„Hold budet på en uplettet og dadelfri måde“

FOR nogle år siden slog en mesterbokser i sværvægtsklassen sin modstander ud, men han mistede sin titel, fordi han slog under bæltestedet. Sidst der blev afholdt olympiske lege, var der en af løberne, der i et løb blev diskvalificeret, fordi han kom uden for sin bane. Apostelen Paulus sammenligner en kristen med en, der deltager i en sportskonkurrence, en boksekamp eller et løb, og siger: „Ved I ikke, at de, der løber på væddeløbsbanen, ganske vist alle løber, men kun een får sejrsprisen. Løb således, at I kan vinde den! Enhver, der deltager i idrætskamp, er afholdende i alt; de andre for at få en sejrskrans, der visner, vi for at få en sejrskrans, der aldrig visner. Jeg løber derfor ikke på må og få; jeg kæmper som en nævekæmper, der ikke støder i luften, men jeg er hård mod mit legeme og holder det i ave, for at ikke jeg, der har prædiket for andre, selv skal blive forkastet.“ — 1 Kor. 9:24-27.

En sportsmand, der træner, afholder sig fra visse fødemidler og handlinger, samtidig med at han forvisser sig om, at bestemte andre fødemidler står på hans menu, og han udfører visse øvelser med stor omhu. Han udøver streng selvkontrol og undertvinger således sit legeme for at bringe det op til højeste ydeevne, når han skal løbe eller kæmpe. Hvis han slapper af, vil det gå ud over hans sportspræstation, og han vil ikke få den anerkendelse, som tilkommer vinderen. På lignende måde må den, der løber det kristne løb, blive på den smalle, trange bane, der fører til livet. Han må ikke komme uden for banen, må ikke vakle til nogen af siderne eller løbe uregelmæssigt, for hvis han kommer ud af den kurs, Bibelen anviser, bliver han diskvalificeret, uden hensyn til en eventuel spurt i tjenesten på arbejdsmarken. Den kristne, der deltager i Guds kamp, slår ikke langt uden for målet og „slår huller i luften“, og han gør sig heller ikke skyldig i at slå under bæltestedet, hvilket ville resultere i, at han blev diskvalificeret og udstødt. Han løber sikkert og trofast ad den kristne bane, og hans slag rammer rent og hårdt det bibelske mål.

Jehova Gud underviser, træner og tugter dem, der løber for ham og kæmper for hans sag. Han angiver reglerne i Bibelen og bringer dem til udførelse gennem sin organisation. Vi må holde dem for at vinde. Han befaler os at studere, at forny vort sind, at udelukke det onde og fylde sindet med det gode, at tænke på hans undervisning både dag og nat. Gør du det? Han opfordrer os til ikke at svigte vor egen menighedsforsamling og siger, at han er til stede midt blandt sit forsamlede folk. Gennem sin synlige organisation foranstalter han lejligheder til træning, som for eksempel bogstudier, vagttaarnsstudier, teokratisk skole og tjenestemøder. Han befaler os at komme til stede og træne i forkynderarbejdet. Gør du det? Hvis vi ikke træner efter reglerne, vil vore åndelige muskler blive bløde og slappe, og når vi kommer ud i de religiøse opfattelsers konkurrence, vil vi ikke være i den rette kondition. Vi vakler måske, og vor tale bliver usikker. Når vi står over for en falsk lære, kan vor munds slag imod den forfejle deres hensigt, eller de rammer måske på en uhæderlig og taktløs måde, således at vi ikke får rettet et rent, men knusende slag mod kernepunktet. Vi kommer måske hjem fra tjenesten og har fået vore utrænede, åndelige muskler mørbanket af Satan og sønderslået af den forfølgelse, vi har mødt, og fjenden kan slå os ud, så vi ikke vinder de effektive sejre, der ellers er det veltrænede, teokratiske Jehovas vidnes lod. — 2 Tim. 2:15; Rom. 12:2; Fil. 4:8; Sl. 1:2; Hebr. 10:25.

Ligesom der er regler, der påbyder visse ting, er der også bestemmelser, der forbyder visse ting. Det forbydes den kristne at sladre, at strides, at knurre, at klage, altid at finde fejl hos brødrene, menigheden, tjenerne eller den synlige organisation og den åndelige føde, der kommer gennem den. Det forbydes ham at frygte mennesker, for det vil indfiltre ham i frygtens snare og hindre hans løb. Han må ikke frygte forfølgelse, for det vil skræmme ham bort fra kampen. At blive egensindig eller indbildsk eller pludselig begynde at arbejde på at skaffe sig verdslige rigdomme eller berømmelse er ikke noget for dem, der træner til kristen krigsførelse. Ligesom sportsfolk må de kristne være på vagt i spørgsmålet om mad og drikke og ikke gøre sig skyldig i frådseri eller drukkenskab. Denne gamle verden synker dybere og dybere ned i umoralitetens dynd, men de, der træner i at leve i Jehovas nye, retfærdige verden, må styre uden om dette hængedynd og aldrig lade sig trække ned i det. En sådan urenhed ville bevirke, at de kristne blev diskvalificeret; en sådan afvigen fra den sande kurs og sådanne lave handlinger ville lede dem bort fra den kristne kamp for tro og rette gerninger. — 1 Tim. 5:13; Rom. 16:17; Jud. 16; Ordsp. 29:25; 2 Tim. 3:12; 1 Tim. 6:10; 1 Pet. 4:3, 4.

Træningsreglerne forbyder kødets gerninger, men der er ingen lov, der begrænser åndens frugter: „Kødets gerninger er åbenbare, såsom: Utugt, urenhed, løsagtighed, afgudsdyrkelse, trolddom, fjendskaber, kiv, nid, hidsighed, egennytte, splittelser, partier, misundelse, drukkenskab, svir og deslige, og jeg siger jer forud, som jeg før har sagt, at de, der øver sådanne ting, skal ikke arve Guds rige. Men åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, langmodighed, mildhed, godhed, trofasthed, sagtmodighed, afholdenhed. Mod sligt er Loven ikke. Og de, der hører Kristus Jesus til, har korsfæstet kødet med dets lidenskaber og begæringer.“ (Gal. 5:19-24) Vi kan ikke lade kødet få overtaget, for så vil det slå os i gulvet, og vi vil blive talt ud af den nye verdens samfund. Hvis vi føjer kødet i dets lyster, er det ude med os, for kødets farlige begær er umætteligt. Det har arvet en forkærlighed for synd, og det vil give os syndige vaner, hvis vi lader det råde. Jo mere vi beskæftiger os med det, desto større herredømme får det over os, indtil det fortrænger åndens frugter fra vort liv. Af hensyn til vor egen beskyttelse bør vi derfor pælfæste dets lidenskaber. Vi må ikke afbryde vor træning.

Apostelen Paulus sagde: „Jeg befaler dig . . . at holde budet på en uplettet og dadelfri måde.“ (1 Tim. 6:13, 14, NW) Det bud, der skal holdes på en uangribelig måde, omfatter, som sammenhængen viser, hele den kristne livsførelse. Det var ikke blot en befaling om at udføre et offentligt forkynderarbejde. Det indebar hengivenhed for Gud, tro, kærlighed, udholdenhed, mildhed, afstandtagen fra rigdomme og stræb efter retfærdighed. Der er ikke blot tale om den måde, hvorpå vi forkynder i få eller mange timer om måneden, men om den måde, vi lever på hele tiden. Man kan bruge mange timer i forkyndelsen på arbejdsmarken, genbesøge interesserede, lede bibelstudier, tage retsindige mennesker med til møderne og endog oplære dem til at blive ordets tjenere ved at ledsage dem i tjenesten på arbejdsmarken, og trods alt lette, alligevel komme til kort. Husk de før citerede ord af Paulus: „Jeg er hård mod mit legeme og holder det i ave, for at ikke jeg, der har prædiket for andre, selv skal blive forkastet.“ Hvis han ikke havde været hård mod sit legeme med alle dets svagheder, kunne selv hele hans forkyndergerning på ingen måde have forhindret, at han blev forkastet. Budet skal ikke alene holdes, men det skal holdes „på en uplettet og dadelfri måde“.

Som Bibelen siger i 2 Timoteus 2:5: „Når nogen deltager i væddekamp, vinder han ikke sejrskransen, hvis han ikke kæmper efter reglerne.“ Alle reglerne — både for træning, forkyndelse og daglig livsførelse — må derfor overholdes så godt, vi overhovedet formår, hvis vi skal opnå livet i den nye verden. Når vi kommer til kort, selv efter at vi i alvor og oprigtighed har gjort, hvad der stod i vor magt for at undgå det, kan vi bede om og modtage Jehovas barmhjertighed og tilgivelse. Vi viser, at vi er villige til at adlyde, at vi ønsker at adlyde, og at vi prøver at følge de teokratiske regler lydigt. Når vi kommer til kort på grund af nedarvet svaghed, er Jehova ikke hård og uforstående og uden barmhjertighed. Men han ønsker at se gode og ærlige anstrengelser hos os nu, for at vi derved kan vise, at vi vil gøre alt, hvad vi kan i den nye verden. Hvis vi ikke prøver derpå nu, vil vi ikke blive omdannet på mirakuløs vis i Harmagedon. Det er nu, vor prøve finder sted, for at det kan komme for dagen, hvordan vi ville opføre os, hvis vi var i den nye verden. Hvis vi har en ubetvingelig tilbøjelighed til at sladre, skælde ud, klage, være egensindig, storsnudet eller selvisk eller til at lade kødets lyster få overtaget — hvis vi hengiver os til sådanne synder nu, er det sandsynligt, at vi også vil have tilbøjelighed for dem i den nye verden. Men hvis vi kæmper mod dem nu, vil vi vinde fuldstændig sejr over dem i den nye verden. Vi må derfor nu søge at leve, som vi håber at komme til at leve til den tid, nemlig overholde alle de guddommelige regler.

Der er en tid til alt under solen, og nu er det tid til ren tilbedelse. Det er tid for os til at kæmpe for Jehova og hans organisation og vore brødre og undertrykke vore personlige ønsker og vort køds lidenskaber. Giv nu Jehova alt, og han vil give os alt i den nye verden. Det er let at tale om det, men det er svært at leve efter det. De bedste prædikener er dem, man ser, ikke dem man hører, dem, der praktiseres, ikke dem der tales. Hvis vi ikke vil tage tid til at leve efter dem, bør vi ikke spilde tid med at forkynde dem. De bedste bønner er somme tider ikke dem vi siger, mens vi ligger på knæ, men dem vi beder i vor daglige livsførelse. Hvis ikke vi giver rum for deres opfyldelse i vort liv, bør vi ikke bruge tid til at udtale dem på vore knæ. Vi bør ikke bede på een måde og handle på en helt anden.

Så „lad os med udholdenhed ile fremad i det kapløb, vi har foran os, mens vi retter blikket mod Jesus, troens banebryder og fuldender“. Der siges til de kristne: „Dertil blev I kaldet, fordi også Kristus led for jer og efterlod jer et forbillede, for at I skal gå i hans fodspor.“ Vi må holde os til reglerne i vor kamp for troen. Løbere må ikke lade sig sinke ved at se sig tilbage; kristne bør heller ikke se tilbage, men fremad. Paulus sagde: „Idet jeg glemmer, hvad der er bagved, og rækker efter det, der er foran, jager jeg frem mod målet, den sejrspris, som Gud fra det høje kaldte os til.“ Under vort løb må vi ikke se tilbage på den gamle verden eller løbe usikkert og vaklende, så vi kommer uden for banen. Når vi kæmper, må vi ikke slå ved siden af på grund af uværdig opførsel, men vi bør rette rene og hårde slag mod målet. For at kunne det må vi studere med hinanden, komme sammen og arbejde i fællesskab, og ved Jehovas ufortjente godhed vil vi da alle vinde i fællesskab. Måtte han hjælpe os til denne sejr. — Hebr. 12:1, 2; 1 Pet. 2:21; Fil. 3:13, 14; Luk. 9:62; 17:32.