på at se frem til hans komme dengang. Ligesom farisæerne og saddukæerne forlangte et tegn og ignorerede alle beviserne for, at Kristus allerede var iblandt dem, således er kristenhedens mange sekter blinde for tegnet på Kristi anden nærværelse, og de fastholder, at de vil afvente tegnet på hans åbenbaring, der dog kun kan betyde deres undergang.

21, 22. Hvilket tegn fremhævede Jesus som beviset for sin anden nærværelse, og hvad lader det os forstå med henblik på hans åbenbaring?

²¹ De nægter at anerkende det tegn, som jøderne spejdede efter på deres tid, nemlig Menneskesønnens tegn, der blev forudsagt af Daniel. (Dan. 7:13, 14) Dette tegn, som blev til anstød for jøderne, fremhævede Jesus ganske tydeligt som et tegn, der pegede frem til hans anden nærværelse blandt menneskeheden. „Da skal Menneskesønnens tegn vise sig på himmelen; og da skal alle folkestammer på jorden jamre sig, og de skal se Menneskesønnen komme på himmelens skyer med kraft og megen herlighed.“ (Matt. 24:30) Eftersom Daniel forbinder dette tegn med overgivelsen af Riget, er det indlysende, at det er et tegn, der peger frem til begyndelsen af Kristi nærværelse og hans komme i sit rige. Dette tegn finder ikke sted før ved hans genkomst, og Jesus gav Johannes en åbenbaring af tegnet og af andre ting, der skulle ske på et senere tidspunkt, og viste, at det skulle markere begyndelsen til hans nærværelse, hans rige og hans magt. (Åb. 12:1, 2, 5, 10) Alle beviserne peger hen til 1914 som tidspunktet, da disse ting skulle indtræffe.