„Dit ord er sandhed“

Hvad ligger der bag treenighedslæren?

IFØLGE treenighedslæren, som de fleste af kristenhedens kirker holder fast ved, er Faderen, Sønnen og Helligånden én Gud af væsen, men tre individuelle personer. De tre personer bliver betragtet som ’lige i magt og evighed’. Læren anses for at være et mysterium der aldrig kan forstås fuldstændigt. Men hvad er kilden til dette mysterium?

New Catholic Encyclopedia indrømmer: „Bibelteologer, herunder et stadig voksende antal katolikker, erkender at man ikke bør tale om treenighedslære i Det nye Testamente uden at tage store forbehold. Dertil kommer at dogmehistorikere og systematiske teologer sideløbende har erkendt at når man taler om en egentlig treenighedslære, så har man bevæget sig fra de første kristnes tid og frem til, lad os sige, den sidste fjerdedel af det 4. århundrede. Først da gled det man kunne kalde det endeligt udformede treenighedsdogme — ’én Gud i tre personer’ — fuldt og helt ind i de kristnes liv og tankegang.“ Man må altså indrømme at treenighedslæren, sådan som de fleste af kristenhedens medlemmer tror på den, ikke findes i Bibelen.

Med hensyn til formuleringen af treenighedslæren bemærker New Catholic Encyclopedia: „Det var kirkefædrenes og de første kirkekoncilers opgave at formulere mysteriet om Kristus, sand Gud og sandt menneske, i præcise og teknisk korrekte vendinger.“

Dette giver anledning til en række spørgsmål: Hvorfor er treenighedslæren ikke klart fremført i Bibelen? Finder formuleringen af dette „mysterium“ noget grundlag i Bibelen? Kunne det tænkes at de der bidrog til treenighedslærens fremståen i virkeligheden var afveget fra den sande kristne lære?

Allerede i det første århundrede havde falske lærere sneget sig ind i den kristne kirke eller menighed. Apostelen Paulus skrev til de kristne i Galatien: „[Der er] nogle, der forvirrer jer og gerne vil forvanske Kristi evangelium. Men om så vi selv eller en engel fra Himmelen forkyndte jer evangeliet i strid med det, vi har forkyndt jer — forbandet være han!“ (Gal. 1:7, 8) Paulus advarede også de kristne mod noget der ville ske i fremtiden: „Ånden siger med klare ord, at i de sidste tider skal nogle falde fra troen, idet de lytter til forførende ånder og dæmoners lærdomme.“ — 1 Tim. 4:1.

Eftersom treenighedslæren ikke var endeligt udformet før i den sidste del af det fjerde århundrede, er der en klar mulighed for at de der er ansvarlige for den, var faldet fra det første århundredes kristendom. For at finde sandheden må vi derfor efterprøve om treenighedslæren har noget grundlag i Bibelen eller ej. Det er helt sikkert at ingen der ønsker at opnå Guds godkendelse vil følge „dæmoners lærdomme“, lærdomme som er i modstrid med Guds sandhed.

Det er måske noget af en overraskelse for nogle at den kinesiske buddhismes treenighed bliver beskrevet på næsten samme måde som kristenhedens treenighed. Om den buddhistiske treenighed læser vi: „De tre er af substans og væsen den samme. De tre er det samme som én; ikke én, og dog ikke forskellige; uden adskillelse eller sammenhæng. Når de tre personer bliver betragtet som én, omtales de som Den Fuldkomne (Tathagata). Der er ingen virkelig forskel [mellem treenighedens tre personer]; de er manifestationer, forskellige aspekter af den samme uforanderlige substans.“ Det siger sig selv at formuleringen af den kinesiske buddhismes treenighed ikke har nogen forbindelse med Bibelen.

Kunne dette også være tilfældet med treenighedslæren inden for kristenhedens kirker? The Catholic Encyclopedia for School and Home siger ligeud: „Treenigheden var ukendt for folk før vor Herres [Kristi] tid.“ I et forsøg på at forklare hvorfor treenighedslæren ikke klart fremholdes i De kristne græske Skrifter siger New Catholic Encyclopedia: „I Det nye Testamente var åbenbaringen af Kristi guddommelighed gradvis, diskret og hovedsagelig indirekte. Man finder aldrig en direkte udtalelse: Kristus er Gud. Det måtte være sådan hvis den tro skulle kunne antages af jøderne.“ Men kan det ikke lige så vel tænkes at Jesus Kristus aldrig gjorde krav på at være lige så mægtig og lige så evig som Faderen, fordi dette simpelt hen ikke var tilfældet?

Bibelen præsenterer ikke Jesu Kristi identitet i et dunkelt sprog, et sprog der måtte opklares og flere hundrede år senere formuleres af præster som et mysterium ingen forstår. Jesus Kristus bliver omtalt som „Guds søn“, ikke som ’Gud Søn’. Selve det at han bliver kaldt „søn“ viser at han havde en begyndelse. Dette er grunden til at Bibelen beskriver ham som „al Skabnings førstefødte“ og „Guds Skabnings Begyndelse“. — Kol. 1:15; Åb. 3:14; begge fra oversættelsen af 1907.

Selv efter Jesu opstandelse og himmelfart blev han ikke ligestillet med sin Fader. Den inspirerede apostel Paulus skrev: „Det vil jeg, I skal vide, at Kristus er enhver mands hoved; og manden er kvindens hoved; og Gud er Kristi hoved.“ (1 Kor. 11:3) „Da skal også Sønnen selv underlægge sig ham, der har underlagt ham alt, for at Gud kan være alt i alle.“ (1 Kor. 15:28) I Åbenbaringsbogen taler den herliggjorte Herre Jesus Kristus gentagne gange om sin Fader som „min Gud“. I Åbenbaringen 3:12 læser vi for eksempel: „Den, der sejrer, ham vil jeg gøre til en søjle i min Guds tempel, og han skal aldrig mere komme bort derfra; og jeg vil skrive på ham min Guds navn og navnet på min Guds stad, det ny Jerusalem, der kommer ned fra Himmelen fra min Gud, og også mit eget nye navn.“ Dette er i fuld overensstemmelse med Jesu tidligere udtalelse til Maria Magdalene: „Jeg farer op til min Fader og jeres Fader, til min Gud og jeres Gud.“ — Joh. 20:17.a

I betragtning af Bibelens klare vidnesbyrd er treenighedslæren, som også New Catholic Encyclopedia indrømmer, et mysterium formuleret af mænd der levede mange år efter at Bibelen blev nedskrevet. Formuleringen af dette mysterium i hvad der formodes at være „præcise og teknisk korrekte vendinger“, har i virkeligheden i den grad forvirret begreberne at millioner af mennesker gennem århundrederne har været ude af stand til at se forskel på udtrykket „Guds søn“ og udtrykket ’Gud Søn’. I stedet for at ’bøje knæ i Jesu navn og med tungen bekende til Gud Faders ære: Jesus Kristus er Herre!’, har de tilbedt noget som de selv indrømmer at de ikke forstår — en mytisk treenig Gud. (Fil. 2:10, 11) Treenighedslæren har således gjort det umuligt for millioner af mennesker at tilbede Gud i „ånd og sandhed“ og har vanæret Gud ved at benægte at han alene er den højeste Suveræn i universet. — Joh. 4:24.

[Fodnote]