Udødelighedens gave

Den største gave et dødeligt menneske kan få er udødelighed. Det er ensbetydende med at man ikke kan dø, at ens fortsatte beståen ikke er afhængig af noget skabt, og at der ikke er nogen mulighed for at man nedbrydes eller forgår. Eftersom mennesket består af kød der nedbrydes og som nødvendigvis må tilføres energi udefra for at holdes i live, er det forgængeligt. Mennesket er ikke født udødeligt, som nogle mener.

Hvis mennesket havde en udødelig sjæl der forlængede dets bevidste beståen i al evighed, hvorfor skulle Gud så fremholde udødelighed som en belønning kristne kan opnå ved deres trofasthed? Hvorfor skulle hans ord opfordre til at stræbe efter uforkrænkelighed? Ville Gud tilskynde mennesker til at søge at opnå noget de allerede havde? Bibelen siger: „Han skal ’gengælde enhver efter hans gerninger’: evigt liv til dem, der med udholdenhed i god gerning søger herlighed og ære og uforkrænkelighed.“ (Rom. 2:6, 7) Da mennesket er forkrænkeligt og dets legeme brydes ned og forgår efterhånden som det ældes, er udødelighed en gave der ikke kan vurderes højt nok.

Der gik flere tusind år efter det første menneskes skabelse før Skaberen, Jehova, belønnede en af sine skabninger med udødelighed. Indtil da var han selv den eneste der besad udødelighed, den eneste der var uforkrænkelig, uforgængelig og absolut bestandig. Nu skænkede han udødelighedens gave til sin først skabte søn, ham der mens han vandrede her på jorden som et fuldkomment menneske bar navnet Jesus Kristus. Bibelen omtaler ham som „førstefødt forud for al skabningen“. (Kol. 1:15) På tredjedagen efter hans henrettelse oprejste Jehova ham fra døden, ikke som et forkrænkeligt menneske hvis legeme kan brydes ned, men som en udødelig åndeskabning. Herom skriver apostelen Peter: „Thi også Kristus døde én gang for synder, en retfærdig for uretfærdige, for at han kunne føre jer til Gud. Han led døden i kødet, men blev vakt til live i ånden.“ — 1 Pet. 3:18.

Da han var den første af Jehovas skabninger der fik tildelt udødelighed, var han, på det tidspunkt apostelen Paulus skrev til Timoteus, den eneste skabning der ejede den. Som en udødelig ånd omgives han nu af en herlighed som intet menneske kan komme nær. Mennesker ville ikke kunne tåle at se den, ligesom de heller ikke kan tåle med ubeskyttede øjne at iagttage den kraftigt lysende ildkugle fra en brintbombesprængning.

Om denne den eneste retmæssige hersker som Gud har salvet til konge, siger Paulus: „Denne manifestation skal den lykkelige og eneste potentat stille til skue til dens egen fastsatte tid, han, Kongen over dem der regerer som konger og Herre over dem der regerer som herrer, den eneste der har udødelighed, som bor i utilnærmeligt lys, som ikke et eneste menneske har set eller kan se.“ — 1 Tim. 6:15, 16, NW.

Det fremgår klart af Bibelens ord at nogle af Jesu trofaste efterfølgere også skulle få udødelighed. Apostelen Johannes skrev: „I elskede, nu er vi Guds børn, og det er endnu ikke åbenbaret, hvad vi engang skal blive. Men vi ved, at når Han åbenbares, skal vi blive ham lige, thi vi skal se ham, som han er.“ (1 Joh. 3:2) Det har ikke været muligt for disse Jesu efterfølgere at forestille sig hvordan de vil komme til at se ud når de bliver udødelige åndeskabninger ligesom den opstandne Kristus. Det bogstavelige øje kan ikke opfatte hvordan en åndeskabning ser ud. En sådan skabnings herlighed overgår såvel alt synligt lys som andre stråler i det elektromagnetiske spektrum.

Vejen til udødelighed vil for disse trofaste efterfølgere være den samme som for Jesus. De må først dø og derpå oprejses som åndeskabninger. Apostelen Paulus kommer ind på dette i sit brev til korinterne: „Således er det også med de dødes opstandelse; hvad der sås i forkrænkelighed, opstår i uforkrænkelighed; der sås et sjæleligt [fysisk, NW] legeme, der opstår et åndeligt legeme. Thi dette forkrænkelige må iføre sig uforkrænkelighed, og dette dødelige iføre sig udødelighed.“ — 1 Kor. 15:42, 44, 53.

Paulus’ ord om udødelighedens gave var ikke rettet til menneskeheden i almindelighed, men til medlemmerne af Kristi menighed, der var blevet salvet med hellig ånd til at være konger med Kristus. „Holder vi ud, skal vi også være konger med ham.“ (2 Tim. 2:12) Som det rimeligvis må forventes er det kun et begrænset antal af Guds tjenere der tilhører denne kongeskare. Ikke alle der udøver tro på Jehova og Jesus Kristus er udvalgt af Gud som medlemmer af kongeskaren, og det er derfor kun forholdsvis få der oprejses som åndeskabninger og får udødelighed.

De fleste af de trofaste kristne kan se frem til at leve på jorden som den himmelske kongeskares undersåtter. Det er dem der i Bibelen omtales som de sagtmodige der skal arve jorden. (Sl. 37:11) Deres belønning for at være forblevet retskafne i Jehovas øjne bliver ikke udødelighedens gave; nej, de får lov til at leve evigt på jorden som fuldkomne mennesker. De får det som Adam kunne have ejet dersom han havde været lydig.

Skønt de vil besidde menneskelig fuldkommenhed, vil de stadig være forgængelige, for de vil fortsat bestå af kød der kan nedbrydes eller udslettes af en anden skabning. Det vil være muligt for dem at leve evigt, men deres legeme skal til stadighed forsynes med føde og vand for at livet kan fortsætte. Havde de ikke disse livsfornødenheder ville deres legeme nedbrydes og forgå. Dette er ikke tilfældet med de få der får udødelighedens gave og bliver uforkrænkelige. Deres fortsatte beståen afhænger ikke af om de får tilført energi udefra. Gud har givet dem evnen til at opretholde sig selv, den evne han selv har. Det er en af de faktorer der taler for at de står over englene. At de er så højt ophøjede fremgår også af Paulus’ ord til dem: „Ved I ikke, at vi skal dømme engle?“ — 1 Kor. 6:3.

Englene besidder den kraft der skal til for at leve evigt, men deres livskraft er ikke selvopretholdende og urørlig. De har aldrig fået skænket udødelighed. Det ses af at den opstandne Jesus var den eneste af Jehovas skabninger der ejede denne gave på apostelen Paulus’ tid, skønt der har eksisteret engle i umindelige tider.

For de få udvalgte der får tildelt udødelighedens gave mister døden sin brod for evigt. De er i al evighed frigjort fra dødens magt. „Da skal det ord opfyldes, som står skrevet: ’Døden er opslugt og sejren vundet.’ ’Død, hvor er din sejr? død, hvor er din brod?’“ (1 Kor. 15:54, 55) Mens disse modtager udødelighedens vidunderlige gave forsikres de trofaste kristne der ikke hører til denne udvalgte skare om at Jehova vil holde sit løfte og skænke evigt liv til alle der udøver tro på ham og hans søn. — Joh. 3:16.