Vi bør ’spise og drikke til Guds herlighed’

I VOR daglige livsførelse kan og bør vi tage vor Skaber, Jehova Gud, i betragtning. En inspireret formaning til de kristne lyder: „Hvad enten I spiser eller drikker eller gør noget andet, gør alt til Guds herlighed.“ (1 Kor. 10:31) Hvordan kan man herliggøre Gud i sådanne dagligdags ting som at spise og drikke?

Først og fremmest bør en kristen ikke spise eller drikke noget som kan skade andres samvittighed og give anledning til at de snubler og falder. I nogle områder, for eksempel, er det ikke velset at spise visse former for kød eller at nyde spiritus. Den kristne bør ikke fuldstændig ignorere den almindelige indstilling i det samfund han lever i, ligesom han heller ikke bør undlade at tage hensyn til sine trosfællers samvittighed. Han skulle ikke ønske at gøre det sværere for nogle at anerkende den sande tilbedelse eller at bevare trofastheden mod Gud. Derfor anbefalede apostelen Paulus: „Det er godt ikke at spise kød, ikke at drikke vin, ikke at gøre noget som kan blive en snublesten for din broder.“ — Rom. 14:21.

Når en kristen afholder sig fra at gøre hvad han har ret til i denne henseende, herliggør han Gud. Derved viser han nemlig at han nærer kærlighed til sine medmennesker og har dyb omsorg for dem, idet han ikke søger sin egen fordel, men deres. (1 Kor. 10:24) Han giver til kende at han, i harmoni med Guds hensigt, lader hele sit liv dreje sig om at hjælpe andre til at opnå Guds godkendelse. Ønsket om at herliggøre Jehova Gud afholder også den kristne fra at spise og drikke umådeholdent. Ved umådehold sløver man sine sanser og sin agtpågivenhed, og man mister lysten til at udrette noget. Drikker man for meget, kan man nemt gøre sig selv til nar. Som det bibelske ordsprog udtrykker det: „En spotter er vinen, stærk drik slår sig løs, og ingen, som raver deraf, er viis.“ (Ordsp. 20:1) Fremfor at herliggøre Gud, er den spirituspåvirkede tilbøjelig til at opføre sig støjende og ubehersket og at lade munden løbe med tåbelige ord, med det resultat at andre betragter ham med ringeagt. Han vanærer den Gud som han gør krav på at tjene og repræsentere.

Kravet om mådehold er imidlertid kun én side af Guds lov vedrørende mad og drikke. Man kan vanære Gud med sine spisevaner, selv om man ikke hengiver sig til frådseri eller drikkeri. Det fremgår af apostelen Paulus’ ord til Timoteus: „Den inspirerede udtalelse siger udtrykkeligt at nogle i senere tidsperioder vil falde fra troen, idet de agter på vildledende inspirerede udtalelser og dæmoners lærdomme, ved hykleri hos mennesker som taler løgn, mærkede i deres samvittighed som med et brændejern, idet de . . . befaler at man afholder sig fra fødevarer som Gud har skabt til at nydes med taksigelse af dem der har tro og nøjagtig kundskab om sandheden. For alt hvad Gud har skabt er godt, og intet er at forkaste når det modtages med taksigelse, da det helliges gennem Guds ord og bøn over det.“ — 1 Tim. 4:1-5.

Vi lægger mærke til at religiøse forskrifter som forbyder visse fødevarer, i virkeligheden er et udtryk for frafald fra sand kristendom. Det vil sige at de der gør krav på at være kristne men som fremholder at man er nødt til at undgå visse fødevarer for at opnå Guds gunst, i virkeligheden vanærer Gud. Men kan det være rigtigt? Indeholdt Guds lov til israelitterne ikke et forbud mod visse fødevarer?

Jo, israelitterne fik ganske rigtigt love som forbød dem at spise visse pattedyr, fugle, insekter og fisk. (3 Mos., kap. 11) Men disse begrænsninger ophørte da Lovpagten blev erstattet af den nye pagt i år 33. Da apostelen Peter senere, i en trance, gjorde indsigelse mod at spise dyr som var urene ifølge Moseloven, blev der sagt til ham: „Hold op med at kalde det som Gud har gjort rent, for vanhelligt.“ (Apg. 10:15) Ja, Guds „ord“, hans tilladelse, bragte skellet mellem „rene“ og „urene“ dyr til ophør. Det var ikke nødvendigt at overholde Moselovens kostbegrænsninger for at opnå frelse. Af den grund skrev den inspirerede apostel Paulus: „Lad derfor ingen dømme jer angående spisen og drikken eller med hensyn til en højtid eller en nymånefest eller en sabbat; for disse ting er en skygge af de kommende ting, men virkeligheden hører Messias til.“ — Kol. 2:16, 17.

Når kirkesamfund i kristenheden fastholder Moselovens kostforskrifter, enten helt eller delvis, betyder det med andre ord at de benægter at „virkeligheden hører Messias til“. De handler i modstrid med Guds „ord“, der har helliget alt hvad der er egnet til føde og erklæret det for acceptabelt. Religiøse kostbegrænsninger ud over dem der findes i Moseloven, er ligeledes i strid med den guddommelige åbenbaring om at „alt hvad Gud har skabt er godt“ og derfor tjenligt til føde.

Indførelse af visse kostbegrænsninger med krav om at de overholdes som en religiøs pligt, er ikke noget som kun er af underordnet betydning. Det er en direkte forkastelse af den kristne tro og røber en afvisning af nøjagtig kundskab. Det antyder at der skulle være noget i vejen med Guds ord, at det ikke i fuldt omfang åbenbarer hvad mennesker må gøre for at opnå Guds godkendelse, og at der af den grund er behov for regler og forskrifter opstillet af mennesker. Guds ord bagatelliseres, og menneskers forordninger sættes i højsædet. Når man således misforstår den eneste norm at bedømme sandheden efter, nemlig den bibelske norm, åbnes døren også for andre afvigende lærdomme. Kravet om at spiseforskrifter som er opstillet af mennesker, skal overholdes som en religiøs pligt, vanærer følgelig Gud. Hvis en oplyst kristen imidlertid afholder sig fra visse ting for ikke at støde samvittigheden hos en der føler sig bundet af sådanne forskrifter, eller for ikke at bringe vedkommende til fald, handler han betænksomt og hensynsfuldt, med tanke på vedkommendes udfrielse og frelse. — 1 Kor. 9:19.

Jehova Gud vanæres også når nogle spiser uden at sige tak. Maden helliges nemlig ikke alene ved Guds „ord“, men også ved bøn over den. Den der beder, anerkender at Gud er den store Forsørger, og at maden er en gave fra ham. Han anerkender sandheden i Salme 145:15, 16: „Alles øjne bier på dig, du giver dem føden i rette tid; du åbner din hånd og mætter alt, hvad der lever, med hvad det ønsker.“

En sådan taknemmelig indstilling har en gavnlig virkning på sande kristne. Den tjener som en stærk tilskyndelse til ikke at misbruge de gaver Gud har bragt til veje, enten ved at spise for meget eller ved at være ødsel og øse mere op end man med rimelighed kan spise. Den taknemmelige vil heller ikke være unødigt ’kræsen’ med hvad han spiser. Hans taknemmelighed vil bevirke at selv de der ikke har så meget, byder ham velkommen i deres hjem. Uanset hvor enkelt og beskedent måltidet måtte være, kan de føle sig godt tilpas og behøver ikke at være bange for om det nu også er godt nok til ham.

Der er i sandhed gode grunde til at vi bør spise og drikke til Guds herlighed. Gør vi det, undgår vi at spise og drikke umådeholdent, og vi værner om Guds værdighed. Ved at tage hensyn til andres samvittighed undgår vi at bringe dem til snublen og fald. Og fremfor alt kan vi, når vi handler i harmoni med Guds „ord“ og nyder maden med taksigelse, eje den tilfredsstillelse at vide at det fører til varige velsignelser.