„Kender De Jakob 4:4 i Bibelen, hvor der siges: ’I utro! ved I ikke, at venskab med verden er fjendskab med Gud’?“ svarede han: „Det har ikke noget med sagen at gøre.“

Jeg mindede ham imidlertid om pavens besøg i De forenede Nationer, hvor han sagde til forsamlingen: „Jeg kommer som jeres ven.“ „Betegner det ikke åndelig utroskab?“ spurgte jeg ham. Han blev synligt nervøs. Jeg henviste så til at den katolske kirke udgør en betydelig del af Babylon den Store, sådan som det vises i Åbenbaringens bog. „I Åbenbaringen 17:1-4,“ påpegede jeg, „siges det at hun sidder iført skarlagenrøde klæder som en dronning og bedriver religiøs utugt med jordens konger.“ Det gjorde ham rasende, og han styrtede ud af lokalet. Hans holdning tjente til at gøre min tro på Jehovas ord og veje stærkere end nogen sinde før, og jeg takkede ham fordi han havde givet mig mod til frimodigt at tale sandheden.

Siden da har jeg kun anerkendt den suveræne Herre Jehova som „min styrke“. Jeg søger ikke mere berømmelse som Mr. Universe. Bibelen har forandret mit livssyn. Sandheden har frigjort mig fra trældom under de tomme ønsker jeg engang havde. Jeg erkender nu sandheden i det der siges i Første Timoteusbrev 4:8: „Legemlig opøvelse er kun nyttig til lidt; men gudsfrygten . . . har forjættelse både for det liv, som nu er, og for det, som kommer.“

Nu er glæde og lykke min daglige lod i livet. Det er mit oprigtige ønske at bruge min legemlige styrke og mine evner til at glæde universets almægtige Gud, Jehova. — Indsendt.

Den ortodokse kirkes rolle i Rusland

I 1847 skrev den russiske litteraturkritiker Vissarion Belinski til en forfatter som havde lovprist den russiske ortodokse tro og kirke: „Hvorfor blander De Kristus ind i det? Hvilke lighedspunkter har De fundet mellem ham og en hvilken som helst kirke, specielt den ortodokse kirke? Han var den første som forkyndte læren om frihed, lighed og broderskab for menneskeheden, og med sit martyrium har han beseglet sandheden i sin lære.“ Var der virkelig en sådan uhyre forskel mellem sand kristendom og den russiske ortodokse kirke?

Bogen House Without a Roof [Hus uden tag] af Maurice Hindus (1961) fortæller: „I zartiden udgjorde bondestanden over 80 procent af befolkningen; men kirken stræbte aldrig efter at ryste muzhik’en [den russiske bonde] ud af den overtro som var overleveret fra den hedenske tid. Præsteskabet var ligeglad med heksene, troldmændene, magerne og besværgerne som huserede i landsbyen og levede af muzhik’ens lettroenhed og uvidenhed. Landsbyens batushka [præst] var ofte selv en uvidende mand, forfalden til vodka og ikke utilbøjelig til at forføre en tiltrækkende kvinde blandt sognebørnene. . . . Muzhik’en, der var hjørnestenen i kirken, om ikke for andet så på grund af det overvældende antal, forblev i forholdsvis uvidenhed om den tro han var født ind i. Han var sjældent bibellæser. Han var i de fleste tilfælde analfabet. Han lærte mere om ondt og godt gennem de omvandrende tiggeres og pilgrimmes fortællinger og viser end af sognepræsten.“

Hvorfor var det således? Hvorfor lagde den ortodokse kirke ikke mere vægt på Guds ords lære og høje moralske standard? Forfatteren Maurice Hindus fortsætter: „Den russiske kirkes skæbnesvangre tilbøjelighed var dens fuldstændige underordning og underdanighed i forholdet til zarstaten, som med Miljukovs ord ’lammede alle religionens levende knopper’.“

„Men tingene har sikkert ændret sig; sådan er det ikke nu,“ kunne nogen tænke. På grundlag af mange års førstehåndsiagttagelser påpeger Hindus vedrørende den ortodokse kirke i Sovjetunionen i dag:

„Forfatningen udelukker kirken fra politik, begrænser dens virksomhed ene og alene til religiøse ceremonier. Men når den opfordres til det af Kreml, svarer den beredvilligt med sine velsignelser af Sovjets udenrigspolitik, uanset hvordan denne måtte være. Skønt Kreml ikke længere omtaler Rusland som helligt, har Det hellige Rusland, i den stærkt nationalistiske kirkes øjne, altid ret, og dets fjender — virkelige eller tænkte, alt efter hvad Kreml bestemmer — altid uret.“