Hvem er kvalificeret til at være ældste?
„Vær hyrder for Guds hjord i jeres varetægt, ikke tvungent men villigt; heller ikke af kærlighed til uærlig vinding, men af iver.“ — 1 Pet. 5:2.
1. Hvor stor betydning anser Gud sin hjord for at have?
ANSER Gud sin hjord for at være så betydningsfuld at den fortjener særlig opmærksomhed af dem der er udnævnt af ham til underhyrder? Hvor stor betydning har Guds „får“ i hans øjne? Hans søn sagde: „Gud elskede verden så meget at han gav sin enestefødte søn, for at enhver som tror på ham, ikke skal gå til grunde men have evigt liv.“ (Joh. 3:16) Hans interesse var så stor at han lod sin søn forlade himmelen i et tidsrum af fireogtredive og et kvart år, for at han kunne komme her ned til jorden som menneske og føre sin Faders vildfarne „får“ tilbage til folden.
2. Hvilken tillid kan vi nære til Jehova og Jesus som hyrder? Forklar nærmere.
2 Vi er en del af den „verden“ som Gud elskede så meget og som har brug for at blive forligt med Gud. Hans anmodning til israelitterne efter at disse var vendt tilbage fra trældommen i det fremmede gælder i lige så høj grad os i dag: „Vend om til mig, . . . så vil jeg vende om til eder.“ (Zak. 1:3) Apostelen Peter skrev til den kristne menighed: „I var som får der var faret vild; men nu er I vendt tilbage til jeres sjæles hyrde og tilsynsmand.“ (1 Pet. 2:25) Dem der vender tilbage til ham, beskytter han: „Han vogter sin hjord som en hyrde, samler den med armen, bærer lammene i favn og leder de diende får.“ (Es. 40:11) Som sin medhjælper har han udnævnt Jesus Kristus, den rigtige Hyrde, som ’har sat sin sjæl til for fårene’. — Joh. 10:7-15.
3. Hvordan erkendte Paulus sit ansvar som hyrde?
3 Jehova har også sørget for at der er underhyrder som er interesseret i at tage sig af „fårene“. En af disse, apostelen Paulus, sagde: „Vi optrådte med nænsomhed i jeres midte, som når en ammende moder plejer sine børn. Idet vi således nærede en inderlig hengivenhed for jer, besluttede vi at give jer, ikke blot Guds gode nyhed, men også vore egne sjæle, fordi I var blevet os kære.“ I hvor stor udstrækning han var villig til at give sin sjæl, ses af det han skrev til menigheden i Korint: „Jeg selv vil med største glæde bruge af mine midler og lade mig selv helt opbruge for jeres sjæle.“ — 1 Tess. 2:7, 8; 2 Kor. 12:15; 11:28.
4. Hvad har vi pligt til, og hvad er vort mål som kristne i dag med hensyn til disse hyrder?
4 Vi kan følge disse hyrders eksempel i vort liv, nemlig den store Hyrde, den rigtige Hyrde og apostelen Paulus. Apostelen Johannes siger at „vi er skyldige at sætte vore sjæle til for brødrene“. (1 Joh. 3:16) Han kendte Jesu ord: „Jeg har nemlig givet jer et forbillede, for at I også skal gøre som jeg har gjort ved jer. Jeg siger jer i sandhed, ja i sandhed: En træl er ikke større end sin herre, og en der er udsendt er heller ikke større end den der har sendt ham.“ — Joh. 13:15, 16; jævnfør Johannes 15:12, 13.
5. Hvorfor har nogle endnu ikke fundet vejen tilbage til Jehova?
5 Eftersom Bibelen siger om Jehova at „han er vor Gud, og vi er det folk, han vogter, den hjord, han leder“, hvad er da grunden til at folk ikke tjener ham? Ganske enkelt den at de ikke kender vejen tilbage til ham; de har ingen til at lede sig, eller rettere, deres ledere blandt menneskene, foregivne hyrder, har ført dem vild. Jesus udpegede de falske hyrder på hans tid som nogle der var „forklædt som får“, men som inderst inde var „glubske ulve“. Folk var „medtagne og omtumlede som får uden hyrde“. De havde brug for en god hyrdes ledelse, og Jesus påtog sig opgaven. — Sl. 95:6, 7; Matt. 7:15; 9:36.
Et særligt hverv til hyrderne
6, 7. (a) Hvem udgør den hjord der skal vogtes? (b) Hvad må hyrderne aflægge regnskab for?
6 Da Jesus vendte tilbage til sin himmelske bolig sørgede han for at underhyrder kunne tage sig af hans „får“. En særlig pligt til at give Jesu „får“ føde påhviler i dag dem som den rigtige Hyrde udnævner. Peter, hvem Jesus gav en særlig befaling til at gøre dette (se Johannes 21:15-17), giver den samme befaling videre til kristne tilsynsmænd i dag, idet han siger: „De ældste [menighedens åndelige tilsynsmænd] iblandt jer [menigheden] giver jeg derfor denne tilskyndelse, . . . Vær hyrder for Guds hjord i jeres varetægt, . . . villigt . . . af iver.“ — 1 Pet. 5:1, 2.
7 Mens det kræves af alle indviede kristne at de „gør disciple af folk af alle nationerne“ idet de døber dem og lærer dem at holde alt det Kristus har befalet dem, har hyrderne specielt fået det hverv at tage sig af „Guds hjord“, dem som allerede er medlemmer af menigheden. De skal aflægge regnskab for dem over for Jehova. — Matt. 28:19, 20; Hebr. 13:17; 4:13.
8. Hvem udvælges og hvem udvælges ikke til hyrder for Guds hjord?
8 „En stor skare præster“ begyndte at adlyde troen på de første kristnes tid, idet de anerkendte Jesus som Messias. Men ingen skriftlærde eller farisæere som havde „sat sig på Moses’ plads“, blev udnævnt til hyrder i den kristne menighed. De som var „vise efter kødet“, som godt kunne lide at der blev hilst på dem på torvene og at man kaldte dem „rabbi“, blev ikke kaldede. Den ledertype findes ikke i Jehovas vidners kristne menighed. Jehovas vidner anerkender kun én leder eller fører, Messias. De skyr enhver form for smigrende titler. Jesus sagde: „I er alle brødre.“ — Apg. 6:7; Mattæus, kap. 23; 1 Kor. 1:26-29.
9. Hvor mange ældste skal der være i en menighed, og hvem udvælges de iblandt?
9 Til at varetage den kristne menigheds interesser har Gud „sat de forskellige i menigheden“, deriblandt lærere, tilsynsmænd og hyrder. I den første kristne menighed tjente alle som bibelsk set var kvalificerede i den ene eller den anden egenskab. Der blev ikke udnævnt et bestemt antal personer; i Efesus var der adskillige, hvilket ses af at Paulus sendte bud til de ældste i Efesus og bad dem møde ham i Milet for at de kunne få nærmere oplysning om deres pligter. Der udnævnes heller ikke et bestemt antal i den kristne menighed i dag. De behøver ikke, som i kristenhedens kirker, at have taget en højere embedseksamen, men de bør deltage flittigt i forkyndelsen, være levende interesseret i Guds ord og studere det regelmæssigt, og praktisere det der siges i de to store bud, nemlig elske Gud og næsten. — 1 Kor. 12:28; Matt. 22:36-39.
10, 11. Hvordan er det muligt at være „ulastelig“, og hvorfor sættes der et så højt mål?
10 I Paulus’ første brev til Timoteus, det tredje kapitel, finder vi de bibelske kvalifikationer for den der stræber efter et tilsynshverv. Vedkommende skal være ulastelig. Er dette muligt for et ufuldkomment menneske? Ville det ikke kræve at man var fuldkommen? Er Paulus ikke urimelig, alt for krævende? Den slutning bør vi ikke drage, for Paulus var uden tvivl bekendt med Jesu ord som vi læser i Mattæus 5:48: „I må altså være fuldkomne, ligesom jeres himmelske Fader er fuldkommen.“ Paulus vidste også at kong David ikke havde været fuldstændig ulastelig, men Paulus anerkendte alligevel, som en del af de inspirerede skrifter, Davids bøn til Jehova: „Døm mig, o Jehova, for jeg har selv vandret i min egen integritet.“ — Sl. 26:1, NW; jævnfør Anden Kongebog 20:3.
11 Det er klart at det er umuligt for et menneske at ligne Gud i absolut forstand, i alle henseender, til fuldkommenhed. Hvis vi skulle det, måtte tilsynsembedet i den kristne menighed forblive ubesat. At de bibelske krav er høje betyder at enhver der beklæder et tilsynsembede eller har det som mål, oprigtigt vil bestræbe sig for at opfylde disse krav. Med hensyn til at være ulastelig, for eksempel, ville en ældste ikke kunne drage omsorg for dem der er betroet i hans varetægt, hvis han lod meget tilbage at ønske i denne henseende. En tilsynsmand må kunne „tilskynde de yngre mænd til at være sunde i sindet, idet [han] selv i alle ting viser [sig] som et eksempel med hensyn til gode gerninger, og viser ufordærvethed i [sin] undervisning“. — Tit. 2:6-8.
12. Skal man være gift for at kunne være tilsynsmand? Forklar nærmere.
12 En tilsynsmand skal være „én kvindes mand“. Det vil ikke sige at en enkemand eller en der er ugift, ikke kan bruges. Det betyder nu, som det gjorde på Paulus’ tid, at en der har flere koner eller som lever sammen med en kvinde uden at være lovformeligt gift med hende, ikke kan tjene som tilsynsmand i den kristne menighed. Ja, man kan ikke give ham højre hånd som tegn på fællesskab. Sammenholdt med de yderligere krav der nævnes i vers 4 (1 Timoteus 3), må det betyde at man for at være tilsynsmand ikke kan være teenager, men må være gammel nok til at have kone og børn.
13. Hvorfor må de ældste undgå vor tids yderliggående vaner?
13 De unge i menigheden, ja også de ældre, viser ofte tegn på at være blevet påvirket af den nuværende tingenes ordnings mærkelige vaner. Den nære omgang i skolen eller forretningslivet med mennesker der har verdslige tilbøjeligheder, synes at have fristet dem til at efterligne dem. De kristne i det første århundrede må have gjort den samme erfaring, for Paulus’ videre vejledning (1 Tim. 3:2) om kravene til en tilsynsmand siger at han skal være „mådeholden i vaner“. At tillægge sig den gamle verdens vaner vil forhindre at man bliver godkendt af Gud og betragtet som egnet til en opgave der kræver at man kan være et eksempel for unge mænd. Apostelen Peter gør opmærksom på at der måske har været en tid da vi i uvidenhed havde sådanne vaner, men han siger at vi nu må leve for Guds vilje. Det vil måske forundre vore tidligere omgangsfæller og få dem til at spotte os, men Jesus sagde at det ikke skulle forurolige os. — Joh. 15:19; 1 Tim. 4:11, 12; 1 Pet. 4:3, 4; Rom. 12:2.
Må have en sund tankegang
14. Hvordan bør en ældste betragte sin stilling?
14 En ældste i en menighed indtager ikke nogen ophøjet stilling. At man er ældste skulle ikke få en til at „tænke højere om sig selv end han bør tænke, men tænke med et sundt sind“. The New English Bible siger at man ikke skal være „indbildsk“ men foretage en „nøgtern vurdering“ af sig selv. Det vil forhindre at man forventer at blive behandlet som visse af kristenhedens præster, der gerne vil have at folk ser op til dem og hilser dem med ærbødighed. — Rom. 12:3.
15. Hvad indbefatter det at være „ordentlig“?
15 En tilsynsmand skal være „ordentlig, gæstfri“. (1 Tim. 3:2) De falske hyrder var ikke ’ordentlige’ i nogen som helst forstand. Jehova fordømte dem idet han sagde: „Ve hyrderne [i Israel], der ødelægger og adsplitter de får, jeg græsser.“ (Jer. 23:1, 2) At de gjorde krav på at være hyrder, frelste dem ikke fra Jehovas dom. Jesus fordømte også de falske hyrder på hans tid. De kristne hyrder må derfor være ordentlige, idet de arbejder for menighedens fred. Nu og da vil det blive krævet af dem at de formaner dem der „fører et uordentligt liv“, dem der „vandrer uordentligt“, idet de „slet ikke arbejder men blander sig i hvad der ikke vedkommer dem“. (1 Tess. 5:14; 2 Tess. 3:11) Hvis deres formaning skal være antagelig, må de selv sætte et godt eksempel ved at leve efter de bibelske love og principper og aldrig udbrede tanker og ideer som ikke er i overensstemmelse med sandheden. — 1 Kor. 4:6; 14:33; Tit. 2:6-8.
16. Er dét at være gæstfri kun begrænset til at hilse på de nye og byde dem velkommen i rigssalen?
16 Da kong Salomon bad om Guds bevågenhed dengang templet blev indviet i Jerusalem, bad han også for „den fremmede“, det vil sige den som ikke var israelit men som kom for at tilbede der. Uden tvivl traf han også praktiske foranstaltninger til gavn for disse fremmede. I dag velsigner Jehova os med en stor tilstrømning af ’fremmede’, nogle som hidtil ikke har tilbedt Jehova. Der må også træffes foranstaltninger til at byde dem velkommen. Det er tilsynsmændenes pligt at sørge for dette, ikke blot ved at hilse på de nye i rigssalen, men ved at hjælpe dem til at gøre fremskridt i kristen livsførelse. Dette er sand gæstfrihed, et af de krav der stilles til en tilsynsmand. — 1 Kong. 8:41-43; Mika 4:1, 2; Matt. 9:37; Hebr. 13:1, 2; 3 Joh. 5.
17, 18. (a) Undervises der kun fra talerstolen? (b) Hvilket mål har tilsynsmanden som lærer?
17 Jesus sagde: „Der står skrevet hos Profeterne: ’Og de skal alle være oplært af Jehova.’“ (Joh. 6:45; Es. 54:13) Dette bliver stadig vigtigere efterhånden som vi nærmer os afslutningen på den gamle tingenes ordning og indførelsen af den nye, under den salvede præst og konge Jesu Kristi ledelse. Jehova Gud er den ypperste Lærer, men Jesus sagde at hans disciple også med rette kunne kalde ham Lærer. Desuden har den herliggjorte Jesus Kristus givet „nogle som apostle, nogle som profeter, nogle som evangelieforkyndere, nogle som hyrder og lærere, [hvorfor?] med henblik på at bringe de hellige i den rette tilstand til en tjenestegerning“. — Ef. 4:11, 12.
18 De ældste skal altså være lærere, og det de skal undervise i, er Guds ord. De skal ikke ’kildre’ deres tilhøreres ører, men de skal tale til deres sind og hjerte. De bliver ikke anbragt på et ophøjet stade, får ikke en „lærestol“ eller „prædikestol“ at undervise fra. De kristne ældstes undervisning foregår ikke nødvendigvis fra talerstolen, men meget ofte gives den rent personligt, og det er bibel-undervisning.
19. Hvilke „kødets gerninger“ ville afskære en fra at blive udnævnt til tilsynsmand?
19 En ældste må ikke være en „fordrukken spektakelmager“. Umådeholden nydelse af alkohol sløver sanserne, så dømmekraften forringes og man mister kontrollen over sine tanker og sit sind. En ældste må ikke være „en som bruger vold“, hverken bogstaveligt eller åndeligt. Han må ikke være krigerisk, pengekær eller urimelig. Det ville gøre ham uegnet til at føre an i den kristne menighed. Selv om det måske ikke ville udelukke ham fra at tjene i en af det store Babylons kirker, ville sådanne „kødets gerninger“ afskære ham fra at gøre tjeneste i en af Jehovas vidners menigheder. — 1 Tim. 3:3; 6:10.
20. (a) Hvorfor skal man tage i betragtning hvordan en mand præsiderer i sin egen husstand når det overvejes om han kan udnævnes til ældste? (b) Hvad må man også tage i betragtning?
20 Efter at have nævnt at en ældste skal være en mand der præsiderer i sin egen husstand på en god måde og har børn der underordner sig, stiller Paulus spørgsmålet: „Hvis en mand ikke ved hvordan han skal præsidere i sin egen husstand, hvordan kan han da tage vare på Guds menighed?“ (1 Tim. 3:5) Paulus erkendte at der står flere liv på spil i Guds husstand end i mandens egen husstand. Det er altså nødvendigt at han forstår hvordan han skal tage sig af sin families anliggender til alles gavn. Men vil det sige at hans familie nødvendigvis må være idealet af en familie i enhver henseende? Det er ikke sikkert den kan være det. Det er muligt at han gør alt hvad man med rimelighed kan forlange af ham, og dog er der måske en i familien der ikke handler som han kunne ønske det. Hans hustru er måske meget genstridig, måske endog imod Jehova og hans ord. (Matt. 10:36) Men spørgsmålet er: I hvilken udstrækning er manden i huset ansvarlig for hendes genstridighed, og skyldes splittelsen i familien nogen forsømmelighed fra hans side? Her må man også tage menighedens syn på dette i betragtning.
21. Hvorfor er det klogt ikke at udnævne „en nyomvendt“ til tilsynsmand?
21 En tilsynsmand kommer til at træffe vigtige beslutninger og afgørelser. Det kan være afgørelser der kan få indflydelse på et menneskes hele liv eller være beslutninger angående det vigtige arbejde med at forkynde den gode nyhed. Måske det bliver forbudt at forkynde. Der er derfor brug for modenhed og dømmekraft. Følgelig bør en tilsynsmand ikke være „en nyomvendt“. (1 Tim. 3:6) Det er muligt at den nyomvendte ejer den samme begejstring og nidkærhed som de der har været længe i troen, men han er måske endnu ikke blevet „opøvet til at skelne mellem ret og uret“. (Hebr. 5:13, 14) De nye der er kommet til, må derfor modnes. I mellemtiden kan de se hen til og lægge mærke til ’dem som fører an i menigheden, dem som har talt Guds ord til dem, og efterligne deres tro, idet de nøje betragter udfaldet af deres adfærd’. — Hebr. 13:7.
Omsorg for de „andre får“
22. Hvordan skal man se på modeluner, og hvis eksempel bør vi følge i denne henseende?
22 Da Jehovas vidner ikke er „en del af verden“, efterligner de ikke de fremherskende modeluner som vil sætte dem i bås med mennesker der i deres ydre vil vise at de gør oprør mod de bestående konventioner. De unge brødre i menigheden bør holde sig Peters formaning for øje om at hyrder for Guds hjord må sætte det rette eksempel. Paulus var et sådant godt eksempel. Han sagde: „Bliv efterlignere af mig, ligesom jeg igen er det af Kristus.“ Folk lægger mærke til at Jehovas vidner er anderledes. En kristen optræden, især for tilsynsmændenes vedkommende, bør danne grundlag for ’det gode vidnesbyrd fra udenforstående’ som menigheden skulle have. — 1 Kor. 11:1; 1 Tim. 3:7; Joh. 17:16; 1 Pet. 5:2, 3.
23. Hvad andet skal man se efter hos en tilsynsmand?
23 I det første kapitel i brevet til Titus giver Paulus vejledning om hvad man skal se efter hos en ældste. Han skal være „uangribelig“, udadlelig. Man må ikke kunne sætte en finger på visse tvivlsomme personlige træk hos ham. Han må ikke være „selvrådig“ eller diktatorisk i sin optræden; ikke være „tilbøjelig til vrede“, opfarende eller hidsig; ikke være „begærlig efter uærlig vinding“, men tværtimod være særdeles ærlig i alt hvad han har med at gøre, både i og uden for menigheden. — Tit. 1:6, 7; se også Første Petersbrev 5:2, 3.
24. Hvordan viser en tilsynsmand at han er loyal?
24 Det er især vigtigt at en tilsynsmand er „loyal“ og også i denne henseende efterligner Jesus Kristus. Hans loyalitet mod rette principper vil måske kræve af ham at han må „retlede dem som siger imod“. (Tit. 1:9) Dette er måske ikke særlig behageligt, men at undlade at retlede hvor det er påkrævet, kan tages som tegn på at han sympatiserer med den der har syndet og således bliver meddelagtig i hans synd. (Ordsp. 29:24) Den retledning der gives, er et udtryk for venlighed mod en der står i begreb med at begå et fejltrin uden at være klar over det. (Gal. 6:1) Nogle urette handlinger kan man hurtigt glemme eller se gennem fingre med; men det gælder ikke dem der bedrøver den hellige ånd ved at give anledning til splittelse og sektdannelse i menigheden. I nogle tilfælde kan en tilsynsmands loyalitet derfor kræve at han må retlede. — Luk. 17:3, 4; Ef. 4:30.
25, 26. (a) Hvorfor er det særlig nødvendigt for hyrderne at give agt på sig selv og Guds menighed? (b) Kan de nye forvente at finde gode hyrder der kender deres ansvar i Guds menighed i dag?
25 I sin afskedstale til de ældste i Efesus bad Paulus dem indtrængende om at vogte Guds menighed og give agt på sig selv og ’på hele hjorden’ fordi der ville komme „undertrykkende ulve“ ind iblandt dem og disse ikke ville behandle hjorden skånsomt. (Apg. 20:28, 29) Disse „ulve“ ville i realiteten flå „fårene“ ved at rive de kristne identifikationsklæder af dem. Formaningen er i endnu højere grad på sin plads nu. Ingen tilsynsmand ønsker ved forsømmelighed at være skyld i at nogen af Jehovas „får“ går tabt.
26 Jehovas vidners årbog viser i hvilket omfang Jesu „andre får“ slutter sig til Jehovas kristne vidner. Der er flere endnu som Jesus ’bør føre’ fordi de vil ’høre efter hans stemme’. I disse „sidste dage“ for den gamle tingenes ordning bliver de der strømmer til den ene hjord under den ene hyrde oplært i Jehovas veje. De kan være forvissede om at de vil møde en kærlig og nænsom omsorg hos dem som det har behaget Jehova at betro den opgave at være hyrder. — Joh. 10:16; Luk. 12:32; Mika 4:1-4; Es. 32:1, 2.