Samlet i enhed for at udføre en tjenestegerning
„Han [Gud] traf beslutning om en forvaltning ved de fastsatte tiders udløb, nemlig, at samle alt igen i Kristus, det i himlene og det på jorden . . . at vi skulle tjene [eller: være] til pris for hans herlighed.“ — Ef. 1:9-12, NW.
1. På hvilke måder er nutidens mennesker i strid med sig selv?
NUTIDENS mennesker befinder sig i en indviklet og vanskelig situation. De lever i en verden der er i strid med sig selv. På den ene side har menneskene i det sidste halve århundrede lært at udnytte de kræfter der findes i skaberværket på en måde og i en grad som tidligere generationer ikke ville have drømt om eller kun har haft en tåget forestilling om. De vældige fremskridt der er sket inden for kommunikation og transport og inden for teknik og videnskab har åbnet døren til vidunderlige muligheder. Men da disse fremskridt også er blevet udnyttet af ærgerrige og kyniske mænd er der samtidig blevet åbnet en dør til forfærdende muligheder. Nutidens mennesker kan glæde sig over mange goder som man ikke tidligere har kendt, men de har også midler til på det nærmeste at ødelægge jorden og dens beboere. Menneskene er stolte over det de har udrettet, men samtidig opfyldes profetien om at „mennesker skal dåne af rædsel og gru for det, som kommer over jorderige“. Selvbestaltede, egenrådige mænd er tvunget til at indrømme, at vi lever i „strenge tider“. Hvilken modsætningernes verden! — Luk. 21:26; 2 Tim. 3:1-5.
2, 3. Hvilket indtryk får vi derimod når vi vender os til den gamle af dage?
2 Men hvor helt anderledes er det ikke når vi vender vor opmærksomhed bort fra nutidens mennesker til „den gamle af dage“, Skaberen! I Daniels profeti, kapitel 7, versene 9 til 14, beskrives han som siddende på tronen da retten sættes, og foran ham står mange tusinde og tjener ham.
3 I den samme profeti fortælles der om nogle vilde dyr som repræsenterer jordiske riger der raser og kæmper imod hinanden for at få overtaget og magten. Men løsningen på alle deres konflikter ligger hos „den gamle af dage“, den højeste Gud. Magten til at dømme blev givet til en der beskrives som en „menneskesøn . . . og magt og ære og herredom gaves ham, og alle folk . . . skal tjene ham; hans magt er en evig magt, aldrig går den til grunde, hans rige kan ikke forgå“. Profetien går yderligere i detaljer idet den lidt efter siger at „retten blev givet den Højestes hellige og . . . riget og herredømmet og storheden, som tilhørte alle rigerne under himmelen, skal gives den Højestes helliges folk“. — Dan. 7:13, 14, 22, 27.
4, 5. Hvem identificeres i Åbenbaringen som (a) den der sidder på tronen, (b) den som er værdig til at tage bogrullen, og (c) de hellige der skal regere sammen med Kristus?
4 Vi lades ikke i tvivl om hvem det er der omtales her. I Bibelens sidste bog tages det samme emne op og uddybes. I Åbenbaringens bogs fjerde kapitel finder vi en storslået beskrivelse af den himmelske trone og ham der sidder på den. Det er et syn der fylder os med ærefrygt men ikke med skræk. Han der sidder på tronen omtales to gange ved navn: „Hellig, hellig, hellig er Herren [Jehova, NW], Gud, den Almægtige . . . Værdig er du, vor Herre [Jehova, NW] og Gud, til at få æren og prisen og magten; thi du har skabt alle ting, og de blev til og blev skabt, fordi det var din vilje.“ — Åb. 4:8, 11.
5 I kapitel 5 klargøres det at den eneste som har ret til at bestige tronen og er „værdig . . . til at tage bogrullen og bryde dens segl“ er „løven af Judas stamme, Davids rodskud“, det vil sige Kristus Jesus. Sammen med ham omtales også de hellige, mennesker der er genløst eller købt med Lammets blod og som i fællesskab med Kristus Jesus skal udgøre „et kongerige“; „de skal regere som konger over jorden“ og være „præster for vor Gud“. (NW) De er den sande kirke, den kristne menighed som har „del i den første opstandelse“, og de skal være „Guds og Kristi præster og være konger med [Kristus] i de tusinde år“. — Åb. 5:5, 9, 10; 20:6.
6. Hvad er Jehova i stand til som den Højeste?
6 Disse skriftsteder understreger kraftigt den Højestes, Jehovas, absolutte suverænitet og uangribelige position. Hos ham er alt harmonisk og trygt og der findes ingen modsætninger her sådan som i den verden vi nu befinder os i. Jehova holder løsningen på alle menneskelige problemer og konflikter i sin hånd, hvilket ses af at han overdrager magten og Riget til Lammet, Kristus Jesus, som har vist sig værdig hertil. At andre, et begrænset antal af den syndige menneskeslægt, får del i dette rige er kun et yderligere, storslået vidnesbyrd om Jehovas ufortjente godheds rigdom.
7. Hvordan understreges Jehovas ufortjente godhed i den første del af brevet til efeserne?
7 Det er øjensynlig dette sidste apostelen Paulus havde i tanke da han skrev til de kristne, „til de hellige, som er i Efesus“. Han bad for dem: „Måtte I have ufortjent godhed og fred fra Gud vor Fader og Herren Jesus Kristus!“ Derpå forklarer han at deres adoption som Guds sønner gennem Jesus Kristus var „til pris for hans [Guds] herlige ufortjente godhed“ og at deres synders tilgivelse, der var baseret på Jesu udgydte blod og genløsningsoffer, også var „i overensstemmelse med hans [Guds] ufortjente godheds rigdom“ — Ef. 1:1-7, NW.
8, 9. (a) Hvilken indstilling bør vi have til livet? (b) Hvad åbenbarede Paulus angående Guds vilje og hensigt?
8 Det er med dette i tanke at apostelen derefter drøfter det samme ophøjede emne som vi allerede har været inde på: Guds suveræne vilje og hensigt og den stilling som alle hans skabninger indtager i forhold hertil. Der gives ingen undtagelser. Man hører somme tider nogle sige: „Jeg har ikke bedt om at blive født,“ som om de dermed var fritaget for ethvert ansvar her i livet. Men sådan forholder det sig ikke. At vi er til, skyldes ikke nogen tilfældighed. Jehova er den Højeste og han har skabt alle ting, også den menneskelige familie i dens oprindelige fuldkomne tilstand og med dens vidunderlige evne til at forplante sig. Den respekt og værdsættelse vi skylder Skaberen bør få os til at sige at vi har fået livet fordi det var hans vilje. — Åb. 4:11.
9 Lad os med en sådan indstilling lytte til hvad Paulus har at sige. Han forklarer at Gud viste sin ufortjente godhed mod os ved at gøre „sin viljes hellige hemmelighed kendt for os. Det er efter sit velbehag at han traf beslutning om en forvaltning ved de fastsatte tiders udløb, nemlig, at samle alt igen i Kristus, det i himlene og det på jorden.“ — Ef. 1:9, 10, NW.
10, 11. Hvilken betydning ligger der i ordene (a) „hellig hemmelighed“ og (b) „forvaltning“?
10 Selve det sprog apostelen bruger understreger betydningen af Jehovas altoverskyggende vilje og hensigt. Den havde i lang tid været bevaret som en ’hellig hemmelighed’. Dette udtryk virker i sandhed dragende på os! Hvilken glæde er det ikke at få en hemmelighed betroet! Selv et barn, og især en lille pige, elsker at have en hemmelighed som hun i rette øjeblik kan hviske ind i sin bedste venindes øre, mens hun nøje passer på at der ikke er andre børn inden for hørevidde. Et barns hemmelighed betyder måske ikke så meget for os voksne, men Jehovas hemmelighed er hellig og omfatter hele hans hensigt, og derfor er den af allerstørste betydning både for ham og for os. At ignorere den eller tage anstød af den, som mange har gjort, er ensbetydende med at miste alt.
11 Tænk også på hvad der ligger i ordet „forvaltning“. Det indebærer noget der virkelig har betydning, idet det i regelen bruges om administrationen af de statslige og lokale myndigheders anliggender. Der er mange af Vagttårnets læsere som, når de overværer et stort stævne, glæder sig over at tage de forskellige afdelinger nærmere i øjesyn og se det hele, men kommer de til en dør hvorpå der står „Administration“ bliver de ikke længe. De ved at det er herfra alle stævnets afdelinger ledes og de ønsker ikke at volde forstyrrelse.
Jehovas store forvaltning
12, 13. Hvad kan vi ud fra Efeserne 1:10 lære angående Guds forvaltning?
12 Hvad er så den betydningsfulde forvaltning som Jehova har truffet beslutning om og som i så lang tid har været en hemmelighed? Vi får at vide at det var Jehova velbehageligt „ved de fastsatte tiders udløb . . . at samle alt igen i Kristus, det i himlene og det på jorden“. (Ef. 1:10, NW) Heraf kan vi lære flere betydningsfulde ting:
13 1) Der findes kun én forvaltning hvorunder alt samles. Lige meget hvor oprigtige mennesker er, kan de ikke opbygge deres egne religiøse organisationer og hævde at disse er acceptable i Guds øjne. 2) For at blive samlet til enhed med Kristus må man villigt underordne sig ham som Guds salvede, lægge en enhedens ånd for dagen og være villig til at samarbejde med alle andre der indsamles. 3) Som det senere vises, betror Gud dem der indsamles en tjeneste. 4) Den kendsgerning at Jehova vil „samle alt igen“ tilkendegiver at der tidligere har været en tilstand af lykkelig enhed der af en eller anden grund ikke blev bevaret, men som nu skal genoprettes. 5) Tiden spiller ind. Denne store gerning finder sted „ved de fastsatte tiders udløb“. Det vi derfor først ønsker at vide er hvornår de fastsatte tider udløber, og hvornår denne forvaltning begynder at fungere.a
14. Hvornår indtræffer „de fastsatte tiders udløb“, og ved hvilke begivenheder markeres dette?
14 De fastsatte tider udløber når, som Jesus sagde i sin store profeti, „hedningernes tider er til ende“. (Luk. 21:24) Dette store vendepunkt i forbindelse med Jehovas hensigter og i verdenshistorien blev nået i 1914, hvilket til overflod bekræftes af det der da fandt sted på jorden som en opfyldelse af Bibelens profetier. Da var det at magten, således som det beskrives i Daniels bog, kapitel syv, blev overdraget Kristus Jesus i himmelen trods modstand fra de rasende, dyrelignende riger på jorden. Som salmisten også profetisk siger, samlede nationerne og deres herskere sig mod Jehova og hans Salvede, men Jehova lo spottende ad dem og erklærede: „Jeg har dog indsat min konge på Zion, mit hellige bjerg!“ Det var da Jehovas salvede konge, Kristus Jesus, blev indsat på tronen at denne forvaltning blev oprettet. Dette fandt ikke sted på Zion eller i Jerusalem i Palæstina, men, som Bibelen siger, på „Zions bjerg og . . . [i] den levende Guds stad, . . . det himmelske Jerusalem“. — Sl. 2:2-6; Hebr. 12:22.
15, 16. (a) Hvornår og hvordan begyndte denne indsamling til enhed med Kristus? (b) Hvad kendetegner at Guds forvaltning virkelig er trådt i funktion?
15 Nogle vil måske indvende at da Paulus skrev til efeserne talte han som om denne indsamling til enhed med Kristus allerede var begyndt. Det var den også for så vidt som de indledende skridt hertil var blevet taget. Det begyndte på Pinsedagen år 33, da Guds ånd blev udgydt over de første medlemmer af den kristne menighed. (Ap. G. 2:1-4) Men hverken mens disse var aktive i tjenesten eller ved deres død, modtog de den fulde belønning. Som Paulus skrev til Timoteus: „Så venter mig nu retfærdighedens sejrskrans, som Herren, den retfærdige dommer, vil give mig på hin dag.“ (2 Tim. 4:8) Jehovas store forvaltning eller administration begynder at fungere i fuldt omfang efter udløbet af hedningernes tider i 1914.
16 Eftersom „hin dag“ nu er kommet, hvad ser vi så? Med de ord Johannes udtalte da han beskrev det symbolske syn han modtog, kan vi nu i tro sige: „Og jeg så, og se, Lammet stod på Zions bjerg og sammen med det hundrede og fireogfyrretyve tusinde, som havde dets navn og dets Faders navn skrevet på deres pander.“ Det var efter 1914 at de regerende „nye himle“ med den kronede Jesus Kristus som Guds administrator kastede Satan Djævelen og hans dæmonengle ned til jorden og begyndte det indsamlingsarbejde der, som Jehovas vidners historie i nutiden viser, især har fundet sted siden 1919. (Åb. 14:1; 12:1-13) Under denne forvaltnings ledelse fortsætter arbejdet i stadig større omfang, således at den Højestes vilje kan ske i nøje overensstemmelse med de ord som han for længe siden lod nedskrive: „I Jesu navn [skal] hvert knæ . . . bøje sig i Himmel og på jord og under jorden, og hver tunge skal bekende til Gud Faders ære: Jesus Kristus er Herre!“ — Fil. 2:10, 11.
17. Hvad må vi derfor især give agt på?
17 Vi befinder os således på den store dag da vi gør vel i at agte på de formaninger der viser os nødvendigheden af at have et klart syn af Guds teokratiske organisation, og af at forstå hvad der er formålet med at vi samles i enhed under dens ledelse, nemlig at vi skal udføre en tjenestegerning. Desuden viser det betydningen af at vi lægger lydighed og samarbejdsvilje for dagen. Alt dette kommer til at stå endnu tydeligere for os dersom vi nøjere undersøger hvad Paulus siger om samme emne.
Den rette ånd for at tjene den rette hensigt
18. Hvordan og hvorfor ophørte den oprindelige lykkelige enhed her på jorden?
18 For at få belyst nødvendigheden af at have den rette ånd kan vi kaste et blik tilbage og se hvad der var grunden til at den oprindelige lykkelige enhed ikke blev bevaret her på jorden. Da vor stammoder Eva lyttede til det slangen sagde om den forbudne frugt, blev det ikke alene en lydighedsprøve for hende men også en prøve på hendes ydmyghed. Bedraget af det hun fik at vide begyndte hun at betragte denne frugt på en ny måde. Den ville, mente hun, give hende en ny fornemmelse af uafhængighed, og denne tanke tiltalte hende. At det forholdt sig sådan fremgår af at hun ikke engang ventede for at spørge sin mand herom, men handlede på eget initiativ. Vi kan forestille os at hun har sagt: ’Hvorfor ikke? Har jeg måske ikke selv fået forstand til at tænke? Jeg ved at min mand endnu ikke har spist noget af denne frugt men det skal jeg nok ordne; jeg vil sørge for at han får noget af den.’ Og det gjorde hun! — 1 Mos. 3:1-6; 1 Tim. 2:14.
19. Hvordan kommer verdens ånd til udtryk i vor tid, og hvad vil den føre til?
19 Nej, vi hørte ikke Eva tale med sig selv i Edens have, men det er ikke usædvanligt at høre nogle af hendes døtre udtrykke sig på lignende måde. Er det ikke sådan verdens ånd er i dag, hvad enten det drejer sig om nationer eller enkeltpersoner? Selv de mindste nationer gør krav på suveræn magt og uafhængighed. Det er også den ånd der præger de mennesker som siger: ’Jeg har ret til at leve mit liv på min egen måde.’ Det er den egentlige grund til at mange mennesker ikke vil lytte til det budskab Jehovas vidner kommer med. De ved at det vil gribe ind i deres uafhængighed. De og deres ledere vil, i lighed med Eva, hellere lytte til de pralende „urene inspirerede udtalelser“ der ligner frøer og som er inspireret af de løgnagtige dæmoner. En sådan propaganda vækker en stolt uafhængighedens ånd til live hos dem og resulterer i at de samles til „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“. — Åb. 16:13, 14, NW.
20. Hvilke to muligheder står vi overfor?
20 Intet under at menneskene i vor tid er ude at svømme! Det er indlysende at vi må aflægge en sådan uafhængighedens ånd, hvor meget vi end har været præget af den før i tiden. Vi lever på den tid da Gud ’samler alt igen i Kristus’, idet han først samler de trofaste kristne der har sovet i døden, ved at oprejse dem for at de kan forenes med Jesus Kristus i himmelen. (Ef. 1:10; 1 Tess. 4:13-18) Dersom vi ikke er villige til at lade os samle under denne retfærdige forvaltning ved at lægge en lydig og loyal hengivenhedens ånd for dagen, så vil vi, hvad enten det er os bevidst eller ej, blive samlet med fjendens styrker, der under Satans ledelse marcherer mod Harmagedon for at kæmpe imod den almægtige Gud. Som Jesus tydeligt sagde: „Den, som ikke er med mig, er imod mig.“ — Matt. 12:30.
21. (a) Hvem er de eneste der samles til Jesus, som vist i hans lignelse? (b) På hvilket grundlag afsiger Jesus dommen?
21 Hvis vi læser Jesu lignelse ser vi at det kun er de mennesker der har fårets sindelag som samles til ham; det er for det første den „lille hjord“, den kristne menighed der skal udgøre de „nye himle“. Dernæst, efter 1931, omfatter det også de „andre får“, der med forventning ser hen til den „nye jords“ velsignelser. De „andre får“ bliver ikke behandlet særskilt, men alle samles i „én hjord, [under] én hyrde“, én administrator. I en anden af Jesu lignelser der opfyldes når han er blevet indsat på tronen, ser vi at han omtaler de „andre får“ som mennesker der hjælper og samarbejder med selv ’den mindste af hans brødre’ eller efterfølgere. Alle andre fordømmer han som bukke der på grund af en stædig trang til uafhængighed nægter eller undlader at samarbejde med hans brødre. — Matt. 25:31-46; Luk. 12:32; Joh. 10:16.
22. Hvilke opfordringer i Guds ord bør vi nu agte på?
22 Lad os derfor nu da Jehova snart vil ’knuse og sønderslå’ alle dem der modstår ham og hans salvede konge, og da han vil gøre „ende på krig til jordens grænser“, være kloge og have den rette indstilling til den opfordring der findes i de samme skriftsteder, idet Jehova siger: „Hold inde og kend, at jeg er Gud.“ „Tjener [Jehova] i frygt . . . Kysser Sønnen, at ikke han vredes . . . Salig hver den, der lider på ham!“ — Sl. 2:9-12; 46:10, 11.
23, 24. Hvad er hensigten med dem der samles til enhed med Kristus, og kan de selv bestemme hensigten hermed?
23 Hvad er hensigten med dem der giver agt og som samles under Kristi forvaltning? Sker det blot for at vi selv kan opnå velsignelse og frelse? Kan vi selv bestemme hensigten? Det ville være højst urimeligt, og dog har nogle begået den fejl at tro dette og har senere forladt vore rækker. Nej, det er ikke noget vi kan bestemme, men som Paulus siger om de forudbestemte 144.000 sker det „efter hans [Guds] forsæt der styrer alt i overensstemmelse med den måde hans vilje tilråder“. Hvad er da Guds hensigt? Læg mærke til svaret: „At vi skulle tjene [bogstaveligt: være] til pris for hans herlighed.“ Læg mærke til hvorledes det umiddelbart derefter fortælles os hvordan vi på en acceptabel måde kan tjene Guds hensigt. Efter at Paulus har omtalt sig selv og andre der havde været „de første til at håbe på Kristus“, siger han at „I [de kristne i Efesus] har også håbet på ham“.
24 Hvorledes var dette blevet muligt? Paulus forklarer at det var „efter at I havde hørt sandhedens ord, den gode nyhed om jeres frelse“. Dette tilkendegiver tydeligt hvad den Højestes vilje er med dem der indsamles. Vi må ikke holde den gode nyhed for os selv, men skal lade andre høre om den så de også kan få del i og glæde sig over det herlige håb. Det er på denne måde vi kan være til pris for Jehovas herlighed, og vi kan kun tjene denne guddommelige hensigt dersom vi ledes af én bestemt forvaltning eller administration. — Ef. 1:11-13, NW.
25. Hvordan bør den kristne se på sig selv og sine gerninger?
25 Lidt senere i sit brev taler Paulus — igen denne gang ser han blot sagen fra en lidt anden synsvinkel — om Guds overhøjhed og advarer os imod uafhængighedstendenser. Han minder os om at det ikke skyldes vor egen fortjeneste at vi er blevet kristne. Vi har intet at rose os af. Men som kristne er vi „hans [Guds] værk“. Selv om vi er „frelst ved tro“ kan vi ikke være uvirksomme og heller ikke selv bestemme hvorledes vi vil arbejde på vor frelse. Som Paulus udtrykte det må vi i stedet samles til enhed med Kristus Jesus, „til gode gerninger, som Gud forud lagde til rette, for at vi skulle vandre i dem“. — Ef. 2:8-10.
26, 27. (a) Hvordan viser vi at vi har den rette ånd og tjener den rette hensigt? (b) Hvorledes stillede Jesus det klart op?
26 Af de skriftsteder vi her har drøftet fremgår det klart hvad sagen drejer sig om og hvad det er vi skal lære. Vi må have den rette ånd for at tjene den rette hensigt, vi må have en uselvisk indstilling og fuldt og helt have indviet os til Jehova for at kunne vokse og gøre fremskridt i de gode gerninger som han har givet os at gøre. Vi skal ikke blot selv samles til enhed med Kristus, men under hans ledelse må vi også indsamle andre ved at lade dem høre den gode nyhed.
27 Jesus sagde: „Den, som ikke samler med mig, spreder.“ Så Jesus stillede det klart op. Dersom vi nægter at underlægge os eller forblive under hans forvaltning er det tydeligt at vi har en uret ånd og tjener en uret hensigt. Enhver indsamling der er adskilt fra Kristi forvaltning, må være i opposition til denne, hvor gode gerningerne og motivet end synes at være. Som Jesus tidligere bemærkede, efter at han var blevet beskyldt for at uddrive dæmoner ved hjælp af Beelzebul: „Ethvert rige, der er kommet i splid med sig selv, lægges øde . . . hvis Satan uddriver Satan, så er han kommen i splid med sig selv; hvorledes kan hans rige da bestå?“ Dette forklarer hvorfor menneskene i vor tid er i splid med sig selv, trods deres bestræbelser for at opnå enhed. Deres motiver er hovedsagelig selviske og kan derfor ikke danne grundlaget for sand og varig enhed. Vi må ikke lade os forblinde eller vildlede så vi støtter den forkerte forvaltning eller administration. — Matt. 12:24-30.
Indsamlingen tager form
28. Hvad tager den kristne menighed form af?
28 Idet apostelen forfølger sit emne viser han hvad der yderligere finder sted under Kristi forvaltning. Det er noget som har den største interesse og som giver et mere ophøjet syn af hele denne forvaltning. Han forklarer at de der er indsamlet ikke blot flokkes om et fælles midtpunkt. Nej, de antager en bestemt form der sammenlignes med en bygning. „Jesus Kristus selv er hovedhjørnestenen.“ Apostlene og profeterne udgør resten af den grundvold hvorpå „hele bygningen [vokser], idet den harmonisk føjes sammen, til et helligt tempel for Jehova . . . et sted hvor Gud kan bo ved ånd“. (Ef. 2:20-22, NW) Hvilken ophøjet tanke! Når vi overværer et af Jehovas vidners møder i deres rigssale eller et større stævne fristes vi måske til at betragte disse mennesker ud fra en kødelig synsvinkel, idet vi blot lægger mærke til deres ydre fremtræden. Men vi burde i stedet betragte dem og værdsætte dem på samme måde som Jehova gør. Andre skriftsteder bruger det samme billede i forbindelse med Guds tempel og understreger ligeledes nødvendigheden af at vi bevarer et åndeligt syn, samt at de der hører til Guds tempel ikke må trække „i ulige åg med de vantro“. — 1 Kor. 3:16, 17; 2 Kor. 6:14–7:1.
29. Hvordan ses den store skare „andre får“ i tempelbilledet?
29 Hele den kristne menighed bestående af 144.000 medlemmer udgør sammen med Jesus Kristus det åndelige tempel, der er bygget af „levende stene“. (1 Pet. 2:4, 5; Joh. 2:19-22) Du siger måske at det forstår du godt men at det ikke vedkommer dig eftersom dit håb ikke er himmelsk men jordisk. Mange af Vagttårnets læsere føler måske på samme måde, men tag ikke fejl. Dersom du elsker Jehova og ved din indvielse, som du har symboliseret ved vanddåben, har overgivet dig til ham, da er du med i billedet. Til din opmuntring minder vi dig om at Johannes, efter at han havde beskrevet dannelsen af det åndelige Israel, templet eller helligdomsskaren, fik et syn af en stor skare om hvem det siges at de „tjener [Gud] dag og nat i hans tempel“. Vi kunne ikke forestille os et skønnere billede af enhed og harmoni! — Åb. 7:15.
30. Hvorfor har indsamlingsarbejdet i vor tid taget et større omfang, og hvilket behov understreger dette?
30 Som støtte herfor læser vi at det er Guds vilje at „alle slags mennesker skulle frelses og komme til en nøjagtig kundskab om sandhed“. (1 Tim. 2:4, NW) I dag tager alle slags mennesker imod den gode nyhed og bringer sig selv i overensstemmelse med den, idet de samles ind i den ’ene hjord’ under den ’ene hyrde’. Bibelen viser at alle disse ved deres opførsel bør tjene til pris for Guds herlighed ved at de enigt deltager i den forkyndergerning der skal fuldføres før afslutningen på den nuværende tingenes ordning. Fra apostlenes tid har hovedvægten været lagt på indsamlingen af den kristne menighed af Kristi 144.000 medarvinger; men nu, „ved de fastsatte tiders udløb“, har indsamlingsarbejdet taget et større omfang, især siden 1931, og det foregår med endnu større intensitet fordi tiden er kort. Vi behøver al den hjælp og opmuntring vi kan få, og det vil derfor være godt om vi tager vor tjenestegerning, både inden for og uden for Guds organisation, nærmere i øjesyn.
[Fodnote]
[Illustration på side 441]
„Urene inspirerede udtalelser“ der ligner frøer, samler herskerne til modstand mod Gud
[Illustration på side 442]
En forkynder der tjener under Kristi forvaltning