Mildhed er visdom

HVOR velgørende er ikke en mild brise, en mild vinter eller et mildt forår! Og endnu mere velgørende er det at høre et mildt svar, at træffe et mildt menneske eller at se en vanskelig situation blive klaret med mildhed. Ja, skønt det siges at man bedst kan definere mildhed ved at sige hvad den ikke er — frastødende, hvas, bidende, irriterende, og så videre — kan man også sige at mildhed er „det der forårsager en følelse af dæmpet, afpasset skønhed eller sindsro“.

Mildhed — eller sagtmodighed — er visdom. Hvorfor? Først og fremmest fordi Jehova Gud skatter denne egenskab højt; den er af stor værdi i hans øjne, hvilket hans ord viser. Deri siges at mildhed er en „Åndens frugt“ ligesom kærlighed, trofasthed og afholdenhed. Kristne får befaling til at jage efter „sagtmodighed“ sammen med retfærdighed, gudsfrygt, troskab og kærlighed. Og i særdeleshed rådes kristne kvinder til at iføre sig „den uforgængelige prydelse, som en sagtmodig og stille ånd er; dette er meget værd i Guds øjne“. — Gal. 5:22, 23; 1 Tim. 6:11; 1 Pet. 3:4.

Mildhed er også ensbetydende med visdom fordi den gavner andre. Den er et udtryk for empati, evnen til at sætte sig i andres sted. Den viser hensynsfuldhed, kærlighed. Vi finder mildhedens egenskab hos de gamle patriarker som for eksempel Abraham, Isak og Jakob, hos Moses, og i særdeleshed hos Jesus Kristus. Meget karakteristisk sagde Jesus: „Kom hid til mig, alle I, som er trætte og tyngede af byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer og lær af mig, thi jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet; ’så skal I finde hvile for jeres sjæle.’ Thi mit åg er gavnligt, og min byrde er let.“ I samme ånd skrev apostelen Paulus: „Jeg . . . formaner jer ved Kristi sagtmodighed og mildhed.“ — Matt. 11:28-30; 2 Kor. 10:1.

Desuden er mildhed visdom fordi den gavner os selv. Siges der ikke: „Salige [lykkelige] er de sagtmodige, thi de skal arve jorden“? (Matt. 5:5) Men mildhed høster sin belønning endnu før Gud belønner den. Er vi milde og sagtmodige over for andre mennesker, er de det også over for os. Det vil være visdom at tale i en mild tone. En mild stemme tiltrækker, en skarp frastøder. Folk bedømmes ofte efter deres stemme, navnlig i telefonen. Vismanden siger: „Ved tålmod overtales en dommer, mild tunge sønderbryder ben.“ — Ordsp. 25:15.

Og så er mildhed oven i købet til opbyggelse for vor legemlige sundhed! Den skåner os for at få „nerver“ og mavesår, og den hindrer os i at komme ud i vanskeligheder der medfører søvnløse nætter.

Det er imidlertid ikke så let at lægge mildhed for dagen. Det kræver selvbeherskelse, omtanke, hensynsfuldhed og uselviskhed; man må tænke på andre og ikke blot på sig selv. Det kræver også ydmyghed. Bibelen forbinder ofte mildhed med ydmyghed eller beskedenhed. Der er ikke stor sandsynlighed for at den der er stolt også er mild.

Det er især viist at kunne handle med mildhed over for mennesker der ikke præges af mildhed. „Mildt svar stiller vrede.“ Når andre kræver den kristne til regnskab for hans håb, skal han ikke svare igen i samme tonefald, men han skal gøre det „med sagtmodighed og dyb respekt“. (NW) — Ordsp. 15:1; 1 Pet. 3:15.

Når man skal give en irettesættelse kan man let glemme at gøre det med mildhed. Men selv her vidner mildhed om visdom. Det er derfor vi får følgende vejledning: „Om nogen skulle blive overrasket af en synd, da hjælp et sådant menneske til rette, I åndelige, med sagtmodig ånd, og se du selv til, at ikke også du bliver fristet.“ Ja, „en Herrens tjener bør ikke leve i ufred, men være mild imod alle, dygtig til at lære fra sig, rede til at finde sig i ondt. Han bør med sagtmodighed tilrettevise de genstridige“. Hvor let er det ikke at gribe til hårde ord over for dem der fejler eller dem der er genstridige. Hvilken forståelse af den menneskelige natur, ja hvilken guddommelig visdom ligger der ikke i denne vejledning! — Gal. 6:1; 2 Tim. 2:24, 25.

Ikke dermed sagt at vi altid skal være milde. Der er en tid til alt, også til at være streng og til at uddele en sviende irettesættelse, hvilket Jesus gjorde når han gentagne gange kaldte datidens religiøse ledere for hyklere. At mildhed ikke er passende ved enhver lejlighed viser apostelen Paulus med sine ord til de materialistiske kristne i Korint: „Hvad vil I? Skal jeg komme til jer med riset eller med kærlighed og sagtmodig ånd?“ Men de situationer hvor man må gribe til strenghed bør høre til undtagelserne, og man må altid forinden tænke sagen omhyggeligt igennem og derefter træffe en afgørelse baseret på principper. Jesus talte endog mildt til Peter efter at denne havde fornægtet sin Herre tre gange. — Matt. 23:13, 29; 1 Kor. 4:21; Joh. 21:15-19.

Hvor svært vil det ikke være at trække sine skarpe ord tilbage hvis det viser sig at man har taget fejl! Et sådant dilemma kunne være undgået hvis man havde talt med mildhed. Hertil kommer at unødigt hårde ord kan gøre overtræderen bitter og stejl, de kan forhærde ham. Men var det hensigten med vor irettesættelse? Næppe. Vi kan sandsynligvis gavne overtræderen mere ved at dæmpe irettesættelsen med mildhed og altså dømme ham knap så hårdt, end ved at give ham „alt hvad han har godt af“. Med skarpe vendinger følger sædvanligvis tendensen til at handle letsindigt med sandheden, at overdrive. Mildhed hjælper en til at bevare roen, tænke klart og lade sandheden komme til sin ret.

Det er i sandhed ikke uden grund at Guds ord så indtrængende og ofte opfordrer os til at være milde. „Så beder da jeg, Herrens fange, jer indtrængende om at vandre . . . med al sindets ydmyghed og mildhed, med langmodighed, idet I affinder jer med hverandre i kærlighed.“ „Ifør jer . . . medlidenhed, venlighed, ydmyghed, mildhed og langmodighed.“ — Ef. 4:1, 2; Kol. 3:12, NW.

Ingen kan benægte at mildhed er visdom. Både ved påbud og eksempler råder Guds ord os til at vise mildhed. Jehova Gud forlanger det af os. Mildhed fører til at mangt og meget bliver lettere og behageligere for andre — og for os selv. Derfor: „Er der nogen viis og forstandig iblandt jer, så skal han ved sin gode færd lade det komme frem i gerning med visdommens sagtmodighed [eller: mildhed].“ — Jak. 3:13.