Bibelen — bogen som giver os et håb

MENS en otteogtyveårig sygeplejerske i Australien forberedte sig til en eksamen, blev hun ramt af et nervøst sammenbrud. End ikke den bedste psykiatriske behandling formåede at gengive hende helbredet. Den unge kvinde truede med at tage sit eget liv. Hendes læge udtalte at hun var et håbløst tilfælde og behandlede hende konstant med stærkt beroligende midler. Man ansøgte om fuld invaliderente til hende. Forældrene sparede ingen anstrengelser, men intet syntes at hjælpe på datterens helbred.

I fortvivlelse tillod faderen til sidst at der holdtes et bibelstudium med datteren. Efter nogle få bibelstudier konstateredes en mærkbar bedring. Faderen, slægtninge og venner var forbavset over så godt hun kom sig. Også den unge kvindes læge var forbløffet over at hun genvandt sit helbred så hurtigt. Han spurgte hende hvordan det kunne gå til, og hun svarede: „Nu har jeg fået noget at leve for — en ny verden.“ Jo, Bibelen giver os et håb.

Mærkværdigt nok betragtede mange af de „store“ blandt grækerne og andre nationaliteter håbet som en illusion. Aischylos sagde at det var „landsforvistes kost“. Euripides kaldte det „menneskets forbandelse“. Men Bibelen ser lige modsat på det. Den priser håbet og knytter det sammen med tro og kærlighed. (1 Kor. 13:13) Ikke alene fremhæver den håbets gode og gavnlige virkninger, den tilskynder også de kristne til at være „glade i håbet“ og at være „rige i håbet“. Desuden kalder den håbet for „sjælens anker“. — Rom. 12:12; 15:13; Hebr. 6:19.

Hvad Bibelen hele tiden har hævdet, begynder lægerne at indrømme er sandt, nemlig at et håb er uundværligt for mennesker hvis de skal være raske. Psykiateren Karl Menninger har fortalt at nogle af hans patienter hånede den tanke at de havde brug for et håb, og han tilføjede: „Det var blandt andet derfor de var syge.“

Bibelen er den bog der giver os et håb fordi den indeholder de løfter som håbets Gud, den Almægtige, har givet. Apostelen Paulus belyser dette i sit brev til romerne når han siger: „Alt, hvad der forhen er skrevet, er jo skrevet, for at vi han lære deraf, så vi ved udholdenhed og ved den trøst, skrifterne giver, kan bevare vort håb.“ (Rom. 15:4, 13) Bibelen giver mennesket, der gennem synd har arvet skrøbelighed og fordærv, det håb at det kan leve evigt. I Titus 1:2 taler Paulus om at han er udsendt „fordi der er håb om evigt liv, som Gud, der ikke lyver, har forjættet fra evige tider“. Apostelen Johannes skrev: „Og dette er den forjættelse, som han selv tilsagde os: det evige liv.“ (1 Joh. 2:25) Det evige liv er den overflod af liv som Jesus Kristus tilvejebragte for menneskene, (Joh. 10:10, NW; Skat Rørdam). Kun i Bibelen finder vi et så sandt og storslået håb.

Den overflod af liv som Bibelen lover, skal ikke leves i vor verden med dens uløselige problemer, trusler om udslettelse ved atomvåben, uhørte vanskeligheder, sygdom og død. Nej, det skal leves i den nye verden Gud skaber. Apostelen Peter beskrev håbet med følgende ord: „Efter hans forjættelse venter vi ’nye himle og en ny jord’, hvor retfærdighed bor.“ (2 Pet. 3:13) Apostelen Johannes skrev om velsignelserne i denne nye verden: „Se, nu er Guds bolig hos menneskene, og han skal bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud selv skal være hos dem, og han skal tørre hver tåre af deres øjne, og der skal ingen død være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere; thi det, som var før, er nu forsvundet.“ (Åb. 21:2-4) Hvilket vidunderligt håb! Tænk, at leve i en verden hvor sygdom, sorg og død er ukendt! Intet under at dette håb kunne give den australske pige en kraft der virkede helbredende. Bibelens løfter kan man stole på fordi det er Gud som har givet dem. Han forsikrer os at „disse ord er troværdige og sande“. — Åb. 21:5; 1 Kong. 8:56; Hebr. 10:23.

Selve det at Jesus Kristus skal være konge i Guds lovede nye verden indgiver os et håb. Paulus skrev: „På ham skal hedninger håbe.“ (Rom. 15:12; 1 Tim. 1:1) Hvorfor håbe på Jesus? Paulus svarer at dette håb „har vi som et sjælens anker, der både ligger sikkert og fast og når ind bag forhænget, hvor Jesus gik ind som forløber for os, idet han blev ypperstepræst ’på Melkisedeks vis evindelig’“. (Hebr. 6:19, 20) Mens Jesus vandrede på jorden udførte han mange undergerninger. Vi får at vide at han „helbredte al slags sygdom og svaghed“. (Matt. 9:35) Han åbnede blindes øjne og døves ører og fik stumme til at tale. Lamme kunne atter gå, og døde vaktes til live. Alle hans gerninger på jorden er blot en forsmag på de velsignelser som Guds rige ved Jesus Kristus vil skænke alle dem der opnår livet i den nye verden.

Tænk hvad dette må betyde for mennesker der i dag famler sig frem i mørke fordi de ikke kan se, for dem som er døve, stumme og lamme! Jesus er stadig deres eneste håb, og det er Bibelen som gør os dette klart. Den lover at de undertrykte skal blive befriet for deres undertrykkere og udsugere og blive trøstet. De der længes efter at vinde venner behøver blot at tage imod den gode nyhed. Jesus forsikrede sine efterfølgere at de ville „få det hundredfold igen, nu her i tiden hjem og brødre og søstre og mødre og børn og marker, tillige med forfølgelser, og i den kommende verden evigt liv“. — Mark. 10:30; Sl. 72:4.

Hvilket håb giver Bibelen de døde? De har det håb at de kan opstå fra graven. Gud lover at de må vende tilbage til livet, livet på en paradisisk jord. Det var dette håb Jesus indgød den misdæder som blev pælfæstet sammen med ham, idet han sagde: „Du skal være med mig i Paradis.“ (Luk. 23:43, NW; 1 Kor. 15:22) Det er i sandhed et storslået håb. — Ap. G. 26:6-8.

Kun de onde levner Bibelen intet håb. De vil forgå. (Sl. 9:18; 68:3) Men alle de mennesker der elsker Gud og søger at kende hans vilje og at gøre den, giver Bibelen et håb. Hvor betydningsfuldt er det derfor ikke at vi studerer den og lader det håb den fremholder være „sjælens anker“!