Den kristne kvindes forrettigheder
1. Hvilket ideal vil den kristne hustru gerne leve op til?
DEN klassiske beskrivelse af den ideelle hustru finder vi i Bibelen, i Ordsprogenes bog, kapitel 31. Men i denne verden, hvor der kun findes ufuldkomne mænd og kvinder, er en sådan hustru svær at finde. Forfatteren til denne del af de inspirerede skrifter følte sig derfor også tilskyndet til at fremsætte følgende udtalelse: „Hvo finder en duelig hustru? Hendes værd står langt over perlers. Hendes husbonds hjerte stoler på hende, på vinding skorter det ikke. Hun gør ham godt og intet ondt alle sine levedage.“ (Versene 10-12) Det er sådan den kristne hustru ønsker at være, en hustru som hendes mand kan have absolut tillid til, en hustru der vil være en velsignelse for ham så længe de begge lever.
2. Hvordan vidner hjemmet om en kvindes duelighed som hustru?
2 Der er mange måder hvorpå en kvinde rent praktisk kan være til velsignelse for sin mand og sine børn, og hun opnår selv stor glæde og tilfredshed derved. Et hjem der holdes rent, pænt og ordentligt er som regel et vidnesbyrd om at her bor en duelig hustru. Det vidner om at „hun våger over husets gænge og spiser ej ladheds brød“. For den trofaste kvindelige forkynder er det en del af det vidnesbyrd hun aflægger over for sine naboer. Det er med til at vise dem at hun er en indviet tjener for Jehova. — Ordsp. 31:27.
3. Hvilke muligheder har en hustru for at vise sin duelighed når hendes mand også er et indviet vidne for Jehova?
3 Den kristne kvinde har mange muligheder for at vise sin duelighed som hustru hvis hendes mand også er et indviet vidne for Jehova. Hun kan yde ham loyal støtte i tjenesten, deltage sammen med ham i tjenesten fra hus til hus, gå på genbesøg hos interesserede og lede hjemmebibelstudier. Måske hendes mand foruden sit daglige arbejde og tjenesten på arbejdsmarken også har en tjenerpost i menigheden, hvilket yderligere lægger beslag på hans tid. Selv om han først og fremmest har ansvar for sin familie og faktisk ikke kunne være tjener hvis han ikke tog vare på denne opgave, kan den trofaste og kærlige støtte som hans hustru yder ham, i høj grad hjælpe ham til at klare alle sine pligter med et godt resultat. Hun kan sørge for at han får så gode betingelser som muligt at forberede sine opgaver under. Hun kan spare kostbar tid både for sin mand og sig selv ved at have en god arbejdsplan i huset, ved at have måltiderne færdige til tiden og ved at være klar til møde i god tid. Hun kan samarbejde med ham i at gennemføre et opbyggende program for familiens studium. Undertiden behøver selv en mand der er indviet nogen opmuntring i den retning, og en klog og taktfuld hustru kan give sin mand denne opmuntring på en venlig og teokratisk måde, ligesom Debora, Lappidots hustru, måtte opmuntre dommeren Barak til at gå i gang med den opgave som Jehova havde tildelt ham. — Dom. 4:8, 9.
4. Hvordan kan en kristen hustru under sin mands ledelse hjælpe sine børn til at følge den vej der behager Jehova?
4 Under sin mands ledelse kan den kristne hustru gøre meget til at børnene opdrages til at følge den vej der behager Jehova. Hun bør hos dem opelske en sund respekt for deres fader og aldrig gøre noget der kan underminere hans stilling som familiens overhoved. Ikke blot i ord men også ved sit eksempel bør hun vise børnene hvordan man opfører sig. Uden tvivl tilbringer hun mere tid sammen med børnene end hendes mand gør, og hun kan gøre god brug af denne tid ved at opbygge børnenes værdsættelse af sandheden, af Jehovas organisation og af forkyndelsen af den gode nyhed, og ved at hjælpe dem til at deltage i møderne og tjenesten i den udstrækning de er i stand til det. — 1 Tim. 5:10.
5. (a) Hvilken atmosfære vil den kristne hustru søge at skabe i hjemmet, og hvad er grunden? (b) Hvilken belønning får hun derfor af sine børn? Af sin mand?
5 Den kristne hustru har en afgørende indflydelse på atmosfæren i hjemmet. Hun kan i høj grad sørge for at der her hersker en rolig og behagelig ånd, og hun véd at det er den bedste betingelse for børnenes vækst, både i mental og åndelig henseende. Samtidig med at hun anerkender manden som familiens overhoved gør hun ved sin venlige og forstående indstilling sit til familiens trivsel. Hendes tale vidner om klogskab og takt: „Hun åbner munden med visdom, med mild vejledning på tungen.“ Belønningen herfor høster hun når børnene bliver så store at de selv kan påtage sig et ansvar og ønsker at indvi sig til at gøre Jehovas vilje. Hendes sønner, der forstår hvilken andel hun har heri, „giver hende pris“, og det samme gør hendes mand. Det tjener i sandhed en mand til ære, både som en kristen forkynder og som familieoverhoved, at han har en god hustru. „Hendes husbond er kendt i portene, når han sidder blandt landets ældste.“ — Ordsp. 31:26, 28, 23.
Forrettigheder i menigheden
6. Hvordan er trofaste kvindelige forkyndere til velsignelse for andre i menigheden, og på hvilke måder kan sådanne kvinder yde deres bidrag til fremme af Rigets arbejde?
6 Trofaste kristne kvinder kan ved selve deres tilstedeværelse i menigheden og ved at samarbejde med den som forkyndere af den gode nyhed, øve en gavnlig indflydelse på alle der er tilsluttet menigheden. Det at de regelmæssigt kommer til møderne og støtter menighedens arrangementer i forbindelse med tjenesten på arbejdsmarken, er ofte i sig selv nok til at opmuntre andre til en lignende aktivitet, selv om vi måske ikke er klar over det. Efterhånden som den indviede kvinde bliver dygtigere i tjenesten vil hun modtage flere forrettigheder. Hun vil måske blive brugt til at oplære andre kvinder i menigheden i hvordan man forkynder den gode nyhed. Hun kan også arbejde på at forbedre sine kommentarer ved møderne og på denne måde være med til at opflamme andre til kærlighed og gode gerninger. (Hebr. 10:23-25) Hvis hun ydermere kan udvide sine tjenesteforrettigheder til også at omfatte pionertjenesten, venter der hende endnu større glæder og velsignelser.
7. (a) Hvad vil den kristne kvinde holde sig for øje i sit forhold til menigheden? (b) Hvorfor tager Jehova kønnet i betragtning ved fordelingen af opgaverne i menigheden?
7 Men den kristne kvinde vil til enhver tid sørge for at holde sig inden for den teokratiske ordnings rammer. Hun tør ikke som Mirjam tage til genmæle mod brødrene og gøre dem rangen stridig som ledere i menigheden. I sin opførsel og i sine udtalelser yder hun altid organisationen, de lokale tjenere indbefattet, sin fulde støtte. Jehova er den største organisator. Han ved hvordan enkeltpersoner skal samarbejde så det bliver til glæde og opbyggelse for alle. Han kender kvinden bedre end nogen, for det var ham der skabte den første kvinde, og derfor véd han også hvad der tjener hende bedst og vil gøre hende mest lykkelig. Han ved hvordan hun bedst kan tjene ham, så det bliver til hans ære. Det er grunden til at han tager kønnet i betragtning ved fordelingen af opgaverne inden for sin organisation.
8. Hvilke begrænsninger var kvinderne underlagt i det kødelige Israel? Hvad siger Paulus imidlertid om dem der er forenet med Kristus Jesus?
8 I Israel var kvindernes forrettigheder i forbindelse med tilbedelsen i Jehovas tempel meget begrænsede. Ingen kvinde kunne for eksempel gøre præstetjeneste eller udføre vise pligter i forbindelse med tempeltjenesten. Ingen kvinde kunne sidde som hersker på Israels trone, og den eneste kvinde der gjorde det var Atalja, der tilranede sig tronen og måtte lide døden for sin formastelighed. (4 Mos. 3:1-10; 2 Kong. 11:1-20) Men hvad angår det åndelige Israel skrev apostelen Paulus til såvel de indviede kvinder som de indviede mænd: „Alle er I nemlig i Jesus Kristus Guds børn ved troen. Her er ikke forskel på jøde og græker, træl og fri, mand og kvinde; thi alle er I én i Kristus Jesus. Men når I hører Kristus til, da er I jo Abrahams afkom, arvinger i kraft af forjættelse.“ — Gal. 3:26, 28, 29.
9. (a) Hvilke forrettigheder åbner sig for kristne kvinder med hensyn til konge- og præsteembede? (b) Hvilket arbejde deltager indviede kvinder i som følge af den hellige ånds virke?
9 Det betød at kvinderne på lige fod med mændene fik del i det vidunderlige håb om at blive Kristi Jesu medarvinger til det himmelske rige. Nogle kvinder forventede nu at blive konger og præster og, sammen med resten af de 144.000 rigsarvinger, at skulle regere med Kristus Jesus. Det ville imidlertid ikke blive som kvinder men som strålende åndeskabninger i himmelen. (Rom. 8:16, 17; Åb. 20:6; 14:1) Indtil denne dag er der blandt den rest der er tilbage af de 144.000, trofaste kvinder der har dette håb. De er blevet salvet med den hellige ånd til at være lemmer på Kristi legeme og er som sådanne blevet „Guds børn“ på lige fod med den salvede rests mandlige medlemmer. Ligesom der var kvinder til stede da den hellige ånd blev udgydt på Pinsedagen og de ligesom mændene modtog åndens mirakuløse gaver, således får kvinderne også i dag, ligesom mændene, deres del af den hellige ånd og bliver ledet og styrket af den i tjenesten for Jehova, så de også kan forkynde „Guds store gerninger“. — Joel 3:1, 2; Ap. G. 1:14; 2:1-11.
Hvordan kvinden skal forholde sig i menigheden
10. Hvilken vejledning gives i 1 Timoteus 2:11-13 og 1 Korinter 14:33, 34 vedrørende kvindens optræden i menigheden?
10 Selv om de indviede og døbte kvinder i den første kristne menighed blev avlet af ånden ligesom mændene, befandt de sig dog stadig i kødet, og dette tog Jehova i betragtning da han gav instruktioner gennem apostlene vedrørende den rette teokratiske fremgangsmåde i menighederne. Således læser vi i 1 Timoteus 2:11-13: „Kvinderne bør i stilhed tage mod belæring og underordne sig i alle måder; men at optræde som lærer tillader jeg ikke en kvinde, ikke heller at byde over sin mand, men hun skal leve i stilhed. Thi Adam blev skabt først, derefter Eva.“ Og i 1 Korinter 14:33, 34 hedder det: „Thi Gud er ikke forvirringens, men fredens Gud. Ligesom i alle de helliges menigheder skal kvinderne tie i jeres menighedsforsamlinger; thi det tilstedes dem ikke at tale, men de skal underordne sig.“
11. (a) Hvorfor kan denne vejledning ikke betyde at kvinderne aldrig måtte tale ved menighedens møder? (b) I hvilken forstand skulle kvinden da „tie“ i menighedsforsamlingen?
11 Betyder det at en kvinde aldrig kan udtale sig ved et menighedsmøde? Nej, det kan ikke være meningen, for i menigheden dengang modtog såvel kvinderne som mændene åndens gaver, deriblandt også evnen til at tale i tunger og profetere, hvilket krævede at de talte i menigheden. Hvornår skal kvinderne da „tie“ i menighedsforsamlingen? Øjensynlig i de tilfælde hvor en udtalelse fra dem ville være tegn på at de ikke underordnede sig. Det ville således ikke være passende om en søster gav sig til at diskutere med brødre eller offentligt kritiserede dem, hverken ved et møde eller over for medlemmer af menigheden på et andet tidspunkt. Det ville heller ikke være passende for hende at udøve myndighed over brødre ved at optræde som lærer for dem og give dem undervisning. Hvis en kvinde havde et spørgsmål vedrørende en udtalelse som et af de mandlige medlemmer havde fremsat i menigheden, kunne hun tage det op med sin mand derhjemme. — 1 Kor. 14:35.
12. Hvordan kan kvinder for eksempel medvirke til menighedens opbyggelse ved møder uden at gå videre end deres stilling tillader?
12 Men det betyder ikke at en kvinde skal forholde sig fuldstændig tavs. Ved menighedens møder kan indviede kvinder for eksempel give kommentarer til spørgsmål der stilles under studiet og ved repetitionerne og kan herved medvirke til at gøre møderne levende og opbyggende for alle der er til stede. Hvis en af de mandlige tilstedeværende fremsætter en forkert udtalelse, for eksempel ved vagttårnsstudiet, betyder det ikke at en søster som også har rakt hånden op og som dernæst bliver anmodet om at svare, skal kommentere i overensstemmelse med det foregående ukorrekte svar. Dog må hun hverken med sine ord eller ved sit tonefald fordømme broderens svar. Hun kan taktfuldt citere hvad bladet siger til spørgsmålet og måske indlede sin kommentar således: „Det er interessant at se hvad paragraffen siger hertil . . .“ Hvis der er modne brødre til stede vil det naturligvis være bedre om studielederen i et sådant tilfælde opfordrer disse til at udrede spørgsmålet til alles gavn og således undgå en pinlig situation.
13. Hvad nærer alle trofaste kvindelige forkyndere ønske om? Hvilke spørgsmål opstår imidlertid ofte i tilknytning dertil?
13 Alle trofaste kvindelige forkyndere i den nye verdens samfund ønsker at rette sig efter det af Jehova fastsatte princip vedrørende den teokratiske ledelse. Deres loyale støtte i denne sag — der er vidt forskellig fra hvad man ser i verden — vil være til velsignelse for den nye verdens samfund og vil i høj grad medvirke til enhed og fred inden for dette samfund. Fra tid til anden opstår der imidlertid spørgsmål i tilknytning til dette princip, der fastsætter at grunden er kvindens hoved. For eksempel: Hvornår kræves det at en søster bærer en hovedbeklædning? Hvornår har en kvinde lov til at fremsige en bøn i andres nærværelse, og skal hun altid bære en hovedbeklædning hvis hun gør det?
Bibelske principper vedrørende hovedbeklædningen
14. I forbindelse med hvilket princip drøfter Paulus spørgsmålet om kvindens hovedbeklædning, og hvad siger han herom i 1 Korinter 11:4-7?
14 Det fremgår klart af Skriften at det ved visse lejligheder er påkrævet at en kvinde bærer en hovedbeklædning som tegn på underkastelse. Efter at have fremsat princippet vedrørende den teokratiske ledelse i 1 Korinter 11:3 anvender apostelen princippet på fremgangsmåden ved menighedens møder. Husk imidlertid på at da denne vejledning blev givet måtte man også tage hensyn til åndens mirakuløse gaver og fordelingen af ordet blandt dem ånden faldt på. Men principielt gælder det der siges om hovedbeklædning stadig i menigheden i dag. Læg derfor mærke til hvad der siges i 1 Korinter 11:4-7: „Enhver mand, der beder eller profeterer med tildækket hoved, bringer skam over sit hoved [den der er hans hoved, NW]. Men enhver kvinde, der har utilhyllet hoved, når hun beder eller profeterer, bringer skam over sit hoved [den der er hendes hoved, NW]; thi det er det samme, som om hun havde ladet sit hår rage af. Thi når en kvinde ikke vil tilhylle sit hoved, kan hun lige så godt lade sit hår klippe af; men er det usømmeligt for en kvinde at lade sit hår klippe af eller rage af, så må hun tilhylle sit hoved! Thi en mand behøver ikke at tilhylle sit hoved, da han er Guds billede og afglans; men kvinden er mandens afglans.“
15. (a) Hvorfor ville det ikke være passende for en mand at bære en hovedbeklædning når han bad eller talte til forsamlingen ved et menighedsmøde? (b) Hvorfor burde en kvinde bære en hovedbeklædning hvis hun optrådte i samme funktion? (c) Hvorfor sammenlignede Paulus en kvinde der bad med utilhyllet hoved med en kvinde der har fået håret raget af?
15 Som Guds billede og afglans blev manden skabt til at optræde som Guds repræsentant over for sin hustru og sine børn og skulle bære det ansvar som denne stilling som familiens overhoved medførte. I menigheden optrådte han endvidere som repræsentant for Kristus, der jo var menighedens hoved. Når han fremsagde en bøn eller talte til forsamlingen ved et menighedsmøde ville det ikke være passende for ham at bære en hovedbeklædning som tegn på underkastelse, som om han ønskede at vise nogen af de tilstedeværende særlig ærbødighed. Det ville se ud som om han søgte at dække over sin stilling som leder og påtog sig et hverv som normalt ikke tilkom ham. Han ville ikke være nogen værdig repræsentant for Kristus over for menigheden og ville på den måde vanære sit hoved, Kristus. Kvinden, derimod, skulle have tildækket hoved når hun bad eller profeterede i menigheden af respekt for det teokratiske princip at dette normalt var mandens opgave, og for at tilkendegive at hun ikke søgte at optræde som en mand og at tilrane sig mandens stilling. Optrådte hun med utilhyllet hoved ville det ikke alene være til vanære for menighedens mandlige medlemmer men også for den der var hendes hoved, hendes ægtemand, som om hun mente at hun heller ikke behøvede at underordne sig ham. Hvis en kvinde optrådte sådan, argumenterer Paulus, kunne hun lige så godt løbe linen helt ud og lade sit hår klippe kort så hun lignede en mand eller en trælkvinde. Men ville det ikke være usømmeligt, nedværdigende? Det var det afgjort på Paulus’ tid, for når en kvinde havde fået sit hår raget af eller klippet kort var det som regel et tegn på at hun var en trælkvinde eller, endnu værre, var blevet grebet i hor eller utugt og var blevet klippet til offentlig skam og skændsel
16. Hvilket princip drejer det sig om i spørgsmålet om hovedbeklædning, og hvad lærer naturen selv i denne forbindelse?
16 Det var skik at kvinderne på de første kristnes tid bar en hovedbeklædning når de færdedes offentligt, og en kvinde der ikke gjorde det, blev anset for at være en letfærdig kvinde, en kvinde der hverken respekterede en mands eller en faders myndighed. Det var dog ikke dette sagen drejede sig om i dette tilfælde. Her i menigheden drejede sagen sig om kvindens anerkendelse af det guddommelige princip om at manden er den overordnede, og Paulus henviser i 1Kor 11 versene 13-15 til hvordan naturen selv antyder kvindens underordnede stilling: „Døm selv: er det sømmeligt, at en kvinde beder til Gud med utilhyllet hoved? Lærer ikke også selve naturen jer, at når en mand har langt hår, er det en vanære for ham, men når en kvinde har langt hår, er det en ære for hende? Thi det lange hår er givet hende som et slør.“ Dette skulle dog ikke forstås således at det lange hår var tilstrækkeligt til at tilhylle hendes hoved når hun bad eller profeterede i menigheden; en sådan forståelse ville ikke være i overensstemmelse men 1Kor 11 vers 6; men hendes lange hår tjente ved sådanne lejligheder som en påmindelse til hende om at hun måtte bære en hovedbeklædning som tegn på underkastelse.
17. Hvilken plads anerkender den ydmyge kvinde at hun er sat på?
17 En kvinde med glatraget hoved ville ikke virke særlig tiltrækkende, vel? På samme måde ville en kvinde dengang, hvis hun viste mangel på respekt for den teokratiske orden ved for eksempel at profetere i menigheden uden hovedbeklædning, virke højst utiltrækkende på Jehova og på menighedens medlemmer. Det ville være mangel på ydmyghed fra hendes side. En trofast kvinde anerkender den plads hun har fået tildelt i Jehovas ordning. Som Paulus siger i 1Kor 11 versene 8-10: „Manden blev jo ikke til af kvinden, men kvinden af manden. Ej heller blev jo manden skabt for kvindens skyld, men kvinden for mandens skyld. Derfor bør kvinden have et myndighedstegn på hovedet for englenes skyld.“
18. Hvad tænkte Paulus uden tvivl på da han sagde at kvinden skulle have et myndighedstegn på hovedet „for englenes skyld“?
18 Hvorfor „for englenes skyld“? Det kan ikke være for at vise at hun underordner sig dem. Paulus nævner intet i 1 Korinter 11:3 om at engle er indsat som hoved over jordiske kvinder. Engle har hverken fået ledelsen i den kristne menighed eller forkyndelsen af den gode nyhed betroet. Der er derfor ikke tale om at kvinderne skal bære en hovedbeklædning af respekt for engle hvis hverv de påtager sig. Men både indviede mænd og kvinder siges at være „et skuespil . . . for hele verden, både for engle og mennesker“. (1 Kor. 4:9) En trofast kvinde kan således tjene som et eksempel for englene. Ved loyalt at rette sig efter Jehovas teokratiske ordning og underordne sig sit ægteskabelige overhoved og ved at vise respekt for menighedens mandlige medlemmer, viser hun englene i himmelen hvordan de bør forblive trofaste og underordne sig Jehova og hans regerende konge, Jesus Kristus.
19. Hvordan illustrerer Paulus forholdet mellem manden og kvinden i 1 Korinter 11:11, 12, og hvordan kan både manden og kvinden bevare en ydmyg indstilling?
19 For at manden imidlertid ikke skulle få en forkert opfattelse og mene at han var alt og kvinden intet, fortsætter Paulus i versene 11 og 12 i Første Korinterbrevs ellevte kapitel: „Dog, i Herren er det således, at hverken er kvinden noget uden manden eller manden noget uden kvinden. Thi ligesom kvinden blev til af manden, således bliver også manden til ved kvinden, men alt dette er fra Gud.“ Det er dette man bør holde sig for øje: Det er Gud og ikke mennesker der har bestemt hvordan forholdet mellem manden og kvinden skal være og at det er manden der er den overordnede, og det er også Gud der har fastsat reglerne for orden og opførsel i menigheden. Hvis vi betragter tingene under denne synsvinkel kan vi bevare ligevægten og i ydmyghed og taknemmelighed modtage Jehovas velsignelser, uanset om vi er mand eller kvinde.
20. Hvorfor tager vi spørgsmålet om hovedbeklædning op til drøftelse nu?
20 Øjensynlig var der i menigheden i Korint nogen diskussion om kvindens plads i menigheden, og apostelen tog sig tid til at fremsætte de gældende principper til underretning for alle, og så sluttede han med at sige: „Men hvis nogen vil strides og gøre sig til talsmænd for en anden skik, så har vi ingen anden og det har Guds menigheder heller ikke.“ (1 Kor. 11:16, NW) Selv om der måske ikke er nogen diskussion herom blandt Jehovas vidner i dag, vil det alligevel være på sin plads på nuværende tidspunkt at drøfte hvordan princippet gennemføres i praksis i den kristne menighed i dag. I det følgende nummer af Vagttårnet vil vi derfor betragte nogle af de situationer hvor der kan blive tale om en hovedbeklædning for de kvindelige forkyndere i den nye verdens samfund, så disse véd hvordan de bør handle i overensstemmelse med Skriften og bevare en god samvittighed.