Tilsynsmænd for Jehovas folk
„Giv agt på jer selv og hele den hjord i hvilken den hellige ånd har udnævnt jer som tilsynsmænd til at vogte Guds menighed.“ — Ap. G. 20:28, NW.
1, 2. Hvilken virkning har den nye verdens samfunds vækst, og hvorledes blev denne vækst forudsagt?
DEN nye verdens samfunds forbløffende vækst er årsag til undren i verden og en kilde til glæde for Jehovas vidner. Med en forøgelse på 1374 procent i antallet af ordets forkyndere i de sidste tredive år er det ikke så mærkeligt at aviserne har givet det betegnelsen „verdens hurtigst voksende trossamfund“. Men væksten er ikke forbi. Der vil komme mere, og Bibelen forsikrer os om at denne vækst skal fortsætte indtil tilbedelsen af Jehova fuldstændig fylder hele jorden. — Es. 11:9; 60:8.
2 Jehova inspirerede for længe siden profeten Zakarias til at skrive om de „andre fårs“ store tilstrømning til den nye verdens teokratiske samfund. I Zakarias 8:23 står der: „Så siger Hærskarers HERRE: I hine dage skal ti mænd af alle folks tungemål gribe fat i en jødes kappeflig og sige: ’Vi vil gå med Eder; thi vi har hørt at Gud er med Eder.’“ Han udsteder derfor instruktioner til sin teokratiske organisation så der kan blive sørget for denne voksende skare af tilbedere. Ja Jehova træffer fyldestgørende foranstaltninger for dem der samles til hans hus for at tilbede, og er det ikke rimeligt med sådanne foranstaltninger?
3. Hvilken foranstaltning er af Gud blevet truffet for de levende sjæle på jorden og især for mennesket?
3 Har Jehova ikke altid sørget for sine skabninger? Dengang Jehova i jordens skabelsesperiode udtalte: „Vandet vrimle med en vrimmel af levende væsener . . . fugle . . . de store havdyr . . . kvæg, kryb og vildtlevende dyr . . . Lad os gøre mennesker i vort billede, så de ligner os,“ satte han dem da på en jord der endnu ikke var beredt? Nej! Der var allerede udført et omfattende arbejde for at gøre jorden til et passende hjem der kunne give tilstrækkelig føde til dem alle. Skaberen kunne derfor sige til den første mand og kvinde: „’Jeg giver Eder alle urter på hele jorden, som bærer frø, og alle træer, som bærer frugt med kærne; de skal være Eder til føde; men alle jordens dyr og alle himmelens fugle og alt, hvad der kryber på jorden, og som har livsånde, giver jeg alle grønne urter til føde.’ Og således skete det. Og Gud så alt, hvad han havde gjort, og se, det var såre godt.“ — 1 Mos. 1:20-31.
4. Hvad har Jehova dannet i vor tid, og hvordan har han sørget for det?
4 Hvor langt mere gælder dette ikke i vore dage. Jehova har dannet en ny verdens samfund, han har udfriet sine tjenere fra den gamle verden og ført dem ind i sin gunst, i et nyt land der kaldes „Beulah“ og betegner deres teokratiske ståsted, og her har han rigt velsignet deres åndelige tilstand. (Es. 62:4, 5, AS) Der er af Gud blevet truffet foranstaltninger til i tilstrækkeligt omfang at varetage Rigets voksende interesser på jorden. Sand imod sit ord og som svar på sine hengivne vidners kærlige tjeneste har han åbnet himmelens sluser, og udøser nu så rige velsignelser at der ikke findes nogen mangel hos hans folk. — Mal. 3:10.
5. Hvordan blev der taget vare på væksten i den nylig dannede kristne menighed i det første århundrede?
5 I det første århundrede, da Herren Jehova udgød sin hellige ånd over de trofaste tilbedere der på Pinsedagen var forsamlede i Jerusalem, var vidnesbyrdet om at disse i sandhed var den levende Guds tjenere, og at det budskab de forkyndte var sandheden, så overvældende at organisationen erfarede en vækst på omtrent tre tusinde mennesker på én dag. (Ap. G. 2:1-42) Derefter var der til stadighed et betydeligt antal der tog imod sandheden. Hvordan kunne der tages vare på en sådan vækst, hvordan kunne de få tilstrækkelig undervisning og blive organiseret af den lille kristne menighed der da befandt sig på barnestadiet? Gud gav gennem Kristus Jesus svaret i form af kvalificerede apostle og andre der skulle tjene som tilsynsmænd. — 1 Kor. 12:28; Ef. 4:7-14.
Jehovas meddelelseskanal
6. Vis med eksempler hvorfor det i fortiden var så vigtigt at anerkende Jehovas meddelelseskanal.
6 Jehova har oprettet en ganske bestemt meddelelseskanal hvorigennem han handler med sit folk. I tiden før Vandfloden brugte han Noa, og det var af livsvigtig betydning for alle at anerkende dette dersom de ønskede at blive frelst fra den tids verdenskatastrofe. (Hebr. 11:7) I tiden for Israels udgang af Ægypten var det gennem Moses Gud handlede med sit folk. Når de anerkendte den teokratiske ordning hvilede Jehovas velsignelse over dem. Men når de blot betragtede denne foranstaltning fra Gud ud fra et menneskeligt synspunkt bragte de vanskeligheder over sig. En sådan erfaring gjorde Mirjam, der blev slået med spedalskhed fordi hun respektløst undlod at anerkende Jehovas ordning. Andre, såsom Kora, Datan, Abiram og de mænd der fulgte dem, led døden for deres selvbestaltede uafhængighed. Selv de der sympatiserede med dem nedkaldte den guddommelige misbilligelse over sig, og ved en lejlighed blev 14.700 af dem udryddet. — 4 Mos. 12:1-10; 16:1-35, 41-50.
7. (a) Hvem er Jehovas meddelelseskanal i vor tid, og ved hvis forordning? (b) Hvad er blevet overdraget i dens varetægt?
7 Lad os nu nøjagtigt identificere Jehovas meddelelseskanal i vor tid så vi kan forblive i hans gunst. Lyt i denne forbindelse til det inspirerede svar i Mattæus 24:45-47 (NW): „Hvem er så egentlig den tro og kloge træl som hans herre har sat over sine tjenestefolk til at give dem deres mad i rette tid? Lykkelig er den træl hvis hans herre ved sit komme finder ham i færd med at gøre sådan. I sandhed siger jeg jer: Han vil sætte ham over alle sine besiddelser.“ Har han gjort det? Ja, især siden 1919 har det været tydeligt at han har udnævnt den salvede rests kollektive legeme til at varetage alle Rigets synlige interesser. „Trællen“ blev da ikke alene ansvarlig for at sørge for legemets lemmers behov, men fik også pålagt det ansvar at forkynde den gode nyhed om det oprettede rige for alle folkeslag. (Matt. 24:14) Det er ikke den der har bestemt at det skal være sådan, men det er noget Gud selv har forordnet. „Nu har Gud sat lemmerne på legemet, og ethvert af dem således som han ville,“ siges der i 1 Korinter 12:18. Det er nødvendigt at vi forstår dette og at vi følger „trællens“ ledelse på samme måde som vi ville adlyde Guds røst, for det er hans foranstaltning.
Hvem udnævner tilsynsmænd?
8, 9. (a) Hvem udnævner tilsynsmænd i den nye verdens samfund? (b) Forklar hvorledes dette kan være sandt.
8 Den teokratiske ordning med hensyn til udnævnelser gør sig gældende overalt i organisationen. Den bliver ledet fra oven, af Jehova Gud selv, og nedefter. De der sidder i ansvarsfulde stillinger, såsom zone og sektionstjenere, menighedstjenere, og assisterende tjenere i menigheden, indgår hver især som led i denne teokratiske opbygning. Deres udnævnelse til at tjene bør betragtes på denne måde, og da de véd dette føler de et stort ansvar ind for Gud med hensyn til at varetage deres hverv på rette måde. Som apostelen Paulus så træffende sagde: „Giv agt på jer selv og hele den hjord i hvilken den hellige ånd har udnævnt jer som tilsynsmænd til at vogte Guds menighed, som han købte med blodet af sin egen [søn].“ (Ap. G. 20:28, NW) Tjenerne i menighederne er ikke tjenere fordi et eller andet menneske har udvalgt dem. Det er ikke zonetjeneren eller menighedsudvalget der afgør hvem der skal føre tilsyn med Guds menighed. Det er Jehovas hellige ånd der må virke for at de kan blive udnævnt til at være tilsynsmænd. Hvorledes sker det?
9 Guds ord, Bibelen, blev skrevet under inspiration af den hellige ånd. I den findes der en udførlig beskrivelse af dem der kan være tilsynsmænd i menighederne. Disse krav har Gud selv fremsat, og i vor tid er det stadig hans virkekraft der driver det styrende råd og andre der sidder i ansvarsfulde stillinger, fordi de nøje følger det skrevne ord. Når disse instruktioner omhyggeligt følges, og det kun er sådanne som er beskrevet i Bibelen der udnævnes til tilsynsmænd, hvem er det så der udvælger dem? Ikke mennesker, for de har ikke fastsat den rettesnor der skal følges. Det er Jehova Gud selv der ved hjælp af sin hellige ånd udnævner dem til at være tilsynsmænd. — Sl. 119:105; Ordsp. 3:5, 6.
Hvem kan tjene?
10. Hvad menes der i Bibelen med udtrykket „ældste“, og hvorfor kan kun sådanne være tilsynsmænd?
10 Betragt de bibelske krav som er fremholdt i 1 Timoteus 3:1-7 og Titus 1:5-9. En af de første ting der skal tages i betragtning ved udvælgelsen af en tjener, er spørgsmålet om modenhed, og vi får gentagne gange at vide at kun en „ældste“ eller „ældre mand“ kan være tilsynsmand. Det står ikke nævnt i 1 Timoteus 3 men det er det første punkt der nævnes i Titus 1:5. Ved ældste forstås ikke blot nogle der er ældre rent fysisk. Alder gør ikke nødvendigvis en mand moden i åndelig henseende, selv om årenes erfaring absolut er en fordel. Modenhed der kvalificerer en til særlige tjenesteforrettigheder indbefatter både kundskab og erfaring. En tilsynsmand bør være flittig til at studere for at kunne leve op til en sådan standard. Han bør have et godt kendskab til organisationens historie, sund forståelse af lærespørgsmål og være godt inde i organisationsinstruktionerne. Selv om han uden tvivl har meget travlt med at passe menigheden bør han dog altid være à jour med sit studium, ikke alene til gavn for sig selv men også som et eksempel for sine brødre i denne henseende. Dette, tillige med megen erfaring i at arbejde sammen med organisationen, er hvad der kræves dersom tilsynsmanden skal kunne varetage sin opgave på rette måde.
11. Gør rede for hvad der indbefattes i kravene om at tilsynsmanden bør være ulastelig, samt mådeholden i sine vaner.
11 Det andet vers her lyder: „Tilsynsmanden bør derfor være ulastelig, en kvindes mand, mådeholden i sine vaner, sund i sindet, ordentlig, en der elsker fremmede, er kvalificeret til at undervise.“ (1 Tim. 3:2, NW) Når der siges at han skal være ulastelig eller dadelfri, betyder det at ingen skulle kunne pege fingre ad ham som en der er forsømmelig med sit arbejde, eller som undlader at leve op til Bibelens standard. Dette gælder i alle livets forhold. Er han gift kan han følgelig kun være én kvindes mand. Han bør også være mådeholden i sine vaner. Han må ikke være frådser, og selv om det ikke er forbudt at drikke må han aldrig drikke over måde. (1 Kor. 10:31) Med hensyn til sit arbejde følger han også en middelvej; han er nok flittig, men han går ikke til yderligheder og ødelægger sit helbred. Finder han glæde ved sund adspredelse, er det ligeledes ret. Men han går aldrig til den yderlighed at han kommer til at elske fornøjelser højere end han elsker Gud, så de får lov til at fortrænge den teokratiske virksomhed. — Fil. 4:5, KJ; 2 Tim. 3:1, 4.
12. Hvorfor ville det være uklogt at en fanatiker tjente som tilsynsmand?
12 I den gamle verdens samfund ser vi ofte mennesker der tiltrækker sig folks opmærksomhed på grund af deres særheder, men når sådanne mennesker kommer ind i Jehovas organisation bestræber de sig flittigt på at forny deres personlighed. (Ef. 4:22-24) Dersom nogle endnu ikke har gjort det, kan de naturligvis ikke være tilsynsmænd. Hvis en broder er fanatiker med hensyn til visse spiser eller andet her i livet, står tingene ikke i deres rette forhold til hinanden. „Thi Guds rige består ikke i, hvad man spiser og drikker, men i retfærdighed og fred og glæde i Helligånden. Thi den, som heri tjener Kristus, er velbehagelig for Gud og består for menneskers dom.“ (Rom. 14:17, 18) Vi gør vel i at tage vare på vort helbred, men det er uklogt af os at skænke det den opmærksomhed som vi burde give tjenesten. Kun de der sætter Riget først kan være tjenere.
13. Hvad menes der med at han skal være „sund i sindet“?
13 Hvad menes der med udtalelsen om at han må være sund i sindet? Det betyder meget mere end blot det at have et ligevægtigt sind. Den der er sund i sindet teokratisk set, har fornyet sit sind i overensstemmelse med Guds gode og velbehagelige vilje. Han har fyldt sindet med sandheden, hans tænkemåde er bygget på Bibelen. Han har lært at stole på Jehova af hele sit hjerte og ikke forlade sig på sin egen forstand. — Sl. 19:8; 139:17; Es. 55:9; Rom. 12:2.
14. Hvad er indbefattet i at være „ordentlig“ og „kvalificeret til at undervise“?
14 Det er i samme betydning han må være „ordentlig“. Enhver tjener, ja enhver inden for den nye verdens samfund, ved at det er vigtigt at være pæn og at have et velordnet hjem. Hans hjem er ikke bare noget der vedrører ham selv, men når han bliver et af Jehovas vidner repræsenterer han og hans hjem den nye verdens samfund dér på egnen. Han ønsker at være sikker på at det er til ære for organisationen. At være ordentlig indbefatter imidlertid mere end dette. Det kræver at han anerkender den teokratiske ordning, at han forstår nødvendigheden af at underlægge sig den teokratiske organisation, såvel den usynlige som den synlige. Forståelse af den teokratiske ordning vil hindre ham i at se på sine medtjenere efter det ufuldkomne kød; den vil drive ham til at handle med dem som med mænd der af Gud er blevet udvalgt til at varetage Rigets interesser. Det vil få ham til at handle ret mod sine brødre der alle er Jehovas og ikke tilsynsmandens tjenere. Han har selv en dyb erkendelse af at han er tjener og at han må røgte sin opgave godt, opbygge menigheden åndeligt, og hilse de fremmede eller retsindige mennesker der også giver udtryk for ønsket om at slutte sig til den sande tilbedelse, velkommen i menigheden. Dette, tilligemed at han stadig gør sig flid i den teokratiske skole, skulle hjælpe ham til at blive kvalificeret til at undervise, både fra hus til hus og fra talerstolen ved menighedens møder. — 1 Kor. 14:40; 2 Kor. 5:16; Ef. 5:21.
15. Hvad kan der siges om en tilsynsmands indstilling til og hans syn på verdslig beskæftigelse?
15 Læg nu mærke til det tredje vers i dette tredje kapitel af det første brev til Timoteus. Tilsynsmanden må ikke være en „trættekær drukkenbolt, ikke en slagsbroder, men fornuftig, ikke stridbar, ikke pengekær“. (NW) I stedet for at bringe skam over den nye verdens samfund ved umådeholdent drikkeri, stridigheder eller en dårlig indstillling søger han Guds ånds frugter: kærlighed, glæde, fred, langmodighed, mildhed, godhed, trofasthed, sagtmodighed, afholdenhed. (Gal. 5:22, 23) Du vil bemærke at der i Paulus’ ord er indbefattet en advarsel mod en fare der har vist sig at være en snare for mange: kærlighed til penge. Den hvis kærlighed til penge på nogen måde overstiger hans kærlighed til Gud kan aldrig virke som tilsynsmand. Hvis han tillader sin verdslige beskæftigelse at træde i stedet for sin regelmæssige overværelse af menighedens møder hvor han modtager føde fra Jehovas bord, opfylder han ikke dette krav. Dersom overarbejde, lejlighedsvis eller hyppigt, eller endog fast arbejde som griber ind i møderne eller tjenesten er mere tillokkende for ham end den nye verdens samfunds virksomhed, skader han sig selv åndeligt, samt dem der af ham venter at han skal føre an og være eksempel. Tjenerne må være på vagt at ikke materialismens snare berøver dem deres tjenesteforrettigheder. — Matt. 6:31-33; Luk. 12:15.
16. Berører en mands familie hans kvalifikationer som tilsynsmand? Hvorledes?
16 Beretningen fortsætter i 1 Timoteus 3:4, 5 (NW): „En mand der forestår ledelsen af sin egen husstand på rette måde og har børn som underordner sig i al oprigtighed; (dersom en mand ikke ved hvordan han skal forestå ledelsen af sin egen husstand, hvorledes vil han da tage vare på Guds menighed?).“ Den der forestår ledelsen af sin egen husstand på rette måde gør det i kærlighed. Han hersker ikke med jernhård hånd og forlanger respekt, mens han undlader at gøre det der skaber respekt. Men når tugt er påkrævet ignorerer han heller ikke dette ansvar. Det sker at børn, påvirket af den verdslige trang til uafhængighed, ikke adlyder, eller de forstyrrer under møderne. Dette er ikke i sig selv et bevis på at faderen ikke opdrager dem rigtigt. Men spørgsmålet er: Viser faderen nu selv respekt for teokratisk orden ved at sørge for den fornødne tugtelse, ikke for øjnene af hele menigheden men udenfor eller senere hjemme? En tilstækkelig og konsekvent udmålt tugtelse vil snart gøre ende på problemet, og hans evne til at magte situationen vil ses af at episoden sjældent gentager sig. Men hvis han ikke kan styre sin egen husstand, hvordan skulle han så nogen sinde kunne være hyrde for Guds hjord? — Hebr. 12:9; Ordsp. 23:13, 14.
17. (a) Af hvilke grunde er en nyomvendt ikke kvalificeret til at være tilsynsmand? (b) I hvilken henseende må han have et godt omdømme, selv blandt dem uden for organisationen?
17 „Ikke en nyomvendt, for at han ikke skal blive opblæst af stolthed og falde ind under den dom der er blevet fældet over Djævelen. Desuden bør han også have godt lov blandt folk udenfor for at han ikke skal komme i vanry og falde i Djævelens snare.“ (1 Tim. 3:6, 7, NW) Det tager tid at forny sit sind. Når den gamle verdens idealer har været et menneskes målestok i tyve, tredive eller fyrretyve år før det lærer sandheden at kende, kan dets tankegang ikke blive fuldstændig forandret på én gang. Vedkommende når måske meget hurtigt til det punkt hvor han ønsker at indvi sig og viser villighed til at gøre den fornødne forandring. Men denne forandring må virkelig have fundet sted og den nye verdens livsførelse må være blevet hans livsførelse før han er kvalificeret til at blive tilsynsmand i menigheden. Et helt år med aktiv tjeneste efter at han har symboliseret sin indvielse ved vanddåben er afgjort ikke for lang tid at vente for de ansvarshavende tjenere før de anbefaler en sådan som tjener, i fald der ikke er nogen anden i menigheden der kan anvendes. (1 Tim. 5:22) Den nye forkynders adfærd vil forbavse dem som han har kendt i den gamle verden, og de vil måske tale nedsættende om ham på grund af sandheden. Men når det kommer til hans forhold til andre, hans pålidelighed, og hans måde at tale på, kan de ikke finde nogen fejl hos ham. I sådanne anliggender giver de ham et gunstigt vidnesbyrd selv om de ikke sympatiserer med ham i hans religion. — 1 Pet. 4:4, 15, 16.
18. Hvad gør tilsynsmænd ydmyge og imødekommende?
18 Det er dem der opfylder disse krav, Jehova har godkendt som tilsynsmænd for sit folk. Det er mænd af en høj standard og med sand gudhengivenhed, mænd hvis stræben her i livet er at tjene Jehova Gud og fremme hans nye verdens samfunds interesser. Foruden alt dette er de oprigtigt ydmyge idet de altid betragter deres stilling i forhold til deres Fader i himmelen. Selv om de har et stort ansvar at bære må de aldrig tabe den kendsgerning af syne at de er tjenere. Når de holder sig dette for øje vil de være imødekommende, rimelige og altid hjælpsomme over for deres brødre.
Hvordan udvælgelse foretages
19. Hvorledes viser Samuels salvelse af David den måde hvorpå teokratiske udnævnelser foretages?
19 Fra tid til anden anmodes nogle i deres egenskab af tilsynsmænd om at anbefale andre til tjenerposter i den teokratiske organisation. De må holde sig for øje at ifølge den teokratiske tingenes ordning skal disse udnævnes ved den hellige ånd. De befinder sig i omtrent samme situation som profeten Samuel, der af Jehova blev sendt for at salve den han havde udvalgt til konge over sit folk. Han fik ikke opgivet navnet på den der skulle salves, men fik kun at vide at det ville blive en mand som Gud havde udset sig blandt Isajs sønner. Da de unge mænd blev ført frem for profeten var Samuel først tilbøjelig til at mene at det måtte være den ældste af sønnerne, en smuk, velskabt yngling ved navn Eliab. Men sådanne egenskaber var ikke det afgørende. Som Jehova sagde til ham: „Se ikke på hans ydre eller høje vækst; thi jeg har vraget ham; Gud ser jo ikke, som mennesker ser, thi mennesker ser på det, som er for øjnene, men HERREN ser på hjertet.“ — 1 Sam. 16:1, 6, 7.
20. (a) Er det muligt i vor tid at ransage et menneskes hjerte? (b) Hvem alene kan udnævnes som tjener, og hvilken forvisning giver dette os?
20 Det samme gør sig gældende i dag. Jehova ser på hjertet, ikke på det udvortes. Tilsynsmænd må holde sig dette for øje og ikke lade sig påvirke af personlighed eller andre sider af et menneskes ydre. Det er sandt at et menneske ikke kan se ind i et andet menneskes hjerte, men det kan Guds ord. „For Guds ord er levende og udfolder kraft og er skarpere end noget tveægget sværd og trænger så langt ind at det deler sjæl og ånd og marv og ben, og kan skelne hjertets tanker og hensigter.“ (Hebr. 4:12, NW) Det er den bibelske målestok der må anvendes i et sådant tilfælde, for det er Guds ord der åbenbarer hvad der bor i et menneskes hjerte. Det påhviler ikke den der anmodes om at anbefale en tjener, at vælge en han personlig synes er den bedst kvalificerede, men at finde den mand der er beskrevet i Guds instruktionsbog, Bibelen, idet han gennem bøn søger Jehovas hjælp i sagen. Når vi således har fulgt Guds inspirerede ord og véd at den hellige ånd virker på organisationen for at lede den, kan vi have fuld tillid til at tjenerne i sandhed er udnævnt af Jehova Gud ved hjælp af hans hellige ånd.
Anerkend teokratiske repræsentanter
21. På hvilken måde foreholder Jehova os i dag sine krav om at komme sammen til møder og der offentligt bekende vort håb?
21 Dette giver alle i Jehovas organisation en begunstiget stilling, for vi ved at de forordninger der træffes inden for organisationen er en kærlig foranstaltning fra Gud. Vi anerkender dem som værende fra Gud og takker ham for hans foranstaltninger. Apostelen Paulus giver os imidlertid følgende nøgterne formaning: „Som hans medarbejdere formaner vi jer også til ikke at tage imod Guds ufortjente godhed og forfejle dens hensigt.“ (2 Kor. 6:1, NW) Lad os rette os efter det foranstaltede tilsyn på samme måde som vi ville rette os efter Gud. Lad os tage et eksempel. Når den der er udnævnt til menighedstjener, eller en af de andre tjenere eller bogstudieledere, henvender sig til os for at opmuntre os til mere regelmæssigt at overvære eller deltage i møderne, hvorfor gør han så det? Først og fremmest fordi Guds ord formaner os til at følge en sådan handlemåde: „Lad os holde fast ved den offentlige bekendelse af vort håb uden at vakle, for trofast er han der gav løftet. Lad os give agt på hverandre så vi opflammer hverandre til kærlighed og rette gerninger, og ikke forsømme at komme sammen, som nogle har for skik, men opmuntre hverandre, og det så meget mere som I ser dagen nærme sig.“ (Hebr. 10:23-25, NW) Nu er denne tjener blevet udnævnt ved den hellige ånd for at hjælpe os i vor tjeneste og henleder vor opmærksomhed på de gode råd der findes i Bibelen om at overvære menighedens møder og dér offentligt bekende vort håb. Vi burde rette os derefter med samme villighed som vi ville adlyde Guds røst. Det er den måde hvorpå han nu handler med os.
22. Hvordan blev nødvendigheden af at have respekt for himmelske teokratiske repræsentanter indprentet Zakarias?
22 Zakarias, Johannes Døbers fader, havde en oplevelse der burde indprente os dette. Dengang Gabriel, en udnævnt teokratisk repræsentant, en af Guds engle og tjenere, blev sendt for at underrette Zakarias om hans søns forestående fødsel, afviste Zakarias ikke budskabet men gav blot udtryk for nogen tvivl idet han sagde: „Hvordan skal jeg få vished om dette? jeg er jo gammel, og min hustru er højt oppe i årene.“ Zakarias undlod her at vise behørig respekt for teokratisk myndighed. Derfor blev han slået med stumhed, og forblev stum til Johannes’ fødsel. En sådan erfaring blev nedskrevet til belæring for os på denne tid. — Luk. 1:18-20.
23. (a) Er det mindre vigtigt at anerkende jordiske repræsentanter i den teokratiske organisation? (b) Hvilket syn anlægger vi på organisationens vejledning?
23 Ingen ville naturligvis betvivle engelen Gabriels bemyndigelse da han talte som en Guds tjener. Lydighed og respekt over for denne teokratiske repræsentant ville være at vise lydighed og respekt over for den han repræsenterede, Jehova Gud. Jordiske tilsynsmænd repræsenterer i deres tjenende stillinger Jehova i lige så høj grad som de himmelske gør det. En af menighedens tjenere har måske på et eller andet tidspunkt henvendt sig til dig og er kommet med nogle forslag om hvordan du kunne forbedre eller forøge dine tjenesteforrettigheder på arbejdsmarken. Hvordan bør vi stille os til det han siger? Ja hvordan ville vi stille os dersom Jehova selv åbnede himlene og gav os denne formaning? Af kærlighed til vor himmelske Fader ville vi fryde os over at følge den! (Sl. 40:9) Men Jehova har åbnet himlene og belært os om hvad vi skal gøre. Ved fra det høje at sende sin hellige ånd, har han i sit ord ladet nedskrive formaningen om at vi skal forkynde offentligt og fra hus til hus og give fårene føde ved at gå på genbesøg hos alle dem der viste interesse da de hørte ordet. Nu i denne tid har han udvalgt skaren den „tro og kloge træl“ til at føre tilsyn med denne forkyndelse af Riget. Denne „trælle“-skare har han betroet alle sine besiddelser i forbindelse med den sande tilbedelse på jorden. I opfyldelsen af sit gudgivne hverv giver denne skare os forslag om hvordan vi kan udføre vort gudgivne forkynderhverv, og benytter de stedlige, teokratisk udnævnte tjenere til at henlede vor opmærksomhed på dem og hjælpe os med at omsætte dem i praksis. Endskønt „trællen“ og andre udnævnte tilsynsmænd på ingen måde er inspirerede som de der blev brugt til at skrive Bibelen, viser menighedens medlemmer dog tilbørlig respekt for den stilling de indtager ved at de retter sig efter den vejledning der gives, for de ved at dette er Jehovas foranstaltning til belæring for hans folk i denne tid. — Hebr. 13:7, 17.