sætte deres håb til den usikre rigdom, men til Gud, som i rigt mål giver os alt, for at vi må nyde godt deraf; byd dem at øve godgørenhed, være rige på gode gerninger, gerne give og dele med andre og således samle sig skatte, der kan blive en god grundvold for den kommende tid, så de kan gribe det virkelige liv.“ (1 Tim. 6:17-19) Kristne der bevarer denne rette indstilling, skønt de måske er materielt rige, kan ikke anklages for at nære kærlighed til penge. De sætter deres lid til Gud og ikke til deres rigdom. Hvis de skulle vælge mellem de to ting, gav de med glæde afkald på deres ejendele og valgte tjenesten for Gud.

Ingen pengesum, den være sig nok så stor, kan sammenlignes med den skat at tjene Jehova af hele sit hjerte, sådan som apostelen Paulus gjorde. Han havde ingen økonomiske forpligtelser der nødvendiggjorde at han syede telte hver dag; derfor brugte han al sin tid i tjenesten. I lighed med Paulus er der i dag kristne som vier al deres tid til tjenesten som pionerer eller som særlige tilsynsmænd i den nye verdens samfund. De har den rette indstilling til penge, og derfor har de åndelige velsignelser de nyder, langt større værdi for dem end de materielle goder de kunne have haft hvis de havde været beskæftiget i et verdsligt erhverv.

Hvad enten man har en solid, en moderat eller praktisk talt ingen indtægt, må ens indstilling forme sig efter den leveregel Jesus Kristus fremsatte: „Søg først Guds rige og hans retfærdighed.“ (Matt. 6:33) Når en kristen har den rette indstilling, kan han bruge sine penge som et middel og undgå at bukke under for den nedbrydende kærlighed til penge der fører til åndelig undergang.

Mennesket i De hebraiske Skrifter

HVORDAN ser Gud på mennesket? Hans ord fortæller os det: „Se, som dråbe på spand er folkene, at regne som fnug på vægt, . . . Han troner over jordens kreds, som græshopper er dens beboere.“ — Es. 40:15, 22.

Når vi tænker på Skaberens, Jehova Guds, uforlignelige personlighed, hans herlighed, hans ophøjede stilling, hans evige eksistens og hans suveræne overhøjhed, må vi i sandhed ligesom salmisten undres over at han agter på os. — Sl. 144:3.

Der kunne nævnes mange andre skriftsteder der viser hvordan Gud ser på mennesket, men det vi her skal interessere os for er en ganske særlig måde han også har åbenbaret denne sandhed for os på. Hvordan har han gjort det? Gennem de forskellige ord De hebraiske Skrifter anvender som betegnelse for mennesket.

På dansk har vi kun ét ord for „menneske“, men på hebraisk bruges der flere forskellige ord der viser mennesket fra forskellige synsvinkler. De fire vigtigste er: ish, der simpelt hen betyder menneske, adám, der betyder et jordisk menneske, enósh, der betyder et svagt eller dødeligt menneske, og geber, der betyder et menneske der er stærkt eller robust i fysisk henseende.

Mange oversættere ignorerer de forskellige betydningsnuancer der ligger i disse ord, men når man først er blevet klar over dem, bliver man slået af den omhu nedskriverne af De hebraiske Skrifter gang på gang har udvist med hensyn til at vælge netop det rigtige ord når de ønskede at forklare et eller andet. De fleste oversættelser gengiver for eksempel Salme 8:5 på samme måde som den danske bibel: