Omsorgen for de ældre og nødstedte

FOR lang tid siden gav Jehova Gud sit folk anvisning på hvordan man skulle behandle de ældre og nødstedte. Han befalede: „Du skal rejse dig for de grå hår og ære oldingen, og du skal frygte din Gud. Jeg er [Jehova]!“ „Den, der foragter sin næste, synder, lykkelig den, der har medynk med arme.“ (3 Mos. 19:32; Ordsp. 14:21) Jehova krævede at man viste respekt for de døve og blinde, og han gav sit folk vejledning om hvert tredje år at give en tiendedel af afgrøden til levitterne, de fremmede, de faderløse og enkerne i landet. — 3 Mos. 19:14; 5 Mos. 14:28, 29.

De første kristne viste hensyn

Jesus og hans apostle lærte ligeledes de kristne at tage hensyn til de ældre og dem der var i nød. Til de hykleriske farisæere sagde Jesus: „Gud har sagt: ’Ær din fader og din moder,’ og: ’Den, der forbander fader eller moder, skal lide døden.’ Men I lærer: ’Hvis nogen siger til sin fader eller sin moder: „Det, du skulle have haft som hjælp fra mig, det skal være tempelgave,“ så behøver han slet ikke at ære sin fader eller sin moder.’ Således har I sat Guds lov ud af kraft for jeres overleverings skyld.“ (Matt. 15:4-6) Fordi farisæerne således ignorerede Jehovas ord fik de en ugunstig dom af Gud. Som Jesus sagde blev Guds rige taget fra dem og givet til et folk der frembragte de rette gerninger.

En af disse gerninger er broderkærlighed vist i praksis. Dette understregedes af apostelen Johannes der skrev: „Den, der har jordisk gods og ser sin broder lide nød og lukker sit hjerte for ham, hvorledes kan Guds kærlighed blive i ham? Børnlille, lad os ikke elske med ord, ej heller med tunge, men i gerning og sandhed.“ (1 Joh. 3:17, 18) „Jordisk gods“ eller „midler til livets opretholdelse“ (NW) er ikke blot penge, men også føde, klæder og husly. Kristne må være villige til at dele disse ting med brødre der er i nød.

Disciplen Jakob fremhævede dette da han forbandt det at give materielle gaver med vor tilbedelse af Gud: „En ren og ubesmittet gudsdyrkelse for Gud, vor Fader, er dette: at besøge faderløse og enker i deres trængsel og bevare sig selv uplettet af verden.“ „Hvad nytter det, mine brødre om en siger, han har tro, når han ikke har gerninger? kan troen måske frelse ham? Hvis en broder eller søster mangler klæder og dagligt brød, og en af jer siger til dem: ’Gå bort i fred, klæd jer varmt og spis jer mæt,’ men ikke giver dem det, legemet behøver — hvad nytter det så? Sådan er det også med troen; hvis den ikke har gerninger, er den i sig selv død.“ — Jak. 1:27; 2:14-17.

De første kristne viste deres tro i gerninger. Disse gerninger bestod også i at vise hensyn mod ældre og nødstedte. For eksempel var der blandt de kristne i Jerusalem nogle fattige enker der ikke havde nogen slægtninge eller midler til livets opretholdelse. Efter apostlenes anvisning fik disse nødstedte kristne deres daglige forplejning i menigheden, og selv om denne omsorg for de fattige enker ikke blev anset for vigtigere end forkyndelsen og undervisningen, blev den dog anset for at være en „nødvendig gerning“. (Ap. G. 6:3, NW) Den rette omsorg for den og tjenesten medførte Jehovas velsignelse, og „disciplenes tal voksede meget i Jerusalem“. — Ap. G. 6:1-7.

Når kristne i en by blev stedt i nød var det skik at andre kristne menigheder sendte dem gaver for at hjælpe dem. Menighederne i Makedonien bad, skønt de selv var meget fattige, indtrængende om at måtte få lov til at dele det lidt de havde med deres nødstedte brødre. (2 Kor. 8:1-9, 15) At kunne dele med andre er ikke afhængigt af om man har en masse. For at opleve glæden ved at give kræves kun at man er villig til at dele det man har, med andre. Det gjorde de første kristne med glæde. I mange henseender mindede de med deres indbyrdes kærlighed og enhed om en stor familie. Ja, i virkeligheden viste Paulus i sin formaning til Timoteus om hvordan han skulle varetage sin tilsynsgerning i Efesus, at forholdet mellem menighedens medlemmer skulle være som forholdet mellem en families medlemmer: „En gammel mand må du ikke fare hårdt frem imod, men tal ham til rette som en fader og unge mænd som brødre, gamle kvinder som mødre og unge kvinder som søstre, i al renhed.“ Dette krævede at familiens medlemmer tog indbyrdes hensyn til og nærede respekt for hinanden. — 1 Tim. 5:1, 2.

I betragtning af at menighedens medlemmer stod hinanden så nær, hvad skulle Timoteus da gøre hvis en aldrende kristen kvinde i Efesus blev enke og ikke havde nogen til at forsørge sig? Under inspiration vejledte Paulus: „De enker, som virkelig er enligt stillede, skal du vise ære; men hvis en enke har børn eller børnebørn, så lad disse først og fremmest lære at handle gudfrygtigt over for deres egen husstand og gøre gengæld mod de gamle i slægten; thi det er velbehageligt for Gud. Hvis nogen ikke sørger for sine slægtninge, især da for sine husfæller, har han fornægtet troen, ja, er værre end en vantro. Hvis nogen troende kvinde har enker hos sig, da lad hende hjælpe dem, og lad dem ikke falde menigheden til byrde, for at den kan hjælpe de virkelige enker.“ — 1 Tim. 5:3, 4, 8, 16.

Her anvender Paulus det princip at børnene skal ære deres forældre, idet han samtidig viser at dette indbefatter at sørge for dem materielt når dette bliver nødvendigt. Forældre og bedsteforældre der har slidt i mange år for at opføde en familie og senere bliver ude af stand til at sørge for sig selv har ret til materiel omsorg. Naturligvis kan omsorgen for en fader eller en moder tage tid eller midler der kunne bruges andetsteds i Guds tjeneste, men de kristne kan ikke sige som farisæerne: „Det, du skulle have haft som hjælp fra mig, det skal være tempelgave.“

Det er bedre at en aldrende fader eller moder kommer til at bo i et kristent hjem end at den enlige sendes hen et andet sted, hvor vedkommende må leve blandt verdslige mennesker, der ikke er til nogen åndelig opbyggelse eller trøst. Jesus forstod hvilken fordel det var at hans moder, der øjensynligt var blevet enke, kom til at bo i et kristent hjem. Da Jesus hang på marterpælen så han sin moder og den discipel han elskede stå ved hendes side, og han sagde til sin moder: „Kvinde! se, det er din søn.“ Derpå sagde han til disciplen: „Se, det er din moder.“ „Og fra den time tog disciplen hende hjem til sit,“ siges der. Det var langt bedre at Johannes, der var kristen, tog sig af Maria, end at det blev overladt til hendes dengang endnu ikke troende børn. Skønt Johannes var en apostel bad han sig ikke fri for at gøre denne tjeneste på grund af andre nødvendige forpligtelser. — Joh. 19:26, 27.

Men hvad skulle tilsynsmanden Timoteus gøre når det drejede sig om en ældre kristen enke der ikke havde nogen børn eller børnebørn til at tage sig af hende i hendes fattigdom? Paulus skriver: „Men den, som er en virkelig enke og står ene, har sat sit håb til Gud og bliver trolig ved med bøn og påkaldelse nat og dag; den derimod, som lever efter sine lyster, er levende død. Indskærp dem også dette, så de kan være uangribelige. En enke kan optages på listen, når hun ikke er under tres, har været een mands hustru, har vidnesbyrd om god vandel, har opfostret børn, har vist gæstfrihed, har tvættet de helliges fødder, har hjulpet nødlidende og har lagt sig efter al god gerning.“ (1 Tim. 5:5-7, 9, 10) Disse nødlidende enkers bønner bliver besvaret gennem den kristne menighed. Klogeligt opstillede Paulus dog visse krav som de måtte opfylde før de kunne modtage regelmæssig hjælp af menigheden. De første kristne søgte ikke at vinde folk for deres sag ved at lokke dem med mad, sådan som nogle af kristenhedens missionærer gør. Enken måtte have ry for at have øvet gode gerninger for at komme på menighedens liste over trængende.

Hvordan man tager sig af de ældre i dag

I betragtning af det Bibelen siger om dette spørgsmål vil alle sande kristne tænke alvorligt over det. At tage sig af de ældre og nødstedte er stadig en nødvendig og vigtig del af den sande gudsdyrkelse. Som Paulus forudsagde findes der i dag mange mennesker som er ulydige, utaknemmelige, illoyale og „uden naturlig kærlighed“. (2 Tim. 3:2, 3, NW) Vi skulle nødig udsætte os for at få en så ugunstig dom. Ingen kristen bør sende sin aldrende fader eller moder eller sine bedsteforældre på en institution blot for at blive fri for besværet med at sørge for dem. Jehova Gud siger: „Hør din fader, som avlede dig, ringeagt ikke din gamle moder!“ „Mishandle fader og bortjage moder gør kun en dårlig, vanartet søn.“ (Ordsp. 23:22; 19:26) Visse forhold, som for eksempel sikkerhedshensyn og sygdom, kan gøre sig gældende og kan nødvendiggøre at man anbringer den aldrende på et plejehjem eller en anden passende institution, men kristne vil ikke være alt for ivrige efter at tage et sådant skridt. Det sted hvor den aldrende fader eller moder bedst bevarer sin kristne uangribelighed er det kristne hjem, hvis dette kan arrangeres. Nødstedte, enlige forældre har ret til denne omsorg.

I mange lande beholder fædrene deres stilling som familiens overhoved lige til deres død, og børnene og børnebørnene forbliver ofte medlemmer af den samme husstand. I andre lande er det skik at de gifte børn stifter deres eget hjem. Nogle lande har en sociallovgivning der tager sig af de gamle. Forskellige former for understøttelse, pensioner samt opsparet kapital kan gøre det muligt for de aldrende forældre eller bedsteforældre at have deres eget hjem og deres egen husholdning. Hvis ovennævnte foranstaltninger imidlertid ikke strækker til og kristne børns forældre kommer i nød, vil børnene ikke tøve med at ære deres forældre eller bedsteforældre ved at yde dem materiel støtte, i overensstemmelse med Paulus’ vejledning i Første Timoteus 5:4, 8, 16.

Dette betyder ikke at forældrene kan øde deres ressourcer bort i den tro at de til hver en tid kan kræve materiel støtte af deres børn. Paulus sagde også: „Børnene skal jo ikke samle til forældrene, men forældrene til børnene.“ (2 Kor. 12:14) Normalt har forældrene erhvervet sig deres eget hjem, deres egne møbler og ejendele og deres egen indtægt som de kan drage nytte af i deres alderdom. Så længe forældrene gør brug heraf behøver de ikke at ligge børnene til byrde. Hvis forældrenes understøttelse bortfalder eller ikke er tilstrækkelig vil de kristne børn imidlertid med glæde træde til. Somme tider drejer det sig om at hjælpe de ældre med arbejde og pligter som de ikke længere kan udføre. Kærlighed til forældrene vil gøre at man har omsorg for dem.

Kristne tilsynsmænd i dag må være vågne for om der i menigheden findes ældre mennesker eller andre der trænger til hjælp. Menighedens medlemmer må ligeledes være betænksomme og vise venlighed mod dem der er fattige, enlige, aldrende, blinde, invalide, syge og bundet til sengen eller som bor i en institution et stykke vej borte. Hvis du er tilsynsmand, så spørg dig selv: Holder jeg menigheden underrettet om hvem der er syge eller trænger til hjælp? Har menighedens medlemmer, som følge af at jeg regelmæssigt giver disse oplysninger, dannet den gode vane at fortælle mig hvem der er i vanskeligheder? Har jeg opmuntret de kristne som er „rige i den nuværende verden“ til „at øve godgørenhed, være rige på gode gerninger, gerne give og dele med andre“? (1 Tim. 6:17, 18) Husk at Jehova forkastede „Israels hyrder“ fordi, som han sagde: „De svage dyr styrkede I ikke, de syge lægte I ikke, de sårede forbandt I ikke, de adsplittede bragte I ikke tilbage, de vildfarende opsøgte I ikke.“ (Ez. 34:4) At drage omsorg for Guds hjord kan medføre at man må yde såvel materiel som åndelig hjælp. Hvis nogle er blevet ramt af fattigdom kan menighedens udvalg afgøre hvilke forholdsregler menigheden bør tage, idet de holder sig Paulus’ vejledning i Første Timoteus 5:3-16 for øje.

Hvis nogle pludselig kommer i nød behøver ingen naturligvis at vente på at menigheden tager affære før de kommer trængende brødre til undsætning. Vi har alle det personlige privilegium at dele med andre, og det er et udtryk for vor kristne kærlighed. Det er dog ikke den eneste måde hvorpå vi kan vise omsorg for andre. Vi kan besøge de syge, gamle og svage. Vi kunne spørge os selv: Er der nogen i min menighed der har brug for hjælp til indkøb, rengøring eller vask? Er jeg opmærksom på at tilbyde ældre og svagelige at de kan køre med mig til og fra menighedens møder og stævnerne? Tilbyder jeg ældre kristne brødre eller søstre at de kan køre med i min bil ud i vidnearbejdet, selv om de ikke kan arbejde mere end en time? Findes der i min menighed nogen der er blind eller som ser meget dårligt og som jeg kunne læse for? Kunne jeg arrangere mit personlige studium sådan at jeg forberedte mig hos og læste højt for vedkommende? Hvornår besøgte jeg sidste gang den syge broder eller søster der plejede at komme til møderne men som nu er bundet til sengen?

De resultater der bliver følgen af at man viser ældre og nødstedte omsorg og kærlighed er et bevis for at det har Jehovas velsignelse. Én forkynder står tidligt op hver søndag og kører et godt stykke i sin bil for at hente en ældre søster. Den hjælpsomme forkynder tager hende med ud i vidnearbejdet og med til menighedens møde og sørger for hendes forplejning den dag. Da en midaldrende kvinde, der bor alene sammen med sin gamle moder, for nylig blev syg, strømmede menighedens medlemmer til søsterens seng som flittige bier og overtog rengøringen, indkøbene og andre pligter. Den taknemmelige patient udbrød: „Jeg vidste ikke der var så mange der holdt af mig! Jeg vil aldrig kunne gøre nok for Jehova!“ Der er også et tilfælde med en enke og hendes to døtre. De flyttede til en ny menighed, men kort efter døde moderen. Tilsynsmanden i den nye menighed forstod at disse halvvoksne unge piger havde brug for at være i et kristent hjem og derfor ordnede han det sådan at de blev medlemmer af hans husstand. I et andet tilfælde hvor en ældre kristen kvinde kom i en vanskelig situation tog en familie der nylig havde indviet sig, hende hjem til sig og tog sig kærligt af hende og plejede hende i temmelig lang tid. Disse eksempler viser at man også i dag følger Jakobs ord: „En ren og ubesmittet gudsdyrkelse for Gud, vor Fader, er dette: at besøge faderløse og enker i deres trængsel.“ — Jak. 1:27.

Når vi gør godt mod en af de mindste af Jesu brødre regner han det som var det gjort mod ham selv. Denne kærlighed og omsorg finder man blandt Herrens „andre får“, der ser frem til det evige livs velsignelser i Guds nye verden. (Matt. 25:31-46) Allerede nu opnår man velsignelser ved at have omsorg for andre, og man erfarer sandheden i ordsproget: „Lykkelig den, der har medynk med arme.“ Foruden glæden ved at give vil man også erfare at et besøg hos en ældre kristen broder eller søster er til gensidig opmuntring. Den besøgende får, ved at iagttage den andens uangribelighed under vanskeligheder, en lektion i udholdenhed. Ældre kristne kan ofte fortælle interessante oplevelser og øjenvidneberetninger fra Jehovas vidners historie i vor tid. At vi har omsorg for dem der er i nød vil endvidere få dem til at huske os i deres bønner til Jehova. Det er nogle af de velsignelser der kan blive os til del dersom vi viser venlighed mod de trofaste der måske nok er „fattige i verdens øjne“, men som er „rige i tro“. — Jak. 2:5.

I denne kritiske tid ransager Jehova vore hjerter for at se om vi har tilstrækkelig kærlighed til Gud og til vor næste til at vi kan opnå livet i hans nye verden. Måtte vi da under denne ransagende inspektion kunne sige som den trofaste Job: „Jeg redded den arme, der skreg om hjælp, den faderløse, der savned en hjælper; den, det gik skævt, velsignede mig, jeg frydede enkens hjerte; . . . Jeg var den blindes øje, jeg var den lammes fod; jeg var de fattiges fader.“ — Job 29:12, 13, 15, 16.