Spørgsmål fra læserne

■ Hvis et barn af en ældste i en menighed begår en alvorlig overtrædelse, må faderen da automatisk erklæres for uegnet til at være ældste?

En broder kan ikke ’automatisk erklæres for uegnet’ til at tjene som ældste, selv om en mindreårig søn eller datter af ham kommer ud i alvorlige vanskeligheder. Man må tage alle faktorer i betragtning før man afgør om han stadig opfylder kravene til at være ældste.

I Titusbrevet 1:6 står der at en ældste skal være „uangribelig“, at han skal have „troende børn der ikke er under anklage for udsvævelser eller er uregerlige“. (Se også Første Timoteusbrev 3:4.) Jehovas Vidner holder fast ved denne norm.

I Vagttårnet for 1. december 1983 blev det derfor pointeret at en ældste må finde balancen mellem pligterne i menigheden og bestræbelserne for at sørge for sin hustru og sine eventuelle børn, både hvad angår de følelsesmæssige og de åndelige behov. Hvis en broder var forsømmelig i denne henseende, ville det uden tvivl have en nedbrydende virkning på dem. Hvis et barn ikke får den nødvendige åndelige vejledning og tugt, kan vedkommende ikke gøre fremskridt i åndelig henseende og kan måske komme til at begå alvorlige overtrædelser. Dette vil betyde at den forsømmelige fader ikke er egnet til at tjene som udnævnt ældste i menigheden, for, som der står i Første Timoteusbrev 3:5: „Hvis en mand ikke ved hvordan han skal præsidere i sin egen husstand, hvordan kan han da tage vare på Guds menighed?“

En længere redegørelse for dette findes i Vagttårnet for 15. maj 1978, side 23, 24. Her peges der på hvorfor alle faktorer må tages i betragtning. Som eksempel kan nævnes en ældstebroder der havde et fast bibelstudium med sine fem børn, deltog i adspredelser sammen med dem, tog dem med til kristne møder og på andre normale måder stræbte efter at leve op til sine forpligtelser som kristen fader. Det gik godt med de fire af børnene, men den femte af dem, en søn, var der konstant problemer med, og til sidst gav han efter for synd. Hvis faderen stadig nød menighedens respekt, ville den ene søns adfærd ikke betyde at faderen var uegnet til at være ældste.

Menighedens medlemmer ved måske at en broder har gjort alt hvad det med rimelighed kan forventes at en kristen fader gør for at tage sig af sin familie, uanset om han har ét barn eller flere børn. Hvis et barn slår ind på en forkert kurs, opfatter de det måske ikke som faderens fejl, lige så lidt som de regner Judas Iskariots frafald for Jesu fejl. De mener heller ikke det var Jehova der var skyld i at den engel der blev Satan, hovmodede sig. Det er af afgørende betydning at en broder der tjener som ældste, fortsat kan nyde stor respekt i menigheden, så alle kan tage imod den vejledning han giver ud fra Bibelen, og kan efterligne hans tro når de har betragtet udfaldet af hans adfærd i almindelighed. — Hebræerne 13:7.

■ I betragtning af at blodet dannes i knoglemarven, kan en kristen da tage imod en knoglemarvstransplantation?

En knoglemarvstransplantation foregår som oftest ved at der tages knoglemarv fra en donor (ofte en nær slægtning), hvorefter denne substans overføres til patienten ved injektion eller transfusion. Dette gøres i håb om at den tilførte knoglemarv vil nå frem til de steder hvor patienten mangler knoglemarv, og senere fungere normalt. Almindeligvis bruges denne fremgangsmåde kun i kritiske tilfælde (som ved aplastisk anæmi eller akut leukæmi), da der er visse farer forbundet med den behandling en patient får som forberedelse til knoglemarvstransplantation, og med den behandling patienten skal have bagefter.

Som det også fremgår af spørgsmålet, dannes der røde blodlegemer i marven af visse knogler, for eksempel ribbenene, brystbenet og bækkenbenene. I betragtning af at Bibelen forbyder indtagelse af blod, er det således forståeligt at spørgsmålet om hvorvidt kristne kan tage imod en transplantation af knoglemarv fra et andet menneske, opstår.

Det siges klart i Bibelen at tjenere for Gud må ’afholde sig fra blod’. (Apostelgerninger 15:28, 29; 5 Mosebog 12:15, 16) Eftersom de røde blodlegemer bliver dannet i den røde knoglemarv, bliver knoglemarven da i Bibelen sidestillet med blodet? Nej. Marven fra dyr omtales som enhver anden form for kød der kan spises. I Esajas 25:6 står der at Gud vil indbyde sine tjenere til et gæstebud „med fede, marvfulde retter“. Når et dyr slagtes og blodet på normal vis løber fra, er det aldrig muligt at få alle blodlegemer ud af marven. Men når et dyr er blevet slagtet og blodet er løbet fra, har man lov at spise en hvilken som helst del af dets kød og andet væv, marven indbefattet.

Ved knoglemarvstransplantationer hentes marven naturligvis fra en levende donor, og der kan endnu være en vis mængde blod i den. En kristen må derfor afgøre med sig selv om en knoglemarvstransplantation — set med hans øjne — skal betragtes som en overførsel af almindeligt væv eller en overførsel af væv hvori blodet ikke har fået lov at løbe fra. Desuden må en kristen overveje de bibelske aspekter ved selve dét at modtage en transplantation af organer fra andre mennesker. Se „Spørgsmål fra læserne“ i Vagttårnet for 15. juni 1980. Det kan tilføjes at dr. D. E. Thomas i bogen Harrison’s Principles of Internal Medicine (Update I, 1981, side 138) nævner at „så godt som alle der modtager marvtransplantationer også får behov for transfusion af blodplader“, og at mange får tilført „pakkede røde blodlegemer“. En kristen må således tage i betragtning hvilke yderligere afgørelser han vil blive stillet over for hvis han går med til en marvtransplantation. — Ordsprogene 22:3.

Dette er altså et spørgsmål den enkelte personligt må afgøre, men dét som Bibelen siger om blod og om marv skulle hjælpe én til at træffe afgørelsen.