Alkohol — har du det bibelske syn?
HAN var en døbt kristen. Da nogle ældste i hans menighed bekymret spurgte til hans drikkevaner, indrømmede han at han havde drukket nogle øl og nogle få glas whisky. „Men jeg var ikke fuld,“ tilføjede han.
Denne unge mand mente åbenbart at så længe man ikke bliver fuld, betyder det ikke noget hvor meget man drikker. Mener du også det? Bedrøveligt nok må vi sige at flere rapporter tyder på at nogle blandt Guds folk tænker sådan. Men stemmer det med Bibelens syn? Hvad siger Bibelen egentlig om nydelse af alkohol?
Alkoholiske drikke må regnes med blandt de mange gaver vi har fået af vor Skaber, Jehova Gud. Bibelen fortæller da også at Gud frembringer „vin, der glæder menneskets hjerte“, at vin „fryder Gud og mennesker“, og at det kan gøre hjertet „muntert“. (Salme 104:15; Dommerne 9:13, NW; Ester 1:10, NW) Bibelen anvender desuden udtrykket „vinstok“, eller vin, til at beskrive velstand og tryghed. — Mika 4:4; Zakarias 3:10.
Men en gave kan både bruges og misbruges, og Bibelen indeholder mange advarsler mod misbrug af alkohol.
Umådeholdent alkoholforbrug
Skal vi mene at ’så længe man ikke bliver fuld, er det lige meget hvor meget man drikker’? Bibelen fordømmer afgjort drukkenskab, og fortæller os at drankere ikke skal „arve Guds rige“. (1 Korinter 6:9, 10) Men er det kun drukkenskab vi advares imod? Hvad med det at drikke store mængder uden egentlig at blive beruset?
I Første Timoteusbrev 3:2, 3 læser vi at en tilsynsmand ikke blot skulle undgå at være en „fordrukken spektakelmager“, men også skulle være „mådeholden i vaner“. Dette omfatter alle vaner; men det græske ord der er oversat med „mådeholden i vaner“ (nefaʹlion) betyder bogstaveligt „ædru, mådeholden; afholdende fra vin, enten fuldstændigt eller i det mindste fra dens umådeholdne brug.“ (Kursiveret af os.) — Thayer’s Greek-English Lexicon of the New Testament.
I det efterfølgende opregner Paulus de betingelser menighedstjenere eller diakoner må opfylde for at være egnede, og siger at de ikke må være „forfaldne til megen vin“, eller, som Seidelin-oversættelsen siger det: „De må ikke drikke umådeholdent.“ — 1 Timoteus 3:8.
Ja, for at blive anbefalet til en tjeneste som tilsynsmand eller menighedstjener, og for at fortsætte i denne tjeneste, må en kristen til enhver tid vise eksemplarisk mådehold med sit alkoholforbrug. For adskillige år siden varede en bryllupsreception i et latinamerikansk land til ud på de små timer uden ophold i udskænkningen. Følgen var at hele ældsterådet og alle menighedstjenerne i en menighed måtte afsættes!
Men er mådehold kun noget der kræves af tilsynsmænd og menighedstjenere? Slet ikke, for i Titusbrevet 2:2 rådes ældre mænd til at være „mådeholdne i vaner“. Menighedens kvinder bliver ligeledes rådet til at være „alvorlige, ikke bagtaleriske, men mådeholdne i vaner“. (1 Timoteus 3:11) Og ældre kvinder får besked på at være „ærbødige i adfærd, ikke bagtaleriske, ikke trælbundne af megen vin“. — Titus 2:3.
Det fremgår altså tydeligt at kristne omhyggeligt bør undgå ikke blot beruselse — den yderste konsekvens af overdreven indtagelse af alkohol — men i det hele taget umådeholdent alkoholforbrug.
Hvad er et mådeholdent forbrug?
Man kan ikke sætte en fast grænse der gælder for alle, da personlige forhold som helbredstilstand og kropsvægt afgør hvilken virkning spiritus har på ens organisme. Der er imidlertid adskillige ting man bør have i tanke når man skal afgøre hvad mådehold er.
For det første: pas på med undskyldninger! Det er kun alt for nemt at mene at en uønsket vejledning har adresse til andre og ikke til en selv. Hvis alle mente det, ville vejledningen slet ikke have adresse til nogen!
Tænk dernæst på hvor meget alkohol dit legeme kan tåle. Et voksent menneske på 70 kilo kan forbrænde omtrent 13 milliliter ren alkohol i timen (svarende til 30 milliliter spiritus med en styrke på 40 procent, eller 100 milliliter bordvin). Når man får mere end det, stiger indholdet af alkohol i blodet. Hos et voksent menneske skal der normalt blot to almindelige genstande,a indtaget i løbet af få minutter, til at øge spirituspromillen i blodet til 0,5 — hvilket for de fleste vil være tilstrækkeligt til at de ikke kan færdes forsvarligt i trafikken.
En tredje ting at tage i betragtning er andre kristnes syn på tingene. I Romerbrevet 14:21 læser vi: „Det er godt ikke at spise kød, ikke at drikke vin, ikke at gøre noget som kan blive en snublesten for din broder.“ Når du skal afgøre om du er mådeholden med alkohol eller ikke, kunne du altså spørge dig selv: Drikker jeg i almindelighed mere end andre? Er andre — familiemedlemmer eller kristne brødre og søstre — efterhånden bekymrede over omfanget af mit forbrug? Er jeg kendt for at kunne „tåle mosten“, underforstået at drikke meget? ’Jamen jeg kan tåle mere end andre,’ siger du måske. Men viser Paulus’ ord ikke at vi bør tage hensyn til hvad vore brødre mener? Husk Jesu ord i Lukas 17:1: „Det er uundgåeligt at der kommer årsager til snublen og fald. Dog, ve den ved hvem de kommer!“
Det må naturligvis bemærkes at ingen af os har ret til at påtvinge en anden sin samvittighed. Vi bør omhyggeligt undgå at blive urimeligt kritiske med hensyn til andres spiritusforbrug. Som apostelen Paulus sagde: „Du har ingen ret til at kritisere din broder eller se ned på ham. Husk at vi hver især personligt skal stå for Guds Dommersæde.“ — Romerne 14:10, The Living Bible.
Man må også tage årsagen til at man drikker alkoholiske drikke i betragtning. Er det blot for at slappe af, for at slukke tørsten, eller for at forhøje nydelsen ved et måltid? Eller er det for at fordrive bekymringer, frygt og skuffelser, for at ’drikke sig mod til’, eller for at slippe bort fra virkeligheden? Angående sidstnævnte årsag udtaler psykologen dr. Stanley Gitlow: „Vi lever i et samfund hvor man tager en drink når det hele bliver for svært, og hvor man griber til en trylleeliksir når man føler sig dårligt tilpas. Ingen siger: ’Udhold dog lidt stress og prøv at klare det.’“ Hvad bør en kristen ty til for at klare livets bekymringer? En „trylleeliksir“? Eller forholdet til Gud? — Salme 4:9.
Kan total afholdenhed være nødvendig?
Ja! Det er vigtigt for en alkoholiker at vedkommende fuldstændig afholder sig fra spiritus for at trangen til umådeholdent drikkeri ikke skal overvælde ham. Dette minder os om Jesu ord i Markus 9:43: „Hvis din hånd nogen sinde bringer dig til snublen og fald, så hug den af; det er bedre for dig at gå invalid ind til livet end at have de to hænder og gå til Gehenna [ødelæggelsen].“ Hvis alkohol har givet dig problemer, hvorfor da ikke holde helt op med at drikke? Når alt kommer til alt, er det „bedre for dig at gå . . . ind til livet“! Som en kristen ældste, der leder et program for revalidering af alkoholikere, siger det: „Total afholdenhed er ikke for høj en pris at betale for livet i Guds nye orden.“
Afholdenhed er dog ikke kun noget for alkoholikere; ved visse lejligheder bør enhver af os vise afholdenhed. I det gamle Israel var det under dødsstraf forbudt præsterne og levitterne der gjorde tjeneste ved tabernaklet eller templet at drikke alkohol under nogen form. (3 Mosebog 10:8, 9; Ezekiel 44:21) Også konger fik det råd ikke at drikke vin eller stærk drik når de udførte deres embedspligter. Hvorfor? For „at de ikke [skulle] drikke og glemme vedtægt og bøje retten for alle arme“. — Ordsprogene 31:4, 5.
Hvad så i dag? Ja, ville du tage det roligt hvis du vidste at piloten på et fly du rejste med havde drukket? Selvfølgelig ikke! Det drejer sig jo om menneskeliv. En kristen bør derfor være forsigtig med at drikke før han sætter sig bag rattet, for ikke at tale om hvor meget mere upassende det ville være for ham at nyde alkoholiske drikke før eller under sin deltagelse i sådanne hellige gerninger som at forkynde, overvære møder eller give bibelsk råd og vejledning til andre. Hvorfor er det så upassende? Fordi det her drejer sig om det evige liv!
Er du sikker på du har det bibelske syn på alkohol? Det gælder både dit eget liv og deres som kunne snuble og falde på grund af vore tankeløse drikkevaner. Og vi ønsker fremfor alt at vor livsførelse skal behage vor Gud, Jehova. Alkoholiske drikke er rigtignok en gave fra Gud — men kun når de bruges med måde! Hvis det klogeste for dit vedkommende er at vise total afholdenhed, så gør det. Husk at „det er bedre for dig at gå . . . ind til livet“!
Men hvad kan menighedens ældste da gøre for at hjælpe medtroende der har mistet kontrollen med deres alkoholforbrug? Og hvad kan der gøres for at hjælpe en alkoholiker? Disse og lignende spørgsmål vil blive behandlet i en artikel i Vagttårnet for 15. august.
[Fodnote]
a Ifølge Gyldendals Tibinds Leksikon indeholder en genstand cirka 12 gram ren alkohol.
[Illustration på side 21]
Alle tre indeholder samme mængde alkohol