Ret blikket mod livets hovedformidler

„Mens vi intenst retter blikket mod vor tros hovedformidler og fuldender, . . . Ja, læg nøje mærke til ham.“ — Hebr. 12:2, 3, NW.

 1. Hvordan og hvorfor kan man ofte komme til at se noget i et nyt lys?

HAR du nogen sinde erfaret hvad det vil sige at se en velkendt genstand i et nyt lys? Omgivelserne har muligvis forandret sig, eller ens egen iagttagelsesevne har udviklet sig og er blevet skærpet, eller der er måske en anden grund. Det er noget som ofte sker, for eksempel når man som voksen vender tilbage til sit barndomshjem. Stedet har måske ikke forandret sig og man genkender alle de vante omgivelser, men alligevel ser det hele anderledes ud, tit forekommer det én mindre. I barndommen var dette hele ens store verden, men nu er det blot en lille del.

 2. (a) Hvordan kom Eva til at se på noget med en andens øjne? (b) Hvem øvede sin indflydelse på Eva, og hvordan ved vi det?

² Dette at man kan se noget i et nyt lys gælder også situationer og problemer, og årsagen hertil kan udmærket være en andens indflydelse eller påvirkning. Man lærer med andre ord at betragte en sag med en andens øjne. Dette kan enten være gavnligt eller skadeligt, afhængigt af hvilken indflydelse der er tale om. Et godt eksempel herpå har vi helt fra menneskehedens begyndelse. Ved at lytte til den påvirkning der blev øvet gennem slangen lærte Eva at se på den forbudne frugt med en andens øjne. Hun betragtede den ikke længere som noget der var forbudt og ikke engang måtte røres, men fandt den yderst tiltalende, uanset hvordan hun så på den. (1 Mos. 3:1-6) Som det fremgår af Bibelen viste Satan, „den gamle slange“ og følgelig den der øvede indflydelse på Eva, sig altså ikke at være en formidler af liv og oplysning, selv om han gav sig ud for at være det. Tværtimod var han, som Jesus sagde, en morder og en løgner. Ja, han var „den der har midler til at forårsage død, nemlig Djævelen“. — Åb. 12:9; Joh. 8:44; Hebr. 2:14, NW.

 3. Hvilke metoder har altid kendetegnet Satan?

³ Satans taktik og fremgangsmåde har været den samme lige siden. Ved underfundige og bedrageriske metoder forsøger han at påvirke andre til at se tingene med hans øjne. Han oplærer sine håndlangere, både de synlige og de usynlige, til at benytte de samme metoder. Apostelen Paulus omtalte visse mennesker der levede på hans tid, som „falske apostle, svigagtige arbejdere“ og forklarede: „Og det er intet under; Satan selv giver sig jo skin af at være en lysets engel. Derfor er der ikke noget mærkeligt i, at også hans tjenere giver sig skin af at være retfærdigheds tjenere.“ Samme advarsel er aktuel i dag. — 2 Kor. 11:13-15.

 4. I hvilke henseender må vi være agtpågivende?

⁴ I betragtning af dette er det betimeligt og nødvendigt at vi er agtpågivende og ikke tager alt for gode varer. Uanset hvor udbredte visse synspunkter er, og uanset hvilken religiøs baggrund vi har bør vi være ivrige efter at få og bevare det rette syn på de grundlæggende ting som berører vor gudsdyrkelse og vor frelse. Vi må lære at holde blikket rettet mod det der er sandt og af betydning.

Hvem livets og lysets hovedformidler er

 5. Hvordan viste Gud at hans hensigt ikke var blevet forpurret og at han ikke gav op på grund af begivenhederne i Eden?

⁵ Selv om Satan måske troede at han havde vundet en fuldstændig sejr, nu da han havde fået det første fuldkomne menneskepar til at træde ved siden af, var dette dog ikke tilfældet. Jehovas hensigt blev ikke gjort til intet af det der skete i Eden, og heller ikke af nogen af de senere resultater af dette oprør. Straks da denne ulydighedshandling havde fundet sted, forudsagde Jehova hvad han ville gøre og hvad det ville ende med. Han forudsagde at kvindens sæd skulle „knuse dit [slangens, i virkeligheden Satans] hoved“, hvilket lader forstå at Satan og hans indflydelse en dag skulle knuses og tilintetgøres. — 1 Mos. 3:15.

 6. Hvad gjorde Gud for at styrke folks tro på hans første profetiske løfte?

⁶ Første gang denne lovede „sæd“ omtaltes, blev det ikke røbet hvem den var, men Gud holdt håbet og løftet i live ved lidt efter lidt at give yderligere oplysninger om den. Abraham fik af Gud det edsvorne løfte at ’i hans sæd skulle alle jordens folk velsignes’. David, en af Abrahams efterkommere, fik det guddommelige løfte: „Jeg [vil] efter dig oprejse din sæd, . . . og jeg vil grundfæste hans kongetrone evindelig.“ Gennem profeterne — især gennem David i dennes mange salmer, og ligeledes gennem Esajas — åbenbarede Gud mange betagende enkeltheder om den der skulle komme, den der som Jehovas „salvede“ og konge til sidst skulle knuse og tilintetgøre alle Guds fjender. Ifølge Jehovas svorne ed skulle han også være „præst evindelig på Melkizedeks vis“. Når de israelitiske konger og ypperstepræster blev indsat i deres embede, blev de salvet med en særlig olie, men denne kommende „sæd“ skulle salves med „den Herre [Jehovas] Ånd“ til at udføre en storslået gerning, som nævnt i Esajas 61:1-3. Disse og mange andre løfter var årsag til jødernes sikre håb om en kommende Messias eller Kristus. Begge disse ord betyder „salvet“. — 1 Mos. 22:18; 2 Sam. 7:12, 13; Sl. 2:1-9; 110:1-7.

 7. Forklar hvordan den lovede sæds identitet blev åbenbaret.

⁷ Endelig, lidt over fire tusind år efter det oprindelige løfte, kom tiden hvor ’sædens’ identitet skulle røbes. Man skulle ikke gætte sig frem. Identiteten blev ikke åbenbaret af en jordisk profet men af en himmelsk budbringer som var „sendt fra Gud“ i en særlig mission. Denne himmelske budbringer var engelen Gabriel, der kom til Maria, „en jomfru, som var trolovet med . . . Josef, af Davids hus“, og fortalte hende at hun havde „fundet nåde for Gud, og se, du skal undfange og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus. Han skal blive stor og kaldes den Højestes Søn; og Gud Herren skal give ham Davids, hans faders, trone“. Da hun spurgte hvordan dette skulle gå til eftersom hun ikke havde forbindelse med nogen mand, fortsatte engelen: „Helligånden skal komme over dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig; derfor skal også det, som fødes, kaldes helligt, Guds Søn.“ — Luk. 1:26-38.

 8. Hvordan blev Jesu identitet yderligere fastslået ved hans dåb?

⁸ Jesus blev ikke salvet med Guds ånd ved sin fødsel men først tredive år senere, da han blev døbt af Johannes i Jordanfloden. Johannes aflagde selv vidnesbyrd om dette idet han sagde: „Jeg har set Ånden dale ned fra Himmelen som en due, og den blev over ham.“ Og han tilføjede at dette var det tegn Jehova, som havde sendt ham for at døbe i vand, havde sagt han skulle se efter. Da Jesus senere befandt sig i synagogen i Nazaret, rejste han sig og læste det sted i Esajas’ bogrulle hvor der stod: „Herrens Ånd er over mig, fordi han salvede mig, at jeg skal gå med glædesbud til fattige. . . .“ Da han var færdig med at læse sagde han: „I dag er dette skriftord, som lød i jeres øren, gået i opfyldelse.“ — Joh. 1:32-34; Luk. 4:16-21.

 9. Hvem blev først overbevist om at Jesus var Messias, og hvordan kom dette til udtryk?

⁹ Da Johannes Døbers disciple blev præsenteret for Jesus, anerkendte de ham straks som Messias. Efter at en af dem, Andreas, havde tilbragt dagen sammen med Jesus hvor denne boede, fortælles det at han fandt sin broder Simon og sagde til ham: „’Vi har fundet Messias’ (det er det samme som Kristus).“ Hen imod slutningen af sin tjeneste spurgte Jesus sine disciple hvem folk troede han var, og derpå sagde han til dem: „Men I, hvem siger I, at jeg er?“ Simon Peter svarede omgående: „Du er Kristus, den levende Guds Søn.“ Jesus bemærkede derpå at Peters bedømmelse af sagen ikke skyldtes nogen åbenbaring fra en menneskelig kilde. Han sagde: „Det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min Fader, som er i Himlene.“ — Joh. 1:41; Matt. 16:15-17.

10. Hvad er Jesus også, og hvorfor er dette vigtigt?

¹⁰ Lad os imidlertid vende tilbage til den der i Eden var årsag til det bedrag som medførte døden, for vi er ikke blot interesseret i at erfare at Jesus Kristus er den lovede sæd, men ønsker også at vide om han er den som Gud benytter til at åbne og anvise vejen til sand oplysning og evigt liv. Dette ville nemlig være et storslået og fuldstændigt svar på Djævelens udfordring, og det ville ophøje Jehova og bevirke at hans navn blev helliget. Desuden ville det være en stor hjælp for os i sådanne vigtige anliggender som sand tilbedelse og frelse. Når vi vender os til Guds ord, Bibelen, finder vi en klar bekræftelse af at Jesus har denne opgave. Til opmuntring for sande kristne, både på sin tid og i vor tid, skrev Paulus: „Lad os med udholdenhed løbe det løb der ligger foran os, mens vi intenst retter blikket mod vor tros hovedformidler og fuldender, Jesus. . . . Ja, læg nøje mærke til ham som har udholdt en sådan modsigelse af syndere imod deres egne interesser, for at I ikke skal blive trætte og give op i jeres sjæle.“ — Hebr. 12:1-3, NW.

11, 12. (a) Ved hvilke lejligheder blev Jesus omtalt som „hovedformidler“? (b) Hvordan hjælper disse skriftsteder os i forbindelse med vor frelse og den sande tilbedelse?

¹¹ Betegnelsen „hovedformidler“ (græsk: archegosʹ) beskriver udmærket den stilling Kristus Jesus fik af Gud. Den forekommer fire gange i De kristne græske Skrifter. Første gang benyttede Peter den da han kort efter pinsen i år 33 fortalte jøderne at „Gud . . . har herliggjort sin tjener, Jesus“. Han sagde ved denne lejlighed: „I fornægtede denne hellige og retfærdige, og . . . dræbte livets hovedformidler. Men Gud oprejste ham fra de døde.“ Da sanhedrinet senere forbød apostlene at lære i Jesu navn, svarede Peter: „Vi må adlyde Gud som hersker fremfor mennesker.“ Efter at have fortalt sanhedrinets medlemmer at de var skyld i Jesu død idet de havde ’hængt ham på en pæl’, fortsatte Peter: „Gud har ophøjet denne til sin højre hånd som hovedformidler og frelser,“ og han sluttede: „Og vi er vidner om disse ting, og det er den hellige ånd, som Gud har givet dem der adlyder ham som hersker, også.“ Endelig benytter Paulus ordet endnu en gang i Hebræerbrevet, foruden eksemplet i det tolvte kapitel, nemlig dér hvor han siger at det sømmede sig for Gud „når han førte mange sønner til herlighed, at gøre deres frelses hovedformidler fuldkommen gennem lidelser“. — Ap. G. 3:13-15; 5:27-32; Hebr. 2:10, alle fra New World Translation.

¹² Alene i disse passager afstikkes frelsens og den acceptable tilbedelses vej klart og tydeligt for os. Hvor er det indlysende at vi ikke kan adlyde Gud som hersker og eje hans gunst medmindre vi anerkender at han har udnævnt Jesus til sin „hovedformidler“, udrustet med „al magt i Himmelen og på jorden“! (Matt. 28:18) Hvor er det vigtigt at vi betragter ham med Jehovas øjne og ikke med Satans øjne, sådan som de religiøse ledere der „dræbte livets hovedformidler“ gjorde. Disse to modstridende synsvinkler er stadig mulige, ja de gør sig begge gældende den dag i dag.

13. (a) Hvad er grundbetydningen af det græske ord archegosʹ? (b) På hvilken måde gælder dette Kristus Jesus, i modsætning til det synspunkt treenighedslærens tilhængere har?

¹³ Andre bibeloversættelser, deriblandt den autoriserede engelske oversættelse af 1611, gengiver det græske ord archegosʹ i Hebræerbrevet 12:2 med „ophav“ i stedet for „hovedformidler“, men denne gengivelse er hverken nøjagtig eller i harmoni med andre skriftsteder. Dette ords oprindelse indebærer tanken om at være den øverste eller første i tid eller rang.a Dette gælder Kristus Jesus, men det gør ham ikke til livets eller frelsens ophav. Han var ikke ophav til skaberværket, sådan som treenighedslærens tilhængere mener. Ifølge Åbenbaringen 3:14 (efter den danske oversættelse af 1907) var han „Guds Skabnings Begyndelse“, det vil sige den første som Gud, Skaberen, skabte. Dette er i harmoni med Første Korinterbrev 8:6, hvor der klart gives udtryk for Jehovas og Kristi Jesu indbyrdes stillinger: „Der [er] for os dog kun én Gud, Faderen, fra hvem alt er, . . . og én Herre, Jesus Kristus, ved hvem alt er.“ Der findes med andre ord én som er kilden eller ophavet, nemlig Jehova, og han benytter mange tjenere eller formidlere, men han har gjort sin elskede søn, Kristus Jesus, til sin ypperste tjener, sin hovedformidler.

14. Hvad er nødvendigt for at få den rette forståelse af og værdsættelse af Kristus Jesus?

¹⁴ Det er ikke overraskende at Satan, ved hjælp af sine tjenere og ved hjælp af falsk religion, har gjort alt for at skabe forvirring og slå de vantros tanker med blindhed, „så de ikke skuer ind i det lys, der stråler fra evangeliet om Kristi herlighed, han, som er Guds billede [men ikke Gud selv]“. (2 Kor. 4:4) For at undgå at blive slået med denne blindhed må vi holde os nær til Guds ord, Bibelen. Når vi gør det, kan vi lære at rette blikket mod Kristus Jesus, at betragte ham under Guds synsvinkel, med Guds øjne, og på rette måde værdsætte denne søn af Gud og forstå hans stilling som livets og lysets hovedformidler.

15. Hvornår og hvordan blev Sønnen ifølge Johannes første gang benyttet som Guds formidler?

¹⁵ I denne forbindelse er det interessant og nyttigt at repetere hvad Johannes skrev om dette emne i indledningen til sin evangelieberetning om Jesus. Andre evangelieforfattere følger Jesu stamtavle tilbage til Adam, men med få korte, koncise og dog omfattende udtalelser fører Johannes os helt tilbage til den egentlige begyndelse, skabelsens begyndelse. Idet han omtaler Jesus ved hans før-menneskelige titel „Ordet“ (græsk: Logos), siger han at „denne var i begyndelsen hos Gud“. Derpå viser han at Ordet var livets formidler: „Alt blev til ved ham, og uden ham blev end ikke én ting til.“ Med hensyn til at Ordet også formidlede oplysning siger Johannes derpå: „Hvad der blev til ved ham var liv, og livet var menneskenes lys.“ Johannes er derefter blevet inspireret til at fremsætte en udtalelse som er meget betydningsfuld og opmuntrende i betragtning af de konflikter og fjendskaber der er opstået som følge af Satans underfundige og bedrageriske værk som begyndte i Eden. Johannes siger: „Og lyset skinner i mørket, men mørket har ikke overvundet det.“ — Joh. 1:1-5, NW.

16. Hvordan hjælper Johannes os til at se hvem der kan få gavn af denne formidler?

¹⁶ Nå ja, siger du, det er rart at vide at mørkets kræfter ikke har overvundet lysbæreren, Kristus Jesus, men hvad gavner det mig? Det ser jo ud til at mørket, ondskaben, korruptionen og voldsmentaliteten, for ikke at tale om den falske religion, er mere virksomme end nogen sinde før, og ligeledes vanskeligere at overvinde. Det er rigtigt, men lad os lytte lidt mere til hvad Johannes siger herom. Efter at have nævnt at Johannes Døbers opgave var at „vidne om lyset“ fortsætter apostelen Johannes: „Det sande lys, som giver lys til alle slags mennesker, var ved at komme ind i verden.“ Det vil sige at uanset hvordan man har været før, kan man få gavn af denne lysets formidler. Man udelukkes ikke automatisk, sådan at ens stilling bliver håbløs, medmindre man da udelukker sig selv. Til støtte for dette kan vi læse hvad Johannes videre siger. Han indrømmer først at Jesus i det store og hele ikke blev anerkendt, hverken af menneskehedens verden, skønt den ’var blevet til ved ham’, eller af ’sit eget folk’ (jøderne). Derpå tilføjer apostelen: „Imidlertid, så mange som tog imod ham, dem gav han myndighed til at blive Guds børn, fordi de udøvede tro på hans navn.“ — Joh. 1:6-12, NW.

17. Hvilken yderligere hjælp gav Jesus selv i denne henseende?

¹⁷ Længere fremme i sin beretning citerer Johannes nogle ord af Jesus som yderligere belyser dette emne og fremhæver det ansvar der påhviler den enkelte i forbindelse med at benytte den frihed man har til at vælge om man vil tro eller ej. Jesus sagde: „Gud elskede verden så højt at han gav sin enbårne søn, for at enhver som udøver tro på ham ikke skal gå til grunde, men have evigt liv.“ Videre forklarer Jesus hvorfor folk i almindelighed ikke har taget imod ham men har ladet hånt om denne storslåede foranstaltning ved Guds ufortjente godhed, med det resultat at de er forblevet under en fordømmende dom „Dette er grundlaget for dommen, at lyset er kommet ind i verden, men menneskene har elsket mørket mere end lyset, . . . For den der øver ondt hader lyset og kommer ikke til lyset, for at hans gerninger ikke skal blive blotlagt. Men den der gør det der er sandt, kommer til lyset, for at det skal blive åbenbart at hans gerninger er gjort i harmoni med Gud.“ — Joh. 3:16-21, NW.

18. Hvilken afgørelse bør vi træffe med hensyn til de to alternativer vi er stillet over for?

¹⁸ Hvis du elsker mørket mere end lyset, hvis du ikke er villig til at lade dig tilrettevise og retlede, eller ikke vil anerkende at dine synspunkter og din handlemåde trænger til at forandres, så er det naturligvis dit eget ansvar. Men hvis du af hjertet indser det nødvendige i at gøre en forandring, hvis du er villig til at lære at gøre det der er sandt og i harmoni med Guds vilje, og således udøve tro på Gud og på hans elskede søn, da vil vi gerne opfordre dig til at følge med i den videre behandling af dette emne.

Hvordan man kan opnå samhørighed med Jehovas hovedformidler

19. Hvilken samhørighed består der mellem den kristne menighed og Kristus Jesus?

¹⁹ Som allerede nævnt blev de første kristne under de trofaste apostles ledelse gjort opmærksomme på deres nære samhørighed med Jesus Kristus som deres leder og Guds hovedformidler. Næsten fyrre år før Johannes skrev sin evangelieberetning om Jesus havde Paulus udtalt sig om den enestående stilling Gud har givet sin ’elskede søn’, idet han sagde at sønnen „er . . . før alt andet, og ved ham er alt andet blevet til, og han er hovedet for legemet, menigheden“. — Kol. 1:13-18, NW; se også Efeserbrevet 2:19-22.

20. Hvilken fare advarede Paulus imod, og hvordan opstod denne fare?

²⁰ Imidlertid fandt Paulus det derpå nødvendigt at advare mod faren for at man ’lader sig rokke fra det håb der skænkes i det evangelium man har hørt’. Han skrev og talte mange gange om denne fare og viste hvad dens egentlige årsag var. Til de ældste i Efesusmenigheden sagde han: „Af jeres egen midte skal der fremstå mænd, som fører falsk tale for at drage disciplene efter sig.“ Til en anden menighed skrev han: „Lad ingen forføre jer på nogen måde.“ At forføre vil sige at føre på vildspor, at lokke bort fra retskaffenhedens eller pligtens vej, især at forlede en kvinde til at opgive sin dyd. Læg mærke til hvad Paulus i harmoni hermed sagde til menigheden i Korint: „Jeg er nidkær for jer, som Gud er nidkær; jeg har jo trolovet jer med én mand for at føre jer som en ren jomfru frem for Kristus. Men jeg er bange for, at som slangen bedrog [forførte, NW] Eva ved sin træskhed, skal også jeres sind fordærves og drages bort fra den oprigtige troskab mod Kristus [den oprigtighed og den kyskhed som er Kristus værdig, NW]. Hvis der nemlig kommer nogen og prædiker en anden Jesus end ham, vi prædikede, . . . så finder I jer kønt deri.“ — Kol. 1:23; Ap. G. 20:30; 2 Tess. 2:3, NW; 2 Kor. 11:2-4.

21 På hvilken måde blev både Adam og Eva ledet i snare af Satan, og hvilken advarsel ligger der heri til os?

²¹ Mens det var slangen der forførte Eva, ser det ud til at det var Eva selv der forførte sin mand, idet hun benyttede sin indflydelse med dette for øje. Beretningen siger blot at hun tog af den forbudne frugt og „bagefter gav hun også noget til sin mand da han var hos hende, og han begyndte at spise den“. (1 Mos. 3:6, NW) Dog kan vi ikke forestille os at hun gjorde det uden ord, blot med et appellerende blik eller en håndbevægelse. Selv om de begge blev ført bort fra deres tidligere retskaffenhed og integritet, blev de ikke bedraget på samme måde. Den inspirerede beretning siger at „det var ikke Adam, som blev bedraget, men kvinden blev bedraget“, det vil sige at hun blev påvirket til at tro på noget der var forkert. Dette undskyldte hende ikke og fritog hende ikke for at være ’faldet i overtrædelse’, for hun vidste ganske udmærket at det der blev udtalt gennem slangen, stred mod det Gud havde sagt. (1 Tim. 2:14; 1 Mos. 3:1-5) Vi ser altså hvor listigt Satan har benyttet sine redskaber, både ved begyndelsen af menneskenes historie og i den kristne menigheds første tid, og han gør det ikke mindre i vor tid. Det vigtigste spørgsmål for os er derfor: Hvordan kan vi undgå at blive enten bedraget eller forført? I modsætning til det første menneskepar vil vi gerne sikre og bevare vor samhørighed med Jehova gennem hans hovedformidler. Hvordan kan vi bedst gøre dette?

22. (a) Hvordan kan vi komme til at se med Gud øjne på spørgsmål som kræver opmærksomhed og som skal afgøres? (b) Hvilke farer må vi omhyggeligt undgå når vi vender os til Bibelen?

²² For at undgå at falde på noget punkt må vi lære at se alt med Guds øjne. Vi må lære til stadighed at betragte tingene som han gør, hvad enten det drejer sig om lærespørgsmål, om forståelse af verdensforholdene, eller om personlige problemer og om hvordan vi skal handle når vi på forskellig måde udsættes for pres. Hvordan kan vi gøre det? Ved at holde os nær til Guds ord. Det er stort set derfor Guds ord er skrevet. Som salmisten sagde: „Dit ord er en lygte for min fod, et lys på min sti.“ (Sl. 119:105) Der er imidlertid også noget andet som er vigtigt. Mange har vist Bibelen stor opmærksomhed med et skarpt og kritisk blik, idet de har undersøgt den ud fra den menneskelige visdoms og filosofis synspunkter, med det resultat at deres tro, og ligeledes troen hos dem der hører på dem, er blevet undergravet mere og mere og de efterhånden er holdt op med at anerkende Bibelen som Guds inspirerede ord. Andre, som er meget religiøse på deres egen måde, læser og studerer Bibelen regelmæssigt, men de læser den med en andens øjne. De holder sig nemlig først og fremmest til en af kristenhedens kirker eller en eller anden religiøs gruppe som deres autoritet og antager dens synspunkter, og mens de læser formes deres forståelse uvægerlig efter de traditioner som den pågældende kirke eller gruppe fastholder. Der ligger megen sandhed gemt i det gamle ord at ingen er så blinde som de der ikke ønsker at se, og ingen så døve som de der ikke ønsker at høre noget der strider mod gamle, højt skattede forestillinger.

23. (a) Hvilken kontrast understregede Jesus mellem sine disciple og de jødiske ledere? (b) Hvordan gav Jesus udtryk for den nære forbindelse der er mellem hjertetilstanden og den mentale synsevne?

²³ Hør hvad Jesus sagde herom. Om de jødiske ledere som var „lovkyndige“ og havde „kundskabens nøgle“ sagde han: „Jeg priser dig, Fader, Himmelens og jordens Herre! fordi du har skjult dette for de vise og kloge og åbenbaret det for de umyndige. . . . ingen kender . . . hvem Faderen er, uden Sønnen og den, for hvem Sønnen vil åbenbare ham.“ Han viste derpå hvem disse „umyndige“ var, idet han vendte sig til sine disciple og sagde: „Salige er de øjne, som ser det, I ser.“ (Luk. 10:21-23) De religiøse ledere havde den største mulighed for at anerkende Jesus og tage imod ham som deres Messias. Ja, de var lovkyndige, velbevandrede i Skrifterne, men de var endnu mere velbevandrede og fast forankrede i deres traditioner eller overleveringer. Hele deres indstilling og tankegang var påvirket af dårlige og selviske motiver, idet de ønskede at se retfærdige ud i menneskers øjne, men indvendig var fulde af hykleri og lovløshed. (Matt. 23:28) Jesus satte fingeren på ondets rod og påviste den nære forbindelse der er mellem den rette hjertetilstand og evnen til at se klart og således blive ledet ad den rette vej, da han til disse ledere og deres tilhængere sagde: „Jeg kender jer, at I ikke har Guds kærlighed i jer. . . . Hvordan skulle I kunne tro, I, som tager imod ære fra hverandre, men den ære, som er fra den eneste Gud, søger I ikke.“ Hvis det bogstavelige øje på grund af en bygningsfejl — eller det mentale øje på grund af et dårligt motiv — ser et forvrænget billede, da vil dette menneskes hele liv og handlemåde blive berørt af det, og det vil højst sandsynligt ende med en ulykke. Som Jesus udtrykte det i sin bjergprædiken: „Øjet er legemets lys; hvis derfor dit øje er sundt, er hele dit legeme i lys; men hvis dit øje er sygt, er hele dit legeme i mørke. Hvis nu det lys, der er i dig, er mørke, hvor stort bliver så ikke mørket!“ — Joh. 5:42-44; Matt. 6:22, 23.

24. Hvilke skridt må vi tage når vi søger at anlægge Guds syn på tingene og at opnå hans velsignelse, og hvilken tilskyndelse får vi her?

²⁴ Foruden at holde os nær til Guds ord må vi altså også hele tiden tænke på at det er nødvendigt at bevare den rette indstilling i hjerte og sind, i oprigtighed og ydmyghed. Vi må være villige til at se tingene i et nyt lys, og til at tilpasse eller indrette vor adfærd derefter, så vi kan komme helt på linje med Guds syn på tingene, som dette kommer til udtryk i Bibelen. Dette vil nødvendigvis føre til at vi kommer i et nært samhørighedsforhold til Jehova og hans hovedformidler. Med dette gode motiv kan vi med stor interesse og tillid se frem til en yderligere undersøgelse af Bibelen, idet vi husker hvad Jesus sagde: „Bliv ved med at bede, og der vil blive givet jer; bliv ved med at søge, og I vil finde; bliv ved med at banke på, og der vil blive lukket op for jer.“ — Luk. 11:9, NW.

[Fodnote]

[Illustration på side 557]

Da Guds ånd blev udgydt over Jesus efter hans dåb var det er tegn at han var Guds salvede

[Illustration på side 560]

Slangen forførte Eva med sin træskhed. Vi kan undgå Satans snarer hvis vi betragter alt med Guds øjne