Kloge, forstandige og erfarne mænd til at lede Guds folk
„Jeg giver eder hyrder efter mit sind, og de skal vogte eder med indsigt og kløgt.“ — Jer. 3:15.
1. Hvad var baggrunden for at Moses gjorde som beskrevet i Femte Mosebog 1:12, 13?
ISRAELITTERNE lå lejret på Moabs sletter, parate til at gå over Jordanfloden og ind i Kana’ans land. For at styrke og ruste dem genfortalte Moses hvordan Gud havde taget sig af dem de 40 år i Sinaj ørken. Den første del af denne periode havde været meget stormfuld, især for Moses, på grund af den dårlige indstilling der var udbredt blandt folket. Moses mindede dem om at han på et tidspunkt havde følt at han ikke længere selv magtede at bære hele besværet med folket og dets stridigheder, og at han derfor havde fulgt Jetros råd og sagt til folket: „Sørg . . . for at finde nogle kloge, forstandige og erfarne mænd i hver stamme, som jeg kan sætte i spidsen for eder!“ — 5 Mos. 1:3, 12, 13; 2 Mos. 18:17-26.
2. Hvorfor var det ikke noget helt nyt og anderledes der hermed blev indført?
2 Da Moses lod disse mænd udvælge, støttede han sig til en ordning som lader til at være den ældste form for samfundsledelse der findes. Fra de tidligste tider har gamle folkeslag haft råd af ældste. Israelitterne, Jakobs efterkommere, havde selv tidligere haft berøring med ældsteråd i Ægypten, Moab og Midjan. (1 Mos. 50:7, NW; 4 Mos. 22:4, 7) De arabiske folks sheiker eller stammehøvdinger var også ældste i deres stammer; det arabiske ord shaikh betyder simpelt hen „ældste“ eller „gammel mand“. (1 Mos. 36:15) Og allerede før Moses blev udpeget til at anføre israelitterne, var der sådanne ældste i folket; det var dem Moses fik besked på at henvende sig til med beviserne på sin guddommelige udnævnelse. (2 Mos. 3:16, 18) Så da Moses senere i Sinaj ørken inddrog nogle ældste i arbejdet med at behandle problemer for at fordele byrden, var det ikke noget helt nyt og epokegørende han indførte.
3. (a) Hvordan sørgede den større Moses for at menigheden blev ledet? (b) Hvilken lighed er der mellem kravene til de ældste Moses udvalgte og kravene til de kristne ældste?
3 Da Guds tid var inde blev den kristne menighed dannet, et åndeligt folk der efterhånden bredte sig ud over hele jorden. Som den større Moses sørgede Guds søn for at dette folk blev ledet gennem lokale råd af ældste. Det er interessant at mærke sig de egenskaber Moses søgte hos de israelitiske ældste, og at sammenligne dem med de egenskaber der kræves af kristne ældste.
4. Hvilken opgave havde de israelitiske ældsteråd i det forjættede land, og hvilken opgave har kristne ældste?
4 Da israelitterne havde bosat sig i det forjættede land, havde hver by og hver landsby et ældsteråd som kunne lede og bistå befolkningen. (Jos. 20:4; Dom. 8:14, 16; 1 Sam. 16:4) De ældste skulle give forstandige råd, hjælpe med at løse problemer og værne mod frafald og således virke til fremme af fred, ro og orden samt åndelig sundhed i deres respektive byer og landsbyer. Til tider måtte de optræde som dommere for at bilægge stridigheder eller for at beskytte samfundet. (5 Mos. 16:18-20; 19:12; 31:9; Rut 4:1-11) De skulle være en støtte og en kilde til trøst i krisetider. (Es. 32:1, 2) Men de var ikke strenge herrer over deres medborgere, og de havde heller ikke nogen ret eller pligt til at bestemme over andres personlige tilværelse. Kristne ældste tjener på lignende måde og har et lignende ansvar. (Jævnfør Apostelgerninger 20:28-35; Første Korinterbrev 3:4, 5, 21-23; Andet Korinterbrev 1:24.) Foruden alt dette har den kristne menighed fået til opgave at gøre den gode nyhed om Guds rige kendt for alle mennesker.
Hvordan man finder egnede mænd i dag
5. Hvad kan være en hjælp til at foretage en god bedømmelse når man udvælger ældste i dag?
5 Hvis vi tænker på ældsteordningen i fortiden, vil vi bedre kunne vise god dømmekraft i forbindelse med at udvælge ældste i nutiden. Vi kan betragte menigheden som en lille landsby i Israel. Og vi kunne spørge: Hvis menigheden nu var en sådan landsby, hvem i menigheden ville da kunne udføre en god tjeneste som landsbyældste og give gode og fornuftige anvisninger? Hvem i menigheden er forstandige, ligevægtige og har god dømmekraft?
6. Hvordan kan billedet med en familie også være en hjælp når man skal vurdere hvem der kan tjene som ældste?
6 Hele den verdensomfattende menighed af Guds tjenere omtales i Første Timoteusbrev 3:15 som „Guds husstand“ eller „Guds familie“. (Jerusalem-Bibelen) Vi kan derfor også betragte menigheden som en stor familie. Hvis husets overhoved ikke selv er til stede, vil familiens medlemmer ofte vente at de ældre sønner repræsenterer ham og værner om de normer og instruktioner han har givet. Vi kan derfor spørge: Hvem i troens „husstand“ er som ældre brødre som familiens øvrige medlemmer naturligt ville henvende sig til for at få god og fornuftig hjælp? — Jævnfør Første Timoteusbrev 5:1, 2.
7. (a) Hvad vil som regel være tilfældet med dem der findes egnede til at være ældste? (b) Er det en udnævnelse der giver en mand de egenskaber der skal kendetegne en ældste? Forklar nærmere.
7 I virkeligheden bør de der anbefales til at tjene som menighedsældste, i de fleste tilfælde være mænd som menighedens medlemmer i forvejen er kommet til at betragte som ’ældre brødre’, i den forstand at de allerede har opnået menighedens tillid og agtelse på grund af deres indsigt, ligevægt og dømmekraft. Ingen kan „gøre“ nogen til ældste, men vedkommende kan selv blive det ved at vokse og udvikle sig og tilegne sig erfaring i åndelig henseende. (Ordsp. 1:2-5; 4:7-9; Jak. 3:1, 13) Når han så udpeges til at tjene i denne egenskab, er hans udnævnelse faktisk kun en anerkendelse af at han allerede lægger de gode egenskaber for dagen der må kendetegne ældste. I det gamle Israel og andre lande i fortiden var det øjensynlig sådan at når det lokale ældsteråd så at en mand var i besiddelse af egenskaber som åndelig visdom, klogskab og dømmekraft, blev han indbudt til at være med i rådet og tage del i dets drøftelser og afgørelser. — 1 Tim. 5:22, 25.
8. Hvad kan man erhverve sig ved at tjene trofast som menighedstjener i en periode?
8 Om menighedstjenere skriver apostelen Paulus at „de der tjener på en god måde, erhverver sig en smuk stilling og stor frimodighed i tale i den tro der er forbundet med Kristus Jesus“. (1 Tim. 3:12, 13) Ingen bør mene at det betyder at han, blot ved at arbejde med en bestemt opgave, kan ’erhverve’ sig retten til at tjene som ældste i Guds menighed. Det han kan erhverve sig, er derimod sine brødres respekt og værdsættelse på grund af sin flittige og trofaste tjeneste, samt en tillid til Gud der sætter ham i stand til at tale ’med stor frimodighed’. Dette er i sig selv en god løn for hans trofaste tjeneste.
Erfarne mænd
9. (a) Hvad siger Bibelen om den betydning alderen har i forbindelse med kravene til ældste? (b) Hvad må man i denne sammenhæng erkende vedrørende unge mennesker?
9 Der sættes ingen bestemt aldersgrænse i Bibelen for dem der tjener som ældste. Udtrykket „ældste“ antyder i sig selv en vis alder, men vi må anerkende at vægten lægges på åndelige egenskaber fremfor fysiske. Alder alene er ikke det afgørende; men erfaring er dog, som Moses også anerkendte, et værdifuldt aktiv for dem der skal røgte et stort ansvar. (5 Mos. 1:13) I Ordsprogene 20:29 står der: „Unges stolthed er deres styrke, gamles smykke er grånet hår.“ Unges energi og begejstring er ikke et vidnesbyrd om visdom. Men det grånede hår der kommer med årene, giver som regel grund til at vente større visdom; som Job sagde: „Er der ikke visdom blandt de alderstegne og forstand i en lang række dage?“ (Job 12:12, NW; jævnfør vers 20, NW; 32:6, 7.) En der er ung er måske villig til, ja ivrig efter at tjene, og han virker måske meget lovende. Men hans mangel på livserfaring kan stille ham meget ugunstigt når han skal hjælpe nogle der er ældre end han selv med de vanskelige problemer de kan komme ud for i tilværelsen. Selv om hans ord er nok så oprigtige, kan de ikke ventes at have samme vægt som hvis han havde haft flere år bag sig.
10. Betyder det ansvar Timoteus fik, at man ikke skal lægge for stor vægt på alder og erfaring blandt ældste?
10 Timoteus var sikkert i trediverne da apostelen Paulus skrev til ham: „Lad ingen se ned på din ungdom.“ (1 Tim. 4:12) Selv om han var så gammel, ville mange på hans tid altså stadig være tilbøjelige til at betragte ham som ung. Det bør også bemærkes at Timoteus gjorde ualmindelig gode fremskridt og fik overdraget et usædvanligt ansvar. Han havde kendt Skrifterne fra den spæde barndom af og havde allerede gjort gode fremskridt før apostelen Paulus valgte ham til rejseledsager. (2 Tim. 1:5; 3:14, 15; Apg. 16:1-3) I de år han derefter færdedes sammen med Paulus og andre, opnåede han et væld af værdifuld erfaring og kundskab som kun få ville opnå i hans alder.
11. Hvordan kan udnævnte ældste hjælpe andre til at påtage sig større ansvar?
11 Paulus tilskyndede Timoteus til at lade andre ældste drage nytte af det han havde lært, idet han sagde: „Hvad du har hørt fra mig med mange vidners støtte, det skal du betro til troende og trofaste mennesker, som igen vil være tilstrækkelig egnede til at undervise andre.“ (2 Tim. 2:2) På samme måde kan ældste søge at hjælpe andre brødre i menigheden til at vokse åndeligt ved at lade den viden og erfaring de selv har opnået, gå videre til dem. Det drejer sig ikke kun om at lære dem at varetage nogle gejstlige pligter i menigheden, men om at hjælpe dem til at vokse i indsigt, dømmekraft og evne til at indskærpe andre Guds ords gode principper. Ligesom Paulus havde Timoteus med sig mens han varetog sin opgave som apostel til nationerne og mens han tjente som hyrde i Guds hjord, sådan kan ældste indbyde andre brødre som gør fremskridt i menigheden, til at være med når de udfører en tilsvarende tjeneste. — Ordsp. 1:4, 5, NW; 13:20.
12. (a) Hvilken betydning har erfaring hvis man gerne vil være egnet til at tjene som ældste? (b) Hvorfor var Paulus’ vejledning i Første Timoteusbrev 3:6 særlig aktuel i Efesus?
12 Ligesom alderen ikke er det altafgørende, er længden af den erfaring man har som kristen discipel heller ikke i sig selv det afgørende for om man kan være ældste. Erfaringen er en relativ faktor, eftersom dens betydning i hvert fald delvis afhænger af de foreliggende omstændigheder. Da Timoteus for eksempel skulle indsætte ældste i menigheden i Efesus, skrev Paulus til ham at han skulle passe på ikke at indsætte ’en nyomvendt, for at vedkommende ikke skulle blive opblæst’. (1 Tim. 3:6) På det tidspunkt havde den sande kristendom haft fodfæste i Efesus i omkring ti år; derfor ville det være særlig malplaceret at vælge nogle af de nyere disciple til at tjene i ældsterådet i denne menighed.
13, 14. (a) Hvilke eksempler viser at forholdene kan være med til at afgøre hvordan man skal betragte omfanget af den enkeltes erfaring? (b) Hvilke faktorer bør man dog i alle tilfælde lægge hovedvægten på?
13 Men da Paulus skrev til Titus på Kreta, følte han åbenbart ikke at en sådan påmindelse var lige så påkrævet, for her berørte han ikke dette spørgsmål i sine bemærkninger om udvælgelsen af ældste. Det kan i nogen grad hænge sammen med at den sande tilbedelse kun havde været kendt på Kreta i forholdsvis kort tid. I beretningen om Paulus’ første missionsrejse lægger vi også mærke til at han og Barnabas forkyndte „den gode nyhed“ i byer som Lystra, Ikonium og Antiokia i Pisidien og derpå, på den samme rejse, vendte tilbage og ’udnævnte ældste for dem i hver menighed’. (Apg. 13:14, 42-52; 14:1-7, 20-23) Eftersom hele missionsrejsen sandsynligvis kun spændte over dele af to år, siger det sig selv at i det mindste nogle af de mænd der blev udnævnt, ikke kan have haft mange års erfaring som Kristi disciple. Men eftersom der var troende jøder iblandt dem, havde mange af de mænd der blev udpeget, for ikke at sige alle, uden tvivl en god baggrund hvad angår bibelkundskab og erfaring i at anvende principperne i De hebraiske Skrifter allerede før de blev kristne — selv om de så naturligvis måtte korrigere deres opfattelse for at acceptere den udvikling der var sket med kristendommens indførelse. Apostelen Paulus selv blev lige fra sin omvendelse udvalgt af Kristus Jesus til at udføre en særlig tjeneste, og senere lagde han de egenskaber for dagen der måtte kendetegne en ældste. (Gal. 1:15 til 2:2; Apg. 13:1-4) Men også i hans tilfælde gjaldt det at hans bibelske baggrund som en nidkær jødisk tilbeder af Jehova Gud gjorde det muligt for ham at gøre hurtige fremskridt da først han var blevet hjulpet til at anerkende Messias. — Apg. 9:15-18, 20, 22, 26-30; Gal. 2:6, 7.
14 Så i stedet for at prøve at opstille faste regler, må vi lade os lede af visdom og sund dømmekraft og tage forholdene i betragtning når vi skal vurdere om en vordende ældste har tilstrækkelig erfaring i sand tilbedelse. I en menighed hvor mange har været i sandheden i årtier, vil den der kun har været døbt i en tre år sikkert virke forholdsvis „ny“. I en nyoprettet menighed hvor de fleste først for nylig har taget imod sandheden, kan en sådan broders erfaring derimod virke forholdsvis lang i sammenligning med de andres. Men uanset hvordan forholdene er, er det altid meget vigtigt at huske på at en mand skal eje visdom, forstand og sund dømmekraft for at kunne påtage sig det ansvar og de pligter der følger med at være hyrde i Guds hjord.
Fremgang i visdom og skelneevne
15. Hvordan bør ældste se på spørgsmålet om at forbedre deres egne evner og egenskaber?
15 Timoteus var allerede en erfaren ældste da apostelen Paulus formanede ham til at fordybe sig i det åndelige, så ’hans fremgang kunne være tydelig for alle’. (1 Tim. 4:15, 16) Den der har opnået visdom bliver ikke opblæst; han føler ikke at han ikke længere kan lære noget eller gøre fremskridt. „Hvem er viis og forstandig iblandt jer?“ skrev disciplen Jakob, og tilføjede: „Lad ham ved sin gode adfærd vise sine gerninger med en mildhed [beskedenhed, New English Bible] der hører visdom til.“ En sådan ånd vil skabe harmoni i ældsterådet og udelukke enhver form for mislyd, skinsyge eller stridbarhed. — Jak. 3:13-18.
16. (a) I hvilken forstand er de ældste ligestillede? (b) Hvordan kan deres fremgang blive tydelig, til stor gavn for alle i Guds hjord?
16 Nok har alle ældste det samme ansvar og lige stor myndighed til at tjene og arbejde til gavn for hjorden, men de er ikke nødvendigvis lige på andre områder. Nogle har langt større erfaring end andre, både i livet og i sandheden, og har opnået stor visdom som følge af deres årelange studium og flittige indsats. Hver enkelt har både stærke sider og svage sider. Hvis vi vil anerkende andres fortrin og drage nytte af dem, kan vi også ’lade vor fremgang være tydelig for alle’. (Rom. 12:3-10, 16) Når Guds hjord vogtes med indsigt og kløgt af sådanne ydmyge, oprigtige og gudfrygtige hyrder, vil det profetiske ord gå i opfyldelse, og hjordens medlemmer vil blive „mangfoldige og frugtbare i landet“, til Guds evige pris. — Jer. 3:15, 16.
[Ramme på side 17]
Ligheden fremgår af dette skema:
Blandt israelitiske ældste: (2 Mos. 18:21; 5 Mos. 1:13)
Blandt kristne ældste: (1 Tim. 3:1-7; Tit. 1:5-9)
Blandt israelitiske ældste: dygtig, klog
Blandt kristne ældste: egnet til at undervise, kan tilskynde og retlede
Blandt israelitiske ældste: frygter Gud
Blandt kristne ældste: retfærdig, en ven af godhed, holder sig til det troværdige ord med hensyn til undervisning
Blandt israelitiske ældste: er til at lide på
Blandt kristne ældste: uangribelig, loyal, godt vidnesbyrd fra udenforstående
Blandt israelitiske ældste: hader uretfærdig vinding
Blandt kristne ældste: ikke pengekær, ikke begærlig efter uærlig vinding
Blandt israelitiske ældste: forstandig
Blandt kristne ældste: mådeholden i vaner, sund i sindet, rimelig
Blandt israelitiske ældste: erfaren
Blandt kristne ældste: familiefader (i mange tilfælde), ikke nyomvendt