Hvordan man nærmer sig Gud i bøn

JEHOVA GUD siger: „Skulle han, som plantede øret, ej høre?“ (Sl. 94:9) Alle, både små og store, som beder til Gud af et oprigtigt hjerte, kan være helt sikre på at deres bøn vil blive hørt af ham. Bibelen fortæller: „Der er nemlig ingen forskel på jøde og græker, for over alle er der den samme Herre, som er rig for alle dem der påkalder ham.“ — Rom. 10:12.

Vi må imidlertid nærme os Gud med den rette indstilling, nemlig med stor respekt og med forståelse af vort forhold til ham. Han er universets Konge, vor almægtige Skaber.

Ligesom man ikke ville bryde etiketten og uanmeldt træde frem for en jordisk konge, sådan må den der ærligt søger Guds opmærksomhed i bøn nærme sig ham i den rigtige ånd og på den rette måde. Det vil dog ikke sige at Jehova er en kølig og fjern Gud, for apostelen Paulus fortalte en gruppe mænd og kvinder i Athen at Gud har sørget for at mennesker kan søge ham, og at „han ikke er langt borte fra en eneste af os. For ved ham lever vi og bevæger vi os og er vi til . . . ’For vi er også hans afkom.’“ — Apg. 17:26-28.

Gud har kærligt oplyst os om hvad vi kan gøre for at være sikre på at han vil høre os. Han har gjort os klart at vi skal nærme os ham „i vor Herres Jesu Kristi navn“. (Ef. 5:20) Jesus Kristus påpegede gentagne gange over for apostlene at de efter hans opstandelse skulle bede i hans navn, og at de ville få alt hvad de bad om i harmoni med Guds ordning. (Joh. 14:13, 14; 15:16) Grunden til at de som indviede Guds tjenere skulle bede i Kristi navn var ikke at Jesus ville være mere villig til at bønhøre end Gud ville være. Nej, Jesus sagde: „På den dag vil I bede i mit navn, og jeg siger jer ikke at jeg vil rette en anmodning til Faderen om jer. For Faderen selv holder af jer, fordi I har holdt af mig og har fået tro på at jeg er udgået som Faderens sendebud.“ (Joh. 16:26, 27) Jehova er lige så rede til at skænke velsignelser som vi er til at modtage dem.

Hvorfor er det da påkrævet at vi beder gennem Jesus Kristus? Fordi vi ikke i egen kraft kan nærme os Gud, idet vi som syndere ikke er medlemmer af hans rene familie. (Rom. 3:21-23) Jesu offer skaffede soning for menneskehedens synder og dannede grundlag for at han kunne blive Guds ypperstepræst. Om denne vigtige stilling som Jesus Kristus indtager, skrev den inspirerede skribent: „For vi har ikke en ypperstepræst som ikke kan føle med vore svagheder, men en som er blevet prøvet i alle henseender ligesom vi, men uden synd. Lad os derfor med frimodighed i tale træde frem for den ufortjente godheds trone [Guds trone], for at vi kan opnå barmhjertighed og finde ufortjent godhed til hjælp i rette tid.“ — Hebr. 4:15, 16.

I hvert fald ved slutningen af vore bønner bør vi nævne Jesus som den vi nærmer os Gud igennem. Apostelen Paulus skrev: „For uanset hvor mange Guds løfter er, så er de blevet ’ja’ [det vil sige sikre, bekræftet] ved hjælp af ham. Og derfor siges der gennem ham amen til Gud, ham til herlighed gennem os.“ (2 Kor. 1:20) Det „amen“ man siger efter at have afsluttet bønnen i Kristi navn, betyder „det står fast“. Det er en bekræftende erklæring om at alle Guds løfter opfyldes eller vil blive opfyldt gennem Kristus. Ved at sige „amen“ ophøjer de kristne Gud. Når en enkelt beder på en forsamlings vegne, kan de der lytter også sige „amen“, enten i tankerne eller hørligt, hvis de kan tilslutte sig bønnen.

Apostelen Paulus opmuntrer de kristne til stadig at kæmpe for troen ’mens de med enhver form for bøn fortsat beder i ånd og ved enhver lejlighed’. (Ef. 6:18) Alle bønner, hvad enten de bedes hørligt eller ej, har et mål eller en hensigt. Der er forskellige former for bøn, for eksempel forbøn, taksigelse, bøn om velsignelser, og anmodninger med hensyn til behov og problemer. (1 Tim. 2:1; Fil. 4:6) Der er også mange lejligheder til at bede. Visse forhold kan opstå hvor vi har behov for at påkalde Gud, eller der kan være faste tidspunkter, som for eksempel ved kristne møder. (Jak. 5:13-16; Apg. 6:5, 6) Bønnen bør altid tilpasses lejligheden.

Derfor er det godt at være så specifik som muligt når man beder, at have noget bestemt i tanke og ikke være vidtløftig og usammenhængende i det man siger. Når man for eksempel takker for maden, vil det sædvanligvis være upassende at bede en lang bøn om noget der ligger langt fra emnet eller om noget der ikke har forbindelse med lejligheden. En kort bøn vil her tjene hensigten. Når vi derimod begynder eller afslutter dagen med bøn, kan vi komme ind på talrige anliggender som berører os eller vore brødre i det daglige. En sådan bøn kan altså dække et større område. Naturligvis er der også tidspunkter hvor vi ’ikke ved hvad vi skal bede om i forhold til hvad der er fornødent’, men hvor „ånden selv går i forbøn for os med uudtalte sukke“. (Rom. 8:26) Under sådanne forhold modtager Gud vore oprigtige bønner og giver os hvad vi behøver, som om vi havde bedt om netop det.

Da Jesus lærte sine disciple at bede, gav han dem et kort eksempel på en bøn hvori tingene blev nævnt i rækkefølge efter betydning. (Matt. 6:9-13) Han frarådede også tomme gentagelser. Når vi i en almindelig samtale finder det upassende at sige det samme om og om igen, hvor meget mere så ikke i en samtale med Gud, som „ved hvad [vi] trænger til endog før [vi] beder ham“. (Matt. 6:8) Og ligesom vi i en samtale med en ven ikke vil bruge vennens navn i hver anden sætning, sådan bør vi heller ikke nævne Jehovas navn om og om igen når vi beder.

De bibelske eksempler på bøn viser at der ikke er nogen foreskreven stilling man skal indtage eller nogen bestemt måde man skal holde hænderne på. Jesus ’faldt bedende på sit ansigt’ i Getsemane have. (Matt. 26:39) Han „løftede sine øjne mod himmelen“ ved andre lejligheder. (Joh. 11:41; Luk. 18:13) Han talte om at stå og bede. (Mark. 11:25) Apostelen Paulus ’knælede ned’ sammen med de ældste fra Efesus. — Apg. 20:36.

Når en forsamling ledes i bøn bør alle naturligvis indtage en respektfuld holdning, men der er ikke nogen bestemt stilling som gør bønnen mere hellig. Vi må også tænke på at ikke-troende, selv om de er venlige, måske ikke vil synes om at indtage en bestemt stilling i bøn sammen med menigheden ved et offentligt møde. I stedet for at foreskrive en bestemt stilling kan den der beder bønnen derfor nøjes med at sige: ’Vi vil nu henvende os til Jehova i bøn,’ eller bruge en lignende vending.

Bønner der bedes til Jehova Gud i Jesu Kristi navn har stor magt. Ved måltider vil dét at man takker for maden behage Gud og bevirke at han velsigner brugen af maden. Apostelen Paulus skrev: „For alt hvad Gud har skabt er godt, og intet er at forkaste når det modtages med taksigelse, da det helliges gennem Guds ord [som billiger alt hvad Gud har skabt til føde] og bøn over det.“ (1 Tim. 4:4, 5) Den der ikke takker Gud for maden røber en utaknemmelig indstilling og kan ikke forvente Guds fulde velsignelse. Vi ønsker ikke at være som dyrene, der ikke kender den store forsørger, den virkelige kilde til alle gode gaver.

Jesu halvbroder Jakob siger med hensyn til bønnens kraft: „En retfærdigs bøn har megen kraft, når den er i virksomhed. Elias var et menneske med de samme følelser som vi, og dog bad han en bøn om at det ikke skulle regne; og det regnede ikke over landet i tre år og seks måneder. Og han bad igen, og himmelen gav regn og landet frembragte sin frugt.“ — Jak. 5:16-18.

Det lønner sig virkelig at bede til Gud. Tænk på den rige velsignelse som den romerske officer Kornelius opnåede gennem bønnen. (Apg., kap. 10) Vi bør derfor bede i tro og tillid. For Jehova, som har givet billioner af stjerner navn, er i stand til at høre hvad alle hans mange tusind tilbedere beder ham om, og at svare hver enkelt. — Sl. 147:4.

● „Løft eders blik til himlen og se: Hvo skabte disse [stjernerne]? Han mønstrer deres hær efter tal, kalder hver enkelt ved navn; så stor er hans kraft og vælde, at ikke en eneste mangler.“ — Es. 40:26.